Im In Love With A Criminal 2 - Remember The Time (Jason McCann)

Gabrielle er lige blevet 18, det blev hun i Juni. Hun har defor ikke set Jason siden December. Hun fester meget, og tænker ikke helt så meget på ham mere, da både hendes far og mor har bedt hende om at komme vidre. Hun vidste at det nok aldrig ville blive hende og jason, så hun tog sig sammen og kom over ham.

En dag hvor hun er i byen med veninderne møder hun en sød dreng, kunne han måske blive mere end blot en ven? Og hvad sker der når en velkendt dreng med brune øjne kommer ind i hendes liv igen? Og hvad med føleserne for Jason? Er de nu også forsvundet eller er de bare gemt væk langt inde i hendes hjerte?

- Følser der kommer tilbage, er aldrig rigtig forsvundet..

32Likes
97Kommentarer
8258Visninger
AA

12. En grund nok

Jasons synsvinkel:

 

 

Jeg forstod ingenting, alt var så underligt at der slet ikke var en mening! Jeg stod, og stirrede ind i drengens øjne. Hans øjne, som hvert sekund blev fyldt med vand.

”D – du skal ikke skyde ham Jacob!” Stemmen ramte mig, og jeg rettede straks mit blik imod hende, hende som jeg lige nu beskyttede med mit liv. Hende, som var grunden til at jeg hjalp de lorte mennesker, hver evig eneste dag! Han kiggede på hende, mens han nærmest rystede af sorg. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, det var jo også helt forfærdeligt at netop denne dreng, havde en far som jeg havde dræbt, men seriøst! Jeg fortrød det virkelig også! Jeg havde, en forfærdelig følelse i maven, men jeg gjorde hvad jeg følte var rigtigt dengang og jeg kan ikke gå tilbage i tiden og ændre mine handlinger, det var umuligt!

”Gabrielle…han, han slog fucking min far ihjel! Forstår du, ikke at, alt jeg virkelig har lyst til lige nu er at give hævn? Forstår, du ikke hvordan jeg har det?” Hun kiggede ned mod jorden, mens hendes øjne fyldtes med vand. Hun kiggede langsomt op mod drengen, som jeg havde fundet ud af hed Jacob.

”Jacob, jeg forstår dig godt, det gør jeg virkelig! Men, det hjælper ikke at skyde andre mennesker!” Igen gjorde hun det, prøvede at rede mig, hjælpe mig igennem det lort jeg selv havde rodet mig ind i! Jeg kunne se, at ham Jacob drengen skulle til, at sige noget, men jeg valgte at afbryde ham da jeg kunne se på ham at det han skulle til at sige ikke var det rareste.

”YO!” udbrød jeg, med et stort råb og straks var deres fulde opmærksomhed imod mig. Hendes øjne fulde af fortvivlelse, mens hans øjne udstrålede sand had!

”Jacob, ikke?” spurgte jeg, med et langsomt toneleje. Han nikkede bare, med sammenbidte tænder, oh god! Jeg forstod godt han var sur på mig, det var forståeligt men han burde seriøst begynde at tage sig sammen. Troede han seriøst at, jeg slog hans far ihjel fordi jeg syntes det var sjovt? Det håbede jeg fandme ikke, for ligesom han havde nu, havde jeg også en grund til at flippe ud som jeg gjorde.  Jeg fangede hans øjnekontakt.

”Du ødelægger dit liv fuldstændig hvis du skyder nu” Min stemme, var fuld af alvorlighed. Han rystede straks hurtigt på hovedet.

”Nej, det gør jeg ikke, det har DU allerede gjort for mig!” jeg sukkede.

”Vil, du gerne side i fængsel resten af dit liv Jacob? For, det kommer du til hvis du skyder nu!” jeg afveg hvad han havde sagt. Han havde dog straks et svar.

”Nej, det gør jeg ikke! For, det er ikke et uskyldig menneske, der ingenting har gjort jeg skyder, det er DIG! Jeg, får en præmie for det!” Jeg kiggede ned mod jorden, det var kraftedme dåben! Skulle han stå der, med en pistol rettet imod mig, som endda var MIN, og stå og sigte mens han virkede så fandens hellig, det kunne han fucking godt glemme! Jeg nåede ikke rigtig at tænke særlig mange tanker igennem mit hoved. Jeg tænkte ikke på at han kunne skyde hvert sekund det skulle være. Jeg tænkte intet. Jeg var bare så stiktosset! Jeg skulle fortælle ham en ting, så målrettet med blikket imod hans øjne gik jeg imod ham. Ligeglad med hvad han havde tænkt sig at gøre.

 

 

 

jeg stod ikke mere end 2 sekunder efter foran ham, med mindre end en meters mellemrum. Han havde stadig pistolen rettet imod mig, og vi stod så tæt at jeg kunne mærke dens kolde metal under min trøje.

”Fjern den!” hvæsede jeg igennem mine tænder, mens mine øjne nærmest skød lyn imod ham. Han kiggede blot koldt på mig. hans øjne var kolde som natten i December måned, og hårde som sten, men selvom han så, så hård og ligeglad ud i ansigtet vidste jeg at der intet skulle til for at få ham til at knække over. Hans følelser hang ude på tøjet, og det ville være a piece of cake for mig at få ham til at græde, og så snart han ville begynde at græde ville han være som smør i mine hænder, nem at manipulere med.

”Du fortjener ikke at leve McCann!” sagde han, med en kold tone. Jeg sukkede irriteret. Han skulle ikke stå der, og bestemme om jeg skulle leve eller ej, det kunne han godt glemme. Jeg kiggede på ham, med et ligeglad blik og uden at spænde den mindste muskel havde jeg pistolen i mine hænder, og jeg rettede den straks imod ham.

”Små drenge, der leger med ild kommer slemt til skade!” sagde jeg, med et tilfreds smil på mine læber, så kunne den lille møgunge fandme lære det! Hans øjne, der for mindre end 2 sekunder siden havde været hårde og magtfulde blev straks forvandlet til frygt og sorg. Jeg havde magten og han vidste det!

”Jason” hendes stemme kom straks ind i mit hoved, og jeg vidste hvem det var – Gabrielle. Jeg ville, så inderligt gerne have at hun ikke var her hvor jeg stod. Jeg kunne ikke lide at hun så mig på den måde! Jeg vendte langsomt mit hoved om imod hende, og jeg så at hun stod et stykke væk, helt bleg i hovedet og hun udstrålede sand skræk. Jeg svarede hende ikke. Kiggede hende bare ind i øjnende indtil hun vendte blikket mod jorden, og sukkede.

”Jason, han er min ven, hvis du dræber ham, så dræber du også mig, for jeg kan ikke klare at leve uden ham!” hendes stemme var grødet og slet ikke til at kende. Jeg gik langsomt imod hende, og løftede hendes hoved op med min ene hånd så hun kiggede mig ind i øjnende.

”Gabrielle?” Hun sukkede, og lukkede øjnende så jeg ikke længere kunne se hende i øjnende ” – åben øjnende” hviskede jeg, og langsomt og forsigtigt åbnede hun hendes øjne og den velkendte mørke farve mødte mine øjne igen.

”Hvor blev du af?” hviskede hun. Jeg sukkede ”- Den aften hvor du reddede mig, hvorfor kom du ikke tilbage?” fortsatte hun, mens hendes stemme rystede.

”Det indviklet” mumlede jeg ”- desuden, så var det også for det bedste” fortsatte jeg, med en mumlen. Hendes øjne blev pludselig store, og forvirrede, og derefter begyndte hendes mundvige at dirre.

”For det bedste? Hvad, skal det betyde?” hendes tåre begyndte at løbe ned ad hendes kinder, og jeg blev helt forvirret. Hvorfor blev hun så ked af det? Jeg var jo intet for hende. Jeg var en sand morder i hendes øjne, eller det troede jeg. Jeg forstod ikke, hvorfor hun blev så knust over hvad jeg havde sagt. Hun burde være ligeglad med mig! Jeg var jo intet værd!

”Hør, det….” mere nåede jeg ikke at sige, da jeg blev afbrudt af et højt skud, og straks vendte både jeg og Gabrielle vores opmærksomhed imod braget. Mine øjne mødte to politibetjente, som stod med deres pistoler sigtet imod os, eller det var nok mest imod mig, men da Gabrielle stod sammen med mig var det på en måde også mod hende. Jeg kiggede hurtigt over imod Gabrielle med et spørgende blik. Jeg forstod ikke hvordan de to røvhuller kunne være kommet, også så stærkt. Hvordan helvede vidste de at jeg var her?

”Jason McCann” De nærmest spyttede mit navn ud, som om det var gift. Jeg vendte atter mit blik imod dem og himlede øjne præcis som jeg plejede. Derefter vendte jeg min opmærksomhed imod Gabrielle igen. jeg, gad sgu ikke glo på det fucking politi. Jeg havde sgu ikke gjort andet det sidste halve år!

”Hvad hedder du?” lød den ene mandestemme pludseligt. Jeg vidste helt 100 at det ikke var et spørgsmål henvendt til mig, men Gabrielle, men hvorfor vidste jeg ikke.

”Gabrielle” hviskede hun uden at sende dem et eneste blik. Hun stod bare og stirrede ind i mine øjne.

”Er du okay, Gabrielle?” lød den samme stemme igen. Hun sendte dem igen ingen blikke, med svarede dog med en spinkel og utydelig stemme.

”Nej”

”Er, du bange?” forsatte de, med deres udspørgsel, og jeg kunne ikke lade være med at tage mig selv i at himle øjne. Jeg vidste udmærket godt hvad det var de havde gang i. De troede sgu jeg havde taget hende som gidsel, idioter!

”Ja” hendes stemme rystede, og lød utrolig bange, og jeg kunne ikke lade være med at tænke tanken at det var min skyld. Hendes øjne, som jeg havde kigget ind i et godt stykke tid udstrålede forvirring og skræk, men mest af alt sorg.

”Hun er bange, høre du McCann. Hun er bange! Slip hende fri, og følg med os! Du har vist gjort rigeligt herude!” for første gang den aften vendte jeg blikket fra Gabrielle og kiggede ondt på dem. Jeg stirrede ind i den ene mands øjne, bare stirrede, med det sygeste dræberblik, men jeg sagde intet. Jeg var tavs. Jeg havde intet at sige!

”Jeg er bange!” lød Gabrielles skinger stemme, og jeg vendte mit blik imod hende. Jeg havde jo intet gjort overfor hende. Vi snakkede jo bare forhelvede!

”- Men ikke for Jason” fortsatte hun. Jeg løftede automatisk det ene øjenbryn.

”Hvad er du så bange for?” Mandens stemme var sukkersød, og fik mig lyst til at brække mig.

”Jeg er bange for jer! Bange for, at i skal tage ham fra mig igen” en pludselig stemme, som jeg troede for længst var forsvundet med halen mellem benende afbrød den sætning jeg skulle til at sige.

Hvad er der i vejen med hende? Hvorfor siger hun sådan noget. Han er jo ikke engang et menneske. Han er et uhyre! Han har sikkert tvunget hende til at sige det! Det der er ikke den Gabrielle jeg kender, og den pysgopat hun står sammen med, er morder. Han slog min far ihjel og han fortjener ikke at leve! Dræb ham!” Vandet kogte over, og før jeg nåede at reagere vendte jeg om på hælen og styrtede imod Jacob, som havde snakket. Jeg fik fat i hans arm og hev ham efter mig mod udkanten af byen. Jeg styrtede bare, så hurtigt jeg kunne. Jeg var så rasende.

 

Jeg vidste ikke hvor længe jeg havde løbet med Jacob efter mig, det føltes som en evighed, men inderst inde vidste jeg godt at der nok højst var gået 10 minutter, og jeg vidste med sikkerhed at politiet var efter os, der var der midt i det hele at jeg så en mark, med gule blomster komme til syne for min synsvinkel, og jeg besluttede mig for at løbe derind, så vidste jeg at vi ikke kunne ses fra vejen af. Jeg drejede ned ad marken, mens jeg med besvær fik Jacob med mig, det var ikke just hans største drøm at følge efter mig, men han fik intet valg. Jeg havde magten! Vi løb i de gule blomster til vi nok var omkring 3 kilometer fra vejen, det var der jeg stoppede op og kiggede på Jacob med de ondeste øjne jeg havde lavet.

”Hvad, har du tænkt dig vi skal her?” lød Jacobs stemme, som rystede så ufatteligt meget. Jeg trak på skulderen.

’”Snakke!” sagde jeg bestemt.

”Om hvad?” spurgte han om, mens han lod hans øjne glide imod vejen. Jeg vendte også mit blik mod vejen og så straks en bil med blinklys komme kørende.

”Fuck!” mumlede jeg.

”HJÆLP, HALLO, HJÆLP ER DER NOGEN HJÆLP” jeg vendte straks mit blik tilbage mod Jacob som hoppede op og ned på marken, mens han rystede med arme og ben, øhh??

”Seriøst?” fnes jeg, og kiggede underligt på ham. Hvad fuck var hans problem? Han stoppede lidt og kiggede på mig, med et underligt blik hvorefter han gentog sin råben og hoppen. Jeg sukkede, og uden videre sparkede jeg ham hårdt i skridtet så han faldt ned på jorden. Jeg hoppede derefter op på hans mave, mens han begyndte at klynke højlydt at smerte.

”Du gav mig fucking stres!” sagde jeg, mens jeg kiggede ham hårdt i øjnene. ”- Jeg blev sgu nød til at få dig til at holde kæft, ellers havde jeg druknet mig selv!” fortsatte jeg. Han kiggede på mig med kolde og hjælpeløse øjne.

’”Bare du havde gjort det! Så var jeg godt nok blevet glad!” sagde han, med en hård stemme. Jeg fnes lidt. Han var sgu egentlig et let offer når man tænkte over det. Han kunne sgu ikke engang give en smule modstand.

”Jeg skriger hvis du ikke slipper mig fri, NU! Fortsatte han, mens hans øjne fortsat søgte imod vejen.

Omg!

”Er du en tøs eller hvad? Jeg vil sgu da bare snakke! Men det var en smule svært at tage det alvorligt når du hoppede rundt på marken med fægtende arme og ben, seriøst! Så, det her, var det nemmeste!”

”Så snak!” svarede han med en provokerende stemme. Jeg sukkede.

 

For det første skal du vide at jeg havde lige så stor en grund til at dræbe din far, som du har til at dræbe mig!”…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...