Er der et liv efter døden?

17 årige Irina har mistet sine forældre i en frygtelig ulykke. Hun hader sit liv og snerre konstant af sin lillesøster. Og det bliver bare bedre af at der starter en ny dreng i klassen som kun skaber flere problemer! Og ikke nok med det! Han har også en utrolig lækker tvillingebror som også gerne vil have fingrene i hende. Men af helt andre grunde...

4Likes
2Kommentarer
1718Visninger
AA

4. normal?

”Hvad fanden er der sket?” Råbte Will og kom løbende fra Engelsk-lokalet.”Ikke noget.” Raspede hun. Hendes stemme lød som om at hendes tunge var knastør og opsvulmet.”Det der kan du i hvert fald ikke kalde 'ikke noget'” Vrængede han og, inden hun vidste af det, havde han samlet hende op som var hun en fjer. Fjer.... let som en fjer. Hun slog tanken ud af hovedet og koncentrerede sig om nuet. Hun lå i en næsten fremmede drengs arme. En let rødmen fremtrådte tydeligt på hendes kindben og hun skyndte sig at gemme ansigtet ved hans skulder. Hans T-shirt duftede af skyllemidel og ham. Men noget ved hans duft gav hende lyst til at løbe, men hvorfor viste hun ikke. Lugten fik atter afskyen til at vende tilbage og hun rynkede på næsen. Det var ikke normalt at man lugtede sådan. Man kunne lugte af sved, ikke 'løb din vej, eller der sker noget meget, meget slemt'. Den parfume havde hun i hvert fald aldrig hørt om. Hun koncentrerede sig og tog en dyb indånding. Lugten mindede lidt om....  syrener... men med et skarpt pift af et eller andet hun ikke kunne placere. Ham kunne hun heller ikke finde den rette 'mappe' til. Han virkede for hende som om han ikke var et menneske. Som om han var noget helt andet. Noget ukendt. Men tanken var latterlig og fik hende næsten til at le. Mennesker var den dominerende art. Det havde de altid været, og ville altid være. Will bragte hende tilbage til virkeligheden ved at spørge om noget.”Undskyld, hvad? Jeg hørte ikke hvad du sagde.” Hviskede Irina træt, og lugt eller ej, og lænede hovedet ind mod hans skulder. Hun mere følte end hørte ham sukke.”Jeg spurgte hvad der var sket?” Han hævede øjenbrynene. Hun blev pludselig iskold over det hele. Blodet frøs til is i hendes åre, hjertet satte farten op og en sveddråbe brød frem på hendes pande.”Jeg... jeg... jeg må ikke sige det.” Hviskede hun fortvivlet.”hvis jeg siger det slår han mig ihjel!” Hun begyndte at hulke lydløst.”Hvem slår dig ihjel?” Spurgte han forfærdet. Men inden hun nåede at svare skubbede han døren til sygeplejerskens kontor op og lagde mig på en undersøgelsesbriks. Papiret knitrede da hendes vægt maste det sammen. Med et tilfreds suk sank hun dybt ned i det slidte, lysebrune læder.”Hvad i alverden er der sket?” Udbrød hun og begyndte at flakse nervøst rundt efter rensevæske, gaze og himlen måtte vide hvad resten hed. Alice begyndte at få et manisk anfald. Hun hade nåle mere end noget andet, og sygeplejersker betød som regel nåle.”Rolig nu lille ven. Det gør ikke spor ondt.” Sagde hun i et 'tro på det eller lad være. Du skal stikkes uanset hvad!' tonefald. Ikke det! Tænkte Alice rædselsslagen. Hun kiggede op på Will med et spørgende blik, som for at bede om hjælp. Han stirede et øjeblik forvirret tilbage, så fangede han det. Men det eneste han gjorde var at række sin hånd ned mod hende. Som om det var en redningsbåd til overlevelse greb hun den og knugede den i begge sine. En underlig føelse af at hun ville dø hvis hun gav slip greb hende så pludseligt at hun troede at hun faktisk ville dø. Da sygeplejersken nærmede sig med nålen vendte hun blikket og stirrede fast ind i Wills arm. Nålen nærmede sig centimeter for centimeter. Hun mærkede den prikke mod sin hud og derefter gå igennem for at efterlade en stor dosis et eller andet. Smerten var som om hun lige havde hamret en forhammer ind i hendes skulder og hun ømmede sig højlydt. Han aede hendes arm med sin frie hånd og grublede. Han tænkte, tænkte over noget hun ikke kunne læse i hans øjne eller ansigt. Hans hvide hud glimtede svagt og fik ham til svagt at ligne en diamant.”Der er ikke noget galt lille ven.” Sagde sygeplejersken venligt.”Okey!” Svarede hun frisk og svingede benene ud over kanten. Hun satte fødderne på jorden, men nåede kun få skridt da hendes ankel netop besluttede at den nægtede at bære hende. Hun skvattede om på jorden men Will nåede at rede hende ved at gribe hende i albuen.”Du må nok hellere få en fodstøtte på.” Sagde sygeplejersken bekymret og gjorde tegn til at hun skulle sidde sig ned igen. Med et suk sank hun atter ned i det brune læder og prøvede at virke helt rolig og fattet. Hvilket hun ikke var. Panikken borede ubarmhjertigt i hendes hjerte. Sygeplejersken begyndte at finde forbinding og gaze frem, og åbnede en skuffe hvorefter hun hev en saks op.”Jeg er nødt til at tage din sok af og klippe dit bukseben op, jeg håber ikke at de har været for dyre.” Sagde sygeplejersken som for at lette stemningen. Det hjalp ikke spor. Alice var stadig lige så rædselsslagen som til at starte med. Hun hørte den foruroligende lyd af en saks der gik gennem stof, og derefter den kølige luft da hendes sok blev hevet af. Hun gøs og kiggede ned på hvad sygeplejersken lavede. Buksebenet var blevet klippet helt op til knæet og derefter klippet helt af. Hun var i gang med at hive en slags hudfarvet sok med hul i begge ænder omkring hendes ben op til knæet. Irina mærkede med det samme hvor meget den etenligt støttede, men alligevel lagde hun en gaze-forbinding omkring den.”Tag den af når du skal sove og i bad. Du kan bare vaske forbindingen og sokken hvis det bliver alt for beskidt.” Fortalte sygeplejersken og klappede hende på knæet. Irina takkede pænt og gik ud på gangen igen.”Skrammerne i ansigtet er du vist nød til selv at rense.” Sagde Will henkastet. Alice stirrede ondskabsfuldt på ham og trampede så hårdt hun kunne vidre.”Hvem vil dræbe dig?” Ordene blev blev sagt stilfærdigt, men i hendes øre lød de som tordenskrald.”Ikke nogen.” Hun fejede det af banen og fortsatte sin kamp hen i mod parkeringspladsen.”Dét der KAN du bare ikke mene! Du er lige faldet ud af en BIL!” Råbte han og inden hun viste af det stod han lige foran hende og spærrede vejen.”Jeg sagde ikke noget om at jeg var faldet ud af en bil.” Sagde hun med et mistænksomt blik i de grønne øjne.”Kan det ikke være ligegyldigt? Sagen er at du var kommet alvorligt til skade, så fortæl mig hvad der er sket!” Han stirrede gennemborende på hende og hun følte skylden lægge sig om hende som en kappe. Men han havde ikke krav på at få det af vide. Det var hendes byrde, ikke hans. Alligevel havde hun det lidt dårligt, han havde jo snakket med hende sin allerførste dag på skolen. Han havde prøvet på at lukke hende ind, men hun var stædig og nægtede.”Det-det ved jeg ikke engang selv. Jeg ved ingenting ud over at han forlanger evigt liv.” Stønnede hun og kiggede væk. Det pinte hende at hun ikke viste noget, for hun ville rigtig gerne fortælle ham alt. Bare forsvinde ind i hans stemme og aldrig vågne op igen. Hun måtte have været langt væk, for da hun atter var tilbage i virkeligheden stod han og knipsede foran hendes ansigt.”Så du ham?”.”Jah...” Hun trak på det og han sendte hende et blik. Idet slog det hende hvad der var galt. De lignede hinanden.”Han ligner dig. Bare med sort hår.” Hviskede hun chokeret. Han stivnede og stirrede direkte ind i hendes skræmte øjne. Han knyttede næverne og trak vejret. Hun tog uvilkårligt et skridt bagud, han vågnede op og greb hendes håndled og strammede så hun troede at den ville eksplodere.”Du må aldrig tale med ham igen. Aldrig.” Han stirrede gennemborende på hende. Verden omkring hende begyndte at forsvinde indtil at der kun var han øjne tilbage. De isblå øjne hun havde set før. Pludselig smadrede en tanke hele den glasmur der havde gjort hende så afslappet. De øjne havde stirret på hende fra et bakspejl. Panikken erstattede den glas-agtige ro og hun begyndte at svede tran. De kunne have været tvillinger.”Du må ikke blive bange.” Hviskede han og trådte nærmere.”Jeg er ked af det Irina.” Hun følte en hammer blive smasket lige ind i knolden på hende og hun sank i knæ. Mørket kom snigende og indhyldede hende i sit uimodståelige tæppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...