Icy Shadow

Siden Nikkis mor forsvandt for 7 år siden, har hendes liv ikke været det samme. Ikke nok med, at hendes far bruger alt sin tid på arbejdet, i stedet for at være hjemme med familien, og at Nikki skal sørge for hende og sin lillesøster alene, - så er der det, med familiens hemmelighed, der også skal holdes hemmelig. Nikkis familie har særlige evner. Mens Nikki forsøger at hjælpe hende søster med at få styr på sine nyopdagede evner, sker der mærkværdige ting i London, der ikke kan bortforklares logisk.
Og kan Nikki komme til bunds i, hvad der er sket med hendes mor?

5Likes
6Kommentarer
1483Visninger
AA

3. Det er først nu, det begynder

    Vores matematiklærer, Stephen Whitt, kom ind i klassen glad som altid. Han var en høj, mørkhåret, 35-årig mand, der havde det med at gå i T-shirts, der var for korte til ham, og drikke en masse kaffe lige fra morgenstunden. I klassen mente vi, han ikke havde godt af alt den kaffe, da det gjorde ham virkelig… energisk. Han kom sædvanligst hoppende ind i klassen, snakkede utroligt hurtigt og var den lærer, der fyrede flest jokes af, af alle de lærere vi havde – at jonglere med kridtet var også en af hans favoritaktiviteter. Det var lige før, man blev helt rundtosset af at have ham lige fra morgenstunden af. De fleste af eleverne i klassen kaldte ham også Mr. Vittig, når han ikke hørte det.

    ”Hej klasse! Har I lavet lektier til i dag?” sagde Mr. Whitt, da han kom ind i klassen. De sædvanlige elever nikkede og resten sagde intet. Han nåede ikke engang at se vores svar, før han stod henne ved tavlen med kridt i hånden, og var i gang med at skrive. Han skrev en ligning op på tavlen.

    ”Åh nej, manden skrev en ligning op!” sagde han om sig selv. ”Hvad gør vi, hvordan får vi den løst?” han blev ved tavlen og kiggede lidt på den, hvorefter han i én bevægelse snurrede han rundt og kiggede ud på klassen nu. ”De kløgtigste af jer har måske på dette tidspunkt opdaget, at det ikke er nogen særlig velkendt ligning. Det, jeg har hostet ud af ærmet her til morgen, er en såkaldt andengradsligning. Hvor meget ved I om andengradsligninger?” en masse elever begyndte at række deres hænder i vejret.

    ”Har I hørt, at de har midlertidigt lukket Slippery Slides?” spurgte Stephanie, efter Mr. Whitt havde delt opgaver ud til os. Jeg havde matematik sammen med alle dem, fra min gruppe af venner.

    ”Seriøst? Har de lukket den igen?” spurgte jeg.

    ”Ja, efter det, der skete i lørdags. Politiet og nogle geologer er endda også blevet sat på sagen. De vil finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre, at isen opførte sig så underligt. Det burde slet ikke være muligt, ikke med de temperaturer der er i sådan en skøjtehal.” svarede hun.

    ”Jeg forstår det heller ikke. Jeg har aldrig hørt om, at noget lignende overhovedet kunne være muligt.” sagde Juan. Jeg forsøgte at sluge min nervøsitet og ikke lade de andre se, hvor urolig jeg var. Hvad nu hvis nogen havde set mig? Spurgte man fornuften, var det jo klart, at ingen på skøjtebanen ville have gættet, at det var mig, der manipulerede med isen og fik den til at fryse fast igen, fordi jeg sad med en hånd nede på den. Mange ville garanteret have gættet, at jeg havde sat mig ned af angst for det hele, og af bekymring for den lille pige. Nogen ville måske også gætte på, at jeg forsøgte at måle på, om isen smeltede eller noget i den stil, men jeg var stadig meget urolig for at blive afsløret. Ingen måtte finde ud af, at det var mig, der havde gjort det. Jeg ville blive udstillet som en freak, og folk ville garanteret gå i en lang cirkel udenom mig, og ikke ville have noget med min familie at gøre. Det kan godt være, jeg var blevet ret paranoid, hvad angår min evne, men jeg kunne ingen chancer tage. Det kunne godt være, nogen ville acceptere det, men jeg ville ikke kunne leve med, at blive frosset ud, – undskyld ordspillet – det ville være alt for uudholdeligt. Jeg havde det dog også dårlig med at skulle bære rundt på denne ”hemmelighed”, at jeg ikke måtte fortælle nogen om, at jeg var anderledes. Jeg kunne jo ikke være 100 % ærlig overfor nogen som helst, og det gjorde  en smule ondt. Jeg kunne ikke lide at tænke over det.

    ”Så, hvad tror I, der er sket?” spurgte Stephanie.

    ”Hvis jeg har forstået det her rigtigt, gik der simpelthen revner på isen på åbningsdagen af skøjtehallen og det var så voldsomt, at I nærmest var fanget midt ude på isen, og hele bunden så skrøbelig ud. I kunne ikke komme ud, uden bunden under jeres fødder knækkede?” spurgte Scott. Juan og Stephanie nikkede. ”Og 5 minutter efter er bunden fuldstændigt frosset igen?” Juan og Steph nikkede igen. ”Hvis I spørger mig, lyder det som en kliché i en af de der dårlige, lav-budgetterede film med et rædsomt plot, som man ville se i biografen – ikke ligefrem noget, der sker ofte i britiske skøjtehaller,” sagde Scott. Jeg mærkede et sug i maven. ”Men der skal nok være en rationel forklaring på det,” afsluttede han. Jeg slappede lidt mere af, men blev straks bekymret igen, da jeg vidste, der ikke var nogen rationel forklaring på det, der var sket.

    ”Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke, det var et uheld, eller et resultat af at fumle med temperaturen – med den måde, I fortæller det skete på, tror jeg mere, det er menneskepåsat på den ene eller den anden måde,” sagde Troy. Åh, hvor har du dog ret, tænkte jeg.

     ”Hvordan har du forestillet dig, det skulle kunne lade sig gøre?” spurgte Stephanie. Troy trak på skuldrene.

    ”Det vil jeg lade nogle mere professionelle personer finde ud af. Jeg tror dog ikke på, det var et uheld,” sagde han.     ”Det er meget muligt, det var planlagt, men hvorfor skulle en person have nogen som helst interesse i at gøre sådan noget i en skøjtehal, der lige er åbnet? Hvem kan overhovedet gøre sådan noget, i en skøjtehal, der lige er åbnet, andre end ejerne?” sagde Scott.

    ”Hvorfor skulle de have nogen interesse i at gøre sådan på hallens åbningsdag?” spurgte Juan.

    ”Dét kunne jeg også godt tænke mig at vide,” svarede Scott.

    ”Jeg forstår heller ikke noget af det. Det glæder mig dog til, de har fundet en løsning på mysteriet. Indtil da er skøjtehallen i hvert fald lukket af.” sagde Stephanie.

    ”Helt lukket ned?” spurgte Juan. Stephanie nikkede.

    ”Jeg så det i nyhederne i går aftes,” svarede hun.

    ”Jeg har lidt ondt af ejerne så – hvis de var nødt til at lukke deres nye skøjtehal, som de har ventet så længe på, skulle åbnes, så de kunne starte deres forretning, og nu er de straks nødt til at lukke den igen,” sagde Juan.

    ”De var meget kede af at skulle lukke, men forstår godt, at de er nødt til det, indtil man har fundet ud af, hvad der skete. De er meget ulykkelige over, at det skulle gå sådan med hallen,” sagde Stephanie. Jeg kunne ikke holde denne samtale ud længere, da skyldfølelsen sneg sig ind på mig. Godt nok var det Katie og ikke mig, der startede revnerne i isen, men at jeg fik isen til at sætte sig sammen igen så hurtigt, gjorde ikke sagen mindre besynderlig. Det gjorde det hele en hel del værre, men hvis jeg havde gjort som ingenting og ikke reageret og brugt min evne, hvad ville der så være hændt Katies veninde? Jeg turde ikke tænke på det. Jeg manglede et emneskift i samtalen, hvilket jeg også fik, da Mr. Whitt kom hen til os – jeg var ham evigt taknemlig for det.

    ”Jamen, den samtale omhandler jo ikke den mindste matematik!” sagde han, da han kom hen til os. Han stod bagved os, med en kaffekop i hånden, og havde vist hørt det sidste af vores samtale.

    ”Nej, det må du undskylde, Mr. Whitt, vi blev vist bare revet med, da vi røg ind i en samtale om det, der skete med den nye skøjtehal i lørdags.” svarede Stephanie.

    ”Åh ja, det har jeg godt hørt om, men nu skal det altså handle om andengradsligninger. Kan I finde ud af opgaverne?” spurgte Mr. Whitt. Jeg var glad for, at vi nu havde sluttet samtalen om skøjtehallen. Vi åbnede vores matematik bøger for at kigge på opgaverne, og resten af timen gik med at løse opgaver.

    Efter matematik havde vi kemi. Vi fik uddelt nogle opgaver om polaritet, som vi skulle regne med vores forsøgspartnere, så jeg satte mig hen til det bord, hvor Justin og jeg skulle sidde – med Trevor og hans forsøgspartner ved den anden ende af bordet.

    ”Jeg regner med, du har forstået, hvad det handler om,” sagde Justin, da han satte sig hen til bordet ved siden af mig. Jeg nikkede ”For hvis ikke, kan jeg sagtens lave det selv, intet problem der,” afsluttede han. Jeg blev lidt irriteret over den sidste bemærkning.

    ”Selvfølgelig har jeg da forstået det,” sagde jeg. ”Dog går hele pointen i gruppearbejde forsvundet, hvis et af gruppemedlemmerne laver opgaverne selv, hvilket jeg ikke er på det rene med.” tilføjede jeg i et hårdere tonefald end jeg havde regnet med.

    ”Okay, fair nok, jeg nævnte også bare, at muligheden var der,” sagde han. Mrs. Ellebrook gik lidt efter rundt og uddelte molekylebyggesæt og papirer, hvorpå vores opgaver stod. Opgaverne bestod hovedsageligt i at bygge adskillige molekyler, og finde ud af deres elektronegativitet og så svarer på nogle spørgsmål. Det var ikke nogle særligt svære opgaver, tværtimod, problemet var bare, at Justin og jeg havde svært ved at enes.     ”Det er altså ikke sådan, man bygger et ethanolmolekyle,” sagde han, efter jeg havde kæmpet med at få de små kugler til at hænge fast til hinanden.     ”Jo det er så,” sagde jeg, og talte de små kugler efter. ”Der mangler ikke nogen atomer.”

    ”Jeg håber, du klarer dig bedre i de andre fag,” sagde han, og tilføjede en lille, hvid kugle for enden af en sort. ”Det var et hydrogenmolekyle – det skal ligne en hund.” Jeg sukkede.

    ”Jamen fint, så bygger du molekylerne, og jeg regner opgaverne – alene, helt uden du blander dig” sagde jeg, og tog opgavesættet ud af hans hånd.

    ”Er du sikker på, at du kan-” jeg afbrød ham, ved at sende et skarpt blik. ”Fint. Du regner opgaverne.” Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville tale med ham, før han begyndte at se mig som sin forsøgspartner, og ikke en, han var ved at undervise i kemi. Jeg rodede i mit penalhus, indtil jeg endelig fandt min blyant. I et par sekunder var der ingen af os, der sagde noget. Justin byggede molekyler og jeg regnede opgaver. Jeg var dog stadig ret irriteret, så jeg trykte rimeligt hårdt på blyanten, så den knækkede. Jeg ledte og ledte efter min blyantsspidser i noget tid, inden jeg måtte konstatere, at jeg ikke havde den med.

    ”Ehm, jeg kunne vel ikke, sådan, låne din blyantsspidser, vel?” spurgte jeg Justin.

    ”Selvfølgelig kan du det. – Grib.” Sagde han og kastede sin blyantsspidser hen til mig. Jeg var ikke forberedt på kastet, men jeg nåede lige at gribe den. Mrs. Ellebrook kom forbi og roste os for både opgavebesvarelser og molekylemodellerne, hvorefter hun meddelte for hele klassen, at vi skulle skrive en rapport over hele polaritet forløbet, efter vi havde lavet det forsøg, vi skulle lave den følgende lektion.

    ”Det ser ud til, vi er et bedre team, end forventet,” sagde Justin. ”Det er en god ting, når vi nu skal arbejde mere sammen end forventet, hvis den rapport også skal skrives.”

    ”Jubi,” sagde jeg sarkastisk.

    ”Årh, hold op. Jeg tror, vi har lært hinanden at kende på det helt forkerte plan. Jeg er sikker på, du er en rar pige på trods af temperamentet,” sagde han. Jeg rullede med øjnene.

    ”Nicole! Jeg er nødt til at snakke med dig omgående!” jeg kunne høre min fars stemme gennem hele huset. Jeg sad og så Tv med Katie i stuen, da han kom ind ad døren.

    ”Katie, gå op på dit værelse,” sagde han utålmodigt. Katie fortrak ikke en mine og skyndte sig at løbe forbi ham i dørkarmen og op ad trapperne, hvor man kunne høre en dør lukke i. Far havde en avis i hånden, som han smed ned på sofabordet. På forsiden var et billede af indgangen til Slippery Slides, hvor der var et mylder af politifolk.

    ”Hvad har du lavet?!” man kunne tydeligt høre skuffelsen og fortvivlelsen i hans stemme.

    ”Far, det er ikke, som du tror-” jeg forsøgte at forklare, men blev afbrudt.

    ”Hvad jeg kan se ud fra denne artikel er, at isen pludselig slog revner i hallen og at den på en ligeså underlig måde frøs sammen igen, lige præcis den skøjtehal hvor du, der har evnen til at manipulere med is, var henne og skøjte i lørdags! Hvad tænkte du på?!”

    ”Far hør nu efter! Tror du virkelig på, jeg ville gøre sådan noget?! Kender du mig så lidt?! Katie og hendes veninde var også ude at skøjte den lørdag, i lige præcis den skøjtehal, ja – og hvad du ikke vil lytte til, er, at Katie også har en evne, nemlig at kunne ændre på temperaturen af vand – går jeg i hvert fald stærkt ud fra, det er – en evne, hun ikke kan kontrollere fuldt ud, fordi du ikke vil vise hende, hvordan man gør! Jeg har så ofte forsøgt at sige, at det kan blive farligt med hendes evne!” jeg kunne ikke lide at råbe ad min far. Jeg forsøgte hver gang vi snakkede at tale stille og roligt med ham, også hvis han råbte ad mig først, for jeg fik det dårligt efter hver gang vi skændtes, og jeg kunne ikke lide tanken om, at jeg sårede ham, men det jeg endte alligevel altid ude i at råbe ad ham. Det var som noget, der bare ikke kunne ændres på. Det skete hver gang, jeg forsøgte at lade være med det, uanset hvor meget jeg prøvede at undgå det.

    ”Det kan bare ikke passe,” mumlede han og med et suk forlod han dørkarmen og gik hen mod sit kontor.

    Om eftermiddagen forlod far igen huset, for at tage på arbejde. Katie og jeg spiste derfor aftensmad alene, og efter aftensmaden besluttede jeg mig for at starte Katies træning, da det var på høje tid.

    ”Katie, jeg har noget, jeg lige skal fortælle dig om,” sagde jeg. Vi sad i stuen og Katie kiggede på mig med interesserede dog agtsomme øjne. ”Det jeg vil fortælle dig, er noget, du bliver nødt til at forstå, selvom det kan være lidt svært. Ser du, vores familie er ikke helt så almindelig, som man kunne forestille sig, vi er lidt anderledes end vores naboer og skolekammerater, men det er ikke en dårlig ting. Det, der gør os anderledes, er, at vi kan noget, de ikke kan. Det behøver dog heller ikke være en dårlig ting. Katie, det jeg fortæller dig, må du ikke sige til noget andre, ikke engang din bedsteveninde, okay?” Hun nikkede. ”Vi er anderledes, fordi vi har særlige evner. Næsten alle i familien har dem. Far har en, jeg har en, og nu har du også fået din. Far kan flytte rundt på vand, jeg kan fryse ting, og du kan… jeg er ikke helt sikker på, hvad du alt kan endnu, men det vil vi finde ud af i dag. Eftersom du fik suppen til næsten at koge i min mund den dag, går jeg ud fra, at du kan manipulere med temperaturen på hovedsageligt vand. Om der er mere til evnen eller ej, finder vi ud af med tiden.

    ”Når man er så ung som dig, Katie, og lige har fået sin evne, kan det være svært at styre den, og det kan skabe konsekvenser for omverdenen, alt efter hvor destruktiv en evne, man har. F.eks. fik du jo suppen til at varmes op i min mund, den da vi spiste nudelsuppe sammen – for ja, det var dig, der gjorde det – og så var der det, der skete ude på isen i lørdags. Katie jeg tror, det var dig, der fik isen til at slå revner. Jeg ved godt, det er meget at komme og prøve at bilde dig ind, men det er den eneste forklaring på, hvordan det kunne være sket.”

    ”Vil det sige, at det var mig, der gjorde alt det mod min veninde, og alle de andre i skøjtehallen? Gjorde dem så bange, ødelagde deres dag…?” spurgte Katie med gråd i stemmen. Hendes øjne blev alvorlige.

    ”Ja, men du skal ikke engang tænke på at være ked af noget af det, der er sket. Det har skabt en del postyr, men det falder til ro igen – det vigtige er, at der ikke skete nogen noget. Det er ikke din skyld, du kunne jo ikke styre din evne. Hvis det er nogens skyld, er det min, for jeg skulle have vist dig, hvordan man styrer sin evne. Det er dét, jeg vil hjælpe dig med i dag, og i morgen og i mange uger og måneder, indtil du kan det, så det ikke sker igen.” Katie kiggede ned i gulvet.     ”Var det dig, der fik isen til at blive hel igen?” spurgte hun, uden at kigge op.

    ”Ja. Jeg satte mig ned, kom i berøring med isen, og lod min evne få frit løb. Det var først da revnerne trak sig sammen igen, folk begyndte at undre sig for alvor. Det er mig, der har skylden for, at hele situationen løb så meget løbsk, Katie, ikke dig. Husk det.” Det smertede mig at se hende så ked af det, at det, vores familie var anderledes for, nu også skulle gøre livet sværere for hende.

    ”Det er virkelig vigtigt, at du ikke fortæller nogen om det her, Katie. Vi kan også vente med træningen, til du har kommet dig over nyheden, men det allervigtigste af det hele er, at du ikke fortæller nogen noget som helst” sagde jeg.

    ”Jeg siger ikke et ord,” sagde hun og kiggede endeligt op på mig. ”Men jeg vil starte min træning straks. Jeg vil have kontrol over min evne. Jeg gjorde mange mennesker kede af det den dag, og jeg det har jeg det dårligt med. Jeg vil rette op på det,” sagde hun bestemt og målrettet, med et alvorligt udtryk i ansigtet. ”Jeg har altid kunnet mærke, at vi var anderledes. På dine og fars skænderier, efter mors forsvinden. Jeg havde på fornemmelsen, at det var noget, ingen andre kendte til. Nu ved jeg, hvad det er. Nikki, har mor også en evne?” spurgte Katie.

    ”Nej, mor havde ingen…” jeg stoppede mig selv og ventede lidt, inden jeg afsluttede sætningen. ”Hun har ingen evne,” sagde jeg til sidst. Katie nikkede.

    Katie og jeg gik udenfor i haven. Jeg havde en balje koldt vand med. Før i tiden da jeg trænede med min far, gjorde vi det altid ved en flod ude i en park – det tog lang tid at køre derud, og derfor trænede vi kun mine evner 1 gang hver anden uge. Det var så meget lettere med den flod, men den lå langt herfra – jeg ville umuligt kunne nå derud, uden far ville opdage, at vi havde været væk og krævede en forklaring på hvorfor. Indtil videre havde jeg besluttet mig for, at det var bedst, hvis han ikke vidste noget om Katies træning.

    ”Det første, du skal gøre, er at sætte foran baljen med vandet. Luk øjnene, og tænk på noget smukt. Det første der flader dig ind – det skal du fokusere på og koncentrere dig om. Føl det, se, hør det, forestil dig, at hele din verden bliver opslugt af det.” sagde jeg til Katie, efter jeg havde sat hende til at sætte sig ned og slappe af. Det første, folk som os altid tænkte på, når vi skulle slappe af, var det element, eller den ting, vi forbandt vores evner med. Var man meget stresset, kunne det påvirke evnens udfald, og eftersom Katie lige havde fået at vide, at hun kunne manipulere med vand, havde hun brug for afslapningsfasen. Katie gjorde, som jeg sagde, og satte sig hen til vandbaljen.

    ”Det næste er lidt svært, de første par gange du gør det, men det handler egentlig bare om at tage hul på teknikken, så sker det meste af det af sig selv,” sagde jeg. ”Det, jeg vil have dig til at gøre nu, er at lukke alt andet ude, og lade din evne overtage alle dine sanser og tanker, så kun den fylder. Tænk kun på den.” Katie sad og med sammenklemte øjne, med hænderne i baljen. Der skete intet. Jeg ventede i et stykke tid, men der skete intet.

    ”Jeg kan ikke finde ud af det,” sagde Katie lidt efter.

    ”Jo, du kan så, det tager bare lidt tid,” sagde jeg. ”Læg dig ned igen, og forsøg at slappe af, og tænk ikke på andet end din evne. Bliv liggende lidt længere den her gang, og kom op og prøv igen, når du føler, du er klar.” Katie lagde sig ned i græsset igen, og forsøgte at slappe af igen. Lidt efter gik hun tilbage til vandbaljen og prøvede igen, men intet skete. Efter hun gentog det et par gange, og intet skete, følte jeg, at jeg var en dårlig lærer for Katie, hvad angik dette. Havde det været min far, der lærte hende hvordan man gjorde, havde han fundet en nemmere måde at få hende til at kunne styre sin evne på.

    Efter mange gentagne fejlslag ved vandbaljen, var jeg lige ved at give min træning med Katie op, indtil jeg så, at der kom en smule damp op af vandbaljen, hvorefter en udmattet Katie lod sig falde i græsset.

    ”Var det mig, der gjorde det der?” spurgte hun, da jeg var løbet hen til hende ved vandbaljen.

    ”Ja, jeg så det, og det var flot gjort,” sagde jeg. ”Jeg fik lige bekræftet min hypotese. Din evne har noget med vand at gøre. Du kan ændre på temperaturen i vand, nærmere specifikt. Helt præcist hvad din evne kan, ved jeg ikke endnu. Om du også kan lave is, eller kun få det til at fordampe, eller om du kan manipulere med is, ved jeg ikke endnu,” sagde jeg.     ”Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvordan man gør,” sagde hun med håb i stemmen.

     ”Det er en rigtig god ting, men du er langt fra færdig med din træning.”

    ”Er jeg ikke det? Hvad mangler jeg da mere at lære?”

    ”Du har kun lige snust til den taktik, der gør, at du kan bruge din evne. Snart vil du føle dig helt sikker i din evne, og du vil helt automatisk vide, hvad den kan bruges til og hvad den kan. Det vil komme til dig. Når du finder ud af det, er det til til at videreudvikle dette og lære at kontrollere den.”

    ”Så der er mere træning?” spurgte Katie.

    ”Meget mere,” svarede jeg. ”Det er først nu, det begynder.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...