Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

61Likes
156Kommentarer
33997Visninger
AA

37. Snaps Kontor

På vej til Snape, tænkte Emilia på de få gange de havde talt sammen, siden hun var komme til Hogwarts; Den første gang, havde han fortalt hende han ikke ønskede at kendes ved hende og at hun nærmest ikke måtte se ham; derefter da Harry var blevet udvalgt, og hun for første gang med egne øjne havde set hans had til Harry.

Hun vidste godt på forhånd Severus ikke brød sig om hendes bror, men hadets styrk forskrækket hende. Hun forstod ikke hvordan han kunne holde så meget af hende og hade ham så meget, det virkede bare… unaturligt.

Siden da, var deres møder ikke blevet bedre;

Da hun havde besøgt ham i krypten første gang, lige efter Harry var blevet deltager, havde han fortalt hende han ville skubbe hende igennem den sorg hun måtte føle, hvis Harry - syv-ni-tretten - døde under turneringen. Men hun ville ikke skubbes, hun ville havde Harry ud af den pokkers turnering.

Så kunne Severus skubbe så meget han ville, bare ikke til hende.

Sidste gang hun havde set ham havde der endnu en gang været en rå tone mellem dem. Hun havde råbt af ham, fordi han var uretfærdig mod Harry, og han var blevet vred på hende, men ikke nær så vred som hun havde været på ham.

Hendes vrede var dog uretfærdigt nok, gået ud over Cedric. Nu hun tænkte på Cedric, hvorfor skulle han også spørger Harry, hvorfor det ikke var hende som advaret ham om dragerne. Hvorfor kunne han ikke bare sig tak og smile?

Hun rystede på hoved over det hele. Det var som om alle tanhjulende i hende liv fortiden bare ikke ville passe sammen. Hun vidste godt nogle af hendes tanhjul aldrig ville komme til at passe sammen, som Severus og Harry. Men kunne Harry og Cedric så i det mindste ikke… Eller kun hun bare få lov til at sparke den åndsvage turnering tilbage hvor den kom fra?

 

Hun stoppede op foran døren til Snape’s kontor. Krypten omkring hende var kold og klam, på en måde som fik hårene på hendes arme til at rejse sig.

Hun slog kort på døren og bad til at han var det. Hun vidste der var en stor sandsynlighed for at han var til time, ligesom hun brude være. Men hun havde sådan brug for at tale med ham. Der var alt for mange ting i hende hoved til hun kunne tumle med dem alene og han er et af de få mennesker som hun stolede på, som faktisk var i nærheden.

Hende hånd faldt ned lang siden af hende igen, mens hun stod og kiggede på døren. Var han der?

Der gik et øjeblik, så lød hans velkendte stemme bag døren, ”Ja?”

Hun skubbede den langsomt op og stak hoved ind.

Han kiggede kort på hende med et blik, som gjord hende klar over hun var den sidste person han havde forventet at se.

”Har du et øjeblik,” Spurgte hun, efter hun et øjeblik havde overvejet, at sige De til ham. Men hun fastholdte sig altså på, at det gjord man ikke til sin familie. 

Hans øjne lynede kort og hun forventede han ville blive sur på hende, men han rystede bare på havde, lige som hun for at øjeblik siden havde gjort.

”Kom ind og luk døren efter dig,” Hun skyndte sig at gøre som han sagde. ”Tag stolen, der og sæt dig.” Kommanderet han hurtigt. Hun træk den ekstra stol som stod i hjørnet over foran hans store skrivebord, hvorefter hun satte sig ned.

Han sad og kiggede ned i en bunke opgaver, som han tydeligvis havde travlt med at rette, for han sagde ikke noget til hende. Så Emilia gav sig tid til at kigge rundt.

Kontoret var lille, indelukket og mørkt.

Kun et enkelt lille vindue, under lofter bag Snape lod lidt dagslys slippe ind. Eller kom alt lyset fra de stearinlys som svævede rundt lidt på må og få oppe under loftet. Emilia tænkte der måtte ligge en besværgelse over dem, siden de ikke dryppede.

Væggen til venstre for hende var dækket af en langt stor bogreol, hvor på der stod storset alle de eliksir bøger som nogen siden var blevet skrevet. Hun gad godt en dag, at kigge i dem, men hun vidste hun aldrig ville få tilladelse til det.

På den anden side af det store skivebord stod der et skab med ingredienser og andre sager som hendes gudfar brugte når han bryggede eliksir.

 

Langt om længe lagde Snape fjerpennen fra sig og kiggede på Emilia, med sit mørke blik. Emilia flyttede uroligt på sig under det. Var han stadig vred på hende på grund af deres sidste møde? Det var han sikkert, hvis hun kendte ham ret.

”Hvad ville du så?” Sagde han tone løst og lød nærmest som om han stod til en eftersidning. Emilia skævede ned til sine hænder og tøvede. Hvad var det hun ville sige?

Hun ville fortælle ham om dragerne, Karkaroff, Sirius, og dunder, ja selv endda om hende problemer med Cedric. Men hun tøvede. Der var alt for mange detaljer som hun ikke kunne give ham. Han måtte ikke vide noget om Sirius eller Hagrid, og han gad ikke hører om Cedric. Så hun begyndte på det som så ud til at være lettest. ”Professor Karkaroff…” mumlede hun langsomt, ”Han var...”

”Dødsgardist.” Sagde Snape kort og kiggede nærgående på hende. Hun mødte hans blik.

”Ja. Hvorfor fortalte du mig ikke det?”

Med et var det Snape som så ud til at være utilpas. Han kiggede væk fra hende igen og sagde kort, ”Det ville jeg også, men…”

”Men hvad?” Skød Emilia ind, som hun fik en fod på jorden. ”Han har stået på Du-Ved-hvem siden og gør det måske stadig. Han kan være-”

”Jeg forsøger ikke at blande mig i dine sager, ligesom du ikke bør blande dig i mine,” Brød Snape ind.

”Ikke bland sig! Han kunne være farlig! Du kunne da i det mindste advare mig!” Udbrød Emilia og bøjede sig frem mod bordet.

Snape træk sig baglænds væk fra hende med et køligt udtryk. ”Nonsens! Som om Igor Karkaroff så meget som ville nærme sig dig, når både Dumbledore og jeg er i nærheden. Han ved bedre.”

”Det er ikke mig, jeg er bekymret for!”

”Harry.” Snape stemme blev ti tonere koldere og hans blik fik hende til at se væk. Hun sukkede, som luften gik ud af hende.

”Ja, Harry… -Severus, nogen prøver at slå ham ihjel og du forventer stadig jeg sidder med hænderne i skødet!” Hendes stemme blev mere og mere skringer, mens tempoet gik hurtigt op, ”Nogen lade hans navn i den pokal af en grund. En grund som vi ikke kender, men jeg kan gætte mig til hvorfor.  Tænkt over det! Hvor let ville det være at slå ham ihjel og få det til at lige en ulykke?”

Snape så mistroisk på hende. Emilia skyndte sig at forsætte før han ville få mistanke om at hun havde talt med en anden end Harry om det. Han måtte for alt i verden ikke vide noget som Sirius.

”Severus! Både Harry og Cedric er involveret i det her dumme spil, som kan såre den begge langt mere end hvad jeg kan holde til. Også kan du skubbe mig rundt som du vil! Det virker ikke! Ved du overhoved hvad de skal op imod! Drager! Drager, Severus! De bliver begge slået ihjel!”

Der blev banket på døren og Emilia stivnede øjeblikligt.

Snape stirrede lige forbi hende over på døren, før han sagde med rolig stemme, ”Ja?

 

Døren blev skubbet og Dumbledore venlige blå øjne kom til syne bag døren, skjult bag hans halvbriller. Emilia bed læberne sammen. Hun vidste ikke rigtig om hun skulle smile eller se skyldig ud. Han kunne ikke undgået at have hørt hende ude på gangen, og ærligt, så pjækkede hun også fra oldtids runer.

Dumbledore øjne faldt på Emilia, hun trykkede sig. Han sendte hende et venligt smil og sagde roligt, ”Frøken Potter, hvilken glædelig overraskelse.”

”Professor,” Hilste Emilia kort og skævede til Snape igen, som sad med et mørkt blik, var ikke til at læse.

”Jeg vidste ikke du havde fået fint besøg, Severus.” Dumbledore smilede og lukkede stille døren bag sig. Han lod til ikke at ville kommentarer Emilia fravær fra sine lektioner, hvilket fik Emilia til at slappe en smule af.

”Det var ikke et planlagt besøg,” Sagde Snape roligt.

”De bedste - og de værste - ting her i livet er som regel ikke planlagt,” Sagde Dumbledore med et glimt i øjet, som han stillede sig ved siden af Emilias stol.

Snape gav Emilia et kort blik, som gik hende til at hoppe op. ”De kan sidde her, Professor.” Mumlede hun halvforivret. Snape strenge former kunne altid forvirre hende. Hun kunne aldrig finde ud af hvornår hun behagede ham og hvornår hun ikke gjord.

”Kæreste ven dog, bliv dog sidende. Jeg er endnu ikke så gammel at jeg ikke kan tåle at stå op. Så må vi også lige lære Severus at blæse lidt på manerne.” Han smilede til Snape, som ikke gengældte det.

”Frøken Potter skulle lige til at gå, så det vil ikke være hende til besvær,” Sagde han roligt. Det stak som en knude i brystet hos Emilia, at han brugte hende efternavn i stedet for hendes fornavn.

”Jeg tror godt hun kan undvære et øjeblik mere af sin undervisning.” Dumbledores tone skiftede og Emilia blev med et nysgerrig. ”Jeg er interesseret i at hører hendes syn på sagen.”

Snape så alt anden end glad ud, men han forholdte sig stille.

 

Emilia vidste ikke helt hvad hun skulle stille op. På den ene side ville hun gerne ud med alt se som hamrede rundt i hendes hoved. Man hun ville ikke kunne næven hverken Hagrid eller Sirius. Dunder vidste hun ikke helt med, men et eller andet sted følte hun, at hendes og Harrys seneste møde med ham også brude forbigår i tavshed.

”Hm…” Mumlede hun, da de begge bare kiggede afventede på hende.

”Bare rolig, frøken potter. Disse vægge har igen øre, det kan du roligt stole på.” Sagde Dumbledore og smilede igen til hende.

Emilia nikkede, tog en dyb indånding og begyndte at tale. Hun fortale det hele. Om hvordan alle deltagerne kendte til den første udfordring. Hun fortalte dog ikke at det var Hagrid, som havde vist det til hende og Harry. Hun fortalte hvordan hun var bekymret for Karkaroff tilstede værelse, på grund af hans fortid, og hvordan hun var sikker på nogen forsøgt at komme Harry til livs. Hun fortalte dem om Dunders voldsomme undervisning og hvordan han blev ved med at dukke op alle mulige steder. Faktisk fortalte hun næsten det hele, holdte kun Hagrid og Sirius hemmelige, samt sin ubehag over for Dunder.

Ikke på noget tidspunkt afbrød de hende, en gang i mellem kiggede hun op på Dumbledore som bare smilede venligt til hende, hvilket fik hende til at forsætte.  Det tog hende mere end en halv time at tale ud, og det hun var færdig var der ubehagelig stille i det lille kontor. Et øjeblik forventede hun de to mænd omkring hende ville blive vrede, men det var ikke tilfældet.

”Hm… ” mumlede Dumbledore, efter lidt tid, som så meget eftertænk som ud. ”De har givet os mange detaljer at tage op til eftertanke, frøken Potter. Detaljer jeg tror vi er nød til at diskuter yderlig, før vi kan gå til handling…”

Emilia nikkede til ham og kiggede på Snape, han var stadig ikke til at tyde. ”Emilia,” Dumbledore brugte med et hendes fornavn og Emilia kastede hurtigt blikket op på ham. ”Jeg er ikke i tvivl om du har fået fadt på nogle vigtige detaljer, og siden du er så opmærksom på dine omgivelser, vil jeg gerne spørger dig om at påtage dig en større opgave.”

”En større opgave,” Knurrede Snape og kiggede køligt på Dumbledore.

Rektoren lod ikke Snape’s stemme gå ham det mindste på og forsatte bare til Emilia, ”Emilia, hvis du hører, ser eller fornemmer noget, selv det mindste, vil jeg bede dig om at fortælle Severus om det. Måske kan det fører os til bunds i det her rod.”

Emilia kiggede på Snape. Han kiggede iskoldt på Dumbledore. ”Hun burde slet ikke nærme sig Potter, hvis det skulle være tilfælde at nogen ville slå ham ihjel.”

”Jeg vil gerne gøre det, hvis jeg må.” Sagde Emilia kort.

”Ne-”

”Godt,” Afbrød Dumbledore Snape og kiggede underligt på ham, som om han huskede ham på et eller andet. ”Så er det besluttet. Og Severus kan så gå videre med hvad end du skulle opdage, hvis han anser det som vigtigt.”

Snape og Emilia nikkede i takt. ”Glimrende.” Sagde den gamle troldmand med et venligt smil og lagde så en hånd på Emilia skulder. ”Nu er det vidst også på tide du kommer videre. Vi har opholdt dig længe nok, jeg tror godt du kan gå direkte op i storsalen, undervisningen er slut for i dag.” Han smilede igen til hende og Emilia rejste sig langsomt fra stolen.

 

”Emilia,” Snape stoppede hende. Hun kiggede kort på ham, da han rakte hånden ned i lommen på sin gevalt og rakte det, hen over bordet mod hende og hun tog tøvende imod dem. Tre små kongeblå æg faldt ned i hendes hænder.

Dét æggende kom i kontakt med hende hænder, skiftede de farve til en perlemorsblå. De var lune i hende hænder og hun kiggede spørgerne på Snape.

”Sladre æg. Jeg vil gerne have du fra nu af, altid har en af dem på dig. Det gælder også når du sover.” Sagde han stadig med køligt, men hun vidste der lå noget omsorg under.

”Skulle der ske noget med dig, vil ægget udklække og fuglen vil finde mig, og derefter første mig tilbage til dig.”

”Virker kun på mig?”

”Disse gør, de blev låst til dig, da du tog imod dem.” Han smilede kort, noget hun så godt som aldrig så, og hun kunne ikke lade vær med at genglæde det. Hun nikkede til ham og lagde de tre små æg i lommen på sine bukser.

”Farvel professorer,” Sagde hun til Dumbledore, som roligt så på hende og nikkede kort med hoved. Så tog hun et sidste kig på Snape, før hun skyndte sig ud af døren.

 

Emilia mødte de andre til aftensmaden, hvor de netop havde sat sig. Harry så ikke gladere ud, end da hun havde forladt ham tidligere, men han virkede mere optimistisk.

De skyndte sig alle at spise en smule aftensmad og vendte derefter tilbage til det tomme klasselokale. De brugte usynlighedskappen for at undgå lærerne.

De øvede til langt efter midnat. De ville have fortsat længere hvis ikke Peeves var dukket op og havde ladet, som om han troede, at Harry gerne ville have kastet ting i hovedet, hvorefter han begyndte at smide med møblementet.

Tvillingerne og Hermione måtte skyndte sig væk, inden larmen fik tilkaldt Filch.

De vendte tilbage til Gryffindors opholdsstue, der heldigvis var helt affolket. Klokken to den nat stod Harry ved pejsen, omgivet af en bunke ting og sager- bøger, fjerpenne, adskillige væltede stole, et gammelt

sæt spyt-kugler og Nevilles tudse, Trevor.

Det var først i den sidste times tid, at Harry virkelig havde fået tag på Hidkaldebesværgelsen.

„Det var bedre, Harry, meget, meget bedre," sagde Hermione udmattet men ganske tilfreds.

„Ja, nu ved vi, hvad der skal til, næste gang jeg ikke kan finde ud af en besværgelse," sagde Harry og smed Runeordbogen tilbage til Hermione, „Ja, vi skal bare sende en drage efter dig,” Mumlede en næsten sovende Emilia, som sad op af væggen lige fra dem. Harry smilede til hende og hævede tryllestaven endnu en gang: „Accio ordbog"

Den tunge bog fløj ud af Hermiones hånd, susede gennem stuen og blev grebet af Harry.

”Jeg tror virkelig, at du har styr på det!" sagde Hermione begejstret.

„Bare det også virker i morgen." sagde Harry. „Min prestissimo vil være meget længere væk end nogle af tingende herinde. Den vil være på slottet, mens jeg er udenfor på plænerne..."

„Det betyder intet," sagde Hermione fast. „Hvis bare du koncentrerer dig og gør dig virkelig, virkelig umage, skal den nok komme, Harry! Men nu må vi hellere se at få noget søvn ... du trænger til det"

”Vi trænger alle til det,” gabte Emilia og rejste sig fra gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...