Blind skønhed

I ruinerne af det gamle Nordamerika er det nye land Panem, bestående af tretten distrikter og et hoveddistrikt, blevet bygget op. Alice bor i distrikt 8. Hun har et godt og trygt liv, indtil den dag der bliver startet en krig indenfor Panems mure. Under krigen mister Alice både sin mor og synssansen, hvilket kan vise sig at være et større problem end ventet, da hun bliver sendt ud i en kamp på liv

6Likes
20Kommentarer
1640Visninger
AA

6. Ventetid

 

Nedtællingen til spillets start begynder.

Tyve. Jeg lader mine instinkter tage over. Nu er min eneste chance for at danne mig et billede af arenaen. Mine sanser skærpes, og jeg suger alle de nye indtryk til mig.

Femten. Jeg kan mærke solen bage ned over mig, og kan allerede føle min langærmede trøje klistre af sved mod min ryg.

Elleve. Lugten af jord og tropeplanter suser igennem mine næsebor, og fylder mine lunger som en tung og fugtig sky.

Ni. Min tunge føles tør og ru, da jeg åbner munden. En bittersød smag, der minder mig om lidt for gammel frugt, trænger igennem til mine smagsløg.

Syv. Jeg kan høre en fugl skræppe og baske med vingerne, og mest intenst den lette men konstante summen af forskellige biller og andre insekter.

Seks. Min hjerne arbejder på højtryk for at sætte alle de nytilkomne indtryk sammen til et billede. Det er som et puslespil, hvor kun den sidste brik mangler. Jeg kan lugte, smage, føle, og høre, men jeg kan ikke se!

5. Langt om længe går det op for mig, hvor jeg er. Jeg befinder mig midt i en jungle. En mild lettelse breder sig i mig. Jeg er ikke sikker endnu, men nu ved jeg i det mindste, hvilket terræn jeg er i, og jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg sætter mig i position, klar til at spurte af sted, når først starten er gået.

fire, tre, to en…

Lyden af et pistolskud blandes med lyden af ben i løb. Mine tanker slår fra. Adrenalinen pumper i mine årer, og mit hjerte hamrer af sted. Mine ben arbejder hurtigere end min hjerne, og de pisker af sted, før jeg overhovedet ved af det. Jeg ved hverken, hvilken retning jeg løber, eller hvor jeg skal hen, men alt dette kan også være lige meget. Lige nu er der kun en ting der gælder; Jeg skal væk nu! Bag mig kan jeg høre skrig og råb, skarpslebne svær og knivblade der stryger mod hinanden, spyd der med umådelig kraft bliver sendt af sted, og lyden af kroppe der bliver flænset, spiddet, dolket, knust og derefter brutalt kastet på den fugtige junglebund. En pil strejfer mit øre, og en ny bølge af adrenalin løber gennem mine årer.

Jeg kan ikke længere mærke mine fødder, men jeg ved, at de stadig er i bevægelse. Biller og småkviste rammer mig i ansigtet, men jeg tager mig ikke tid til at børste dem væk. Et par gange skifter jeg løberetning, men jeg holder ikke op med at løbe, før adrenalinrusen forlader mine tilsyrede ben.

Jeg svajer, og falder med et blødt bump ned på noget der føles som en stor mosgroet trækirkegård. Jeg har lige kræfter nok til at vrikke mig ned imellem to store træstammer, så jeg ikke er synlig for mulige forbipasserende, men så kan jeg heller ikke mere.

Min mund er fuldstændig drænet for spyt, men en kvalmsk smag af opkast, galle og blod har sneget sig ind i stedet. Mit hoved dunker, og min mave har vendt vrangen ud, så den smule mad der skulle ske at være tilbage, ligger i nogle organer et sted nede omkring min lænd. Jeg ved godt, at jeg ikke kan overleve, hvis jeg ikke meget snart finder noget vand at drikke. Men mine muskler synes ikke, at reagerer på nogen af de signaler, min hjerne sender, eller måske er det fordi, min hjerne ikke længere er i stand til at sende signaler. Det er svært ikke at panikke, men selv det er alt for trættende at blive ved med i længden. I stedet retter jeg hele min koncentration mod min lillefinger, og ganske langsomt får jeg den løftet.

Jeg ved ikke, hvor lang tid der er gået, da jeg endelig står fuldt oprejst, men den kvalmende smag i munden er kun blevet værre. Jeg støtter mig til et træ, mens jeg forsøger at få øre på en rislen fra et vandløb eller et vandhul. Jeg ved, at jeg ikke er stærk i fysisk kamp, men træningstimerne i Capitol har alligevel hjulpet mig meget, med udvikling af mine resterende sanser, så som hørelsen. Heldet er med mig. Ca. 400 meter fra mig kan jeg høre vand strømme. Min gane skriger efter væske, og jeg vakler frem mod, hvad der bogstaveligt talt er kilden til overlevelse. Jeg orker ikke at sætte mig ordentligt ned, men lader mig bare falde om i det lunkne vand. Min hud svider, og først nu opdager jeg, at mødet med de små kviste og grene på min løbetur har påført mig små rifter og sår over hele kroppen.

Da jeg først har fået slukket min tørst, er jeg ikke længere helt så udmattet. Jeg renser mine sår og starter på at samle lianer og mos, som jeg lægger over et par store sten. Til sidst har jeg fået bygget mig en hel lille hule. Mens jeg sætter mig til rette, tænker jeg på Abbigails instrukser; ”Din eneste mulighed for at overleve er at holde dig til David. Du kan ikke forsvare dig selv, så lad være med at prøve! Når først spillet er gået i gang, er din eneste opgave at forholde dig i ro, så skal David nok finde dig. Hvis du gør det, er der måske en chance for, at vi vil se hinanden igen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...