Bivirkninger ved venskab - One Direction

Se traileren her: http://www.youtube.com/watch?v=V3IOefPfgLQ. Siden Lucie Hawkins stødte på Harry Styles, da de var helt lille, har de to været udadskillige. Lige indtil den dag, hvor Harry's karriere rigtigt startede. Selvom Lucie prøvede at kontakte Harry, lykkedes det hende aldrig at få kontakt til ham igen. Så hun måtte leve livet alene, sammen med hendes storesøster, Anita, som var kæmpe 1D fan. Men hvad sker der, hvis fortiden og nutiden møder hinanden, og tilståelser bliver sagt?

77Likes
261Kommentarer
21093Visninger
AA

5. ❦

Selvfølgelig flirtede han ikke med mig. Han kunne måske sagtens finde på det, siden han havde ingen idé om hvem jeg var. Vidste han, vi engang havde været bedste venner, ville han aldrig have flirtet med mig. Men han havde jo heller ikke flirtet med mig.

”Du er godt klar over at han ikke har fået følelser for dig, ikke? I har næsten lige mødt hinanden. Så hurtigt, bliver man altså heller ikke forelsket,” prøvede jeg at sige til Anita, men hun var helt klart landet i drømmeverden, dagen efter hendes største drøm stort set var gået i opfyldelse. Hun havde lov til at flippe ud, græde, skrige, eller hvad hun nu ville. Hun havde ikke bare fået mødt hendes idoler, men også udvekslet numre med en af dem. Mig? Jeg måtte nøjedes med at have Harry i hælene på mig, hele vejen hjem. ”Jeg fik hans nummer! Daarh! Desuden.. du er bare jaloux. Du har ikke haft en kæreste i hundrede år! Hvorfor ikke, egentlig?” Jeg hadede når vi kom ind på netop dét emne. Drenge. Hun havde ret. Jeg havde ikke haft en kæreste i hundrede år, men jeg havde heller ikke brug for en kæreste. En ven, var hvad jeg søgte allermest. ”Der er ingen der kan lide mig, og ingen jeg kan lide,” svarede jeg bevidst om at ingen kunne lide mig, og at jeg heller ingen kunne lide. Anita rullede med sine øjne, som om hun ikke forstod, hvorfor der var ingen der kunne lide mig. Jeg kunne godt forstå det. Jeg var uattraktiv, men der var intet galt med mit udseende, og da vist heller ikke min personlighed. Jeg satte mig på kanten af Anita's seng, mens jeg kiggede rundt, og mødte de fem drenges blikke. Siden det lille møde, havde Anita sat plakater op med dem overalt. Det var irriterende, fordi hun hele tiden snakkede om dem. Men hun var deres fan, så hun havde vel ret til det.

”Vi kan gå på en dobbeltdate! Mig, Louis, dig og .. Harry!” Jeg væmmedes ved hendes tanke. Mig og Harry, på en date? Sådan havde vi aldrig tænkt. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt på, og noget af mig sagde, at det havde Harry heller ikke tænkt på. Jeg ville med glæde gå på en dobbeltdate, men ikke med Harry. Jeg var alt for sur på mig. Jeg rystede med hovedet. ”Helt ærligt, nu hvor han har ingen anelse om hvem du er, kan det vel ikke blive akavet.” Jeg rystede atter med hovedet. ”Jeg vil bare ikke gå på en date med ham! Han vil altid være Harry.. Min bedsteven.” Hun grinte provokerende. Hun vidste det ville provokerer mig, derfor grinte hun sådan. Straks satte hun sig ved siden af mig, og kiggede på mig. Jeg kiggede dog væk fra hende. Fordi jeg gjorde det, kom jeg til at kigge på Harry. Jeg slap mine skuldre da jeg så ham. ”Der behøves ikke at ske noget mellem jer. Bare en lille date. Selv bedste venner kan gøre det. Jeg be'r dig.. For min skyld?” Jeg ville gøre det. Men kun for Anita's skyld. Hvis hun ville score Louis, ville det da være fantastisk, for hende. ”Fint,” mumlede jeg nikkende. Jeg var ved at falde ned af sengen, da Anita gav mig et stort kram.

Jeg var i gang med at sætte mit hår. Jeg stod foran spejlet, med et glattejern i min hånd. Selvom mit bølget hår også var ganske pænt, foretrak jeg mere det glatte hår. Jeg havde smukt hår, som min mor så tit sagde. Jeg havde fået mig selv til at tage en smuk lilla kjole på, der glimtede i lyset. Den var ny, så jeg havde derfor aldrig haft den på før. Efter jeg havde glattet mit hår, og havde kigget på mig selv et stykke tid, kunne jeg hører lyden af en ringeklokke. Udenpå smilede jeg, men inderst skreg jeg. Mens jeg gik ned af den stejle trappe, kunne jeg allerede mærke den røde varme farve, stige op i mine kinder. Mine sko, var meget besværegelige at gå ned af en trappe med. Jeg kunne lige se Anita omfavne Louis længere henne, da jeg endelig var kommet ned af trappen. Jeg vækkede åbenbart ikke opmærksomhed i starten. ”Mhm,” mumlede jeg højlydt, så de kunne hører det. Da de endelig vendte deres hoveder, blev de vist alle overrasket. Især Anita, siden hun aldrig havde set mig i så fint tøj. Harry, begyndte at smile stort, efterfølgende af at han gik hen imod mig, og kyssede min hånd. Jeg rødmede, og det kunne sagtens ses. ”Du ser smuk ud,” sagde Harry pludseligt. Det fik mig til at rødme endnu mere. Han charmerede sig ind på mig. Det kunne jeg sagtens regne ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...