Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

61Likes
156Kommentarer
33981Visninger
AA

27. Tvivl

Storsalen var tom; lysene var ved at brænde ned, og det flakkende, hendøende skær gjorde græskarhovedernes skarptandede smil uhyggelige at se på. Cedric havde stadig en arm om Emilias skulder.

„Nå," sagde Cedric med et lille smil. „Så skal vi altså kæmpe mod hinanden igen!"

„Det skal vi vel." sagde Harry. 

„Men ... sig mig lige..." sagde Cedric, da de kom ud i indgangshallen, som nu kun var oplyst af faklerne, efter at Flammemes Pokal var blevet fjernet. „Hvordan lykkedes det dig at få dit navn puttet i?"

„Det var ikke mig." Begyndte Harry.

 ”Vil I godt holde op, lige med det samme!” Udbrød Emilia vred og gjord sig fri af Cedric. De kiggede begge chokket på hende, det var ikke en normale reaktion fra hendes side. ”Harry lagde ikke sit navn i den dumme pokal! Og slut!” hendes kinder blev røde, fordi hun var så ophidset. ”I skal kæmpe mod hinanden og det eneste I tænker på er at I nu kan vise jer for resten af skole! Er I klar over hvor meget I kan komme til skade!” Cedric trådte frem mod hende for at holde om hende, man hun tråde bare endnu længere væk, viftede med armene og snerrede, ”Hold dig væk.”

”Jeg ved ikke hvem der har lagt dit navn i Harry, hvilket nok er godt for vedkommende, men jeg ved at han at Dunders tankegang ikke var helt ved siden af. Nogen prøver at få slået dig ihjel.”

Drengen blev stille og forstod grunden til hendes udbrud. Hun så mod Cedric, ”Det er uheld for mig du er kommet med, men jeg ved du kæmper på lige fod med alle andre og jeg ved du kan klare dig, men Harry,” - Hun drejede hoved - ”Nogen er efter dig, Harry, og de er ikke bange for at trække de sorte katte i brug om nødvendigt.”

Hun så væk og noget dyster lade sig over hende. ”Jeg ved godt jeg ikke kan forhindre det, men jeg beder jer bare om at love mig en ting. Hvis det komme til en af jeres sikkerhed og sejrene, så pas på hinanden. For min skyld.” Hendes blik faldt i gulvet, hendes stemme blev lav og usikker.

”Hvis vi begge går med til det, begynder du så at køle lidt ned?” Sprugte Cedric og så mod Harry, som nikkede.

”Jeg er bange, Ced.”

”Vi skal nok se efter hinanden, vi kæmper jo begge for Hogwarts ære.” Smilede Harry. Emilia rystede bare på hoved og vendte sig rundt, hvorefter hun forsvandt op af marmortrappen. Dagen have allerede bragt for meget med sig til hun kunne overskue mere, så hun forlod Harry og Cedric bag sig. Hun begav sig hurtigt

op mod Gryffirdortårnet.

 

Da Emilia kom til portrættet af den fede dame, fik hun nærmest et chok. Hun havde knap været bevidst om, hvor hendes ben bar hende hen. Det var også en overraskelse af se, at den fede dame ikke var alene i sin ramme. Der sad en gammel heks ved siden af hende, iført en grå kappe og hat. Emilia genkende fra gemakket nedenunder, hun måtte være styrtet fra maleri til maleri hele vejen op ad den lange marmortrappe for at nå hertil. Både hun og den fede dame bettagtede hende med dybeste interesse.

„Nå, det må jeg sige," sagde den fede dame, „Violet har netop fortalt mig det hele. Din bror er nok lige blevet udvalgt til at Emilia koldt.

„Aldeles ikke!" sagde den blege gamle heks fornærmet

„Nej, nej, Violet, det er kodeordet." sagde den fede dame beroligende og svingede på sine hængsler for at lade Emilia komme ind i opholdsstuen.

Larmen, der brød ud, da portrættet svingede til side, fik hende nærmest til at gå bagover. Samtlige af Gryffindors elever stod lige indenfor døren og stirrede ud på hende. Fred Wesley stod forrest og det gik hurtigt op for ham hun ikke var Harry. ”Stop! Stop! Det er ikke ham!” Brølede han og larmen lagde sig på et øjeblik. Flok stirrede på hende, som hun skulle til at sige noget vigtigt, da hun møvede sig forbi de første rækker og plantede sig i vindue kammen, hvor fra hun have udsyn over det meste af opholdstuen.

Hendes humør var ikke blevet bedre af hendes kammerarters velkomst. Faktisk var det kun gået den modsatte vej. Hun brød sig ikke om at de fejede nogen prøvede at få livet ud af hendes bror. Det var som om ingen forstod alvoren i situationen. Hun slog armene over kors og kiggede afventende mod bagsiden af pottærten.

Lidt efter svingede det fra og Harry trådte ind. Larmen rejste sig igen, endnu højere denne gang og flok greb fadt i ham.  I næste øjeblik blev han trukket indenfor af en masse hænder og stod nu foran samtlige Gryffindorelever, der alle skreg, klappede og piftede.

„Hvorfor fortalte du os ikke, at du havde tilmeldt dig" råbte Fred; han så halvt forurettet og halvt imponeret ud.

„Hvordan undgik du at få fuldskæg? Flot klaret!" brølede George.

„Det var ikke mig," sagde Harry. Jeg ved ikke, hvordan ..." Han prøvede at trække sig tilbage, men den skubbende mængde var over ham. Angelina afbrød og kastede sig over ham. „Pyt, hvis ikke det kunne blive mig. så blev det dog én fra Gryffindor..."

„Nu får du chancen for at mod Cedric igen efter sidste Quidditchkamp, Harry!" hylede Katie Bell, endnu én af Gryffindors angribere.

„Vi har skaffet en masse lækkerier, Harry, kom og få dig noget..."

„jeg er ikke sulten. Jeg fik nok at spise til middagen ..." Et kort øjeblik fangede Emilia hans blik, før han var blevet trukket med videre.

 

Emilia blev siddende i vinduet med armene over kors, ind til Harrys stemme, en halv time senere steg op over larmen fra de andre elever.

”Jeg er træt! Nej, jeg mener det George, - jeg går i seng ..." Emilia fangede et kort glimt af ham og hoppede ned fra kammen for at fange ham, før andre gjord. Hun maste sig op til ham og greb fat i ærmet på ham. Harry rev først armen til sig, indtil han så hvem det var.

”Når det er bare dig,” Mumlede han og hun nikkede beroligende. Hun træk ham hurtigt mod trappen, før Wesley tvillingerne kunne nå at få kaper i ham. Emilia skubbede de små Creeveybrødre, af vejen da de forsøgte at afskære dem vejen ved foden af trappen. Endelig lykkedes det Harry og Emilia at ryste alle af sig. De tog flugten op mod sovesalen i flyvende fart.

De stoppede først da de noget Harrys sal. Harry vendte sig mod Emilia og åbnende munden for at sige noget, men Emilia rystede blot på hoved. ”Lad det ligge Harry. Jeg ved du ikke gjord det, men jeg er stadig vred over du skal deltage.” Ingen af dem sagde mere, før Emilia vendte sig væk og tog resten af turen op til sin egen sovesal.

 

Da hun skubbede døren op, overraskede det hende ikke at se Hermione som den eneste, side at vente på hende. Hun have allerede set Lavender Brown, Pavarti Patil og Candice Accola ned i opholdstuen. Hermione sad på sin seng med snuden ned i en tyk bog, men kiggede hurtigt op da Emilia kom ind.

”Hvordan har du det?” Spurgte hun tøvende.

”Jeg er vred og træt.” Svarede Emilia ærligt, mens hun gik over til sin seng.

”Ingen tror på at det ikke var Harry,”

”Det ved jeg,”

”Heller ikke Ron.” Emilia kiggede på Hermione, med sin soveT-shirt kun lige trukket over hovedet. ”Hvad?” Spurgte hun forvirret.

”Ron var helt oppe at køre over at han ikke have fortalt ham at han tilmeldte sig.” Gentog Hermione.

”Men det gjord han ikke!” Udrasede Emilia.

”Jeg tror dig, men ikke desto mindre gør alle andre ikke.” Emilia sank sammen på kanten af sin seng og begravede sit ansigt i sine hænder. Hermione rejste sig og satte sig over ved siden af hende. Emilias skulder rystede svagt, som hun lydløst græd. Hermione lade en arm om hendes skuldre.

”Hvorfor sker det her?” Snøftede Emilia træt, nu fortvivlelsen skylede ind over hende. ”Både Harry og Cedric, hvorfor sker det her for mig?”

Hermione svarede hende ikke, hun kunne ikke få sig selv til at fortælle det næsten var blevet normalt for dem at nogen var ude efter Harrys liv. Hun sad bare stille, mens hun holdte rundt om hendes smalle skulder til hun faldt til ro igen. Derefter hjalp hun hende ned under det røde sengetæppe, hvor Emilia druknede i søvnen efter et øjeblik. Selv om en sidste tanke ikke ville slippe hende.

Alle, selv hans bedste ven, trorede han have tilmeldt sig…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...