Hemligheder

Annabeth Williams er 17 år gammel og bor i New York. Hun er skolen outsider med en tragisk fortid. Hun kan ikke afsløre fortiden hvis hun vil overleve nutiden. Hvad vil der ske hvis hemligheden slipper ud?

8Likes
7Kommentarer
1585Visninger
AA

4. Gå!

Advarsel: Der er grimt sprog og blod i dette kapitel!

Oscar skubbede mig ned på det kolde, hårde stengulv i køkkenet. Han trak min trøje af mig og begyndte at skære, de ar op han tideligere havde påført min krop. Han skar dybere og dybere ned i min hun og blodet flød ud på gulvet. Sådan fortsatte han, indtil han opdagede et nyt ar på mit højre skulderblad.

- Hvad er det? spurgte Oscar vredt imens han rystede mine skuldre.

- Ikke noget hviskede jeg.

- Jeg er ikke blind din dumme tøs! råbte han vredt, jeg kan sku da godt se det er et ar.

- Jeg er ikke en dum tøs hviskede jeg endnu lavere end før.

- Hvad sagde du? råbte Oscar ind i hovdet på mig, hvor har du det ar fra?.

Jeg svarede ikke. Det ville ødelægge alt. Hele den identitet jeg havde bygget op. Det liv jeg havde fået. Det var ikke det bedste liv, men alligevel. Jeg vidste godt, hvor det kom fra. Jeg kendte godt historien bag det ar. Oscar afbrød mine tanker da han råbte igen:

-  Svar nu lille kælling!

- Det kan jeg ikke fortælle dig hviskede jeg så lavt, at selv ikke jeg kunne høre det.

- HVAD SAGDE DU DUMME TØS! Råbte Oscar højere end før.

Jeg var så bange. Han er så meget stærkere end mig. Han er stor, kraftig og veltrænet. En stor modsætning til mig. Jeg er bleg, spinkel og langt tyndere end jeg burde være. Oscar havde fået mig på grådens rand ved, at snakke om det ar. Min mors mordere. Det var det eneste jeg kunne tænke på. Jeg ville være hos min mor. Jeg ville dø. Måske kunne jeg få Oscar til at dræbe mig. Jessica ville ikke have noget imod det, ville hun? Oscar ville næmt kunne gøre det. Hvis han skærer meget længere ned i de sår som blodet stadig flyder ud af ville det ikke gå lang tid før jeg dør.

- Svar mig så din dumme kællig! råbte Oscar og slog mig.

Nu var jeg sur. Han kan ikke bare råbe sådan af mig og i mit eget hus. Han kan ikke bare slå mig. Eller skære i mig for den sags skyld.

- GÅ! Råbte jeg og pegede over mod døren.

- HVAD SAGDE DU? spugte Oscar. Nu var han virkelig vred.

- GÅ! Råbte jeg igen, men mere selvsikkert.

Han stod bare og gloede overrasket på mig. Ingen havde nogensinde sagt ham imod før, specielt ikke en bleg særling som mig. Da han stadig ikke havde flyttet  sig efter et par minutter, pakkede jeg hans ting sammen og skubbede ham ud af døren.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...