Im In Love With A Criminal 2 - Remember The Time (Jason McCann)

Gabrielle er lige blevet 18, det blev hun i Juni. Hun har defor ikke set Jason siden December. Hun fester meget, og tænker ikke helt så meget på ham mere, da både hendes far og mor har bedt hende om at komme vidre. Hun vidste at det nok aldrig ville blive hende og jason, så hun tog sig sammen og kom over ham.

En dag hvor hun er i byen med veninderne møder hun en sød dreng, kunne han måske blive mere end blot en ven? Og hvad sker der når en velkendt dreng med brune øjne kommer ind i hendes liv igen? Og hvad med føleserne for Jason? Er de nu også forsvundet eller er de bare gemt væk langt inde i hendes hjerte?

- Følser der kommer tilbage, er aldrig rigtig forsvundet..

32Likes
97Kommentarer
8244Visninger
AA

11. En biograftur

 

Gabrielles synsvinkel:

 

 

Jeg kiggede på den side jeg lige havde skrevet, i min dagbog, og med et suk lukkede jeg bogen sammen og gik hen og lagde den i en af mine mange skrivebordsskuffer. Denne bog skulle forblive hemmelig, da jeg skrev ting som var meget betydningsfulde fra min side af.

”GABRIELLE KOMMER DU?” Min mors stemme fik min opmærksomhed væk fra bogen.

”JA, KOMMER NU” svarede jeg hurtigt tilbage, og jeg skyndte mig hurtigt ud af mit værelse. Jeg glædede mig så meget til at komme hen og besøge min far. Jeg håbede han kunne snakke, men lægerne havde i hvert fald sagt at han var vågnet, så det var allerede et plus. Jeg nåede nedenunder, hvor min mor stod og ventende på mig ved trappen. Et smil kom frem på hendes læber, da hun så mig og hun gav mig et stort kram da jeg nåede ned af trappen. Min mor og jeg havde imens min far havde været indlagt fået et tættere bånd til hinanden. Vi havde brug for hinanden igennem det her, og det bragte os tættere.

”Er du klar, til at køre?” spurgte min mor, og slap langsomt hendes greb om mig. jeg tænkte hurtigt tingende jeg skulle have med igennem i mit hoved, iPhone, penge og jakke. jeg vendte min opmærksomhed hen mod min mor igen, og nikkede.

”Jeg, skal bare lige have min jakke så er jeg klar” hun nikkede, og jeg gik ud i gangen for at finde den. Jeg kastede et blik på min sorte cowboyjakke, og sukkede. Vejret var vildt godt udenfor, solen skinnede og der var omkring 30 grader, så det var ikke fordi jeg som sådan havde brig for den, men den ville nok være en god ting at have med alligevel. Jeg tog jakken ned fra knagen og tog den derefter under armen.

”Jeg, går ud i bilen” sagde jeg til min mor, som stod bag mig. Hun nikkede bare og jeg åbnede hoveddøren, og kunne straks mærke den varme sommerluft komme mig i møde.  Jeg lukkede langsomt døren efter mig, mens jeg smilte svagt for mig selv. En glæde ramte mig pludseligt, det var sommer, solen skinnede, min far var vågnet. Jeg havde sommerferie, og jeg skulle i biografen med Jacob, det var som om det hele faldt på plads. Jeg tog mig selv i at smile stort, da Jacob kom ind i mine tanker, Jacob betød utrolig meget for mig. Han løftede mig altid op når jeg var nede. Hans smil varmede mig som når solen badede ned på en. Hans personlighed fik sommerfuglene til at flyve rundt i min mave. Jeg betragtede ham som min livredder, det lyder sygt men han havde reddet mig. Han havde hjulpet mig op fra det sorte hul, som jeg sad fast i, og han havde bragt smilet tilbage på mine læber. Jeg forstod singlerne som Jacob sendte til mig. Han kunne lide at være sammen med mig, og det føltes fantastisk endelig, at finde en som nød at tilbringe sin tid med mig. Der var dog en ting Jacob ikke kunne give mig, tryghed. Han ville aldrig kunne få mig til at føle mig tryg. Ikke som Jason kunne. Jeg sukkede tungt over tanken om Jason, og åbnede bildøren og satte mig ind. Jeg kiggede ud af vinduet, mens jeg ventede på min mor. Mine tanker ledte mig straks hen mod Jason igen. Jeg forstod ikke hvad der var sket. Han forsvandt pludselig, og kom ikke tilbage. han havde hjulpet mig den aften hvor manden havde taget mig som gidsel, men efter det havde jeg ikke set skyggen af ham. Jeg kunne ikke forstå det. I det hele taget kunne jeg ikke forstå Jason. Han var bare ikke som alle andre, men det sårede mig dybt at han bare havde glemt mig. Jeg ville så gerne smide ham ud af mit hoved, men hver ting jeg tænkte på kunne jeg forbinde med ham.

 min far – politi – forbrydere – Jason.

Min mor – overbeskyttende – Jason

Jacob – hans far – mord – Jason

Og ikke mindst mig selv, når jeg kiggede mig selv i spejlet så jeg ham. Hans slanke krop og hans brune øjne. Han forfulgte mig i mine tanker, og selvom jeg gerne ville kunne jeg ikke lade ham forsvinde. Han havde været for stor en del af mit liv til, at jeg bare kunne smide ham væk. Jeg kiggede tomt ud i luften, mens jeg begyndte at kunne mærke at tårnede pressede på. Jeg kæmpede for at holde dem tilbage. Jeg ville ikke græde over ham. Jeg havde ikke overskud til det. Pludselig kunne jeg mærke min iPhone brumme og jeg fandt den straks frem, for at aflede mine tanker væk fra Jason. Jeg havde fået en besked, og, så straks det var fra Jacob. Et smil begyndte forsigtigt at forme sig på mine læber, mens jeg læste beskeden.

 

 

Jacob :P skrev: Heey, min søde tossede veninde :P Jeg tænkte på, hvornår skal vi se The Hunger Games? Altså, i aften ja, men den går klokken 8:00 P.M og klokken 10:00 P.M. :DDD

 

Jeg smilede dumt for mig selv. Han var virkelig en skør tosse. Jeg tænkte hurtigt tilbage på dengang jeg først så ham. Hjemme ved ham efter min fødselsdag. Jeg kunne godt nok ikke lide ham. En masse havde ændret sig siden. Drengen der havde hjulpet mig, var nu blevet min bedsteven.

 

 

Døren gik pludselig op ind til bilen, og min mor satte sig ind. Jeg sagde intet til hende, vendte bare min opmærksomhed mod min iPhone igen. jeg begyndte straks at lade mine fingre stryge hen over tastaturet, for at svare Jacob.

 

Du skrev: hey, din mærkelige ting :D Jeg er frisk på, at vi tager ind og ser den klokken 10:00 P.M. jeg elsker at se film sent, lol :)

 

Jeg sendte beskeden, og læste den derefter hurtigt igennem. Jeg havde ændret mig. Jeg ville aldrig have drømt om at have skrevet som jeg gjorde med Jacob, for et år siden. Jeg var ikke typen der virkede så sød og glad. Jeg havde altid været pigen som holdte mine følelser for mig selv, men med Jacob kom den glade side frem i mig, og tog over mine følelser. Jeg kunne straks mærke min iPhone vibrere igen, og jeg vendte mit blik mod den.

 

Jacob :P skrev: Deal, ses :D

Jeg svarede ham ikke, lagde bare min iPhone ned på mit lår, og lyttede til musikken fra radioen

 

 

 

 

 

***

 

 

 

 

 

Min mor, og jeg stod endelig i elevatoren på vej op til min fars stue. Elevatoren var utrolig lille, og der var næsten ingen plads. Heldigvis var der kun min mor og mig, som var i den. Jeg kiggede på lysende fra talende vi kørte forbi. Min far lå på etage 12, og vi var lige kørt forbi etage 10. så 2 etager endnu og jeg kunne få lov til at se min far, med åbne øjne igen. Tanken fik mig næsten til at græde af glæde, det var et mirakel at han var vågnet, det var ikke noget lægerne havde forudset, det havde været så slemt med min far at de troede vi ville miste ham, heldigvis viste det sig at de tog fejl. Elevatoren stoppede op, og vi gik hurtigt ud af den. Jeg smilte lidt til min mor, som tog min hånd og klemte den lidt. Hendes hånd var varm, og blød og jeg kunne ikke lade være med at smilte til hende. Selvom jeg var 18 år var det rart at holde min mor i hånden. Bare for et øjeblik. Vi kom til stuen min far lå på, og jeg slap hurtigt min mors hånd og begav mig hen mod døren. Jeg bankede hurtigt på og åbnede derefter døren op. jeg begav mig forsigtigt ind på stuen, og så staks min far ligge i en hospitalsseng. Jeg fortsatte stille imod ham.

”Hej, far” smilte jeg, mens jeg kunne mærke at tårerne begyndte at trille ned af mine kinder. Han vendte sit hoved imod mig, og smilte stort.

”Hej, min pige, kom her” han løftede hans arme ud så jeg kunne kramme ham, og jeg skyndte mig at springe ind i hans arme. Tårnede løb straks ned af mine kinder, og ned på min sorte cowboyjakke. Jeg kunne ikke stoppe med at græde. Jeg var så lettet over at høre hans stemme, at se ham bevæge sig, det var et mirakel!

”Årg, søde. Ikke græd” hviskede han ind i mit ene øre, som var imod ham. Jeg klemte ham bare tættere ind til mig.

”Jeg, er bare så glad far!” jeg kunne føle ham smile.

”Det, er jeg også!” jeg svarede ham ikke, lod mig bare klemme mig ind til ham.

 

 

 

4 timer senere:

 

 

Jeg sad på Jacobs seng, mens jeg fortalte ham alt om at min far var vågnet.

”jeg er så glad på dine vegne Ells” Jeg løftede et øjenbryn af ham.

”Ells?” fnes jeg, mens jeg kiggede underligt på ham. Han nikkede med en alvorlig mine, mens et smil spillede på hans læber.

”Virkelig?” grinte jeg. Han nikkede endnu engang, mens jeg kunne se at han skulle til at grine.

”Okay?” smilte jeg, og sukkede af ham. Han begyndte at smile stort.

”Jeg tænkte at du måske havde brug for et kælenavn, sååh” Jeg stoppede bragt med at smile, et kælenavn, det havde jeg aldrig haft før. Ikke engang mine veninder, eller veninde havde givet mig et kælenavn, eller jo. Sandra kaldte mig Gabbie, men det var ikke så tit det skete.

”Har, jeg sagt noget forkert?” Jacob kiggede alvorligt på mig. Han havde nok bemærket mit triste ansigt.

”Nej, slet ikke! Bare kald mig Ells. Så har jeg også et kælenavn” forsikrede jeg ham hurtigt om, mens smilet kom frem på mine læber igen. Han nikkede.

 

 

”Skal vi tage afsted?” lød Jacobs utålmodige stemme ved min side. Jeg stod foran spejlet på hans værelse og var i gang med at sætte en hestehale, ikke at det gik godt, tværtimod. Det gik forfærdeligt! Jeg valgte at lade være med at svare ham, også fordi jeg havde en hårnål i munden, så det var ikke helt nemt. Jeg hørte et dybt suk fra ham.

”Du, er smuk. Okay?” jeg vendte hurtigt min opmærksomhed imod ham. Havde han lige sagt jeg var smuk? Jeg smilte stort, og tanken slog mig pludseligt at det sikkert, så vildt dumt ud at jeg stod og smilte stort til ham, mens jeg havde en hårnål der stak ud af min mund! Før jeg vidste af det lænede han sig fem mod mig og tog hårnålen ud af min mund.

”HEY” skreg jeg, og slap mit hår, som jeg havde i min ene hånd ”- Giv mig den tilbage!” fortsatte jeg, mens jeg gik til ”Angreb” mod ham. Han begyndte at grine højlydt, men holdte stadig hårnålen stramt i sin hånd.

”Du, så dum! Ved du godt det?” grinte jeg, og opgav kampen om min hårnål og vendte tilbage til spejlet. Jeg kiggede chokeret ind i spejlet. Mit hår sad grimt ned af mit ansigt, arg. Typisk. Jeg kiggede over mod Jacob som jeg fangede i at kigge på mig.

”Se, nu!” sagde jeg, og sukkede. Han grinte kort, og gik så hen til mig.

”har, jeg nogensinde fortalt dig at du er smuk, når dit hår er løst?” hans stemme var overraskende tæt på mit øre, og gav mig straks kuldegysninger. Jeg vendte mig langsomt imod ham, og han førte hans hånd op til min kind. Jeg rødmede straks og kiggede ned.

”Gabrielle?” lød hans stemme igen, og jeg kiggede ham langsomt i øjende.

”Jah?” spurgte jeg.  Han rystede hurtigt på hovedet.

”Ikke noget, kom nu lad os gå!” Han tog min hånd og begyndte at trække mig ud af hans værelse.

”Neeeeeeej, vent!” protostrede jeg, og på mystik vis fik jeg trukket mig løs. Jeg skyndte mig ind på hans værelse og greb min børste som jeg havde haft med. Jeg redte hurtigt mit hår igennem, så det sad fint nok derefter skyndte jeg mig ud til Jacob. Han smilte stort til mig, og tog igen min hånd og begyndte at gå.

 

 

 

 

                                                       ***

 

 

 

 

Mørket slog tungt omkring os, da vi gik ned af de mørke gader. Vi havde lige været i biografen og var nu på vej hjem til Jacob.

”Hvad, syntes du om filmen?” Jacobs stemme afbrød den tomme stilhed, og jeg kiggede imod ham.

”Den, var vildt god!” forsikrede jeg ham straks om. Han nikkede.

”Hvad, syntes du?” spurgte jeg. Han sukkede lidt.

”Den, var vel ok” jeg grinte kort af ham, men forholdte mig ellers stille. Jeg havde haft en vildt god dag, først hen til min far, derefter sammen med Jacob. Jeg var virkelig glad! Uventet stoppede Jacob op, og kiggede intenst på mig.

”Gabrielle, jeg har noget jeg bliver nød til at fortælle dig” hans stemme afslørede intet, den var som en lukket bog og jeg kunne ikke finde ud af om det var vigtigt eller ikke. En lille nervøs følelse kom frem i min mave.

”Sig frem” nærmest hviskede jeg, og kiggede ham ind i øjende. Han kiggede hurtigt ned som om han prøvede at undgå min øjenkontakt.

”Kig på mig” mumlede jeg, jeg ville kunne se ham ind i øjende. Langsomt løftede han sit hoved og hans øjne mødte mine.

”Jeg er forelsket i dig Gabrielle..” jeg tænkte intet, det føltes som hundrede af knive som stak ind i mit hjerte. Jeg skulle lige til at sige noget, da jeg blev afbrudt, men ikke af hvem som jeg havde forventet.

”GABRIELLE LØB!” Jacobs stemme lød høj og skinger, og jeg kiggede chokeret på ham.

”Hvad, hvorfor?” jeg bemærkede hurtigt at min stemme rystede. Jeg fik aldrig et svar, for pludselig var Jacob forsvundet. Jeg lod mit blik søge panisk rundt efter ham, men han var som sunket i jorden.

”JACOB!!” skreg jeg, og en bange fornemmelse ramte jeg, hvad var der sket? Pludselig hørte jeg et højt råb, og jeg genkendte straks stemmen.

”DU SLOG MIN FAR IHJEL!” Jeg kunne straks mærke at jeg græd, det kunne ikke passe! Jeg begyndte at løbe efter hvor stemmen kom fra. Jeg løb ned gennem gaden, mens jeg rystede. jeg stoppede bragt op, da jeg så en dreng holde en anden dreng op af en mur, og da jeg klemte mine øjne sammen, så jeg hvem det var. Drengen som stod og holdte den ene dreng op af muren var uden tvivl Jacob, og da jeg kiggede på den anden dreng stoppede mit hjerte, det var Jason. Uden at tænke noget løb jeg hen til dem, da jeg kom tættere på bemærkede jeg at Jacob stod med en pistol rettet mod Jason.

”Jacob, hvad laver du?!” min bange stemme, fik dem begge til at kigge på mig.

”Gabrielle, du skal ikke se det her!” Jacobs stemme rystede af vrede.

”Jacob, hvor har du den pistol fra?” spurgte jeg, mens jeg prøvede alt hvad jeg kunne for ikke at falde.

”Han tabte den” Jacob pegede på Jason, som om han var en klam ting, som, skulle smides ud, og det sårede mig. Jason betød så meget for mig, og nu var min bedsteven ved at slå ham ihjel!   

”Jason?” jeg vendte mit blik imod ham, mens jeg græd hysterisk. Han kiggede bare på mig uden at svare.

”kender du ham?” hvæsede Jacob. Jeg ingorede hans spørgsmål. Jeg ville ikke fortælle Jacob at jeg og Jason havde været så meget igennem, så jeg lod samtalen glide hen på noget andet.

”Hvad har du gang i Jacob?” Han kiggede underligt på mig, og rettede så sit blik mod Jason. Jeg kunne se at Jacob begyndte at græde.

 

 

”Han slog min far ihjel, jeg vil have min hævn…..” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...