Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

61Likes
156Kommentarer
33979Visninger
AA

4. Vandhanen

Der var allerede en lille kø foran vandhanen i markens fjerneste hjørne. Harry, Ron og Emilia stillede sig bag et par mænd, der var i gang med et heftigt skænderi. En af dem var en meget gammel toldmand iført en lang, blomstret natkjole. Den anden var ordensvagt fra Ministeriet; han holdt et par nålestribede bukser frem og var på grådens rand af fortvivlelse.

„Tag dem nu bare på, Archie, så er du flink. Du kan ikke gå omkring i den mundering. Muggleren ved lågen er allerede mere mistroisk ..."

„Jeg har selv købt den i en Mugglerbutik," sagde den gamle troldmand stædigt. „Det betyder jo, at Mugglere går med den slags.”

„Kun Mugglerkvinder, Archie, ikke mænd. Mænd ifører sig ting som disse her," sagde Ministeriets mand og viftede med de nålestribede bukser.

Harry og Ron kiggede ned i jorden og kvalte deres ikke så diskret fnisen. Emilia kiggede bare væk fra dem og lage en hånd over sin mund, så hun ikke brød i latter.

Jeg nægter at tage dem på," sagde gamle Archie arrigt. Jeg kan godt lig en sund brise om mine ædlere dele Ellers tak."

Det blev for meget for Emilia, hun var ved at eksplodere af grin og måtte træde ud af køen. Hun kom først tilbage, da Archie havde fået sit vand og gik sin vej.

 

De begav sig tilbage til teltet, da de selv havde fået vand. Men det gik en smule langsommere nu, da dunkene var blevet så tunge. Her og der stødte de på folk Harry og Ron kendte: andre elever fra Hogwarts sammen med deres familier. Oliver Wood, den gamle Quidditchanfører, der havde taget afgangseksamen fra Hogwarts sidste skoleår, trak Harry med sig over til sine forældres telt for at præsentere ham. Oliver fortalte begejstret, at han var blevet udtaget til Puddlemeres reservehold. Så hilste de på Emie Macmillan. En andelårselev fra Hufflepuf, og kort efter så de Cho Chang, en meget køn pige, der spilede søger for Ravenclaw holdet. Hun vinkede og smilede til Harry, som spildte en del vand ned ad sig selv, da han vinkede tilbage.  Emilia og Ron brød i latterkramper og spildte også det meste af deres vand, så de måtte gå tilbage en gange til for at få fyldte dem op.

 

„Det tog sandelig sin tid," sagde George, da de endelig nåede tilbage til familien teltene.

„Vi stødte på en masse, vi kendte, på vejen." sagde Ron og satte vandet fra sig. „Har I ikke fået tændt det bål endnu?"

„Far morer sig rigtigt med tændstikkerne." sagde Fred.

Hr. Weasley havde på ingen måde succes med at tænde bålet men han gjorde sit bedste. Der lå splintrede tændstikker overalt på jorden omkring ham, men alligevel så han ud til at more sig herligt. Hr. Diggory og Cedric sad over foran deres eget telt, de snakkede lavmælt sammen.

„Uups!" lød det fra Hr. Weasley, da det endelig lykkedes ham at stryge en tændstik rigtigt for derefter overasket at tabe den, så flammen blæste ud.

„Se nu her, hr. Weasley." sagde Hermione barmhjertigt og tog æsken med tændstikker fra ham for at vise, hvordan man gjorde det rigtigt.

 

Langt om længe fik Hermione og Harry tændt op, selvom det varede endnu en time, før bålet var stort nok til at kunne lave mad over.

Der var heldigvis nok at kigge på i mellemtiden. Deres telt lod til at være placeret ude ved en færdselsåre til banen, og Ministeriets folk hastede frem og tilbage og strøg tæt forbi teltet. De hilste hjertelig på hr. Weasley og Hr. Diggory, hver gang de passerede. Hr. Weasley holdt hele tiden Harry og Hermione underrettet om, hvem der hilste; hans egne børn, Emilia og Cedric var alt for godt inde i Ministeriets forhold til at gide interessere sig. De stod i stedet lidt væk og kastede en brun læber boldt mellem hinanden.

„Det var Cuthbert Goblinus, chef for Nissekarteflets kontor... Her kommer Gilbert Wimple, han arbejder for Komiteen for Eksperimentelle Besværgelser - han har haft de horn i et stykke tid nu ... Hej, Arnie ... Arnold Mnemopax, han er Obliviator, med i Magialarmpatruljen. Du ved ... og dér har vi Tys og Tavs ... de er Ubenævnelige...”

„Hvad er de?" Spurgte Harry.

„Fra Mysterium-departementet, tophemmeligt, ingen aner, hvad dej foretager sig..." Hviskede Hr. Weasley helligheds fulgt

 

 

Endelig var bålet klar, og de var netop begyndt at stege pølser og spejlæg, da Bill, Charlie og Percy kom spadserende ud fra skoven. De tre ældste Weasley brødre bare også det ildrøde hår. Percy havde samme kropsbygning som Hr. Weasly, mens Bill og Charlie var langt mere kraftige i det. Både Bill og Charlie var lidt specielle i deres udsende. Bill var langhåret og havde en hugtand hængende fra det ene øre, mens Charlie havde ufattelige mange brandskader på armene.

„Vi transfererede os lige herhen, far," sagde Percy højrøstet. „Åh, frokost. Hvor herligt!"

Bill og Charlie lod dog til at være mere interesseret i Emilia ind i maden. Bill præsenterede sig hurtigt og satte sig der efter ned ved siden af hende, for at høre nærmere om hendes historie. Emilia forklarede hurtigt og løs slået sin historie til Bill og Charlie, som havde sat sig på den anden side af bålet. Bill og Charlie fortalte også lige kort om dem selv, og det viste sig at brandsårene på Charlies arme kom fra han passede drager i Rumænien

 

De var halvvejs igennem deres portioner af pølser og æg da hr. Weasley sprang på benene og gav sig til at vinke og smile til en mand, der kom gående i retning mod dem. „Aha!" udbrød hr. Weasley. „Manden, der trækker i trådene her! Ludo!"

Ludomand var den mest bemærkelsesværdige person, man nogensinde kunne støde på i sit liv. Han var iført en lang Quidditchkappe med brede sorte og gule striber og han havde et stort billede af en hveps fast gjort til brystet. Emilia havde haft den ”ære” at møde ludomand før, men hun havde aldrig været særligt begejstret for ham.

Han var en stor, stærk mand, men han så lidt hærget ud; kappen var lidt for stram over den store mave, som han måtte have taget en del på efter sin tid som landsholdsspiller for England. Hans næse var fuldkommen flad (Hr. Diggory sagde den brækket af en vildfaren smasher), men hans rande blå øjne, det korte blonde hår og de røde kinder fik ham til at ligne en forvokset skoledreng.

 

"Halløjsa!" råbte Ludomand muntert. Han ikke, som om han havde fjedre fastspændt under fødderne, og var åbenbart vild begejstret.

„Arthur, du gamle." pustede han da han nåede frem til deres lejrbål. ”og Amos! Ven!” Forsatte han og Amos smilede stort, men sagde ikke noget, for han havde stadig munden fuld af pølse.

„Sikke en dag. hva'? Sikke en herlig dag! Vi kunne ikke have ønsket os bedre vejr. vel? Og vi har en skyfri, klar nat i vente. Arrangementet glider jo heft af sig selv ... her er ikke meget for mig at bestille!" Ivrede Ludomand højt.

Bag ham hastede en flok nedslidte ordensvagter fra Ministeriet forbi, hektisk pegende ud på teltpladsen, hvor nogen sendte violette gnister ti meter op i luften. Emilia kiggede koldt på ludomand og tænkte for sig selv, Som om du ville bestille noget, ved minder verden gik under.

 

”Når Arthur, hvem er det du har med? Det er vel ikke dine alle sammen?” Lo Ludomand højt. Hr. Weasley tog del i latteren, viklet irriterede Emilia yderlige. Der var ikke noget sjovt i det han sagde.

”Nej, bare rolig.” sagde Hr. Weasley lidt efter og kørte hånden over panden. „Det er min søn, Percy, han er netop blevet ansat i Ministeriet” – Hr. Weasley slog hånden ud mod Percy. – ”og her er Fred - nej, undskyld, det er jo George - det er Fred - Bill, Charlie, Ron – min datter, Ginny - og Rons kammerater, Hermione Granger og Harry Potter. Og så er der selvfølgelig Amos’s søn Cedric og Emilia Potter "

Ludomand gav næsten et spjæt fra sig, da han hørte efternavnet Potter blive nævnt to gange i træk. Han blik strøg over Harry som var han avisen fra i går og stirrede omgående på Emilia. Emilia vendte blikket væk og rykkede lidt på sig, så hun nærmest sad med ryggen til ham.

 

„Hør, alle sammen" fortsatte hr. Weasley, der ikke havde lagt mærke til Ludomand’s stirren. „dette er Ludo Ludomand. Ved I, hvem han er? Det er ham, vi kan takke for vores gode billetter..." Ludomand strålede som en sol og vinkede afværgende med hånden som for at sige, at det intet betød. Ludomand’s opmærksomhed havde fået et nyt emne og Emilia kunne slappe af igen.

 

Har du lyst til et rask væddemål om udfaldet af finalen, Arthur?" spurgte han ivrigt og klirrede med noget, der lød som en masse guldmønter, i sine sort- og gul stribede gevandters lommer. „Jeg har allerede fået Roddy Pontner til at vædde med mig om, hvorvidt Bulgarien scorer først - jeg gav ham nu også gode odds, når man tænker på, at Irlands angrebskæde er stærkere, end den har været i årevis. Og Ulle Agatiia Tftnms har satset en halvpart i sin ålefarm på en ugelang kamp."

„Tja - det er i orden," sagde hr. Weasley. „Lad mig se ... én Galleon på. at Irland vinder?"

„Én Galleon?" Ludo Ludomand så en smule skuffet ud men holdt masken. „Udmærket, udmærket... er der flere, som vil gøre deres indsatser? Amos?"

Hr. Diggory satsede seks Galleoner op Irland og Ludomand vendte sig mod familien Weasley igen: ”Andre? Hvad med dig Bill?” Bill rystede på hoved.

„Vi vædder syvogtredive Galleoner, femten Sølvsegl og tre Knut,” Slog Fred ind, efter at han og George hurtigt havde lagt deres penge sammen, „på, at Irland vinder - men vi holder også på, at

Victor Krum får fat på lynet. Åh, ja, vi kan også lægge en falsk tryllestav til indsatsen."

Emilia og Cedric lænede sig frem for at kunne se hvad Fred holdte frem. I hans hånd lå en helt almindelig sort tryllestav. Emilia kiggede spørgerne på Bill, som bare smilede og hviskede lavt: ”Fred og George har udviklet deres egne spøg og skæmt ting.”

 

„I skal da ikke vise hr. Ludomand den slags bras!" hvæsede Percy, men Ludomand så ikke ud til at være af samme mening. Tværtimod lyste hans drengede ansigt af nyvagt interesse, da han tog staven fra Fred, og han lo mugende, da tryllestaven udstødte en høj knald og blev til en gummehøne. Emilia gav forskrækket gisp fra sig og brød så ud i latter, sammen med Amos, Cedric, Harry, Hermione og resten af familien Weasley. På nær Percy, selvfølgelig. 

„Fremragende! Jeg har ikke set en overbevisende falsk tryllestav i årevis. Jeg vil betale fem Galleoner for den!" udbrød Ludomand højt og slog ud i luften med hønen.

Percy stivnede af chokeret misbilligelse.

„Drenge," sagde hr. Weasley lavmælt, „jeg vil ikke have. at I vædder om penge ... det var jeres sparepenge ... jeres mor ..."

„Vær dog ikke sådan en lyseslukker, Arthur!" sagde Ludo Ludomand højrøstet og kildrede igen opstemt med sine penge. „De er gamle nok til at vide, hvad de selv vil I regner altså med, at Irland vil vinde, men at Krum får fat på lynet? I har ikke en chance, drenge, ikke en chance ... jeg giver jer gode odds for det væddemål... og så lægger vi fem Galleoner til for den falske tryllestav, enige?"

Hr. Weasley så hjælpeløst til, mens Ludo Ludomand trak notesbog og fjerpen frem og begyndte at anføre tvillingernes navne.

”Jeg smider fire Galleoner oven i.” Tilføjede Emilia og smilede kort til tvillingerne. Fred smilede tilbage til hende og nikkede bestemt. Tvillingerne og Emilia betalte Ludomand.

”Så er den i vinkel," sagde George, der tog pergamentsedlen, som Ludomand rakte ham, og lade den omhyggeligt i jakkens inderlomme.

Ludomand vendte sig igen mod hr. Weasley og sagde muntert: „Giver I noget at drikke? Jeg står og venter på, at Barty Ferm skal dukke op. Jeg har væddet med en bulgarer, som nu gør vrøvl. Jeg forstå ikke et ord at hvad han siger. Barty skal nok rede trådene ud. Han taler omkring hundrede og halvfreds sprog."

”Jo, slå dig ned.” Sagde Hr. Diggory og proppede noget meget pølse i munden.

 

„Hr. Ferm?" udbrød Percy, hvis misbilligende ansigtsudtryk forvandt samtidig med at han nærmest begyndte at vride sig af begejstring. Bill lagde sig mod Emilia igen og forklarde med hviskede stemme: ”Hr. Ferm er Percy’s chef. Han er lige ved at skide i bukserne, bare men siger hans navn.” Cedric som lyttede med over Emilias skulder måtte kvæle sin latter og lagde derfor hoved ned i Emilias skulder.

„Han taler over to hundrede sprog! Mermisk og gobleoglcgosk og Troldemål..." Sagde Percy vigtigt og løftede næsen lidt mere i sky.

„Enhver kan tale Troldemål," indvendte Fred, „man behøver jo kun at grynte og pege." Emilia kunne mærke den latter der undslap Cedric’s læber

Percy sendte Fred et iskoldt blik og begyndte med voldsomme bevægelser at rage op i gløderne for at få kedlen i kog.

 

„Er der noget nyt om Bertha Jorkins, Ludo?" spurgte hr. Weasley, da Ludomand satte sig til rette i græsset blandt dem.

„Ikke det der ligner," sagde Ludomand afslappet „Men hun skal nok dukke op. Stakkels gamle Bertha ... en hukommelse som en utæt kedel og ingen stedsans. Hun er faret vild et sted. Stol blot på mine ord. Hun skal nok komme vandrende ind på kontoret i løbet af oktober i tyg forvisning om, at vi stadig er i juli måned."

„Tror du ikke snart, at det er på tide at sende nogen ud for at lede efter hende?" spurgte hr. Diggory med munden fuld af pølse, mens Percy rakte Ludomand en kop te.

„Det mener Barty Ferm i hvert fald." sagde Ludomand og kiggede på noget bag resten af forsamlingen.

..men vi kan virkelig ikke undvære endnu en medarbejder i øjeblikket.”

”Åh - når man taler om solen! Barty!"

En troldmand havde netop transfereret sig ned ved deres lejrbål, og hans udseende stod i strålende kontrast med Ludomand’s.

Barty Ferm var en rank ælder mand klædt i et ulasteligt, nypresset sæt tøj med slips. Hans kort kippede grå hår havde en næsten unaturlig lige skilning, og hans korte overskæg måtte være klippet efter en lineal. Hans sko var nypudsede. Emilia havde set Hr. Ferm på afstand før, men det var først nu det slog hende, hvor støvede han enlige så ud. Tænk at Percy så op til ham? Tænkt hun for sig selv.

 

„Slå bagen i græsset. Barty," sagde Ludo jovialt og klappede på jorden ved siden af sig.

„Nej, ellers tak. Ludo," sagde hr. Ferm med antydningen af utålmodighed i sin stemme. Viklede kun fik Emilia til et syntes han så endnu mere kedelige ud.

„Jeg har ledt efter dig overalt. Bulgareren insisterer på, at vi lægger endnu tolv logepladser til gevinsten."

„Nå, så det var det de var ude efter?" udbrød Ludomand. „Jeg troede at fyren bad om at måtte låne en pincet. Det er en temmelig gebrokken accent."

„Hr. Ferm!" sagde Percy åndeløst og sank sammen i et buk af en art, der fik ham til at ligne en pukkelrygget. „Har De lyst til en kop te?"

„Åh," sagde hr. Ferm og så lettere overrasket på Percy. ”Ja – tak som byder, Weaflierby."

Emilia, Cedric, Fred og George var nær blevet kvalt i deres egen te og godt lyserød om ørerne fik Percy travlt med kedlen.

”Jeg har ventet på en lejlighed til at veksle et par ord med dig Arthur," sagde hr. Ferm, hvis skarpe blik nu faldt på hr. Weasley.

 

„Ali Bashir er på krigsstien. Han vil tale med dig om dit udførselsforbud på flyvende tæpper."

Hr. Weasley sukkede dybt. „Jeg sendte ham en ugle om netop det spørgsmål så sent som i sidste uge. Jeg har fortalt ham mindst hundrede gange, at tæpperne er defineret som Mugglerartikler i

registret for ulovlige besværgelserduelige Objekter, men han nægter at acceptere det"

„Tja, de vil i hvert fald aldrig kunne erstatte koste her i Storbritannien, vel?" gav Ludomand sit besyv med.

”Når men ikke mere om tæpper.” Sagde Hr. Frem strengt og så på Ludomand. ”Jeg har en besked fra Dumbledore, angående den unge frøken Potter.” Alles blikke lagde sig på Emilia og hendes kinder fik en rødligt skær, men hun lagde sig ind mod Cedric’s skulder.

”Ja så,” Hr. Diggory have ind til nu forholdt sig tavs, men samtalens emne lod til at have fanget hans opmærksomhed.

”Dumbledore forventer at Potter søskende bliver holdt sammen resten af sommeren og følges sammen til Hogwarts derefter.” Forsatte Hr. Frem, mens hans blik blev liggende på Emilia. Emilia gengælde han blik uden så meget som at trække på smilebåndet. Hun brød sig ikke om den måde han omtalte dem, som om de ikke var der.

”Skal hun så ikke med os?” Cedric havde rettede sig op og lagt en arm om Emilia, mens han kiggede over på Hr. Weasley og Hr. Diggory. Emilia vidst Cedric heller ikke ville skilles fra hende, men blev endnu gladere over at høre ham sige det højt.

Amos så tænksomt ud et øjeblik, der efter mumlede han noget utydeligt til Hr. Weasley, som nikkede eftertænksomt. Alles øjne lå på dem, og både Harry og Emilia kunne mærke en knude i deres maver.

”Cedric, Jeg tror vi gør det sådan at du og Emilia tilbringer den sidste uge hos os. Så har vi fulgt Dumbledores institutioner og I er ikke bliver skilt ad.” Emilia fangede Cedric blik og smilede roligt til ham. Hun vidste godt han ikke var vild med tanken om ikke at skulle hjem igen, men han overleve nok, den ene uge.

”okay,” Svarede Cedric lidt tørt og vendte tilbage til den samtale han havde haft med tvillingerne om deres væddemål.

 

„Nå, har du ellers haft travlt på det sidste, Barty?" spurgte Ludomand snakkesaligt.

„Temmelig," svarede Hr. Ferm tørt. „At organisere transitnøgler på fem kontinenter er ingen søndagsudflugt Ludo."

„I er vel begge glade, når alt dette er ovre?" sagde hr. Weasley. Ludo Ludomand så rystet ud. „Glade! Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst morede mig så godt... men på den anden side, det er jo ikke, fordi vi ikke har andet at glæde os til, vel, Barty? Der er ikke mangel på begivenheder, der skal organiseres!"

Hr. Ferm hævede et øjenbryn mod Ludomand. „Jeg mener, at vi var enige om ikke at udtale os, før alle detaljerne ..."

„Åh, ja, detaljerne!" afbrød Ludomand og affærdigede ordet som en myggen sværm, der skulle viftes bort. „De har jo skrevet under, ikke sandt? De har tilsluttet sig, har de ikke? Jeg tør vædde på, at ungerne her inden længe finder ud af det på egen hånd. Jeg mener, det skal jo foregå på Hogwarts ..."

Igen fik de to troldmænd al opmærksomheden.

„Ludo, vi har travlt. Vi skal tale med bulgareren, ved du nok," afbrød hr. Ferm ham skarpt. „Tak for te, Weatherby."

Han rakte sit urørte tekop tilbage til Percy og ventede på, at Ludo skulle komme på benene; Ludomand kæmpede sig op og nedsvælgede sin sidste dråbe te, mens guldmønterne i hans lommer klinede lystigt.

„Vi ses senere, alle sammen!" sagde han. „I skal sidde i logen sammen med mig - jeg er kommentator!" Han vinkede, mens Barty Ferm nøjedes med et stift nik. Så transfererede de sig begge bort.

„Hvad skal der ske på Hogwarts. far?" spurgte Fred omgående.

„Hvad var det egentlig, de snakkede om?" Pressede Cedric på.

„Det skal du tids nok finde ud af," sagde hr. Weasley smilende,

„Det er fortrolige oplysninger, indtil Ministeriet beslutter at offentliggøre det" sagde Percy højtideligt. ..Hr. Ferm gjorde ret i ikke at røbe det."

„Åh. klap i. Weatherby." sagde Fred og resten af selskabet brød i latter.

”overvej lige hvis man mixed Ludomand og Hr. Ferm, Så ville man jo få en helt normal person.” Sagde Emilia som om det var det mest naturlige. Latteren fyldte luften endnu en gang.

 

 

Som eftermiddagen skred frem, blev atmosfæren stadig mere spændt i teltlejren. Da tusmørket sænkede sig, var den stille sommerluft nærmest sitrende af forventningerne. Og da mørket lagde sig som et fløjisdække over de tusindvis af ventende troldmænd. lod de den sidste rest af selvbeherskelse fare: Ministeriets ordensvagter lod også til at respektere det uundgåelige og holdt inde med bekæmpelsen af magiske udfoldelser, der brød ud her og der.

Sælgere transfererede sig travlt rundt med bakker eller vogne fulde af alskens magiske godtkøbsvarer.

Der var selvlysende rosetter - grønne til de irske tilhængere og røde til de bulgarske - der

tilmed kunne hyle navnene på spilleme; der var spidse, grønne hatte med dansende kløverpynt; halstørklæder til bulgarerne med motiver af løver, der virkelig kunne brøle; flag fra begge lande, der kunne spille nationalmelodierne, hvis man viftede med dem; der var små Prestissimokoste, som kunne flyve, og samlerfigurer af de populæreste spillere, der kunne løbe hen over ens håndflade med triumferende attituder.

 

Emilia og Cedric havde trykket sig lidt væk for de andre, for at kunne gå lidt for dem selv.

De spadserede omkring mellem souvenirs sælgerne for at finde noget de ville købe.

”Det er mærkeligt som han ligner dig.” Sagde Cedric efter de havde gået lidt i tavshed. ”Hvad er der mærkeligt ved det?” Spurgte Emilia og kiggede op på ham. Cedric så bare lige ud og forsatte. ”Ikke noget, jeg har bare aldrig tænkt på ham som din bror. Det er bare lidt mærkeligt.”

Emilia nikkede. De gik skulder ved skulder gennem menneskemængden, som klumpede sammen flere forskellige steder.

”Er du sur?” Ingen af dem havde sagt noget i noget tid, men spørgsmålet plagede Emilia. ”Fordi jeg skal tilbringe resten af sommeren sammen med en flok menneskerne jeg ikke kender? Nej, det er jeg ikke. Hvis du er glad så er jeg.” Tilføjede han varmt og tog hende spinkle hånd, men et blidt klem. Emilia kiggede kort op på ham og smilede stort, denne gang mødte han hendes blik.

”Så fik du ret.”

”Ret I hvad?”

”du sagde det nok skulle gå og du fik jo ret.” Emilia træk løst på skulderne, mens de gik videre. De gik over til en sælger som stod med nogle messingkikkerter bortset fra, at de var udstyret med alskens mærkelige knapper og drejeskiver.

„Omnikikkerter," sagde sælgertroldmanden entusiastisk. „Du kan genspille hvad du ser ... du kan få det i slowmotion, mens det foregår ... og du kan indstille den til kommenteret spil, hvis du får brug for det. Et røverkøb - ti Galleoner pr. stk."

Emilia kiggede på Cedric og sagde venligt. ”Vi skal beg om to.” Sælgeren fandt to kikkerter frem, rakte dem til Emilia. For derefter at vendte sig mod Cedric og forsætte: ”Når unge ven, hvad med en blomst til din søde kæreste.”

Cedric blev noget rød i hoved og skyndte sig bare at smile, mens Emilia betalte for varen. ”Vi er bare venner.” Sagde Emilia, inden hun gav ham pengene og fik varerne.

 

Langsomt gik de tilbage til teltene. Harry, Hermione, Bill, Charlie og Ginny bar alle fem grønne rosetter, mens hr. Weasley og Hr. Diggory viftede med hver deres irske flag. Ron havde en kløver hat på. Harry, Ron og Hermione havde også købt tre Omnikikkerter. Fred og George havde ingenting, fordi de havde givet alle deres penge til Ludomand.

Nu lød en mugende gongong et sted fra den anden side af skoven, og i samme sekund oplystes grønne og røde lygter i træerne og viste på den måde vejen frem til banen.

„Så sker det!" sagde hr. Weasley, der ikke så mindre spænd ud end de andre. „Kom så, lad os komme af sted!" Råbte Hr. Diggory som lod til at være i strålende humør.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...