Starten på Livet

Historien her skrev jeg i skolen da vi fik til opgave at skrive en fantasy-historie. Jeg ville overraske min lærer med en anden slags fantasy historie. En skabelses beretning:
Solen og Månen får en lille datter. U-we-tsi-age-hu-tsa eller "Datter". Hun bliver det første menneske på jorden. Og således kommer det første liv på jorden.

- Og ja, til jer der har læst Nattens Hus, så er det bedstemor Redbirds navne, jeg bruger, da de passer perfekt til sammenhængen.

1Likes
4Kommentarer
1345Visninger
AA

3. Alting

   I midten af ingenting, ligger Alting. Alting består af 3 hjørner. Det første hjørne, er selve livet.Det andet hjørne er det bevidste. Men det tredje hjørne er det ubevidste. Det vi ikke kender til, men som nogen har idé om.

   I midten af de 3 hjørner svæver Tiden. Tiden er en mystisk ting. Det er umuligt at definerer tiden eller beskrive dens udseende. Tiden ændre sig alt efter hvem der ser på den. Tiden ser sig selv som en cirkel. I cirklen svæver, solen, månen og jorden og det er her vi lever og bor. Tiden har været med helt fra starten. Den har set alting. Oplevet alting. Og den kan fortælle os vores historie:

    Det første menneske på jorden, var en Indianer kvinde. Hun var smuk som intet andet og hendes sind var lyst og rent. Hun blev skabt af jordens frugtbarhed og trykhed og vandets renhed og visdom. Indianer kvinden hed U-we-tsi-age-ya. Eller ’Datter’. Dette hed hun fordi hun var datter af Solen og Månen.

   Da Datter en dag var ude at se den verden hun levede i, blev hun pludselig grebet af en ensomhed, så stor at hun begyndte at græde. Der var ingen til at holde hende med selvskab. Ingen hun kunne være sammen med. Ingen venner. Ingen hun kunne forelske sig i og dele resten af sit liv med. Hun havde kun sig selv.

   Dagende gik og Datter blev mere og mere nedtrykt og ked af det. Hun syntes ikke længere verden var et smukt sted som hun før havde syntes. Nej, nu var verden bare et trist, gråt og kedeligt sted.

   Da Månen opdagede at hendes datter ikke længere var glad og lykkelig, spurgte hun hende, hvad der tyngede hendes lille hjerte.

    ”Jeg er ensom,” svarede Datter. ”Jeg har ingen at dele mit liv med. Ingen jeg kan elske eller hade. Ingen jeg kan snakke med, for jeg er helt alene.” Månen tænkte sig om et øjeblik og sagde så: ”Hvis jeg giver dig en at elske, vil du så glemme mig?”

   Datter kiggede overrasket på sin mor, men svarede så: ”Jeg vil aldrig glemme hvem der skabte mig. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...