Er der et liv efter døden?

17 årige Irina har mistet sine forældre i en frygtelig ulykke. Hun hader sit liv og snerre konstant af sin lillesøster. Og det bliver bare bedre af at der starter en ny dreng i klassen som kun skaber flere problemer! Og ikke nok med det! Han har også en utrolig lækker tvillingebror som også gerne vil have fingrene i hende. Men af helt andre grunde...

4Likes
2Kommentarer
1720Visninger
AA

7. angrebet

Skyggen kom og et glimt af tænder, lyst hår og blå øjne brændte sig ind i hendes hjerne. De blå øjne og blonde hår hun kendte. Will snerrede som et rovdyr og greb hende om hendes skuldre. Han hjørnetænder var lange, hans øjne var blodskudte og ansigtet forvandlet til et rovdyr.”Will?” Hun var så forvirret at det blev til at spørgsmål i stedet for et skrig. Hans ansigt begundte at forvandle sig. Hjørnetænderne gled tilbage og blev normale, øjnene blev blå igen og tilbage var kun sorgen. Sorgen over at have vist sit sande ansigt.”For fanden!” Hviskede han.”Undskyld! Det var ikke meningen!” Hans stemme sagde tydeligt at han ville gøre hvad som helst for at stoppe det. Men der var intet at gøre. Hun havde set ham, hans sande jeg. Han gjorde mine til at ville gøre noget, noget.... en eksplosion korliderede i hendes sind og alt det hun havde glemt vendte tilbage i sådan en fart at hun blev svimmel. Hun var blevet kidnappet, men døren var fløjet op og hun.... hun faldt ud.”Du slettede min hukommelse!” Råbte hun anklagende.”Jeg.... Er du fuldstændig ligeglad med at jeg er en levende død?” Spurgte han, forvirret over hendes mangel på frygt.”Du var ved at dræbe mig.” Hviskede hun med tåre i øjnene. Hendes hjerte begyndte at banke hårdt og luften nægtede at blive i hendes lunger særlig længe, så hun begyndte at hyperventilere.”Jeg... det var ikke meningen.” Han lagde hænderne på hendes kinder.”Du glemmer alt hvad du har set. Du kan ingenting huske, kun at du gik ud i skoven.” Sagde han indtrængende. Hun kneb øjnene i og rev sig løs.”Du gør det ikke igen!” Råbte hun. Rædslen havde alt for godt tag i hende. Hypnose virkede kun på svage ofre. Hun hvæsede og trak sig baglæns.”Hold dig væk fra mig.” Advarede hun.”Lad være med at true. Jeg ville bare beskytte dig!”.”Ja, EFTER at du prøvede på at dræbe mig!” Råbte hun. Mundlam stod han bare og stirrede på hende.”Det var ikke meningen!” Han ved blev at forsvare sig selv. Selvfølgelig gjorde han det! Hvorfor skulle han ikke? Hun forsvarede sig jo også. De stirrede på hinanden indtil at vreden og hadet fordampede.”Kom med, så forklare jeg det hele.” Sagde han blidt og rakte ud efter hendes hånd. Hun overgav sig, tog den og sammen gik de gennem den røde efterårsskov. Hendes støvlers svuppen mod den våde skovbund var den eneste lyd i hele den store skov. Tankerne kværnede rundt i hovedet på hende, alle de spørgsmål hun var nødt til at stille, alt det hun ikke viste. Hvad nu hvis han har endnu flere hemmeligheder for dig? Hviskede en lille stemme i hendes sind. Hvad nu hvis han lyver? Nej, han løj ikke. Hun kunne mærkede det helt ind i den dybeste kerne at han sagde sandheden, uanset hvor skørt og sindssygt det så end lød. Hun stolede på ham. Selvom at det var svært at tro, stolede hun på at han kunne passe på hende. Inden hun så sig om stod de på en grusvej. Den førte mange kilometer ligeud, men på højre side, ikke så mange meter væk, lå et sødt lille hus og puttede sig. Det var bygget af mørkt træ med gammeldags veranda og det hele. Sammen gik de derhen og ind i huset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...