The Famous Scorpius

Ree Shaila Treyz går på Hogwarts. Hun er i Ravenclaw, og er i gang med sit sjette år. Denne fanfiction handler om hende og hendes oplevelser. Det vil blive en fanfictions med venner, familie, kærlighed og den berømte Magiske Trekamp.

Jeg ejer historien. Copyright = mig.

____
Tak til Heidi, Silence., for at lave coveret!

5Likes
5Kommentarer
1701Visninger
AA

3. Ny veninde.

Dette kapitel er til min veninde, Heidi. Dette er nemlig vores veninde forhold. Hun er en Ravenclaw, og jeg er en Slytherin.

 

Der var nu gået halvanden måned med den daglige rutine. Jeg var ved at komme forsent til Oldtidens Runer, da jeg selvfølgelig lige skulle læse kapitlet færdig i min bog. Den var faktisk ekstrem kedelig, men der var en masse god viden, som jeg alligevel ikke ville gå glip af. Da jeg endelig kom til klasseværelset var timen lige gået i gang. Bathsheda Babbling, som der var lærer i faget, sendte mig et skaprt blik, men smilede så. Hun strakte armen ud mod de to sæder som der var frie. Det ene var ved siden af Scorpius, og det andet var ved en Slytherin pige ved navn Urgilla. Jeg havde aldrig rigtig snakket med Urgilla, da hun jo var fra Slytherin. Jeg ville på ingen måde være i nærheden af Scorpius, så da han blinkede til mig, ignorerede jeg ham fuldstændig, og gik hen til Urgilla. Jeg satte mit hurtigt ned, fandt mine ting frem og mumlede en undskyldning om at komme forsent. Vi blev hurtigt sat i gang, hvor vi skulle arbejde i par. Vi skulle bare arbejde sammen i de par vi sad i. Jeg smilede halvt til Urgilla, og jeg fik et lignende smil tilbage. Vi begyndte hurtigt at oversætte runerne, som vi fik besked på. Man kunne sagtens mærke at vi begge var gode i dette fag. Efter nogle minutter så Urgilla op og skævede mod Scorpius. Hun grinede lidt og lænede sig ind mod mig. " Se ham lige. Helt forvirret, som en hjælpeløs lille hund. Han må vidst være på bar bund uden Professor Babbling, " sagde hun og begndte at fnise. Jeg begyndte også at fnise, da jeg så hans ansigtsudtryk. Det var virkelig fortabt, og også en del sjovt. Scorpius så op på os, og regnede hurtigt ud af, at det var ham, vi grinede af. Han sendte os et ondt blik. " Griner man af mig, Rasberry, " han så på Urgilla og sendte hende endnu et blik. Han så over på mig og kneb øjnene sammen, " Treyz? " Jeg smilede bare flabet til ham og vendte mig om. Urgilla nikkede bare kort, kneb øjnene sammen, sendte ham det samme blik tilbage og vendte sig så om mod mig igen. Vi oversatte lidt mere, imens Scorpius sad og skulede til os. Vi ignorerede ham fuldstændig. Til sidst, da vi havde afleveret vores opgave, sad vi bare og snakkede lidt. Urgilla var faktisk en meget sød pige, selvom hun var en fra Slytherin. Jeg ved godt selv, at man ikke skal have så mange fordomme, selvom de er fra Syltherin. For Narcissa Malfoy, Scorpius' farmor, reddede Harry Potter liv, og Professor Slughorn, som vi har i Eliksir, kæmpede for skolen. Og Snape han reddede alle røve. Ja, jeg kan skam mit historie. Vores emne lige nu var den Magiske Trekamp, som McGonagall fortalte os om for nogle dage siden. Aldersgrænsen var blevet sat ned efter mange debatter mellem eleverne og lærerne. Den var kun blevet sat ned til seksten år, men det havde jeg det fint med. Jeg gik faktisk og overvejede om jeg skulle putte mit navn i pokalen. Jeg så lidt rundt, men vendte mig mod Urgilla igen, da hun snakkede. " Hvad synes du om at det kun er Hogwarts i år? At det er kollegierne, der skal mod hinanden? " hun så på mig og tilføjede grinagtigt: " Jeg har hørt at de andre ikke kommer, da de andre to rektorere er kommet i klemme. Det var vidst noget med at de havde sagt noget grimt om hinanden. Pænt latterligt, ikke? " hun grinede ondt og kort. Jeg sad bare og nikkede roligt, da jeg faktisk var enig. Utroligt nok. Jeg havde egentlig ikke svaret på det andet spørgsmål, så jeg begyndte at fortælle om, at jeg måske ville putte mit navn ned i pokalen. Vores andre klassekamerater så på os, som om vi var sindsyge. Måske var der ikke mange Slytherins der omgik med Ravenclaws, men de burde godt kunne være høflige, i stedet for at stirre. Men resten af eleverne gjorde ikke som jeg tænkte. De sad dér med opspilede øjne, og lyttede i smug til vores samtale. Jeg rullede med øjnene lige præcis på samme tid som Urgilla. Og så begyndte vi ellers bare at grine. Da timen endelig var slut samlede jeg roligt mine ting sammen, og jeg ventede på at Urgilla ville gøre det samme. Hun fumlede lidt med at putte sine bøger ned i tasken, men fik det til sidst. Da vi gik forbi Pokalen stoppede jeg Urgilla, og fik hende til at vente to sekunder. Jeg skrev hurtigt mit fulde navn på et stykke papir, gik diskret ind i cirklen og puttede mit navn i Pokalen. Jeg nikkede smilende og vendte mig om. Urgilla havde overbevist mig. Hun skulle nok blive en god veninde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...