Im In Love With A Criminal 2 - Remember The Time (Jason McCann)

Gabrielle er lige blevet 18, det blev hun i Juni. Hun har defor ikke set Jason siden December. Hun fester meget, og tænker ikke helt så meget på ham mere, da både hendes far og mor har bedt hende om at komme vidre. Hun vidste at det nok aldrig ville blive hende og jason, så hun tog sig sammen og kom over ham.

En dag hvor hun er i byen med veninderne møder hun en sød dreng, kunne han måske blive mere end blot en ven? Og hvad sker der når en velkendt dreng med brune øjne kommer ind i hendes liv igen? Og hvad med føleserne for Jason? Er de nu også forsvundet eller er de bare gemt væk langt inde i hendes hjerte?

- Følser der kommer tilbage, er aldrig rigtig forsvundet..

32Likes
97Kommentarer
8246Visninger
AA

15. 2 souls. but the same thought

Gabrielles synsvinkel:

 

 

 

Alting, og alligevel ingenting banede sig igennem mit hoved, da jeg fredag D. 4 Juli lå med hovedet på min pude, og tårnene som dansede ned af mine kinder. Alting virkede så uoverskueligt. Jeg var kommet hjem fra stationen i går aftes omkring klokken 10 om aften, efter min Mor havde været der for at hente mig. De mente jeg var en hjælper til Jason, som jeg på en måde også var, men de fandt ud af at jeg ikke var og ved min Mors underskift ville de give mig lov til, at gå. Jeg kan slet ikke beskrive min Mors ansigtsudtryk, da jeg så hende komme ned af gangen på stationen. Hendes øjne virkede så tomme, og det lindede at hun kunne begynde at græde hvert øjeblik det skulle være, da politiet fortalte hende hvad de mistænkte mig for begyndte hun at råbe op om at det var en omgang pis, og det kunne hendes lille pige slet ikke finde på, og da de fortalte hende at jeg havde stået sammen med Jason begyndte hun at grine hånligt, mens hun med vred stemme forklarede dem at det passede ikke, og så videre, men ligeså snart jeg kom hjem kiggede hun på mig med skrappe øjne. Hun var udmærket godt klar over at jeg sagtnes kunne finde på at snakke med Jason, også da jeg havde gjort det før. Hun var ikke to minutter om at give mig suarest, så derfor lå jeg fredag D. 4 Juli i min seng helt adskilt fra omverden og udmærket godt klar over at jeg havde set Jason for sidste gang. Det var for farligt at opsøge ham, det havde min mor forklaret højt og tydeligt for mig i går, og hvis hun hørte jeg var sammen med ham igen, så ville hun ikke forsvare mig overfor politiet en gang til. Alligevel kunne mit hjerte ikke forstå at det var slut nu, selvom jeg og Jason aldrig havde haft et direkte forhold så var jeg forelsket i ham, og selvom min mor ville flippe fuldstændig skråt hvis hun fandt ud af at jeg var forelsket i Jason, så kunne ikke engang den tanke få mit hjerte til at ændre mening.  

                         

 

Jeg følte jeg havde lagt i min seng i flere dage, men i virkeligheden havde jeg kun lagt der er i få timer. Klokken sneglede sig hen til omkring klokken fem om eftermiddagen, og jeg følte at mit liv var gået i stå. Min iPhone havde min mor været så sød at tage fra mig, så jeg ikke kunne skrive til Sandra, som hun havde sagt: ’Så kan du lære af dine fejl, unge dame.’ Jeg sukkede, nogen gange kunne min Mor godt nok drive mig til vanvid!

 

 

Efter en evighed i min verden, men kun en sølle time i virkeligheden lød en banken på min dør. Jeg rettede mig lidt op i sengen og inden jeg udbrød et kom ind kiggede jeg mig hurtigt i mit spejl, som hang på væggen. Jeg sukkede kraftigt af synet der mødte mig. mit hår var stort og krøllet og jeg intet make up på, ærligtalt lindede jeg en trold der lige var kommet op fra en æske. Jeg droppede efter et kort øjeblik at kigge på mig i spejlet og vendte min opmærksomhed imod døren.

”Kom ind.” mumlede jeg, men alligevel højt nok til at jeg vidste at personen bag døren kunne høre det. Min dør åbnede sig langsomt, og min Mors ansigt kom til syne. Jeg sukkede lidt, da det var hendes skyld at jeg sad herinde på mit værelse låst inde fra virkeligheden var det ingen hemmelighed at jeg var en smule sur på hende.

”Hvad?`” spurte jeg, med en tone af irritation i stemmen.

”der er mad.” Var det eneste hun sagde, og ligesom jeg, havde hun også en irritabel stemme. Jeg kiggede af ren refleks på klokken og 6:05 P.M ramte mine øjne. Jeg rejste mig op og gik opgivende ud af min dør, med tanken om at side alene med min Mor pinte mig.

 

Vi var for længst blevet færdige med at spise og igen lå jeg oppe på mit værelse, og stirrede tomt ind i mine hvide vægge. Klokken var omkring 10 P.M. faktisk undrede det mig at vi ikke havde hverken gæster eller fyrværkeri i dag. Det var jo den 4 Juli. Vi plejede altid at skyde raketter af den 4 Juli. Faktisk plejede hele byen det, men min Mor var som sagt gået i seng, og byen lå stille og mørk hen i natten. Det undrede mig også at det allerede var blevet mørkt når vi var i Juli måned, men jeg skød dog hurtigt tanken væk. Og lagde sukkende mit hoved ned i min pude.

 

Tanken kom til mig, som et lyn på en klar sommerhimmel. jeg havde fået at vide helt klart og tydeligt af min Mor at jeg ikke skulle kontakte Jason, men et farvel var da ikke for meget at forlange. Eller? Jeg vidste at jeg nok ikke ville kunne sige farvel til ham i person, da jeg ingen anelse havde om hvor han befandt sig. Efter at han og Jacob var skredet havde jeg intet set til ham, eller Jacob for den sags skyld. Tanken gav mig en klump i halsen. Nu havde de forhåbentlig ikke smadret hinanden eller sådan noget? Jeg håbede at fornuften kom frem i dem begge når det gik for vidt, for jeg turde væde næsten alt på at de havde været oppe at slås. Det var så forfærdeligt, men jeg vidste at Jacob skulle af med sin vrede, og jeg forstod ham fuldt ud, hvorfor han var så stiktosset på Jason. Jeg sukkede af det, men vendte tilbage til at sige farvel til Jason. Jeg lå lidt og tænkte på hvordan jeg kunne tage afsked uden at snakke med ham, da det pludselig slog mig. taget vi havde siddet på den aften hvor han fortalte mig sin livshistorie, det var der jeg havde haft det mest knyttede bånd til ham, så det var uden tvivl det sted jeg skulle hen til, og det skulle være nu!

Jeg sikrede mig at min Mor sov og gik så ind på mit værelse igen. og åbnede mit vindue op, og med en lille bevægelse landede mine ben trygt på jorden under mig, og jeg begyndte at gå ned af de mørke gader.

 

Jeg havde gået i lang tid, ned af de tomme gader, der føltes ubeskrivelige ubahalige at betræde på dette tidspunkt af døgnet, da jeg endelig nåede ned til det ubeborede hus. det hus, hvor Jason og jeg havde siddet på for et halvt år siden. Jeg tog en dyb indånding og begyndte at gå hen til siden af huset hvor man kunne klatre op. En tåre begyndte at presse på da jeg begyndte at klatre op. Sidste gang jeg havde gjort det var Jason over mig, og hans hånd i min. Jeg klemte i et kort sekund øjende sammen for at holde mine tåre inde. Jeg nåede efter kort tid op mod toppen og i det jeg skulle til at træde op på taget så jeg en skikkelse sidde med sine ben dinglede ned fra taget. Personen havde vist ikke set jeg var her, men da jeg ved et uheld kom til at nyse vendte personen sig imod mig, og det der umuligt kunne ske skete der. Af alle de ting jeg havde været igennem. Alle de uvirkelige ting der var sket i mit liv det sidste halve år blev pludselig til en stor klump, det kunne da umuligt være?.. Jeg tog et skridt på, så jeg stod på taget og personen rejste sig fra sin plads og kom imod mig. Jeg havde ikke taget fejl.

 

Det var ham.

 

 

Jeg undskylder hvis der er stavefejl, men jeg er vildt træt.

 

Peace

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...