Before You Leave ❤ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2012
  • Status: Færdig
Aldrig havde hun fået en ordentlig chance for, at vise verden hvad hun virkelig duede til. For attenårige Chloe Middelton er dette tilfældet. Hun elsker at synge, hvilket tidligere har resulteret i hendes deltagelse i X-Factor. En oplevelse hun ville have for livet, men som også skulle ende med at have en masse følger med i baglommen.
Under X-Factors forløb ender Chloe med at danne tætte bånd med en middelaldrende dreng, der som hende selv, stiller op som solosolist.
Venskabet mellem de to ender med at blive uadskilleligt.
Med deres venskab som højdepunkt, ender flere og flere personer med at blive indblandet i netop détte unikke venskab.
Men måske kærlighed til en speciel ven kan være med til at sætte startskuddet for et nyt eventyr? Nye ting skal opleves, mens andre helst skal glemmes. Dog kan alt ikke viskes ud i hukommelsen. Nogle sår vil altid være åbne.

197Likes
456Kommentarer
44779Visninger
AA

7. Chloe Middelton

Snakken gik ufatteligt godt mellem Liam og jeg, som vi gik sammen nede på havnen. De andre drenge var ude af syne, og ingen af os vidste hvor de befandt sig på nuværende tidspunkt. Egentligt gjorde det mig ikke noget. Det var rart at snakke med Liam under fire øjne, og jeg måtte sige at vi måske havde en bedre kemi sammen, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Da jeg i første omgang begyndte at snakke med Niall, havde jeg aldrig troet at jeg ville blive introduceret for de fire andre drenge. Fire drenge som alle nu havde fået en plads i mit liv, trods den korte tid vi havde kendt hinanden. Én bedste ven, var nu ved at blive til fem. ”Fryser du?” kom det stille fra Liam, der kiggede på mig med et varmt blik. Da han nævnte det, kunne jeg godt mærke kulden komme krybende gennem stoffet på min tynde jakke og ind på mine bare arme, hvilket resulterede i at jeg til sidst gav et lille nik fra mig. Mit svar gav ham underligt nok et stort smil på læberne.  Forsigtigt tog han sin jakke af, og lagde den over mine skuldre, hvilket var noget der hurtigt fik rødmen til at blusse op i begge mine kinder. Han viste sig som en rigtig gentleman. I smug prøvede jeg at kigge over på ham, men opdagede til min store fortrydelse, at han nu kun havde en hvid v-halset t-shirt på. Havde han virkelig valgt at give mig sin jakke til mig for at jeg ikke skulle fryse, til fordel for selv at gå rundt i en t-shirt midt i januar måned? 

”Tak Liam, men jeg tror at du har mere brug for den end jeg har. Jeg ser hellere mig selv syg end at du ender med at rende rundt med en forkølelse, hvilket kan komme til at koste dig dyrt i denne tid. Du har jo koncerter næsten hver dag,” udbrød jeg og var så igen hurtig til at tage jakken af, for igen at putte den om ham. Han sagde ikke noget, men rettede bare hurtigt blikket mod træpladerne i broen under os. Han opførte sig til tider så mærkeligt, som blev han pludselig så ... Fjern midt i det hele. ”Liam det var sødt af dig, men jeg vil bare hellere have at du holder dig varm end at jeg gør. Måske jeg lidt bedre kan klare en influenza end du kan,” prøvede jeg igen at forklare ham, hvorefter han heldigvis endte med at tage sin jakke helt på igen. For at muntre ham lidt op, tog jeg min ene om ryggen på ham så vi nu gik side om side - helt tæt. Al hans kropsvarme endte med at strømme over i min krop, da vi for første gang havde sådan rigtigt kropskontakt. Et lille uskyldigt smil dukkede frem på hans læber. Et smil der kunne redde enhver dårlig dag. 

”Spar ikke på det smil der. Hvis du viser det frem så tit du kan, så vil pigerne falde på stribe og ønske at de kunne gå med dig, som vi to gør lige nu. Husk på det,” hviskede jeg i hans øre, da jeg for en kort stund havde fået stillet mig på tæer. Siden han ikke var mere end et halvt hoved højere end jeg selv, behøvede jeg dog ikke at anstrenge mig alt for meget for at få budskabet sendt videre til dets modtager. ”Så lov mig at du heller ikke sparer på dit,” sagde han omsider, som det første i et godt stykke tid. ”Det lover jeg,” svarede jeg og lod så mit hoved støtte mod hans skulder.

 

¸.•’★¸.•’★*•~-.¸-(★)-,.-~*¸.•’★¸.•’★

 

”Så hvad lavede dig og Liam nede på havnen? I var da væk i et godt stykke tid.” Harry og Louis var i fuld gang med at udspørge mig om diverse ting. Zayn, Niall og Liam var gået ud i køkkenet, da min bedsteven mente at det var yderst nødvendigt med noget at spise, så de havde derfor efterladt mig tilbage med to nysgerrige drenge. Jeg vidste tilgengæld også at når Louis og Harry havde sat sig noget for hovedet, så gav de ikke så let op. De ville derfor ikke give op før de havde fået et bestemt svar ud af mig. Et svar som de sikkert aldrig ville ende med at få. ”Vi gik bare lidt frem og tilbage mens vi snakkede,” sagde jeg uskyldigt og sendte dem et overbevisende smil. ”Og den vil du have os til at hoppe på?” kom det så fra Harry, der gav mig et seriøst blik. Selvom han var den yngste i gruppen, var han alligevel den dreng med flest ambitioner i livet, og den dreng med de største drømme. Dog var han også den mest seriøst af dem alle. Jeg nikkede kort. ”Spørg selv Liam hvis du er i tvivl. Han må kunne give dig et nogenlunde godt svar lidt med mit.” ”Hvad nu hvis vi hellere vil udspørge dig?” sagde Louis efter at have holdt et grin inde i et godt stykke tid.”Så har jeg vel ikke et andet valg, end at besvare jeres spørgsmål,” måtte jeg til sidst erkende. Selvom jeg ikke havde det helt store at frygte i den ventende samtale, så gjorde de mig alligevel lidt utilpas. De drenge havde det med at bygge

”Hvad lavede i så helt præcist da i gik sammen?” spurgte de igen om, med et nysgerrigt smil om læberne. Jeg trak på skuldrende som var svaret ligegyldigt, da jeg tidligere allerede havde svaret dem på deres spørgsmål. At de så bare ikke troede på mig, var vel deres eget problem. ”Hvor er du kedelig, Chloe. Kan du ikke bare fortælle os hvad I lavede” råbte Louis ironisk, hvilket var nok til at få Liam og Zayn ind i til os. Jeg gættede på at Niall derved var blevet efterladt ude i køkkenet. Ikke just en ting der kom bag på mig. ”Hvad sker der?” kom det fra Zayn, som hurtigt prøvede på at medvirke i vores ellers så spændende samtale. Kunne de for en gangs skyld ikke bare lade emnet ligge? Bare i godt og vel fem-ti minutter?

Harry og Louis forklarede så hurtigt Zayn og Liam, hvad vi tidligere havde snakket om. Zayn var ikke lang tid om også at stille mig det selv samme spørgsmål, som jeg havde svarede på et par gange efterhånden. Forhåbningsfuldt kiggede jeg over mod Liam. Mest af alt for at hente hjælp fra hans side, så han derfor kunne slå fast at de lige så godt kunne gemme deres falske forhåbninger væk. Han nikkede kort og signalerede derved at han havde forstået min hentydning. ”Hør her drenge. Der er ikke sket noget mellem os. Vi gik og snakkede sammen, som man normalt gør som venner. At I så valgte ikke at rykke jer ud af stedet var jo op til jer selv. Men pak alle jeres spørgsmål væk. Jeg er bare venner med Chloe, ligesom i andre også er,” forklarede Liam, hvorefter hans smil falmede lidt. Noget som kom lidt bag på ham. Hvorfor smilte han ikke? Nu havde vi da begge fået overbevist drengene om, at de hele tiden havde taget fejl hvad angik turen til havnen. Så hvorfor ikke smile? I sidste ende betød det jo, at de måske ikke ville genere os. At de ikke ville blive ved med at spørge ind til os – Liam og jeg.

Jeg forstod bare ikke hvorfor han opførte sig på den måde, blot efter det korte stykke tid vi havde kendt hinanden. Hvad var det han prøvede på at skjule?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...