You guys saved me! 1D♥

Inden jeg starter vil jeg lige tilføje at det her er den første novelle-ting jeg NOGENSINDE har skrevet. Hvis du ikke kan forstå engelsk skal du nok ikke læse den, for meget af det kommer til at stå på engelsk.

Det handler om den 17-årige Emily, som bor i Irland. Hendes forældre skændes hele tiden og hun er ved at bryde sammen. I skolen smører hun en facade på, ingen ved hvad der foregår derhjemm

8Likes
16Kommentarer
3966Visninger
AA

9. I byen med drengene!

”Turn left”

”Okay”

Længere henne ad vejen holdte deres sorte Opel Zafira..

“It’s my parents, they lent it to us!”

“Okay”

Jeg kørte hen til bilen, og stoppede.

“Where are you going now?”

“Well, it would look really stupid if I just drove back in again, so I think I’m going to town, I need a new wallet anyway, why?”

“Can we come?”

“Hmm… Fine, but can we just take my car, and when we are done in town we drive back here and you can take your car home?”

“Sure”

Jeg vendte bilen og kørte mod byen.

“So which shop?”

“I was thinking Louis Vuitton or Gucci, what do you guys think?”

“Fine..”

“Maybe I should get a new dress…”

“Argh”

Jeg grinte af dem. Det var jo deres egen skyld, det var dem som ville med. Efter 15 min. parkerede jeg ved storcenteret og vi steg alle sammen ud af bilen. Jeg gik målrettet mod Gucci, som var den butik som lå tættest på af de to, jeg ville ind i, bare for at pine drengene lidt. Efter 20 min. fandt jeg den perfekte pung. Den var sort med en mega fed tiger hoved detalje. Da drengene så at jeg gik mod kassen med noget i hænderne sukkede de lettet, men det var nok lidt for tidligt. Pungen kostede 480 euro (3.569 kr.), hovsa! Jeg fik betalt, pungen kom i en pose, og med drengene i hælene gik jeg ud af butikken, godt tilfreds med indkøbet.

“So.. was that it?”

“No, I have to see if Louis Vuitton have something, but you don’t have to go with me, but it would be brilliant to get your opinion on the clothes I’m going to find, but if you don’t want to, you don’t have to?”

“No it’s okay, we’ll come with you, right guys?”

“Yearh Zayn..”

“Good, let’s go then boys!”

“You know what, I think we’ll go to Giorgio Armani instead, if you don’t mind of course?”

“Okay!”

Og så gik vi alle 6 mod Giorgio Armani. Så snart vi trådte ind ad døren, styrede jeg mod kjolerne. Jeg fandt en lårkort sort kjole, som var lidt løs, men mega pæn. Jeg gik over i sko afdelingen for at se om jeg kunne finde et par sko, som ville passe til kjolen. Jeg fandt et par halv sorte agtig med en guld hæl. Jeg fik drengene til at placere sig foran prøverummene, og så gik jeg der ind med kjolen og skoene. Jeg tog mit tøj af, og tog kjolen og skoene på, det passede perfekt! Jeg kiggede mig i spejlet, åbnede døren og gik ud til drengene for at høre deres mening.

”Wow”

Deres kæber er gode til at falde ned til deres bryst, for det skete igeen. Deres lidt mærkelige svar var nok for mig, så jeg gik ind i prøverummene, og skiftede til mit tøj, tog tøjet, min pose og min taske med op til kassen var jeg betalte. Kjolen kostede 888 euro (6.603 kr.) og skoene kostede 414 euro (3078 kr.). Det var så dagens shopping. Jeg takkede ekspedienten og sammen med drengene gik jeg ud af døren til butikken.

“Hungry, it’s on me?”

“Always!”

“It’s so typical you Niall!”

“Sorry?”

“It’s fine, but actually I meant the others?”

“Sure”

“Yearh”

“Yep”

“Why not?”

“Okay then, let’s go back to the car and drive over to Nandos!”

“Yearh!”

“Niall 5 years!”

“Always sweetie!”

“Come on then!”

Vi gik hen til bilen, og kørte over til Nandos. Så snart bilen stoppede ude på parkeringspladsen var Niall den første ude af bilen og i løbet af ingen tid, stod han henne ved døren, og de andre var faktisk lige bag ham, altså undtagen mig, som gik i normal tempo. Det er ligesom at være på børnehavetur, eller noget i den retning! Før jeg så mig om var drengene indenfor, for at finde et bord. Åh Gud, hvad har jeg dog rodet mig ud i? Men jeg må indrømme, det har faktisk været ret hyggeligt at have dem med, men så snart de rejser tilbage til London glemmer de sikkert mig alligevel, så det nytter ikke en gang at blive ordentlig venner med dem, argh, jeg hader det seriøst, men måske skulle jeg bare flytte til London, det kunne faktisk være dejligt at komme lidt væk, og jeg kan sikkert godt finde en skole derover? Da jeg kom hen til drengene, kiggede de alle sammen på mig med forventningsfulde øjne, men helt ærligt hvad ville de have mig til at sige. “You can have what you want!”

Det var lidt som om det var det de havde ventet på, men hva’ fanden, så længe de fik noget at spise var alle vel glade, eller hvad? Mine tankestrøm blev afbrudt af Nialls søde spørgende stemme:

“What are you going to eat?”

“I don’t know what they have, I have never been here before?”

“Have you never been here before, how can you survive?”

“I eat something else, just order something for me, but not too much, I’m not very hungry!”

De var alle 5 hurtigt på benene og ovre ved kassen, hvor man skulle bestille, jeg fulgte bare med i mit eget tempo, jeg skulle alligevel bare betale. Da drengene havde bestilt og jeg havde betalt gik vi tilbage til vores bord, for de ville komme ned med maden når den var færdig, i løbet af 5-10 minutter. Efter at have ventet i 7 minutter kom maden, og de kastede sig over den, eller Niall gjorde, men  altså de kastede sig over maden som om de ikke havde fået mad i flere dage, jeg sad bare og spiste lige så stille. Jeg begav mig hen til tankerne igen, og mærkelig nok var det drengene som kom op i mine tanker. Noget i min underbevidsthed sagde at jeg skulle holde fast i dem, men jeg var ikke sikker på at det ville være en god ide, med alle de ting jeg havde været igennem, men til gengæld fik drengene alle mine bekymringer til at forsvinde. Sårene på min sjæl helede i deres selskab. Det var mærkeligt, men jeg vidste at hvis jeg skulle holde fast på dem blev jeg nødt til at fortælle dem hvad jeg havde været igennem, men hvordan vidste jeg ikke, måske var det, det som fik mig til at skubbe dem væk, bekymringerne om hvordan de ville reagere på det jeg ville komme til at fortælle dem? Da jeg endelig brød min tankestrøm opdagede jeg at de alle sammen og kiggede på mig.

”Hmm… ready to go?”

”We have been that for a while now!”

“Ups.. my fault”

Vi gik samlet ud til bilen igeen. Drengene så ud som om de gerne ville sige noget, men ikke rigtig turde, men hvad ved jeg? Da vi alle sad inde i bilen igen, kom jeg til at tænke på at det var lidt mærkeligt at de ikke var blevet bombarderet med fans som gerne ville have et billede eller en autograf, men vi var vel bare heldige? Der var fuldstændig stille i mens vi kørte. Da vi igen holdte foran deres bil brød Niall stilheden ved at sige:

”Thanks for dinner”

“You’re welcome guys”

Jeg kiggede lidt på dem alle sammen, for at se om jeg kunne hvad der nagede dem sådan, men det kunne jeg desværre ikke!

“What is wrong guys, you all you like there is something troubling you?”

“It’s just because..”

“We we’re wondering…”

“If you hmm….”

“Wanted to come with us…”

“Out for dinner later?”

“Was that it?”

“Yearh”

“Hmm… sure, why not?”

“Yay, you can stay with us at my house if you want, my parents aren’t at home?”

“Sure Niall, but what should I bring?”

“The clothes you want to wear at the restaurant tonight, sleeping clothes, toothbrush, and so on…”

“Okay, if you go your own car, I will go up and pack my things, 10 minutes and I’m back!”

“Okay!”

Drengene gik ud af bilen og jeg skyndte mig at køre op mod huset. Jeg parkerede bare i gårdspladsen, nu hvor jeg alligevel skulle af sted med det samme. Jeg låste og skyndte mig med mine poser op mod hoveddøren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...