Im In Love With A Criminal 2 - Remember The Time (Jason McCann)

Gabrielle er lige blevet 18, det blev hun i Juni. Hun har defor ikke set Jason siden December. Hun fester meget, og tænker ikke helt så meget på ham mere, da både hendes far og mor har bedt hende om at komme vidre. Hun vidste at det nok aldrig ville blive hende og jason, så hun tog sig sammen og kom over ham.

En dag hvor hun er i byen med veninderne møder hun en sød dreng, kunne han måske blive mere end blot en ven? Og hvad sker der når en velkendt dreng med brune øjne kommer ind i hendes liv igen? Og hvad med føleserne for Jason? Er de nu også forsvundet eller er de bare gemt væk langt inde i hendes hjerte?

- Følser der kommer tilbage, er aldrig rigtig forsvundet..

32Likes
97Kommentarer
8241Visninger
AA

16. Tillid

Gabrielles synsvinkel:

 

 

Hans slanke skikkelse stod nu foran mig. Hans øjne, som man næsten lige kunne skimte i mørket udstrålede forvirring. Han var nok ligeså overrasket over at se mig, som jeg var ved at se ham. Jeg gav ham et lynhurtigt elevatorblik. Hans hår havde ikke nær så meget voks i, som da jeg så ham sidste gang, det strittede få steder, men ellers hang det pjusket ned over hans ansigt, men stadig så hans øjne var frie for hår, så langt var det ikke længere at det dækkede hans øjne, men en lille tot dækkede dog stadig det ene øje lidt, det så faktisk en smule sødt ud. Jeg lod mit blik glide ned. Han havde en hvid T-shirt på, og sorte hængerøvsbukser. Jeg kunne lige ane at han havde et forskellig farvet tørklæde i hans baglomme, som løftede sig når der kom en lille vind, ellers havde han et par hvide Supra sko på. Jeg lod langsomt mit blik glide tilbage til hans ansigt, og en ubehalig stilhed formede sig imellem os kun lyden af nogle biler langt væk brød stilheden en smule.

”Øh, J- jeg ville egentlig…” jeg stoppede mig selv, da jeg slet ikke havde lyst til at sige farvel, for det var det jeg skulle til og det havde jeg ikke lyst til den mindste smule.

”Hvad?” lød hans mørke stemme pludselig, og fik mit hjerte til at springe et slag over.

”Ikk –ikke noget.” mumlede jeg bare, og kiggede ned mod det sorte tag. Pludselig kunne jeg mærke en varm hånd røre ved min hage, og langsomt føre mit hoved opad, så jeg igen kiggede Jason ind i hans brune øjne. Jeg lod mine øjne kigge ned, mens han stadig havde sine fingre under min hage.

”Kig på mig.” Lød hans stemme, den var ikke hård eller kold, den var rolig og følsom. Jeg lod forsigtigt mine øjne glide op imod ham, og ind i hans øjne. Det var som om de sugede mine øjne til sig. Jeg betragtede den brune farve i hans øjne. Den var som varm chokolade. Hans øjne var smukke, dog var det stadig som om at de bar inde på mange hemmeligheder hvilket gjorde mig nysgerrig.    

”Hvor har du været?” hviskede jeg, og afbrød tavsheden imellem os. Han slap langsomt grebet om min hage og lod hans hånd glide ned langs hans side.

”Det er ligegyldigt.” mumlede han, og vendte mig ryggen og begyndte at gå hen imod stedet han havde siddet for kort tid siden.

”Det siger du altid.” mumlede jeg, og fulgte langsomt efter ham og betragtede ham sætte sig ned på taget, som han havde gjort for få minutter siden. Jeg satte mig forsigtigt ned ved siden af ham, så vi sad på præcis samme måde som den første aften hvor Jason havde vist mig taget.

”intet er ligegyldigt.” hviskede jeg, så han langsomt vendte sit hoved imod mit.

”Det siger du altid.” efterabede han, med et lille smil på hans læber. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule, mens jeg lod mine øjne kigge ned mod den tomme gade under os.

”Jeg havde ikke regnet med at se dig her.” Lød hans mørke stemme igen, den var lav men stadig så jeg kunne høre den. Jeg kiggede op fra den tomme gade og tilbage ind i hans øjne.

”jeg var født, som en overraskelse.” Mumlede jeg. Han kiggede på mig med forvirrede øjne, og langsomt lod han, hans hånd røre min kind.

”Jeg var planlagt.” hviskede han, med et smil på læben. Jeg smilte svagt tilbage, og bemærkede hans hånd glide langsomt ned af min kind og ned på hans lår.

”Gabrielle…” Jeg nikkede og kiggede afventende på ham, som han sad der og kiggede mig ind i øjende følte jeg det, som om tiden gik i stå. ”- Kan du huske den aften da du blev taget til gidsel af ham manden der? Og jeg kom?” jeg nikkede kort. ”- Det var ikke fordi han havde noget imod dig, og han ville heller ikke gøre dig noget. Det er mig han har noget imod, og min hjælp han skulle bruge og den eneste måde at komme til mig var åbenbart igennem dig. Jeg aner ikke hvor han ved fra at vi kender hinanden, men sådan noget finder man ud af hvis man vil.” jeg åbnede munden, og lukkede den derefter langsomt igen, mens jeg kiggede opmærksomt på ham. Ville han gerne fortælle mig hvad der var sket? Det virkede i hvert fald sådan.

’”hvad skulle han bruge din hjælp til?” spurgte jeg, og kiggede opmærksomt på ham. Han sukkede lidt, og med en langsom og forsigtig bevægelse lod han hans hænder glide hen over hans lår, og med forsigtighed tog han mine hænder i hans. I et øjeblik stirrede jeg ned på vores hænder der var foldet ind i hinanden, og derefter kiggede jeg forvirret på ham.

”Gabrielle…” han sukkede, det var som om han ikke kunne sige det, men til sidst tog han sig sammen.

”Han skulle ikke bruge min hjælp...” Endnu engang sukkede han ”- Han skal bruge min hjælp.” jeg lod et lille gisp ramme mine læber, og jeg kiggede underligt på ham.

”Til hvad?” Jeg kunne mærke nervøsiteten komme.

 ”Han hader politiet..” han lod et lille grin slippe ud af hans læber, men jeg forstod ikke helt det sjove i det. Min far var politimand, og jeg håbede af hele mit hjerte at det ikke vedrørte ham. Jeg kiggede derfor bare forvirret på ham. ”- Ligesom jeg.” Afsluttede han, og jeg sukkede. ”- Dog kan han ikke bare tage sig sammen og holde sig fra dem. Han vil gerne have dem udryddet… derfor var hans plan at jeg skulle hjælpe ham med at lave bomber så han kunne springe de andre stationer i byen i luften, ligesom ved den station din far arbejdede på. Han mente åbenbart at det var mig som havde sprunget den anden i luften hvilket det jo ikke var, men det tror hele verden jo, også selvom jeg intet har gjort! Jeg var til fucking forhør på det tidspunkt så jeg aner ikke hvad de tænker på! Nå, men jeg sagde selvfølgelig nej til at hjælpe ham, da jeg ikke gad at have mere med politiet at gøre, og jeg var også på vej væk fra huset han havde ført mig til, da en anden mand pludselig stod i døren så jeg ikke kunne komme væk. De sagde at hvis jeg ikke gjorde som de bad mig om, så..” han stoppede endnu engang med at snakke, og jeg sad fuldstændig forstenet og ventede på at han ville fortsætte men han sagde intet.

”Så hvad?” spurgte jeg med en hæs og nærmest utydelig stemme. Han sukkede tungt, og slap så mine hænder.

”Så ville de slå dig ihjel.” Det føltes som om verden stoppede med at dreje rundt, alt blev sort omkring mig og jeg følte at jeg sad alene i et stort mørkt rum. Tårnede formede sig i mine øjne og en tåre trillede ned af min kind, men den nåede næsten ikke at komme længere end til min næse da en finger pludselig tørrede den væk. Jeg åbnede mine øjne, som jeg havde lukket da jeg havde fået det at vide og så Jason kigge på mig med et blik fuldt med følelser.

”Jeg blev og hjalp dem. Jeg ville ikke have at de skulle gøre dig noget…” En følelse af dyb taknemlighed og dyb frustration ramte min krop på samme tid. Han havde blevet for at rede mit liv, men stadig havde han lavet bomber for at udrydde en masse mennesker. Jeg var så forvirret og frustreret på samme tid, men mest af alt følte jeg mig beskyttet.

”Jeg ved ikke om det er det rette at sige, men… tak, tak fordi du reddede mit liv, igen.” han udbrød et dybt suk, og jeg troede for et øjeblik at jeg havde sagt noget forkert.

”Jeg er ikke færdig med at lave bomberne, Gabrielle. Langt fra. Jeg sidder stadig fast i aftalen, men…”

”Men hvad?”

”jeg syntes at du skal tilkalde politiet.” Jeg kiggede underligt på ham.

”Hvorfor?” spurgte jeg forvirret.

”Jeg ved hvor de høre til, og jeg vil ikke være skyld i flere mord end det ene jeg har begået. Hvis du tilkalder politiet kan vi få dem anholdt.”

”Men, hvis jeg tilkalder politiet og du er den eneste der kender vejen til hvor de bor, så…så bliver du jo også anholdt.” Jeg tvang nærmest sætningen ud af mine læber. Han sukkede.

”ja… det gør jeg, men jeg vil heller komme i fængsel i jeg ved ikke hvor mange år, end at være skyld i at flere hundrede af mennesker mister livet på grund af mig.” Jeg vidste ærligtalt ikke hvad jeg skulle sige, eller hvordan jeg skulle reagere. Forbryderen, som hele verden havde ledt efter for at få ham i fængsel stod nu foran mig og sagde at jeg skulle tilkalde politiet. Jeg forstod ingenting.

”Hør, inden du bliver for chokeret er det ikke fordi jeg vil indtage min straf som de idioter kalder det, men udelukkende for at jeg ikke skal sidde 30 år længere i det lorte fængsel, så kommer jeg jo forhelvede først ud når jeg er 80.” Den hårde bad boy atetude kom tilbage, men jeg kunne godt se i hans øjne at han ikke mente det så ondt som det lød.

”Nå, tilkald det lorte politi inden jeg ænder mening…” mumlede han. enhver anden ville nok bare tænke at han var en idiot uden følelser der stod foran en, men på den måde han sagde det på lød det som om han prøvede at skjule noget. Jeg lod det dog ligge.

”Jeg, øh. Jeg har ikke nogen mobil. Min mor tog den da jeg kom hjem fra politistationen.” Mumlede jeg. Først lavede han store øjne, og derefter begyndte han at grine en hæs latter.

”Hvad søren lavede du på stationen? Har du lavet ballade?” grinte han. Jeg trak blot på skulderen.

”Det er ligegyldigt.” Han løftede et øjenbryn.

”Intet er ligegyldigt.” Jeg sukkede, selvfølgelig skulle han bruge den imod mig!

”Jeg blev anholdt, da dig og Jacob var skredet for at, ja. Og jeg kom på stationen og de forhørte mig. de troede jeg var en slags hjælper til dig, eller. Ja. Så kom min Mor og de satte mig fri eller hvad det så hedder, og da vi var kommet hjem gav hun mig stuarest og tog min iPhone.”  Han lavede store øjne, og pludselig spillede der sig et smil på hans læber. Han lændte sit hoved imod mit øre.

”bad girl.” hviskede han ind i mit øre, så jeg fik gåsehud, og en rødmen begyndte at forme sig på mine kinder. Han bemærkede det. Og begyndte at grine kort. Jeg havde aldrig set ham sådan. Han var så anderledes, og jeg kunne slet ikke kende ham, men da slog det mig at der sikkert var mange ting ved Jason jeg intet kendte til.

”Du kan låne min” sagde han og ændrede samtalen over til den alvorlige del igen, hvilket jeg hadede. Jeg kunne godt lide bare at sidde sammen med ham og snakke, og høre ham grine, det var rart, men som et ordsprog siger ’Intet vare evigt’

”Tak, tror jeg” Mumlede jeg. Han svarede mig ikke, men rejste sig fra hans plads på taget og kiggede afventende på mig. Jeg sendte ham et forvirret blik, som fik ham til at sukke, og rakte mig hans hånd som jeg med forsigtighed tog imod. Han trak mig forsigtig op at stå, og mens hans hånd stadig lå i min trak han mig langsomt hen til midten af taget.  Han trak sin sorte HTC frem fra hans lomme, og kiggede så på mig med nogle øjne jeg ikke kunne hverken læse, eller forstå. Han rakte mig den, og med en rystende hånd tog jeg imod den.

”Håber du kan deres nummer i hovedet. Har dem ikke indkodet i min mobil.” jeg kunne fornemme, at han jokkede og himlede derfor bare øjne af ham.

”Ej, Jason. Du har ikke engang dine bedstevenner indkodet.” fniste jeg, for at føre videre på spøgen.

”Naaah, det er ikke nødvendigt. De opsøger mig alligevel hele tiden” Jeg grinte kort af ham, men vendte så tilbage til alvorligheden. Jeg kom hen til hvor man skulle trykke nummeret ind, og jeg følte at jeg gik i stå. Jeg ville ikke trykke deres nummer ind og nærmest hjælpe dem med at anholde Jason. Jeg sukkede, og begyndte at holde endnu en tåre inde der pressede på for at komme ud. 

”Hvad skal jeg sige til dem?” hviskede jeg. Han trak kort på skulderen.

”Det der falder dig ind.” Mumlede han bare. Jeg kiggede underligt på ham.

”Det hjalp meget, tusinde tak.” Han grinte endnu engang en kort latter. Stilheden kom igen, mens vi stod der og kiggede på hinanden. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige hverken til ham eller politiet når jeg ringede til dem, så lige pludselig følte jeg mig fuldstændig fortabt.

”Sig du har fundet Jason McCann.” Mumlede han, og kiggede mig ind i øjende med et udtryk jeg ikke kendte. Jeg nikkede langsomt, og vendte tilbage til hans mobil i min hånd og med rystende fingre lod jeg mine fingre taste 911 ind. Jeg kiggede i et øjeblik på nummeret og kiggede så på Jason. Han kiggede ned mod jorden, og lindede en der var i sin egen verden. Jeg tog en dyb indånding og trykkede så på den grønne knap, og tog røret op til øret, også var der intet andet for end at vente.

”Du har ringet til alamsentralen. Tryk 1 for sygehus. Tryk 2 for politi.” jeg tog mobilen fra øret, og trykkede med en klump i halsen på nummer 2, og derefter satte jeg den til øret igen.

”Du er nummer 5 i køen. Vent et øjeblik.” jeg sukkede tungt.

”Vidste du at man skulle vente i kø for at snakke med politiet?” spurgte jeg sukkende Jason om, der kiggede opmærksomt på mig.

”Ingen anelse.” Mumlede han. jeg skulle lige til at sige noget, da jeg hørte en kvindestemme i mit øre.

”Hej, du snakker med Michelle Nielsen. Hvad kan jeg hjælpe med?”  

”Hej, det er Gabrielle Wilson. Jeg..” Jeg tænkte tilbage til hvad jeg skulle sige. ”- Jeg har fundet Jason McCann.” Der var stille i den anden ende, i et øjeblik. Jeg brugte det korte øjeblik til at kigge imod Jason, som kiggede opmærksomt på mig.

”Hvor henne? Er du godt klar over at det er en vigtig sag, og ikke noget man skal jokke med? Så jeg håber du har ret i det du fortæller mig!”

”Det er den hele sandhed. Jeg kan informere jer om hvor vi er!”

”Er du alene med ham?”

”Ja! Men jeg har styr på ham. Han render ingen steder, men så skynd jer for jeg ved ikke hvor længe jeg kan holde ham her!” jeg skyndte mig at fortælle adressen og kiggede så hurtigt imod Jason, som kiggede sjovt på mig, og for sjov hævede han hans arme op i luften, men tog dem dog hurtigt ned igen.

”Vi kommer straks!” Lød damens stemme igen.

”Mange tak!”

”klare du den?”

”ja, tak for hjælpen!”

”Vi er på vej!”

”Tak!” og inden hun nåede at sige mere lagde jeg på.

”har du nogensinde overvejet at blive skuespiller?” spurgte Jason mig, da jeg havde rakt ham hans HTC.

”Aldrig.” Smilte jeg.

”Hør, inden de kommer og ødelægger alt igen, så vil jeg gerne spørge dig om noget.” Mumlede han, og jeg fik en lille nervøs følelse i maven.

”Hvad så?” han tog hans ene hånd ned i sin lomme, og tog noget op som jeg ikke kunne se hvad var. Han gik om bag mig, så jeg stod med ryggen imod ham. Jeg skulle lige til at vende mig om imod ham, da jeg kunne mærke en kæde ramme min hud. Den var varm, men det var nok fordi at den havde lagt i hans lomme, et hjertevedhæng ladede lidt over mit hjerte, det var smukt. Et sølv og guld farvet hjerte. Jeg skulle lige til at vende mig om igen, da jeg kunne mærke han slap mit hår, så det gled ned af min ryg, og han tog noget hår væk fra mit øre, og med den anden hånd tog han vedhænget i sin hånd.

”Pas på det for mig?” hviskede han, og slap hjertet så det igen hang lidt over mit hjerte. Jeg nikkede.

”Skal jeg nok.” sagde jeg, og vendte mig om så vores hoveder kun var få centimeter fra hinanden.

”Tak.” svarede han kort, og trak sig lidt væk, så vi ikke stod så tæt. Vi stod i et øjeblik og kiggede hinanden i øjende, da et stort brag pludselig lød over os. Vi vendte begge af ren refleks vores opmærksomhed imod braget, og over os kom en hel masse fyrverkeri. Vi stod begge to og kiggede på det, det var vildt smukt. Hele byen var lyst op af forskelige farver. Jeg fik en følelse af at det bedste sted at fejre den 4 Juli var oppe på taget med Jason. Efter et par minutter stoppede det med at brage, og vi kiggede igen hinanden i øjende. En følelse af helhed ramte mig i det vi stod der under alle farverne og kiggede på hinanden, som om vi var de eneste mennesker på jorden.

 

Der havde været en dyb stilhed imellem os, mens vi ventede på at det forfærdelige skulle ske, og pludselig kunne sirenerne høres. Jeg kiggede på Jason for at se hans reaktion, men han kiggede væk fra mig. han kunne nok mærke at jeg kiggede på ham, for han vendte sin opmærksomhed imod mig. han tog langsomt hans hånd op til min kind, og derefter mumlede han.

”Vi ses.” jeg nikkede, og endnu engang holdte jeg tårende inde. Pludselig blev hele gaden oplyst af en masse blå lys, og 3 politimænd trådte ud fra deres biler, og med dem havde de både håndjern og pistoler. Jeg sank en klump.

”Jason McCann, vi ved du er der! Kom herned og overgiv dig med hænder oppe, eller vi kommer og henter dig!” Jeg kiggede igen på Jason, som sendte mig et sidste blik, og begav sig så ned mod stedet hvor man kunne klatre ned. Det så ikke ud til at politiet vidste præcist hvor han befandt sig så der kom ingen og overfaldt ham så snart han ramte jorden. Jeg så ham putte hænderne op, mens han gik ned imod gaden hvor de holdt. Jeg stod på taget og fulgte hvert enkle bevægelse han lavede, mens en tåre dryppede ned af min kind efter den anden, så snart de så ham ladte de deres pistoler og begyndte at sigte mod ham, hvilket gav mig en stor klump i maven.

”Jason McCann, sæt dig ned på knæ mens du stadig har dine hænder over hovedet. Uden at indvende noget gjorde han som de sagde og straks stod der to betjente omkring ham. Den ene holdte ham mens den anden gav ham håndjern på, og inden jeg nåede at have øjenkontakt med ham den sidste gang fik de ham ind i bilen, og endnu engang kørte de væk med ham for næsen af mig, den eneste undtagelse denne gang var blot at jeg selv havde kontaktet dem. Jeg lod min hånd søge halskæden jeg havde om halsen og klemte den ind i min hånd. Jeg ville altid holde hvad jeg lovede.

 

Jeg ville passe på den for ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...