Bivirkninger ved venskab - One Direction

Se traileren her: http://www.youtube.com/watch?v=V3IOefPfgLQ. Siden Lucie Hawkins stødte på Harry Styles, da de var helt lille, har de to været udadskillige. Lige indtil den dag, hvor Harry's karriere rigtigt startede. Selvom Lucie prøvede at kontakte Harry, lykkedes det hende aldrig at få kontakt til ham igen. Så hun måtte leve livet alene, sammen med hendes storesøster, Anita, som var kæmpe 1D fan. Men hvad sker der, hvis fortiden og nutiden møder hinanden, og tilståelser bliver sagt?

77Likes
261Kommentarer
21073Visninger
AA

12. ♥

Ingen af dem, havde kontaktet mig i de to uger, der allerede var gået. Jeg var alene, jeg havde jo ingen andre venner end dem. Måske, var Anita nu den eneste jeg kunne snakke til, fordi jeg måske var blevet dumpet, af drengene? Hvorfor havde ingen af dem skrevet til mig, og hvorfor var det kun mig? Hvorfor havde Louis skrevet til Anita, men ikke skrevet til mig? Var vi ikke også venner, bare lidt? Jeg kunne græde, men det ville jeg ikke. Jeg ville ikke fremstå som en tøsepige, og desuden var der ingen grund til at græde. Drengene havde sikkert en god grund til, at de slet ikke havde prøvet at kontakte mig. Eller, hvad nu hvis de havde prøvet at kontakte mig, men de havde skrevet til et forkert nummer? Eller, måske kunne jeg bare ikke få sms'er eller blive ringet op mere? Jeg kunne ikke spørge mere. Jeg var alt for træt, til at tænke mere. ”Aw, hvor er han da bare sød!” gentog Anita sig selv, hver gang en ny sms fra Louis, dukkede ind i hendes fyldte indbakke. Jeg sukkede hver gang, blot fordi jeg syntes det var irriterende. Jeg tændte min mobil, og kiggede på mine kontakter. Der var min mors og fars nummer, hjemmenummeret, Anita's nummer, drengene's nummer, og så ikke flere.

Jeg har altid været den pige, som ikke har haft mange veninder. Jeg har altid været pigen, som havde det bedst sammen med drenge. Jeg ved godt hvorfor. Da jeg blev født, troede mine forældre, at der også ville komme en tvillingebror, men det gjorde der aldrig. Han døde, inde i mors mave. Jeg anede ikke hvad der skete, så jeg tænkte slet ikke over det. Da jeg så fik det af vide, nogle par år efter, græd jeg. Lige siden, har drenge været mit store element. Jeg var godt og vel tre år, da jeg fik det af vide, men jeg var så også meget moden dengang. Så mødte jeg så Harry, som hurtigt blev min bedste ven. Han var det eneste, jeg bare kunne fortælle alt til. Selvom vi ikke havde just mange hemmeligheder, elskede vi at dele hemmeligheder med hinanden. Vi var sammen uafbrudt, indtil den dag, hvor han valgte musikken frem for mig.  Jeg kan stadig huske den dag vi stødte på hinanden, og et nyt eventyr startede.

Jeg gik rundt på gaden, mest fordi jeg var trist, ikke fordi jeg var glad. Eftersom det regnede, havde jeg taget min gule gummi-regnjakke på, og så mine brugte gummistøvler. Jeg havde listet mig ud af huset, og ind under regnen, der ved fem-tiden, efter mine forældre havde skældt mig ud. Jeg ville bare væk, i det ene lille øjeblik. Sammen med min fantasi-ven, Morten, beundrede jeg dyrene der nogle gange viste sig. Dyr, var virkelig en skabning, som jeg elskede. Min far var dog allergisk overfor pels, så vi måtte ikke få et dyr. Engang, havde jeg faktisk et lille bitte akvarium med fisk, men fiskene døde, fordi de spiste hinanden. Det var meget uhyggeligt, og en skrækkelig historie. Jeg kiggede ned i jorden, for at sikre mig, at jeg ikke trådte i hundelorte, som Morten før havde prøvet. Men det var en meget dum idé, fordi straks faldt jeg direkte på numsen, og ømmede mig. Jeg begyndte at græde højlydt, men der var en person der hjalp mig op. Personen tog fat i min hånd, og blidt, hev han mig op. ”Unkyl, det ikke mening!” Jeg kiggede op på en dreng, som var lidt højere end mig. Jeg smilede til ham, men undlod at vise mine tænder, fordi der var mange sprækker, så de var lidt klamme at se på. ”Jeg Harry!” Han glemte hele tiden nogle ord, men det syntes jeg var sødt. Han smilede også til mig, da jeg tog min hånd frem, og introducerede mig selv. Da jeg havde sagt mit navn, snakkede vi lidt. Derefter, løb vi hånd i hånd rundt i regnen, og hyggede os. Heldigvis, var Morten ikke jaloux. Men faktisk, fik jeg aldrig fortalt Harry om Morten. Jeg mistede nemlig Morten, kort efter Harry kom ind i mit liv.

Så slog det mig, at den måde jeg stødte på Harry dengang, var samme måde som jeg stødte på Harry, for ikke så lang tid siden. Sjovt egentlig, nu hvor jeg tænkte over det. Jeg smilte lidt over det minde, som faktisk betød rigtig meget for mig. Det var jo dengang, at mit liv blev sådan rigtig lyst. Jeg havde jo heller ikke nogen venner dengang, så det var rigtig dejligt, egentlig at få en ven, som så hurtigt blev min bedste ven. Jeg sad på sofaen og stirrede ud i luften, mens jeg stadig tænkte på mindet. Anita begyndte at snakke, så jeg regnede stærkt med at Louis havde ringet til hende, eller Anita havde ringet til Louis. Så slog det mig, hvor meget jeg egentlig havde brug for at snakke med en. Bare komme ud med min følelser, og så blive opmuntret. ”Hm, ja. Jeg spørger hende lige,” kunne jeg pludselig hører Anita sige. Hun kom hen imod mig med hendes flotte Blackberry, hvorefter hun rakte mig den, og sagde Louis ville snakke med mig. ”Hallo?” mumlede jeg ind i mobilen. Jeg kunne nærmest forestille mig at Louis smilte, på den måde han derefter talte til mig på. Jeg kunne hører nogle grin i baggrunden, så jeg var lidt bange for, at han måske lavede sjov med mig. ”Hav styr på din mobil kvindemenneske!” nærmest råbte Louis ind i mobilen, så jeg måtte holde den lidt væk fra mit hoved. Så slog det mig. Der havde jo heller ikke været strøm på min mobil! Det havde jeg fuldstændig glemt. Åh nej.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...