Kyssebænken

Dansk opgave, der skulle hedde "Kyssebænken".

4Likes
6Kommentarer
1674Visninger
AA

2. Gåtur

I parken gik jeg endnu alene rundt. Det var sent forår og fuglene sang i de halvnøgne trækroner over mig. Nogle af dem var begyndt at bygge reder, til deres kommende fugleunger. Solen skinnede, mens dråberne fra regnen tidligere i dag, dryppede ned på grusstien hvor jeg gik. Gruset knasede under mine sko og brød stilheden, udover fuglenes sang. Det var en flot dag, ikke mange dage i maj, var lige så solrige. Mit brunlige hår lyste op i solskinnet, og jeg følte mig lykkelig. Mens jeg gik og tænkte på den dreng jeg synes var sød, kom en hund løbende i min retning. Dens gyldne pels fløj rundt om den i farten, mens den nærmede sig. Det var først da den var tæt nok på mig, at jeg kunne se det var min venindes hund.

Den nærmest smilede til mig, da den satte sig foran mig og jeg kløede den bag dens lange, hængeøre. Ikke lang tid efter, kom min veninde gående, et stykke længere nede af den lange, smattede sti. Hendes smil bredte sig og hun gav mig et knus. Vi nåede kun lige at hilse kort på hinanden, inden hun skulle skynde sig videre, og hente sin lillebror i sfo'en. Det gjorde ikke noget, at jeg ikke havde nogen søskende, for jeg havde min veninde og hun var som en søster for mig. Vi kunne snakke om alt fra den sejeste nye cykel, til drenge. Jeg kunne lide den ene og hun kunne lide den anden. Vi var forskellige og elskede hinanden for dem vi var. Det var én af de ting, jeg elskede ved vores venskab; vi skændtes aldrig og hvis vi gjorde, var det aldrig noget vi ikke selv kunne løse.

Videre gik jeg hen af den uendelig lange sti. Men på en måde havde jeg det som om, jeg bare ville gå ud af den til verdens ende. At den bare skulle blive ved med at vokse sig længere og længere, jo mere jeg gik hen af den. Endnu var jeg alene. Mit eneste selvskab var de syngende fugle og få gange en lille mus, der løb over stien, fra marken på den anden side af træerne. Træerne dannede en slags naturlig mur mellem stien og omverdenen, men jeg ville bare være her. Der var så fredeligt og ingen kunne forstyrre en her. Ingen forbipasserende, larmende, dyttende og osende biler eller råben fra småbørn, ligesom inde i storbyerne. Duften af natur omringede mig. Her var fred og frihed og kun mig.

Videre gik jeg op ad stien, med fuglesangen hængende i ørene og et par regndråber på næsen. En kold vind strejfede mig, men solen varmede min krop. Da jeg nåede stiens ende, så jeg bænken, Kyssebænken. De fleste kærestepar kom her, når de var sammen, havde jeg fået fortalt. Hvad de lavede, vidste jeg ikke, men navnet sagde jo næsten sig selv; Kyssebænken. Jeg havde aldrig haft en kæreste, så jeg havde ikke rigtigt siddet på den før. Jeg gik hen mod den i det høje græs, da det næsten var en lille mark den lå i. Der var valmuer og andre blomster rundt omkring på den lille mark. De træer jeg havde gået imellem, indrammede marken, så det var et ekstra hyggeligt og smukt sted at være.

Jeg gik tit tur her, bare alene, og jeg lagde aldrig rigtig mærke til bænken, men nu da solen skinnede og fuglene sang, var det som om der var noget helt specielt over bænken i det lyse forårsvejr. Jeg gik helt hen til bænken og lod mine fingre glide henover det lyse, ru egetræ, som bænken var lavet af. Rundt omkring på den havde folk skrevet deres navne og alt muligt poetisk. Altså sådan nogen kæresteting; Jeg elsker dig. Roser er røde, violer er blå-digtet og Dig og mig for altid. Bænken var ikke for stor og med et lille armlæn i hver ende. Jeg kom til at tænke på ham den søde, og jeg blev varm indeni. Jeg forrestillede mig, at det var os to, mig og ham, der sad på bænken. Snakkede, grinede og flettede fingre mens vi kiggede hinanden dybt i øjnene i solskinnet. Nogen gik sikkert også herop om natten. Måske i måneskin, når det skulle være ekstra romantisk. Det vidste jeg ikke, men jeg kunne forrestille mig det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...