Venner?

Lærke har aldrig haft en rigtig ven, Men en dag kommer hun i snak med Carl fra klassen, der heller ikke har nogen venner. Carl har det ikke godt, og Lærke vil gerne hjælpe ham, men er det for sent?


- det er en stil jeg har skrevet i skolen :)

11Likes
9Kommentarer
1901Visninger
AA

2. Carl

Det er to måneder siden nu, jeg har ikke snakket med Carl siden, jeg føler mig skyldig over det. Jeg lovede ham jo, at jeg ville gøre noget for ham. Men han har ignoreret mig, det gør han altid. Han snakker aldrig med nogen i klassen. Det er længe siden, at jeg har set ham sige noget til nogen, udover lærerne. I dag skal det være, i dag skal jeg sige tak, for det han gjorde. Skolen er slut, alle er gået hjem, undtagen Carl og jeg, vi er dukse. Jeg tørrer tavlen af, han fejer gulvet. Jeg har stadig ikke fået snakket med ham. Jeg kigger på ham, han kigger ud af vinduet. Han græder. Hvorfor græder han? Jeg går hen til ham, han kigger op på mig. Jeg spørger ham, hvorfor han græder. Han ryster bare på hovedet. Vi gør dukse arbejdet færdigt, men lige inden vi går, skriver jeg mit nummer på en lille seddel, og giver den til Carl. Jeg siger til ham, at han bare skal ringe eller skrive, hvis han har brug for nogen og tale mad. Jeg smiler til ham, han smiler tilbage.

Allerede om aftenen skriver han. Han spørger om jeg skal noget i morgen. Jeg bliver vildt glad, men også lidt bange. For hvem er han egentlig, jeg har kun snakket med ham ganske få gange, og aldrig i mere end fem minutter. Jeg skriver tilbage, at jeg ikke skal noget, hurtigt efter skriver Carl tilbage, om han så ikke godt må komme med mig hjem. Og selvfølgelig må han det, han er indtil vidrer det nærmeste, jeg kommer på en ven. Jeg begynder at græde, af glæde, det er længe siden, at jeg har gjort det. Da mor kommer ind senere, kan hun med det samme se, at jeg har grædt. Og hun spørger bekymret hvad der er galt, så jeg giver hende et kæmpe smil, og fortæller, at Carl kommer med hjem i morgen, og at han vel på en måde er min ven. Nu græder mor også, hun er så glad for, at jeg måske har fået en ven. Vi sidder lidt på min seng, hvor vi både griner og græder samtidigt. Da vi har fået grint og grædt færdig, snakker vi om alt mellem himmel og jord. Da jeg skal i seng, falder jeg i søvn med et smil på læben. Det er længe siden, mor og jeg har haft sådan en aften.

Vi er i klassen. Jeg smiler til Carl, Carl smiler til mig. Jeg er så lykkelig, tænk at nogen faktisk lige smilede til mig. Resten af dagen går hurtigt, men også rigtig langsomt. Jeg er forvirret, jeg er glad, nervøs, spændt og bange på samme tid. Har Carl det mon på samme måde, har han det ligesom mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...