Bivirkninger ved venskab - One Direction

Se traileren her: http://www.youtube.com/watch?v=V3IOefPfgLQ. Siden Lucie Hawkins stødte på Harry Styles, da de var helt lille, har de to været udadskillige. Lige indtil den dag, hvor Harry's karriere rigtigt startede. Selvom Lucie prøvede at kontakte Harry, lykkedes det hende aldrig at få kontakt til ham igen. Så hun måtte leve livet alene, sammen med hendes storesøster, Anita, som var kæmpe 1D fan. Men hvad sker der, hvis fortiden og nutiden møder hinanden, og tilståelser bliver sagt?

77Likes
261Kommentarer
21071Visninger
AA

31. ❧

Jeg var blot fire år gammel, mens de var en del år ældre end mig. De valgte at blive gift nu, så ingen ville bedømme dem mere, eftersom de havde to børn, udenfor ægteskab. Brylluppet var skudt i gang, og jeg skulle være en af brudepigerne. Jeg var fatsvag, det var klart. Jeg anede ikke hvad der foregik, så der var en stor chance for, at jeg gjorde noget dumt. Jeg var så lille, at jeg sagtens kunne ødelægge hele brylluppet. Min storesøster, kunne også sagtens ødelægge brylluppet, men det var der ikke så stor en chance for. Jeg var ballademageren, og hun var den søde. Mig og min søster, havde en kort lyserød kjole på, som vores mor åbenbart syntes var sødt, en lille sløjfe i håret, og nogle klemmende sko, der sagde klik-klak, hver gang vi gik. Vores hår hang pænt ned af vores skuldre, som vi havde fået besked på, skulle være afslappede. Det var ikke just sådan, at jeg var spor nervøs. Tanken om, at jeg sikkert ødelagde brylluppet, var dét, der gjorde mig skrækslagen. En stemme hviskede i mit øre, at det var nu. Det var nu jeg skulle svæve hen over gulvet, mens jeg kaster blomster ud til siderne. Roser, røde roser, fordi det elskede min mor. Stille og langsomt, bevægede mig og Anita os ud på gulvet, mens vores sko sagde klik-klak, og vi kastede rundt med blomsterne. Anita smilte som en gal, mens jeg så ud som om, jeg bare ville have det overstået. Sådan føltes det i hvert fald. Som vi kom gående hen ad det glatte gulv, kom bruden lige bag os. Bruden, min mor, var iført en smuk og stor hvid kjole, som havde blonder ved livet, og et gennemsigtigt langt slør, som hang fra hendes ben af, til kjolen stoppede. Mig og Anita, stoppede op, da vi var gået hele vejen op til alteret, hvor vores far så fint stod, og ventede på mor. Hvor var det bryllup dog dødsygt.

Jeg var helt alene i huset. De andre, var ude i byen, eller sådan noget. Jeg havde prøvet at kontakte Harry, men der skete ikke rigtigt noget. Han svarede hverken mine opkald og beskeder. Jeg kedede mig som en gal, så jeg besluttede mig for, at pine mig selv, ved at tænke på alle mine fejl. Hvorfor jeg gjorde det? Fordi jeg havde så lav selvtillid, at det alligevel ikke ville gøre noget, hvis jeg talte grimt om mig selv. I det mindste var det jeg sagde, ikke løgn. Pludselig ringede min mobil. Jeg kiggede på displayet, og så det var Anita. Faktisk, havde jeg ingen idé om hvor hun var, så måske skulle jeg spørge hende nu. ”Lucie..” mumlede Anita. Jeg kunne hører baggrundsstøj, men ikke just meget. Anita lød direkte trist, og meget stille. Jeg kunne gætte mig frem til, at hun var udenfor. Muligvis i parken, fordi jeg kunne hører en masse skridt og stemmer. Jeg satte mig på en lille skammel, mens jeg kun ventede på, Anita ville svare. ”Jeg.. jeg har snakket med L.. Louis..” stammede hun, som om hun var på randen til at bryde sammen. ”Jeg gav ham et valg..” fortsatte hun skingert og lavt. Jeg kunne stille mærke, at jeg blev mere og mere spændt. Jeg var nysgerrig, spændt og blodtørstig efter hvad hun havde sagt til ham. ”Mig eller Eleanor..” mumlede hun som det sidste. Min stemme frøs nærmest i. Jeg kunne ikke få klemt et eneste ord ud. Hun havde gjort det. Givet Louis et valg.

Ti minutter efter, jeg havde lagt på, sagde min mobil atter en lyd. Denne gang, var der ingen der ringede til mig. Jeg havde fået en besked, men det tog mig lidt tid, at læse den, eftersom jeg netop havde taget en bolle, og havde tændt for fjernsynet. Det jeg så i fjernsynet, var faktisk ret spændende. Men kun fordi, at det handlede om et enebarn, hvis forældre skulle skilles. Jeg var ikke enebarn, men ellers havde jeg det på samme måde, som barnet. Jeg troede absolut ikke, at beskeden var særlig vigtig, så derfor gik der fem minutter, før jeg endelig tjekkede den. Da jeg tjekkede den, føltes det som om, flere tusinde kniv stak mig. Mine øjne løb i vand, samme tid som jeg holdte min hånd for munden. Jeg var ikke såret. Jeg var bange, nervøs og trist. Som om jeg ikke havde det dårligt nok i forvejen. Jeg havde fået en besked fra Harry, som hurtigt kunne ændre mit humør fra at være stolt og glad, til trist og bange. Det var ikke på grund af Harry, men på grund af noget der var sket, som Harry så havde fortalt mig. ”For fanden..” stammede jeg. Der gik ikke just lang tid, før en masse nye beskeder kom ind i min indbakke. Udelukkende beskeder fra Harry, Niall, Liam og Louis. Selv, var jeg i gang med at sende oplysningen jeg havde fået, videre til Anita, især fordi jeg vidste hun ikke ville være ligeglad. Derefter, læste jeg Harry's besked om igen.

Zayn er forsvundet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...