Forbidden

Pigen Lula er datter af den berømte politiker, Daniel McNade. Som politiker, og personlig ven af præsident Snow, har man en stor villa, mange penge, og avox'er, de stumme tjenere. Lula har altid været imod avox, men har aldrig rigtig turde sige noget. Men da hun forelsker sig i en af dem, vælger hun at kæmpe hans, og de andre avox'ers, kamp.
Handlingen foregår samme sted som handlingen i "The Hunger Games".



-Historien er gået død, og jeg vil ikke skrive mere. Jeg ved det er surt, men jeg har desværre ikke inspiration til at gøre historien færdig. Beklager-

8Likes
33Kommentarer
4257Visninger
AA

19. Jagten

"Hvad er der sket?" råbte Mila, mens vi styrtede ned af en sidegade. Jeg forsøgte at svare, men det kunne jeg ikke. En tanke poppede op i mit hovede. Avox. "Stop!" råbte Fredsvogterne og diverse mennesker. De råbte og skreg, mens vi løb. Til sidst kunne Mila ikke mere, og da vi drejede, hoppede hun ind i en busk eller et træ. Det gik så hurtigt jeg ikke nåede at opfange det. Jeg havde ikke noget imod det. Det var mig, og mig alene, som var skyld i det her. Men Vallentin blev ved med at holde min hånd. Og da jeg endelig følte vi havde rystet dem af os, begyndte en ny larm. Aerofartøjer. Jeg kan huske vi engang havde om aerofartøjer i skolen. Om deres fart, deres funktioner, og deres komplikationer. De kunne dreje skarpt, så på den måde kunne vi ikke ryste dem af os. De kunne flyve hurtigt, så på den måde kunne vi heller ikke. Men de skal være i luften. Og med et, trak jeg Vallentin ind i en gammel bygningen, og styrtede op på 1. sal. De kunne ikke flyve lavt, eller ind i bygninger. Vi havde stadig en lille gruppe Fredsvogtere efter os, så de måtte ikke kunne finde os. Jeg styrtede rundt efter trappen, og fortsatte opad. Vallentin havde forstået, og da vi endelig stod på taget, løb jeg ud til kanten. Aerofartøjerne prøvede at få fat i os, men det lykkes ikke. Jeg kravlede ud over skrænten, og under tag-rællingen. Jeg kom her meget da jeg var lille, og havde fået at vide, at loftet skulle indeholde et hemmeligt rum. Og ganske vist, var der en lille lem. Jeg kravlede derind, og håbede på at Vallentin havde set mig. Kort tid efter kom han. Han løb over til mig. Jeg kunne ikke helt fatte hvad der var der var sket. Vi havde kun en kort pause, da aerofartøjerne højst sandynligt ville raportere til Fredsvogterne om vores gemmested. Derfor gik jeg over mod lemmen, og satte mig på den. Jeg vejer ganske vist ikke alverdens, men måke nok til at de ikke kan få den op. Jeg vinkede til Vallentin, og han satte også sig. Nu kunne de ikke få os, tænkte jeg. Vi var i sikkerhed. Minutterne blev hurtigt til timer. Jeg faldte i søvn, liggende på det rådne trægulv, ovenpå lemmen. Vallentin lagde sig ved siden af, og lagde armen beskyttende om mig. For første gang i lang tid, følte jeg mig sikker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...