Muldvarp

Muldvarper er skadedyr. De graver og stikker næsen i ting de ikke burde. Nogen gør det frivilligt. Andre er tvunget. Men en ting er sikkert... De er en pestilens for alle omkring dem.

//Hvis I kan lide den, ville jeg blive meget glad hvis I gad like og/eller føje til favorit:D

24Likes
39Kommentarer
2754Visninger
AA

4. Frygt

Jeg tørrer mine øjne med bagsiden af mit ærme, og sender min mor et forsigtigt smil. Jeg bliver nødt til at virke stærk. Jeg bliver nødt til at virke hel. Jeg bliver nødt til at virke som om alt er i den skønneste orden. Min mor stryger mig over håret. "Det hele skal nok gå, min skat. Jeg passer på dig!" Vi sidder og holder om hinanden. Siger ikke noget. Sidder bare der. Min mor stryger mig forsigtigt over håret og spørger om jeg er okay igen. Jeg svarer ja. Også selvom jeg er alt andet end okay. Hun kysser mig på kinden og går nedenunder.

Jeg rejser mig fra min seng og går ud på badeværelset. Jeg bliver nødt til at vaske mine spor af tårer væk. Jeg kan ikke lade nogen se, hvor svag jeg er. Jeg kigger i det krakelerede spejl, jeg kom til at slå i stykker for et par dage siden. Som sædvaneligt stritter mit lange sorte hår ud til alle sider. Jeg finder en elastik og samler det i en hestehale, så jeg ser nogenlunde acceptabel ud. Ikke smuk. Langt fra. Kun lige akkurat acceptabel. Jeg betragter mit spejlbillede et øjeblik. Den blege hud i kontrast til mit helt sorte hår. Hvad mon andre tænker, når de ser pigen der vandt det 73. dødsspil? Beundrer de hende? Væmmes de ved hende? Jeg håber på det sidste. At være beundret for at have slået andre børn i hjel, er ikke lige det man går og drømmer om.

Jeg går ind på mit værelse igen. Det store mørke klædeskab står op ad væggen, ved benenden af min seng. Skabets døre står allerede åbne. De er altid åbne. Jeg tør ikke have dem lukkede. Jeg er bange for at nogen vil gemme sig inde i skabet. Det er latterligt, det ved jeg godt. Der er mange ting der er latterlige. Men arenaen ændrer én. Man kigger sig altid over skulderen ved den mindste lyd. Man forventer nærmest at alle omkring sig, vil dræbe én så snart man vender ryggen til. Man lever ganske enkelt i et mareridt. Jeg tager en striktrøje og et par sorte bukser ud af skabet. Trøjen er hjemmestrikket. Det var min mormor der strikkede den til min mor, da hun var på min alder. Min mormor er død nu. Hun døde et par år inden jeg blev født. Hængt af en fredsvogter. Ingen vil fortælle mig hvorfor. Jeg tager det beskidte tøj af, og smider det hen i den voksende bunke ved siden af klædeskabet. Jeg trækker den lettere krasende trøje over hovedet og får taget bukserne på.

Jeg går nedenunder. Min mor ligger på sofaen med en kop kaffe. Hun forguder det tynde, sorte stads. "Jeg smutter ind til byen," siger jeg og giver hende et kram. Man burde altid sige ordenligt farvel. Man kan aldrig vide, om man kommer til at se de mennesker man elsker igen. "Hvornår kommer du hjem?" spørger min mor og smiler opmuntrende til mig. "Ved tretiden," siger jeg og gengælder lettere anstrengt hendes smil. Kan hun se det i mine øjne? Kan hun se hvordan min verden er ved at bryde sammen? Det tror jeg ikke. Jeg er alene om min kamp mod sammenbrudet.

Hele denne her scene minder mig om timerne inden jeg drog afsted mod det storslåede Capitol. De timer jeg sagde farvel til dem jeg elskede. Det farvel jeg troede skulle blive det sidste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...