Blind skønhed

I ruinerne af det gamle Nordamerika er det nye land Panem, bestående af tretten distrikter og et hoveddistrikt, blevet bygget op. Alice bor i distrikt 8. Hun har et godt og trygt liv, indtil den dag der bliver startet en krig indenfor Panems mure. Under krigen mister Alice både sin mor og synssansen, hvilket kan vise sig at være et større problem end ventet, da hun bliver sendt ud i en kamp på liv

6Likes
20Kommentarer
1635Visninger
AA

2. Blind skønhed

Der er nu ved at være gået et år siden distrikt 13’s oprør mod Capitol. Jeg er på vej hen for at besøge mine forældres gravsted. Min mor døde af de kvæstelser hun blev påført under bombeeksplosionen, og man mener, at min far døde, da han i et ædelt forsøg prøvede at redde en flok børn ud fra et klasselokale, der var så godt som styrtet sammen. Jeg var også døende, men til mit held er Distrikt 8 stærke i at uddanne gode læger. Desværre havde de bare ikke nok ressourcer til, at fjerne alle mine skader.

 

Da jeg vågnede på hospitalet i Distrikt 8 et par dage efter bombeeksplosionen, prøvede jeg flere gange at åbne mine øjne, men det mørke der havde lagt sig over hele Panem under de mørke dage ville bare ikke slippe sit tag i mig. I lang tid prøvede jeg, at overbevise mig selv om, at mit syn snart ville vende tilbage, men til sidst måtte jeg indse, at jeg ikke ville komme til at se igen. Jeg var blevet blind. Mit næste håb var, at jeg kunne få en synsoperation, men sådan en operation er dyr, og nu hvor alle distriktets penge skulle gå til genopbygning af byen, var Distrikt 8 pludseligt blevet et meget fattigt distrikt, der aldeles ikke havde råd til at give operationer ud til alle og enhver.

 

Der er blevet lavet en massegrav lige udenfor byporten i distriktet. Turen ned til graven er ikke lang at gå fra min onkels hus, hvor jeg nu bor, men det er svært at gå, når man ingenting kan se. Det er ikke fordi jeg er bange for at støde ind i noget på min vej. Det er følelsen af, at hvert enkelt skridt skal tages ud i det ukendte, hvert enkelt skridt kan føre til noget uforudset og farligt, og følelsen af at jorden foran mig pludselig kan forsvinde ud i intetheden, der skræmmer mig. Det kræver mod at være blind. Langsomt og sikkert er jeg nu nået frem til den store sten, der er blevet rejst oven på den enorme grav. Jeg rækker min hånd frem, og lægger den på den kolde ru stenflade. På stenen er alle navnene på de døde blevet indgraveret, og hvis jeg mærker godt efter, kan jeg med fingrene følge alle bogstaverne, og læse dem. Der er rigtig mange navne, og det gør det svært at finde præcis de to navne, jeg står og leder efter, men det lykkes til sidst. Jeg kærtegner de to indgraverede navne, som er det eneste, jeg nu har tilbage af min far og mor. En tåre falder på min kind, og jeg lader den trille hele vejen ned til min hage, hvor den slipper, og falder til jorden. Den lille tåre har åbnet en kanal for en hel strøm af tårer, der nu vælter frem i mig.

 

En hånd griber blidt fat i min skulder, og en fremmed maskulin stemme siger:

”Undskyld frøken. De må altså forlade området nu, jeg har pligt til at arrestere alle, der er uden for bymurens grænse efter klokken otte. De har et kvarter til at komme hjem i.” Det må være en fredsvogter.

”Ja selvfølgelig, jeg skulle lige til at gå.” Jeg snøfter, og begynder langsomt at bevæge mig mod byporten. Min forsigtige gang må åbenbart være meget påfaldende, for jeg når ikke langt før fredsvogteren indhenter mig, og spørger om jeg har brug for hjælp.

”Jeg kan godt følge dig til porten, hvis du har brug for det?” Fredsvogteren lægger sin ene arm om livet på mig, og ved hans berøring kommer jeg ufrivilligt til at gispe. Han fniser.

”Hvad hedder du?” spørger han. Jeg bliver en smule overrasket over spørgsmålet. Distrikt 8 har været fuld af fredsvogtere lige siden de mørke dage, men jeg har aldrig mødt en der har været så interesseret og venlig før. Tværtimod. Fredsvogterne plejer at være kolde og decideret onde over for alle og enhver.

”Alice.” mumler jeg efter lidt tid.

”Alice, er det ikke din far, der ejer den der store tekstilfabrik i centrum?”

”Min onkel”

”Nåh, jah. Jeg hedder David. Jeg er en af fredsvogterne fra distrikt 2.”

Selvom jeg nu har David til at støtte mig, har jeg stadig svært ved at sætte mit gåtempo op. Jeg bliver ved med at gå langsommere og langsommere, og et par gange er jeg lige ved at falde over mine egne fødder. Til sidst spørger David mig, om jeg ikke har brug for en lille pause. Stadig med sin ene arm lagt rundt om mig, sætter han sig ned ved siden af mig, på noget der føles som en væltet betonmur.

 

Vi sidder lidt i tavshed. Inde i byen kan man næsten ikke høre sine egne tanker for al byggelarmen, og luften er heller ikke for rar at opholde sig i, for da man skulle bestemme, hvordan byen skulle bygges op på ny, fandt man det som en god lejlighed til at fælde alle de grønne områder, så man kunne få plads til nye forurenende fabrikker. Disse ting gør, at det er langt at foretrække at side uden for bymuren, i den friske rare sommerluft.   

”Er du klar til den store høstfest i morgen?” Jeg ved, at David taler om udvælgelsen af deltagere til det spil, som præsident Lhion præsenterede i sin tale til Panem for et år siden. For kun et par dage siden sendte Capitol en udsendelse i fjernsynet, som det blev påkrævet, at alle skulle se – eller i mit tilfælde høre – om reglerne og yderligere information om spillet, som havde fået navnet Dødsspillet.  

”Det er jeg vel. Skal du også med?”

”Alle skal med, også fredsvogterne. Er du bange?” Jeg kan mærke Davids blik falde på mig, og jeg ved, at han forventer en form for reaktion fra mig. Som 14 årig ved jeg, at der for mig, ligesom for så mange andre teenagere, er en lille chance for, at det kan blive mig, der skal ind og kæmpe i arenaen. Det er en ubehagelig tanke, som jeg helst vil være fri for, men jeg ved, at jeg heller ikke bare kan ignorere den.

”Skrækslagen!” Et lille smil breder sig på mine læber.

”Du er smuk, når du smiler. Du er faktisk også smuk, når du ikke smiler.” siger David, og rykker sig lidt tættere hen til mig.

”Jeg er blind.” Pludselig bliver jeg nervøs ved situationen, og rykker mig lidt væk fra ham, hvilket også medfører at hans arm falder ned fra mig, og med et lille bump lander på den hårde beton.

”Det har jeg faktisk godt lagt mærke til, men hvad har det med sagen at gøre?” siger David en smule stødt.

”Ikke så meget, jeg tænkte bare det var lidt ironisk, at kalde en blind pige smuk.” Jeg har ikke lyst til at gøre David ked af det, men den venlighed han udviser, begynder at virker en anelse for grænseoverskridende efter min smag.  '

”Skønhed behøver altså ikke at have noget med udseendet at gøre. Man kan fx sagtens have en smuk udstråling, eller en smuk væremåde. Selvom det nu faktisk var dit udseende, jeg hentydede til.” mumler David gnavent.

”Undskyld.” Jeg rykker mig tilbage ved siden af David. ”Det er ikke så forfærdelig lang tid siden, at jeg mistede mit syn, så jeg har endnu ikke rigtig nået, at vænne mig til alle de ting jeg ikke kan mere. Som fx har jeg svært ved at føle mig tryg ved mennesker, hvis ansigt jeg ikke kan se, og det gør, at jeg er blevet lidt menneskesky, efter jeg blev blind.” 

”Det gør ikke noget, jeg var nok også lidt for nærgående. Kom. Jeg må hellere følge dig hjem nu.” Han lægger igen sin arm om mit liv, og hjælper mig op at stå.

 

David følger mig hele vejen til min onkels hoveddøren, før han siger farvel. Han prøver forsigtigt at lægge begge sine arme om mig, og da jeg ikke protesterer, giver han mig et rigtigt kram. Nu kan jeg endelig sanse hvem David er. Hans krop er varm og blød. Han er meget bredskuldret, og da jeg lægger mit hoved mod hans bryst, kan jeg tydeligt mærke at han er muskuløs. Jeg kan også mærke hans hjerte, der hamrer af sted, som var han lige kommet hjem fra en hård løbetur. Han dufter godt, af en blanding af natur, jord og noget andet velkendt, som jeg ikke helt kan sætte min finger på. Det sidste jeg lægger mærke til er hvor høj han er. David er helt sikkert ældre end mig. Han er nok helt op omkring de 20 år. Gad vide, hvorfor han er så tiltrukket af en pige, der er omkring seks år yngre end han selv?

”Vi ses måske i morgen til høsten.” David stryger mig let over armen, før han forsvinder ud i det blinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...