Bivirkninger ved venskab - One Direction

Se traileren her: http://www.youtube.com/watch?v=V3IOefPfgLQ. Siden Lucie Hawkins stødte på Harry Styles, da de var helt lille, har de to været udadskillige. Lige indtil den dag, hvor Harry's karriere rigtigt startede. Selvom Lucie prøvede at kontakte Harry, lykkedes det hende aldrig at få kontakt til ham igen. Så hun måtte leve livet alene, sammen med hendes storesøster, Anita, som var kæmpe 1D fan. Men hvad sker der, hvis fortiden og nutiden møder hinanden, og tilståelser bliver sagt?

77Likes
261Kommentarer
21094Visninger
AA

6. ❧

Restauranten var meget fint indrettet, men det passede så også godt til mit tøj. Os fire, havde sat os ved et bord, der stod tæt på vinduet. Der var lagt en skrigrød dug på bordet, der tydeligvis var alt for stor til selve bordet. Hvordan Louis overhovedet gik med til at gå på en date, med min storesøster, ville jeg gerne have svaret på. Hvorfor jeg gik med til at gå på en date med Harry, ville jeg også rigtig gerne have svaret på. Jeg så Louis hviske noget til Anita, hvor Anita bagefter sagde: ”Vi skal lige noget.” De efterlod mig her alene, sammen med Harry. I starten var der en pinlig tavshed, men den blev ødelagt, da han begyndte at tale. ”Jeg har savnet dig,” sagde han. Savnet mig? Kunne han lide mig, eller hvad. Jeg var forvirret, meget forvirret. ”Jeg kan godt huske dig, Lucie.” Det hele gik så hurtigt, at jeg næsten ikke nåede at tænke. ”Jeg kan huske alt det vi har lavet sammen. Jeg kan huske hvor dårligt jeg havde det, da jeg forlod dig. Undskyld, at jeg har opført mig som om jeg ikke kender dig. Da vi stødte på hinanden forleden dag, var det bare overvældende. At se dig igen, føltes fantastisk. Det føles stadig fantastisk at se dig igen.” Jeg smilte stort, og det gjorde han også. Han kunne huske mig. Da jeg havde troet han ikke huskede mig, kunne han godt huske mig. Han tog fat i min hånd, og klemte den en smule. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige ..” smilede jeg stort. Harry kom med en idé, ”sig du elsker mig.” Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Jeg elsker dig.” I dét øjeblik jeg sagde det, kom Louis og Anita tilfældigvis tilbage. De havde hørt hvad jeg havde sagt. Anita ville drille mig for groft.

”Hva' fa'en?” måbede Anita forvirret, ”elsker du ham? Er I nu kærester eller hvad!?” Hun flippede fuldstændig ud. Hun slog ud med armene, mens hendes mund stod på vidt gab. Harry kiggede på hende og grinte. ”Nej, vi er ej, for fanden,” svarede jeg grinende. Jeg kunne godt lide at Anita var så nysgerrig. Der var en slags storesøster-stemme indblandet i hendes stemme da hun talte. Som om hun ville beskytte mig, hvis jeg nu havde svaret ja. Harry gav min hånd et ekstra klem, ”du må ikke sige det på den måde. Det sårer mig.” Jeg fniste. Han havde ikke ændret sig, siden sidst jeg så ham. ”I holder hinanden i hånden? Der må da være noget,” besluttede Louis sig for at sige, hvilket fik mig og Harry til at få vores hænder langt væk fra hinanden, ”se det var bedre.” Louis grinte, og det gjorde Anita også, men vist kun fordi hun var ved at besvime. Jeg kunne forstå hende, men alligevel ikke. Hvorfor var det lige Louis som hun faldt pladask for? Ikke fordi der var noget galt med ham, men hvorfor ham? Måske fordi han var den ældste. ”Lad os skifte emne,” mumlede Harry. Da Anita og Louis atter havde sat sig, efter at havde stået op i noget tid, gik der ikke lang tid før maden kom. Jeg havde bestilt en hummer, rejer og blæksprutte, Harry havde bestilt en suppe, Anita havde bestilt en salat, med mange gulerødder, og Louis havde bestilt pomfritter.

”Lucie, jeg tænkte på om .. du måske .. altså, jeg tænkte på .. arg,” stammede Harry. Louis og Harry havde sat mig og Anita af ved vores hjem, hvor vores forældre sikkert var ved at dø af bekymring. Louis stod henne ved hans bil og snakkede med Anita. Jeg stod indenfor, faktisk stod jeg i gangen og snakkede med Harry, som stod i døråbningen. ”Her,” smilte jeg, og rakte ham et stykke papir, hvor mit nummer stod på. Han smilte til mig, mens han lagde papiret ned i sin lomme. Jeg gik hen imod ham og kyssede ham på kinden, venskabeligt selvfølgelig. ”Godnat krøltop,” grinte jeg. Stille gik Harry hen imod bilen. Han nåede lige at vinke til mig, før han med et uheld gik ind i bilen. Mig, Louis og Anita var flade af grin. Hvis mine øjne da ikke fejlede noget, kunne jeg ikke bare se Harry rødme, men også Louis og Anita kysse!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...