Black Blood

'Guden Heppatos har givet mig et sværd, jeg skal bringe til Arstel'...
I denne historie følger vi en pige, Saudia, der sætter hendes liv på spil, for at bringe et sværd til Arstel. Men det er ikke let at rejse tværs gennem landet med et uvurderligt sværd.. Hun møder indianerne og bliver optaget i deres stamme. Hun lære naturens besidelser, og fomer. Men i kampen mod ånderne, sker det; Hun gjorde det hun ikke skulle have gjordt ...

6Likes
10Kommentarer
2507Visninger
AA

5. Sværdets Befalinger

Jeg blev i træhytten med drengene, selv da solen gik ned. Det var allerede ved at blive lyst, inden vi faldt i søvn. Vi stod op om formiddagen og gik en tur ved torvet. Vi stjal et par brød hos bageren. Vi gjorde som sædvanligt: Arn gik ind til bageren og lod som om han skulle bestille brød. Imens bageren var inde og hente det, snuppede vi et lille brød til os hver. Bageren opdagede os desværre, men så let gav vi ikke op. Vi løb ud på torvet og skubbede til de mange mennesker for at komme forbi. Vi kravlede op i træhytten og brød ud i grin.

Senere på dagen lavede vi pakour. Jeg var ikke så god til det som Mylas og Freddie, men dårlig var jeg nu heller ikke; Jeg kunne hoppe over skorstene; hoppe fra hus til hus og lave nogle små, saltomortaler. De små børn, kom for at kigge på. De løb nede på gaden og bedømte hvem der var bedst. Som altid, valgte de Freddie og Mylas, men da en lille dreng nævnte mig, kunne jeg ikke lade være med at smile. Vi lagde fælder for bonende, drillede de små børn (selvfølgelig ikke groft) og slås med de store drenge da tusmørket var faldet på.

  "Kom nu Sau.. Mathias, la' vær!" Mathias - en af de store drenge på sytten - havde taget Freddie om anklen og svingede ham rundt. Han gav slip og Freddie landede med hovedet ind i en mur et stykke væk

  "Freddie!" råbte jeg og løb hen ved siden af ham. "Er du okay?" Jeg knælede ned ved siden af ham. Hans pande blødte lidt.

  "Nårh..! Lille Saudia trøster Fede-Frede! Freddie, du skal jo kysse hende!" Mathias gjorde en grim efterligning af en kysse mund. De andre store drenge brød ud i højlydt grin. Jeg mærkede vreden stige op i mig. Sværdet lå på jorden ved siden af mig og jeg havde lyst til at bruge det. Ikke for træning, men for vold. Jeg fik lyn i øjnene og greb fat om sværdets skafte. Hvad gik der af mig? Jeg kunne ikke skade Mathias. Jeg ville ikke, jeg kunne ikke...

  "Men du skal." En hviskende stemme, inde i mit hoved, befalede mig til at bruge vold. "Kom nu. Jeg ved du ikke kan modstå det; Blodet, skriget, og det døde lig..." Nej! Jeg ville ikke. Jeg gav slip på sværdet og med det samme, optog stemmen sig.

  "Kom," sagde jeg og tog Freddies hånd og ignorerede Mathias kysse mund. Jeg tog sværdet i den anden hånd og prøvede at lade som ingen ting da hvisken igen kunne høres. Arn, Mylas og Vic fulgte forvirret efter. Jeg kravlede op i træhytten og satte mig ovre i et hjørne. Drengene kravlede op. De stod alle og stirrede ned på mig. 

  "Hvad skete der med dig?" spurte Arn så.

Jeg kiggede op. "Skete?" De andre satte sig ned i en halv bue omkring mig.

  "Ja, du blev sådan helt stram, hvis man kan kalde det for det," sagde Vic.

  "Du fik lyn i øjnene og dine blodårer blev tydelige," bakkede Mylas op. "Altså, efter Mathias sagde det der, du ved..." Han tav.

  "Efter Mathias gjorde grin med dig og mig," sluttede Freddie af. "Du tog fat om sværdet, men så begyndte du at ryste. Jeg ved ikke hvor lang tid du stod der, men det så ud som om du anstrengte dig for ikke at gå løs på Mathias."

Jeg sad og stirrede på dem alle. "Det var som om at sværdet nærmest, talte til mig. Det lokkede mig til at slå Mathias ihjel." Der var en lang tavshed hvor drengene bare sad og gloede som nogle aber. Jeg sukkede. "Jeg ved det lyder mærkeligt men I må tro mig."

  "Tror du selv på det?" spurgte Arn.

Jeg trak på skuldrene. "Det ved man aldrig. Jeg ved ikke, men det sværd er ikke helt normalt."

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...