Bivirkninger ved venskab - One Direction

Se traileren her: http://www.youtube.com/watch?v=V3IOefPfgLQ. Siden Lucie Hawkins stødte på Harry Styles, da de var helt lille, har de to været udadskillige. Lige indtil den dag, hvor Harry's karriere rigtigt startede. Selvom Lucie prøvede at kontakte Harry, lykkedes det hende aldrig at få kontakt til ham igen. Så hun måtte leve livet alene, sammen med hendes storesøster, Anita, som var kæmpe 1D fan. Men hvad sker der, hvis fortiden og nutiden møder hinanden, og tilståelser bliver sagt?

77Likes
261Kommentarer
21095Visninger
AA

18. ❤

”Hvem har du så mødt?” Stille, gled min hånd over et gammelt foto, af mig som helt lille. Dengang, hvor jeg havde det meget mere forfærdeligt, end jeg havde det nu. Jeg havde stærkt prøvet på, at lytte til hvad Anita havde sagt, de sidste otte minutter. Hun havde åbenbart mødt en dreng, som var rigtig sød, men hun snakkede ikke rigtig om ham. Hun snakkede mere om hendes tur, ind i byen. ”Han hedder Sebastian,” svarede hun rødmende, ”han er svensk.” Svenske drenge var simpelthen bare så søde, men jeg havde en, som var endnu sødere, end alle svenske drenge til sammen. Hvis han var svensk, havde han måske en accent. Jeg havde i hvert fald engang kendt en svensker, som bare havde den sødeste accent. ”Du har vel også fået hans nummer, og om lidt, skal I vel også giftes. Har jeg ret?” Hun grinte lidt, mens jeg prøvede at holde på mit alvorlige udtryk i ansigtet. Jeg smilte dog lidt, mens jeg lagde fotoet af mig væk, og lod derfor mit blik hvile på fjernsynet, som var i fuld gang med at underholde mig via Mtv, en af mine yndlings kanaler. Jeg råbte lidt, ”World Stage!” Jeg kunne med det samme genkende, hvem der var med i denne gangs World Stage, et program, som jeg elskede rigtig højt. Det var sjovt at se, men kun når de kendte, var nogle jeg kende. ”Chris Brown!” råbte jeg derefter så højt, at Anita måtte stirre irriteret på mig, indtil jeg også kiggede på hende, så hun kunne give mig det der mor-udtryk, som jeg hadede. Jeg fik mig til at stå oppe på sofaen, for at skråle med på sangen som Chris, var i fuld gang med at synge. ”You like to drink, so de we! Get my bottles, bring 'um to me. Hold your glasses up, people everywhere. Now everybody put your hands in the air! Yearh, yearh ..” Min forfærdelige og skinger sangstemme, blev afbrudt af lyden fra min mobil, der lå og rullede rundt på sofabordet. Jeg tog hurtigt fat i mobilen, tændte for den, og tjekkede hvem der havde skrevet til mig. Det var Zayn der havde skrevet til mig. Han skrev, at jeg skulle ringe til ham. Så det gjorde jeg.

”Hvorfor gør du det mod ham!?” nærmest skreg han ind i telefonen, med den sureste stemme nogensinde. Jeg bed mig i underlæben, mens jeg stille sank ned på sofaen, og prøvede på at tale. Men jeg kunne ikke. Hvorfor havde jeg overhovedet fået hans nummer? Han hadede mig, det vidste jeg jo godt. Han havde nok ikke skiftet mening om mig, siden den nat, eller aften, hvor han fortalte de andre, at han hadede mig. Anita mimede et 'er-det-Zayn?' ansigtsudtryk, samt at hendes læber udtalte ordene, dog uden lyd. Jeg nikkede bange til hende. Jeg lagde mobilen på bordet og satte den på højtaler. Måske var jeg lidt tarvelig over for Zayn, men jeg syntes Anita skulle hører det, så jeg kunne se hvordan hun reagerede. ”Gør hvad?” Jeg vidste udmærket godt han snakkede om Harry, selvom han ikke havde sagt et navn. Eftersom han den nat eller aften var overbevist om, at jeg ville udnytte Harry, var der en stor chance for, at han snakkede om ham. ”Udnytter ham! Han er min bedste ven, så jeg vil ikke lade dig gøre det mod ham! Tro mig, jeg mener det. Jeg skal gøre alt hvad der står i min magt for, at du ikke opfører dig som en irritabel svans, i nærheden af ham.” Hans ord gjorde ondt, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at grine indeni, da han havde kaldt mig en svans. Svans, var et udtryk for at være bøsse, hvilket jeg ikke var. Jeg var til drenge, men jeg var ikke en dreng, så jeg var ikke helt bøsse. Hvorfor skulle han også lade sjov med det? Han havde da nogle par bromancer, med nogle af drengene, ikke også? ”Farvel,” mumlede han vredt i telefonen, efter nogle skridt kunne høres fra ham af. Han lagde hastigt på. Jeg tog mobilen på mig, og satte højtalerne fra, selvom det ikke just var det vigtiske, lige i dét øjeblik.

”Han kaldte mig bøsse! Aha! Men det er ikke det vi skal snakke om,” sagde jeg, først barnligt, derefter alvorligt. Jeg var død alvorlig, selvom det måske alligevel ikke lød sådan. Jeg satte mig på hug, og kiggede forventende hen på Anita, som bare stirrede ligeud i luften. Det så ud som om hun var i chok, men så chokerende var det vel heller ikke. Eftersom hun godt vidste at Zayn hadede mig, eller plejede at hadede mig, eller et eller andet, kunne hun da umuligt være så begejstret. ”Jeg er helt stenet. Jeg havde aldrig regnet ud du var bøsse.” Hun begyndte at skraldgrine, som om hun syntes det var sjovt. Jeg syntes ikke det var sjovt, men hvis hun ville grine, måtte hun selvfølgelig det, men alligevel. ”Jeg er jo heller ikke bøsse,” svarede jeg, mens jeg grinte falsk bare for at følge med. Hun kiggede fornærmet på mig, men hun grinte dog stadig. Hvorfor var hun sådan? Havde hun voldsomme humørsvingninger, eller hvad. ”Hvis han siger du er det, så er du det,” grinte hun. Jeg himlede vredt med mine øjne. Hun vidste jo godt det ikke var sandt, så hvorfor gjorde hun sådan et stort nummer ud af det?! Måske havde hun alligevel misforstået ham. Hvorfor skulle jeg do g opfører mig som en irriterende bøsse, når jeg var i nærheden af Harry? Det var da det dummeste jeg nogensinde havde hørt. Anita smilede falsk da hun stoppede med at grine, ”sure mokke.” Hun rejste sig energisk op, og gik traskende op på hendes værelse. Jeg sad alene tilbage i stuen, med forældrene i soveværelset, og et fjernsyn der larmede helt vildt. Bøsse i nærheden af Harry? Virkelig en nederen sætning.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...