Skinny love - One direction

Cathrine er i London sammen med sin bedsteveninde Julie, der møder de det verdenskendte band One Direction. Og resten må du læse dig til ;-)

33Likes
77Kommentarer
6987Visninger
AA

12. Forandring.

”Du gjorde lige det hele meget lettere Cathrine” lo han, han så helt lettet ud. ”Hvilket?” spurgte jeg forvirret. ”Jeg havde tænkt mig at spørge om du ville være min kæreste i aften.” svarede han og smilte afslappet til mig. ”Mener du det?” selvom jeg var lettet over at han havde det på samme måde som mig, var jeg sur på mig selv over jeg havde ødelagt det hele, det var typisk mig. ”Ja” svarede han. Jeg smilte til ham og begyndte så at spise uden at tænke videre over det, jeg var så glad. ”Cathrine, du mangler lige at svare” sagde han efter lidt tid. Jeg så overasket på ham og grinte så, jeg havde ikke svaret på hans spørgsmål. ”Selvfølgelig vil jeg det Louis” svarede jeg og lænede mig ind over bordet og kyssede ham. Jeg lænede mig tilbage i stolen og så igen på ham. ”Der er faktisk endnu en ting jeg skal spørge dig om” sagde han, han lød pludselig alvorlig og samtidig nervøs. ”Hvad?” spurgte jeg nysgerrigt. ”Jeg har gået og tænkt på noget i noget tid nu.” jeg blev helt nervøs og jeg følte mig så lille pludselig. ”Du sover og er i min lejlighed næsten hele tiden, så jeg ehmm, tænkte på om du ikke ville flytte ind hos mig og Harry. Jeg har talt med ham om det og han har ikke noget imod det, han vil rigtig gerne have du flytter ind. Han sagde faktisk at han troede det ville blive rigtig sjovt at få sådan en sød og sjov pige ind i vores lejlighed.” han plaprede løs, jeg hørte ikke det sidste han sagde da jeg var så optaget af den første del. Han ville både være min kæreste og bo sammen med mig, det var noget jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forstillet mig da jeg mødte ham første gang. ”Ja!” afbrød jeg ham og smilte stort. Han åndede lettet ud og smilte så. ”Er du sikker?” spurgte han. Hvad var der ikke at være sikker på? Ham, nej. At flytte sammen med ham nej. At være hans kæreste, nej. At elske ham, nej. Jeg var hundrede procent sikker, på ham og mig. ”Ja” svarede jeg sikkert og bestemt. ”Jeg skal bare lige snakke med Julie.” sagde jeg smilte sødt til ham. Gad vide hvad hun ville sige, først og fremmest ville hun nok blive glad på mine vegne. Men ville hun blive sur over at jeg flyttede væk fra hende og hen til Louis? ”Hvad tror du Julie siger?” spurgte jeg for at få hans mening. ”Det ved jeg ikke, du kender hende bedst” svarede han.  Det havde han ret i, jeg kendte Julie ud og ind. Muligvis bedre end jeg kendte mig selv. Vi mødte hinanden for fire år siden. Vi var roomies på den efterskole vi begge to var på i tiendeklasse. Vi klikkede med det samme og vi blev hurtigt bedste veninder. Hvis jeg var ked af det gik jeg til hende, hvis jeg var glad var det for det meste sammen med hende, grinte jeg var det sammen med hende, vi lavede næsten alt sammen. Selvfølgelig havde vi vores dårlige øjeblikke, sådan er bedste veninder. Men vi blev altid gode igen, der kunne gå uger og der kunne gå minutter, så var vi gode igen.  Efter efterskolen skulle vi på det samme gymnasium og vi var derfor også sammen hver dag, der mødte vi også Angela.  Og nu er vi her, i London, stadigvæk bedsteveninder. ”Hvad tænker du på?” spurgte han og afbrød mine tanker. ”Julie og jeg” svarede jeg. ”Hvor kender i hinanden fra?” spurgte han. Jeg forklarede ham hele historien, fra start til nu. ”I lyder tætte” konstaterede han da jeg var færdig med at fortælle. ”Meget, hun er der altid.” svarede jeg og smilte. ”Har jeg nogensinde fortalt om dengang vi var i Prag med efterskolen?” spurgte jeg. ”Nej, hvad skete der, der?” spurgte han.

Jo altså. Det var den sidste dag og vi skulle ind i centrum for at shoppe og se byen ordentligt. Vi var inddelt i grupper hvor vi var 15 i hver gruppe, Julie og jeg var i samme gruppe. Men min gruppe valgte så at vi gerne ville på det Gulemarkede, så det gjorde vi. Vi gik hele gruppen rundt sammen da jeg fik øje på de sødeste armbånd og stoppede op uden at tænke over det. Da jeg så havde købt dem var de andre gået videre.” jeg holdt en lille pause for at få vejret. ”Jeg ved ikke om du har været på det Gulemarkede før, men det er okay stort og jeg farer let vild. Så jeg gik fuldstændig i panik og jeg havde givet min mobil til Julie så jeg kunne heller ikke ringe efter hjælp. Det endte med at jeg satte mig op af en væg og ventede på at der kom nogle og hjalp mig, og det gjorde der. Julie hun kom løbende imod mig med mascara løbende ned af kinderne på hende. Hun fortalte så at hun også var gået i panik da de ikke kunne finde mig, så hun havde løbet rundt og ledt efter mig. Jeg tror at vi stod og holdt om hinanden og græd i 10 minutter før vi gav slip på hinanden og fandt de andre. Det var helt vildt” da jeg endelig var færdig med at fortælle sad han bare og stirrede på mig. Åh gud, han troede vel jeg var skør, jeg sad bare og plaprede løs om en eller anden skør oplevelse jeg engang havde haft. Jeg tog mig til hovedet og rystede langsomt på hovedet mens jeg grinte af mig selv. ”Det lyder… dramatisk” sagde han drillende og grinte sammen med mig. ”Ja ikke, det er lige mig. Jeg er den store drama queen” sagde jeg og så på ham med et smil.

Skal vi så tage hjem til mig nu?” spurgte han efter vi var færdige med at grine. ”Ja det kan vi godt” svarede jeg. Vi rejste os og tog elevatoren ned og gik ud på gaden og stoppede op.”Skal jeg ringe efter John?” spurgte han og tog mine hænder mig så mig i øjnene. Jeg tænkte kort over det. ”Hvor langt er der hjem?” spurgte jeg. Det var rart at kunne kalde Louis hjem for mit hjem, selvom jeg ikke var flyttet ind endnu så var det vel stadig mit hjem, mit nye hjem. ”15 minutter cirka” svarede han og smilte. ”Vi går” sagde jeg trak ham med ned ad gaden uden at vide om det var den rigtige vej. Han slap min ene hånd og gik op på siden af mig. Vi gik åbenbart den rigtige vej. Vi flettede vores fingre og svingede vores arme frem og tilbage. ”Louis” sagde jeg og så på ham. ”Ja” ”Jeg elsker dig” sagde jeg, det var tre ord jeg havde brugt meget på det seneste, nogle sagde det bare for at sige det. Men jeg sagde det for at fortælle ham hvor meget han betød for mig, hvor meget han fyldte i min hverdag, hvor meget jeg elskede ham og hvor fantastisk han var. ”Og jeg elsker dig” sagde han og smilte sødt til mig. ”Højere end noget andet” tilføjede han. ”Hey jeg har en ide!” sagde han. ”Ring til Julie nu!” forsatte han ivrigt. Jeg grinte af ham. Hvor havde jeg min mobil henne? Havde jeg glemt den i bilen, eller lejligheden? ”Jeg har glemt min mobil på hotelværelset.” kom jeg i tanker om. Han hev sin mobil op af sin buskelomme og rakte mig den. Jeg skrev Julies nummer ind og tog telefonen op til øret. ”Det er Julie” sagde hun tøvende. ”Det er mig Julie.” sagde jeg og grinte af hende. ”Hej! Hvorfor ringer du fra det her nummer?” spurgte hun. ”Jeg har glemt min mobil inde på værelset. Jeg ringer fra Louis telefon.” sagde jeg og så på ham. ”Nårh, hvad så?” jeg så stoppede op og så tøvende ned på mine fødder. ”Det var fordi at, Louis har spurgt mig om noget” sagde jeg tøvende.”Hvad spurgte han om Cathrine?” sagde hun. Hun kendte mig alt for godt, og kunne let høre at jeg tøvede. ”Om jeg ville flytte ind hos ham” mumlede jeg. ”Seriøst!” jublede hun. ”Hvad svarede du!?” ”Jeg svarede ja!” hvinede jeg og lo. ”Ej hvor fedt!” hun lød helt oprigtig, helt glad. ”Er det okay med dig?” spurgte jeg. ”Selvfølgelig er det okay! Jeg er jo også hele tiden over ved Liam så det gør ikke noget. Jeg er så glad på dine vegne” svarede hun. ”Jeg var nervøs for at du ville blive sur” sagde jeg. Jeg kunne ligeså godt være ærlig over for hende. ”Cathrine for fanden! Du kender mig da bedre end det” sagde hun. ”Ja, undskyld. Men ved du hvad?” der gik lidt tid før hun svarede. ”Nej hvad?” spurgte hun. ”Vi er også blevet kærester” der blev helt stille i den anden ende da jeg sagde det. ”Er du der Julie?” spurgte jeg. ”Ja, jeg er bare helt målløs. Hvor heldige har vi lige lov til at være?” svarede hun og grinte. ”Meget heldige” svarede jeg og så igen på Louis med et smil. ”Men jeg smutter Julie, vi ses!” sagde jeg. ”Ja vi gør!” svarede hun og lagde på. Jeg gav Louis sin telefon tilbage, tog ham i hånden og begyndte at gå igen. ”Hvad sagde hun så?” spurgte han og så på mig. ”Hun var rigtig glad på mine vegne” vi var kun få meter fra den bygning hvor alle drengenes lejligheder lå i. ”Det var da godt” sagde han og vi gik ind af døren og op ad trappen. Han stoppede op foran døren ind til lejligheden. Jeg så forvirret på ham. Han smilte og svang mig op i sine arme og åbnede med besvær døren og gik ind. Han satte mig ned og kyssede mig blidt på munden. ”Velkommen i dit nye hjem” sagde han."Tak" jeg smilte og lagde mine hænder bag hans nakke, jeg stillede mig på mine tæer og kyssede ham.

 

Mere? :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...