Stella Montez

Stella Montez er en pige på 13 år som har en far fra Arabien og en mor fra Danmark. Stellas far bortfører hende til Arabien på hendes 13 års fødselsdag, det er der hendes historie begynder...

2Likes
12Kommentarer
1676Visninger
AA

4. Fri?

Jeg gik langsomt afsted med manden. For bange til at sige noget. Han kiggede på mig og mumlede noget på arabisk. Jeg vidste ikke hvad det betød. Mit hoved var tomt og føltes for hult, den var da ikke mit hoved? En mærkelig følelse af lethed bredte sig i min krop imens jeg fik lov til at gå rundt. Bevæge mig og bruge musklerne rigtigt igen. Sollyset føltes perfekt og smukt på min hud. Jeg lukkede øjnene og nynnede imens den gamle mand strammede grebet om min hånd. Jeg reagerede ikke men åbnede dog sløvt øjnene. Vi stod foran en port. En byport? Betød det at derude var byen der ikke mere, men bare skov, græs, lidt byer og telte og ørken? Manden skubbede mig længere frem mod byporten. Muren omkrandsede os. Vi var indenfor. På den sikre side. En skramlen med kæder og døren gik langsomt og knirkede op. Dramatisk. Jeg gik langsomt frem og stod tilsidst ude af byen. Rrring. Klonk! Raslen med kæderne og porten gik i. Bange vendte jeg mig om. Manden var indenfor og grinte ondt igennem en øjenluge. Alene og udelukket. Fri og alligevel fanget. Jeg sukkede og begyndte at gå fremad på den støvede vej.

Efter det der føltes som flere timer gik jeg af stien og ind i en jungle agtig skov. Noget grønt og træagtigt i hvert fald. Mine fødder var ømme og jeg var sikker på at jeg var langt væk. Jeg kiggede tilbage på vejen. Den var langt væk også. Som et reb i horisonten. Jeg vendte mig om og begyndte langsomt at gå ind i skoven. I håb om at finde en klippehule eller noget. Ikke så langt igen. Bare lidt længere fremme. Blev jeg ved med at fortælle mig selv. Endelig. En sø og en klippe. Et specielt høj. Måske tre meter. Jeg kunne kravle derop men jeg ville hellere finde en klippehule. Jeg drak hurtigt noget vand og begyndte at gå rundt foran klippen. Endelig fandt jeg en klippehule. Hvis jeg maste mig igennem en klippesprække ville der være en stor og dejlig hytte. Med tørret græs, træ, sten og noget der mindede om et kludetæppe. Jeg skælvede lidt. Klaustrofobien havde været et af mine store problemer længe. Jeg ville have en mere åben klippehule. Hvis jeg nu bare gik ind og samlede træet og så videre ville det vel være okay at finde et andet sted ikke? Jo. Jeg maste mig igennem klippesprækken og endte på den anden side. Der var lidt mindre end jeg troede. Langsomt samlede jeg tingene sammen. Pludselig hørte jeg dybe stemmer udenfor. Nogen prøvede at komme igennem klippesprækken, en stor mand. Jeg krøb bange sammen i skyggen og håbede inderligt at han ikke kunne. Eller i det mindste bare gav op. Det gjorde han. Efter ca. fem minutter hørtes en lys komanderende stemme og han holdt straks op. Jeg sukkede at lettelse. Stort fejltrin. Jeg holdt mig for munden og lå helt stille. Nogen var foran klippesprækken og skærmede for lyset. Jeg måtte kæmpe for ikke at begyndte at gispe efter luft og skrige imens jeg rullede mig sammen eller lå i fosterstilling og vuggede frem og tilbage. Lyset kom gradvist igen men jeg bevægede mig ikke. Det turde jeg ikke. Ikke før de andre kom væk. Jeg kunne faktisk ikke se væggen på denne her hule og det ville gøre det nemmere for mig at vide det. Jeg lod min hånd køre langs med den rå klippevæg imens jeg lydløst gik afsted. Vent, klippehulen var nærmere en gang. Den fortsatte. Men jeg ville ikke gå for langt ind. Det at være lidt mørkerad hjalp heller ikke. Jeg rullede kludetæppet omkring mig og lagde mig udenfor lyset rækkevidde. Længere inde i klippegangen eller hvad det var. Jeg kunne dog stadig skimte lyset. Det var meget vigtigt. Jeg sov op af den ene væg. En beskyttende ting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...