Muldvarp

Muldvarper er skadedyr. De graver og stikker næsen i ting de ikke burde. Nogen gør det frivilligt. Andre er tvunget. Men en ting er sikkert... De er en pestilens for alle omkring dem.

//Hvis I kan lide den, ville jeg blive meget glad hvis I gad like og/eller føje til favorit:D

24Likes
39Kommentarer
2755Visninger
AA

3. Høstdag

Høstdagen. Et af årets største begivenheder. En af de mest frygtede. Ingen kan vide sig sikker på høstdagen. Kun dem der ikke har noget at miste. Dem som allerede har mistet alle dem de elsker. Ligesom alle andre frygtede jeg dagen. Jeg frygtede for mit eget liv. Her i 8 ser man det som en dødsdom at blive trukket som soner. - Og med god grund. Du kæmper mod 24 andre sonere. Kun én ud af 24 overlever. Mindst seks af de andre sonere er trænet op til det her. Har ventet på det hele deres liv. Mens du, du står der. Det eneste du har prøvet er at arbejde på fabrikken. Du ved intet om naturen. Du har aldrig oplevet den i sit sande jeg.

Der stod jeg så. En temmelig fortabt femtenårig blandt hundredevis af andre piger på min alder. Jeg tænkte over hvor lille sandsynligheden var, men mærkede alligevel en hvis tvivl. Det kunne være mig der blev trukket. Det kunne være hende der stod ved siden af mig. Hende der stod flere hundrede meter væk fra mig. Det kunne være en jeg kendte. En jeg elskede. Så mange lodder. Femten med mit navn på. Tusindvis med andres. Bowlen som var fyldt med små sedler og en hysterisk, overfladisk kvinde ved navn Penelope Mica skulle afgøre min skæbne.
Jeg var ikke just tryk ved situationen, som jeg stod der og prøvede at berolige mig selv. Jeg kunne se mine forældre stå og holde om hinanden. Min lillesøster Rose og min lillebror Albert som stod ved siden af, var kun ti år på det tidspunkt. Heldigvis ikke gamle nok til at deltage i lodtrækningen. Borgmesteren fik afholdt sin tale, uden at jeg opfattede et eneste ord. Nervøsitet havde lagt sig som en tyk tåge i min hjerne. 
Efter talen trådte Penelope Mica frem. Hun ønskede os alle et glædeligt dødsspil og kom med den karakteristiske "og lad heldet altid være med jer" og gik derefter uden omsvøb over for at trække en piges navn op fra bowlen. Af en fra Capitol at være var hun en dame af få ord. Hun gravede dybt ned i beholderen og trak en seddel op. Jeg hørte en mumlen fra menneskemængden, da hun højt og tydeligt med sin Capitol accent, annoncerede den første "heldige" deltager. Sidera Talpa.
Jeg gik i chok. Stod bare der og stirrede op på scenen. Folk omkring mig gik til side for at jeg kunne komme forbi. Jeg bevægede mig ikke. Jeg hørte et skrig bag mig og vendte mig om. Jeg kunne se min mor desperat forsøge at komme ind til mig, men fredsvogterne forhindrede hende. Først da jeg så tårene der trillede ned ad hendes kinder, gik det op for mig hvad der var sket. Jeg stirrede tavst på hende og begyndte så at gå op i mod scenen. Chokket fortog sig langsomt da jeg stod og kiggede ud over menneskemængden. De kiggede allesammen, hver og én på mig. Jeg stod stadig der og stirrede, da Penelope gik over for at trække fra drengenes bowle. Hendes stemme klingede endnu en gang klart ud over forsamlingen. David Westerfeld, det hed den lille dreng, der fortvivlet stavrede afsted mod scenen. Han kunne ikke være mere end 12 år. En dame, som måtte være hans mor, brød hulkende sammen. Ved siden af hende stod fire andre små børn, som nok var omkring de 3-7 år gamle. I hvert fald ikke gamle nok til at få værdikuponer, som jeg kunne forestille mig var det familien primært levede af.
Penelope Mica som stadig var i et strålende humør, takkede folk for at have mødt op, som om man kunne lade være, og førte os ned til en gruppe fredsvogtere som skulle ekskortere os til byretten. 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...