Before You Leave ❤ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2012
  • Status: Færdig
Aldrig havde hun fået en ordentlig chance for, at vise verden hvad hun virkelig duede til. For attenårige Chloe Middelton er dette tilfældet. Hun elsker at synge, hvilket tidligere har resulteret i hendes deltagelse i X-Factor. En oplevelse hun ville have for livet, men som også skulle ende med at have en masse følger med i baglommen.
Under X-Factors forløb ender Chloe med at danne tætte bånd med en middelaldrende dreng, der som hende selv, stiller op som solosolist.
Venskabet mellem de to ender med at blive uadskilleligt.
Med deres venskab som højdepunkt, ender flere og flere personer med at blive indblandet i netop détte unikke venskab.
Men måske kærlighed til en speciel ven kan være med til at sætte startskuddet for et nyt eventyr? Nye ting skal opleves, mens andre helst skal glemmes. Dog kan alt ikke viskes ud i hukommelsen. Nogle sår vil altid være åbne.

197Likes
456Kommentarer
44773Visninger
AA

3. Chloe Middelton

Med et tilfreds smil forlod jeg værelset, for derefter at gå ned til mine forældre i stuen. ”Er vi klar til at køre? Vi skulle nødigt komme for sent,” fastslog jeg og rettede så en sidste gang på min kobberfarvede kjole, inden min mor nikkede på hovedet. Hun rejste sig op med en yndefuld bevægelse, hvorefter hun så fik hundset lidt på min far. Til tider kunne han være det dovneste menneske jeg nogensinde havde mødt. ”Er der noget specielt vi skal nå?” spurgte min far mig uforstående om, da jeg nærmest havde kastet en jakke i hovedet på ham i håb om, at han ville få lidt fart på. ”Tænk dig godt om, så skal du nok finde et svar på dit latterlige spørgsmål,” sagde jeg irriteret til ham. Selvom jeg godt vidste, at han mest af alt mente sin foregående sætning som noget ironisk, kunne han alligevel irritere mig til tider. ”Lad nu bare være med at irritere hende, skat,” kunne jeg høre min mor hviske til min far, da han åbenbart fandt sin indskydelse ret så sjov. Jeg rystede bare på hovedet og satte mig så ud i bilen. Hvis ikke vi snart kom afsted endte vi med at komme for sent. Vi havde trods alt en køretur foran os på godt og vel to timer fra Ramsgate til Brighton.

 

¸.•’★¸.•’★*•~-.¸-(★)-,.-~*¸.•’★¸.•’★

 

Forsigtigt bankede jeg på hoteldøren foran mig. Mit hjerte hamrede afsted som et tog der var for sent på den. En genkendelig dreng viste sig i døråbningen, da dørhåndtaget blev revet ned og døren gik op. Hans pjuskede brune hår, samt de varme brune øjne fangede hurtigt min opmærksomhed. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte han mig hurtigt om, som kunne han slet ikke genkende mig. Måske jeg alligevel havde taget fejl af værelserne, siden denne dreng ikke viste nogen form for følelser, men bare havde det hele gemt bag en kold facade. ”Ehm.. Jeg leder efter lyshåret dreng med blå øjne. Han skulle gerne bo på dette værelse,” prøvede jeg mig frem for igen lige at kigge på værelsesnummeret – 163. Det skulle gerne være det rigtige sted, jeg havde valgt at banke på. ”Vent her,” svarede han så kort, hvorefter han forlod døråbningen. Det skulle i sidste ende ikke undre mig hvis jeg havde kludret rundt i de navne jeg havde fået tilsendt tidligere på måneden, så jeg derfor nu stod foran et forkert værelse, og spurgte efter min bedste ven.

Da ventetiden så ud til at tage længere tid end før forventet, slog jeg blikket ned på kufferten jeg havde valgt at stille lidt fra mig. Mine forældre havde for kort tid siden afleveret mig i Brighton på dette hotel, hvorefter de så igen var draget østpå til Ramsdale. ”Chloe,” kunne jeg høre en hæs drengestemme sige foran mig. En stemme som fik mig til at smile stort, hvorefter jeg ikke var lang tid om at hoppe direkte ind i favnen på personen. ”Niall,” hvinede jeg, som var det hunderede år siden jeg havde set noget til ham. Han slog hurtigt sine arme om mig, og knugede mig så tættere ind til sig. ”Hvor har jeg savnet dig,” endte vi med at sige i munden på hinanden, hvilket bare fik os begge to til at bryde ud i grin. Hans latter fyldte hurtigt luften omkring os. En latter som jeg havde været foruden i godt og vel tre lange måneder. ”Jeg troede jeg var gået forkert, siden du ikke lukkede op,” måtte jeg så lidt efter erkende. Igen grinte han, hvorefter han så trak sig ud af krammet og lagde en arm om mig. ”Liam fortalte godt at du så lettere forvirret ud, da han åbnede døren. Måske han troede du var en eller anden fan, siden du ikke nævnte mit navn da du ville have fat i mig.” Selvfølgelig! Måske var det derfor at drengen med de brune øjne samt det brune hår, Liam, ikke havde virket specielt glad for at se mig. Men burde han ikke kunne genkende mig, siden vi for godt og vel to år siden havde tilbragt noget tid sammen? ”Jeg troede da i det mindste at han ville kunne genkende mig, da han så mig. Ikke at jeg selv lige kunne sætte navn på ham, men jeg vidste da at jeg havde set ham før.” Jeg kludrede rundt i mine sætninger, da jeg prøvede at forklare Niall det dilemma jeg lige havde stået i. ”Han har det med at koble hjernen fra til tider,” grinte han så, tog fat i min kuffert og viste mig ind på hotelværelset.

Fire drenge sad placeret i en af de mange dobbeltsenge og kiggede interesseret over mod Niall og jeg, da vi kom ind i rummet til dem. Jeg smilte forsigtigt, inden jeg så valgte at slå blikket ned i jorden. Sådan var det altid når jeg blev nervøs. Enten slog jeg blikket væk, eller så bed jeg mig genert i underlæben. ”Drenge kan i huske Chloe? I har mødt hende før engang tilbage i 2010.” Niall forklarede hurtigt for dem hvem jeg var, mens det bare fik et helt specielt minde til at dukke frem i mig:

Med nerverne på sit højeste går jeg rundt i cirkler foran de andre deltagere. Vi venter alle på dommernes bedømmelse – deres dom. Trods nogen allerede har fået deres bedømmelse, er jeg dog stadig en af de ventende deltagere. ”Hey! Tag det roligt. Sæt dig ned og slap af,” kan jeg høre en drengestemme sige bag mig. Da jeg vender mig om møder jeg et par krystalblå øjne, der tilhører en middelaldrende dreng. Han får hurtigt placeret mig på en af de mange plastikstole, som står placeret omkring os. ”Jeg er Niall,” fortsætter han så, mens han rækker mig sin hånd for at præsentere sig. ”Chloe,” svarer jeg så, hvorefter jeg tager imod hans hånd. ”Jeg hørte dig synge tidligere, og jeg må sige at du er et naturtalent. Du har intet at frygte.” Det er tydeligt at han prøver på at holde mit humør højt, ved hele tiden at give mig ros på diverse måder.

Vi snakker i et lille stykke tid, hvorpå fire andre drenge slå sig ned omkring os. Hurtigt bliver de også inddraget i vores samtaler, hvilket får min nervøsitet til at forsvinde.

Dette møde med Niall og de fire andre drenge, havde nu resulteret i at fjollehovedet i deres band – One Direction, var min bedste ven. En bedste ven som sammen med de andre endte på en tredje plads i X-Factor tilbage i 2010, mens jeg selv måtte forlade showet lige inden det gik løs med diverse liveshows.  En nærmest sorthåret fyr valgte at genopfriske navnene på dem alle, ved at præsentere dem for mig: ”Jeg er så Zayn. Længst til højre er det Louis,” forklarede han mens han pegede på en af de brunhårede drenge. En dreng som havde sat håret lidt til siden, og som så ældst ud af dem alle. ”I midten er det Harry,” fortsatte han, hvorefter han så pegede på endnu en dreng med brunt hår, dog stod hans krøller ud til alle sider. ”Og den sidste må så være Liam,” smilte jeg, som et tegn på at jeg godt kunne huske deres navne, dog lå de bare langt væk imin hukommelse. De fire drenge gav mig alle sammen et varm velkomst kram, hvorefter vi valgte at slå os ned i diverse sofaer og senge, for bare at snakke om alt mellem himmel og jord. Jeg selv endte dog bare at snakke mest med Niall, da vi havde en masse ting at skulle have snakket om. Vi havde trods alt ikke set hinanden i hele tre lange måneder, da han havde haft travlt med diverse koncerter og indspilning af deres sange. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...