The Famous Scorpius

Ree Shaila Treyz går på Hogwarts. Hun er i Ravenclaw, og er i gang med sit sjette år. Denne fanfiction handler om hende og hendes oplevelser. Det vil blive en fanfictions med venner, familie, kærlighed og den berømte Magiske Trekamp.

Jeg ejer historien. Copyright = mig.

____
Tak til Heidi, Silence., for at lave coveret!

5Likes
5Kommentarer
1693Visninger
AA

2. I Storsalen.

Storsalen var som jeg huskede den. Fortryllende fantastisk. Jeg sad og hyggede og fjollede med mine venner. Jeg var i Ravenclaw, Sylvia i Hufflepuff og Andrea i Gryffindor. Vi var en pigeflok fra næsten alle kolligerne. Vi havde ikke nogle fra Slytherin med, selvom der ikke var nogen grund til det. Eller jo, der var en lille smule. Men efter Krigen var det hele blevet sat på en dæmper. Jo, der var stadig noget rivaleri mellem Gryffindor og Slytherin, men slet ikke på samme måde efter Harry Potter's sidste år. Jeg skovlede i mig af denne lækre duftende mad. Det gode var ved mig, at jeg kunne spise så meget jeg vil uden at tage på. Eller, det var for det meste godt. Mine venner sad og snakkede om Quidditch, som jeg egentlig godt kunne lide, men jeg ville bare ikke skabe uorden i at sige noget dumt. For jeg vidste ærlig talt intet om Quidditch. Jeg kunne ikke engang flyve ordentlig på en kost. Det var jeg egentlig bare flov over, men der var heller ikke mange der vidste det. Jeg ville holde det hemmeligt, men kom til at sige det til mine venner. De drillede mig med det i starten, men det blev heldigvis ikke sjovt med. Jeg havde sagt det i starten af tredje årgang, og der var altså også gået tre år siden da. Jeg sukkede og så lidt rundt i Storsalen. Det hele så så normalt ud. Jeg følte mig fuldkommen hjemme her. Selvom jeg allerede savnede mit Muggler hjem, kunne jeg ikke komme udenom at dette sted var fantastisk. Fuldkommen perfekt. Jeg så over mod McGonagall som der sad så fint på sin plads. Jeg kunne rigtig godt lide hende, men hun ville aldrig kunne slå Flitwick. Et smil tittede frem da jeg så over mod ham. Jeg synes virkelig at han var så sød. Han så virkelig sød ud. Og så var han også altid på elevernes side. I hvert fald det meste af tiden. Mange elever synes han var alt for venlig og også en smule kedelig, men jeg var helt vild med ham. Jeg rynkede brynene og tænkte mig om. Jeg var selvfølgelig ikke vild med ham på den måde. Han var bare en god lærer. Jeg slog mig selv i panden og fnisede for mig selv. Mine venner synes ikke det var underligt, at jeg sad dér, og slog mig slev i hovedet. De vidste at jeg sad i mine egne tanker. For den eneste ene for mig var ham. Jeg sukkede og så lidt ned på min mad. Han var en Slytherin og en player. Han var skolens nummer 1. Han var den pæneste af alle fyre i hele England. Ja, han var helt klart lækker. Det var selvfølgelig det alle andre piger faldt for. Men jeg vidste bedre. Efter vi havde lavet en opgave sammen i besværgelser for to år siden, så havde vi snakket sammen. Ja, vi havde endda flirtet nogle gange. For ham var det jo bare endnu en pige at få i sin seng, men for mig var det så meget mere. Det var derfor jeg prøvede at undgå ham. Det var i hvert fald det, jeg havde besluttet mig for i ferien. Han var ikke god for mig. Jeg var håbløst skudt i ham, imens han bare ville behandle mig som skidt. Han var jo trods alt Scorpius Malfoy. Jeg sukkede igen og begyndte at nynne. Jeg nynnede den sang, jeg havde haft på hovedet hele dagen. Det var en af de sange som The Weird Sisters. Et genialt band ifølge mig. Jeg så op fra min mad og tog min gaffel igen, som jeg havde lagt fra mig lige før. Jeg tog den ned og skovlede en masse kartoffelmos på den. Jeg så lidt på den før jeg stoppede den i munden. Jeg nynnede stadig. Mine øjne vandrede mod Slytherins bord for at finde Scorpius. Jeg kunne ikke få ham ud af mine tanker og det var forfærdeligt. Til min store forbløffelse mødte jeg hans blik. Han havde siddet og kigget på mig. Men det var jo nok bare fordi han så rundt i Storsalen, og ikke som jeg, ledte efter en bestemt person. Han gav det sædvanlige smørrede smil og blinkede til mig. Mit hoved blev tåget og jeg stoppede med at nynne. Men jeg havde aftalt med migselv, at jeg ville undgå ham. Så derfor løftede jeg bare et øjenbryn og så på ham, som om han var noget katten havde slæbt med ind. Så kiggede jeg ned i min mad igen og tog en gaffelfuld mere med kartoffelmos. Efter det sad jeg bare og snakkede med mine venner. Måske fortjente han ikke den måde jeg behandlede ham på, men han kunne jo også bare smage sin egen medicin. Og så begyndte jeg at nynne igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...