Blind skønhed

I ruinerne af det gamle Nordamerika er det nye land Panem, bestående af tretten distrikter og et hoveddistrikt, blevet bygget op. Alice bor i distrikt 8. Hun har et godt og trygt liv, indtil den dag der bliver startet en krig indenfor Panems mure. Under krigen mister Alice både sin mor og synssansen, hvilket kan vise sig at være et større problem end ventet, da hun bliver sendt ud i en kamp på liv

6Likes
20Kommentarer
1640Visninger
AA

4. Lhions mand

Tiden går i stå. Små hvide prikker dukker op for mine blinde øjne, og til sidst dækker det hvide det mørke. Alt bliver vendt op og ned på. Jeg står med åben mund, men ved hverken, hvad jeg skal sige, eller gøre. Ganske langsomt falder alting på plads. David og jeg skal kæmpe mod hinanden og 22 andre sonere i Dødsspillet. Hvordan kunne han gøre det? Jeg troede virkelig, at han var min ven, men så valgte han pludseligt, at tage kampen op i et spil, hvor kun en af os kan vende levende hjem fra.  Nu vælter vreden frem i mig. Det er som en varme, der starter i min mave, og som breder sig ud til resten af kroppen. Først i benene, hvor den giver mig trangen til at løbe, og helst langt og længe. Så i armene, hvor den starter en lyst til at slå, rive og kradse. Så i brystet, hvor den tænder en flammende ild. Og til sidst i hovedet, hvor den udrydder alle tanker, og gør plads til nye. Jeg vil tage hævn! Hævn over Capitol, præsident Lhion og også over David. Jeg spænder så hårdt i musklerne, at hele min krop ryster, og det begynder at ringe for mine ører. Hurtigere og med mere trampende skridt end jeg havde troet, jeg kunne tage, bevæger jeg mig op mod podiet. David tager mig i hånden for at hjælpe mig op ad den lille trappe, men jeg ryster hans forræderiske fingre af mig. Han forstår hentydningen, og vi stiller os på hver vores side af Abbigail med fronten ud mod publikum og kameraerne. 

Omkring podiet står resten af distrikt 8 stadig halvt chokerede og halvt lettede over, at det ikke er dem eller deres børn, der er blevet udtrukket som sonere. Selvom der egentlig ikke er grund til applaus, klapper alle stadig, da Abbigail løfter min og sikkert også Davids arme i vejret, som om vi lige har vundet en meget stor og meget vigtig kamp. Men et sted i mængden kan jeg høre min onkel og tante panisk kalde mit navn.

”Mine damer og herrer, giv en sidste hånd til disse to modige unge mennesker.

Og må mine sidste ord være; Lad det første Dødsspil begynde!” Abbigail slutter ceremonien af, og trækker mig og David med ned fra podiet.

 

De følgende timer flyver af sted, næsten uden at jeg overhovedet lægger mærke til, hvad de går med. Vreden sidder stadig for dybt i mig til, at jeg kan tænke klart. Først da jeg stiger op på toget, der skal køre mig, David og Abbigail til Capitol, får jeg ro nok til, at kunne koncentrere mig om, hvad der egentlig sker omkring mig. Resten af togturen lukker jeg mig inde i min overdådige togkupe. Jeg har ikke lyst til at tale med nogen. Det eneste jeg vil er, at drikke fin champagne og spise kaviar. Ikke fordi det smager godt, men fordi det giver mig en rar fornemmelse af virkelig at nasse på Capitol, og alt hvad de står for. Et par gange banker Abbigail på kupedøren for at spørge, om jeg har brug for et par gode råd om Dødsspillet, men jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle tage imod råd fra en kvinde, der ved præcis lige så lidt om spillet, som jeg selv gør. David derimod er klog nok til at holde sig væk fra mig under hele den lange tur. Gad vide, om jeg har fornærmet ham?

 

Toget bumler af sted, og slår en gang imellem nogle meget skarpe sving, og med mit store indtag af champagne går der ikke lang tid, før jeg ligger ude på det opvarmede badeværelsesgulv, og kaster op. Sådan ligger jeg, helt ind til der pludselig lyder fodtrin ude fra kupeen, og døren ud til badeværelset går op.

”Om du vil det eller ej Alice, så bliver vi altså nødt til at snakke sammen nu!” Det er første gang jeg hører, Abbigail være sur. To par hænder griber fat i hver sin arm på mig, og hiver mig op fra den stinkende pøl af opkast. De trækker mig ind i kupeen og sætter mig i en blød øreklapstol.

”Det her er dit forberedelseshold.” Selvom jeg er ret omtumlet ovenpå den store mængde champagne, ved jeg, at Abbigail snakker om de to mennesker, der hver står med et fast tag i mine arme lige nu. ”De skal prøve at gøre dig smuk til det interview, du skal lave om præcis 47 minutter, når vi stiger af toget. Og mellem os sagt, er det en svær opgave, at få dig til at se bare nogenlunde pæn ud, med den tilstand du er i lige nu!” Der lyder et lille bump, da Abbigail lader sig falde ned i stolen overfor min. Da hun begynder at tale igen, er det med lidt mindre vrede i stemmen.

”Jeg ved godt at du er sur Alice. Men det er altså meningen, at jeg skal hjælpe dig og David gennem dette spil, og det kan blive meget svært, hvis du ikke engang vil snakke med mig.” Abbigail lægger sin hånd på min kind, og jeg kan mærke de små sten, der synes at være opereret ind i hendes hud. Det må være en form for Capitol mode.”Du bliver nødt til at tage dig sammen og vise dig fra din bedste side under interviewet. Det er nu, du får chancen, for at samle sponsorer til spillet. Spild nu ikke den chance!”

Forberedelsesholdet begynder at lægge min make up, mens Abbigail fortæller mig om de råd, jeg ikke ville tage imod før.   

 

Da jeg træder ud af toget og ind i den store sal hvor interviewene skal foregå, føler jeg mig hverken oplagt eller smuk, men jeg ved, hvad jeg skal sige, og jeg tror virkelig på, at jeg nok skal klare mig godt. Abbigail var, mod al forventning, en meget god vejleder.

 

Salen må være fyldt helt op af mennesker, for da jeg sammen med de andre sonere træder ind i rampelyset for at blive interviewet, er jeg næsten ved også at miste hørelsen, på grund af larmen fra publikum.

En mand ved navn Byron Dixon byder velkommen til både publikum og sonere, og uden yderligere omsvøb går interviewene i gang. Vi bliver efter tur inviteret op i den varme stol. Først drengen fra distrikt 1, så pigen fra distrikt 1, så drengen fra distrikt 2, og så videre. Jeg hører ikke rigtig efter hvad der bliver sagt. Historierne ligner alligevel også alle sammen hinanden. Først da det bliver Davids tur begynder jeg at lytte.

”Nåh, David. Du kommer jo faktisk oprindeligt fra distrikt 2, ikke?” Byrons stemme er afslappet og behagelig, men på trods af disse kvaliteter, kan jeg stadig ikke se bort fra den udtalte Capitol accent, der ikke nok med at frastøde mig, også får min vrede til at ulme igen.

”Jo, jeg kommer fra distrikt 2” I modsætning til Byrons er Davids stemme hård og bitter. ”Min familie har været meget tætte med præsidenten i mange år, så meget af min barndomstid har jeg faktisk også tilbragt her i Capitol.”

Jeg taber kæben ved denne oplysning. Selvom jeg er skuffet og sur på David, havde jeg ham aldrig mistænkt for at være en af Lhions mænd.

”Men hvordan kan det så være, at du er endt i distrikt 8, David?” Spørger Byron.

”jo, ser du, på grund af min families tætte bånd med præsidenten, har jeg helt fra en meget ung alder vidst hvor min loyalitet ligger. Hos Lhion selvfølgelig. Og det eneste jeg drømte om, var en dag at kæmpe under hans kommando, så lige så snart jeg blev gammel nok, meldte jeg mig ind på et af distrikt 2´s soldaterstudier. Jeg knoklede virkelig, og pressede altid mig selv til det yderste, og det viste sig da også, at kunne betale sig. Jeg var kun lige blevet færdig med min uddannelse, da jeg blev tilbudt en stilling i hæren, og jeg fik udlevet min drøm, da jeg under de mørke dage, var med til at rykke ind i distrikterne på Lhions ordre. Efter de mørke dage blev halvdelen af hæren uddelegeret til andre distrikter som fredsvogtere, og det var sådan jeg havnede i distrikt 8.” Et stik går gennem mit hjerte, da det går op for mig, at det måske var David der dræbte min mor og far. Hadet til denne dreng er nu så ubeskriveligt stort, at jeg har svært ved ikke at gå op og slå ham ihjel med det samme.

”Tak for den gode historie, David, det var vist også det sidste, vi når at høre om dig. Mine damer og herrer, giv ham en stor hånd!” Hele salen havde siddet og lyttet i tavshed til Davids historie, men nu kommer der liv i dem. De hujer og jubler, og der er ingen tvivl om, at de både respekterer og ærer denne modige mand af folket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...