Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

61Likes
156Kommentarer
34151Visninger
AA

48. Rødhåret redning.

 

Opholdstuen blev tømt ud i løbet af aften. Emilia blev siddende i stolen, som var tid ikke længere en faktor for hende. Harry og Ron var blevet partner med Patil tvillingerne. Ikke at hun forstod det. Ingen af drengene have interesse for de indiske tvillinger, men det var ikke noget hun skulle stikke næsen i.

Det var for længst blevet mørkt, men lyset i opholdstuen havde gjort hun ikke havde bemærket det. Men nu hvor lysende blændede ned som eleverne fik op for at sove, blev det rigtig mørkt. Til sidst var det kun det blafrende lys fra pejsen som ramte hende.

 

Hun stirrede forstenet ind i ilden. Den virkede så fredfyldt og så vild på en og samme tid. Hun ønskede sig kort hun kunne forsvinde ind i ilden, hvor hun aldrig behøvede at bekymre sig over noget igen, hverken Harry, turneringen eller Cedric. Det ville alt sammen bare brænde væk sammen med hende i ilden.

Tankerne fik hende til at falde hen, men lyden fra nogen som sneg sig ind i opholdstuen vækkede hende med et sæt.

”Få nu fart på!” Hviskede en stemme som kun kunne tilhører en af Weasley tvillingerne. Hun rettede sig op i stolen. Fred og George kom ind. De havde en fyldt sæk mellem sig og så bestemt ikke kede af det ud.

”Mini-potter? Hvad laver du oppe nu?” Spurgte George. Noget i hans blik fortalte hende at de bestemt ikke havde forventede at der stadig ville være nogle oppe. Ej heller var de glade for at tage fejl.

”Jeg kunne sige det samme,” svarede hun igen. Hun var på mærkerne ellerede fra start af. Hun vidste godt det ikke havde noget at gøre med dem, men alligevel lyste det ud af hende.

Tvillingerne kiggede på hinanden. ”Ikke noget som vedkommer dig,” sagde Fred så og så roligt på hende. Han havde sluppet sækket og overlade den til George, som holdte krampagtigt fast i den.

Ordene ramte hende som et slag. ”Nej, det gør det nok ikke.” Emilia så væk. Hun kunne mærke hvordan tårerne var på igen. Hun ønskede dem begge langt væk, så hun kunne få lov at stå alene og ingen behøvede at se hende sådan.

Tvillingernes ansigt ændrede sig synkront. De så begge noget flove ud. ”Hey, det var jo ikke sådan,” mumlede Fred og tog et skridt frem mod hende. Emilia rystede afværgede på hoved. Det sidste hun havde brug for var nogen medlidenhed, hendes egen var mere end nok.

”Det var ikke dig.” Nu var der gråd i hendes stemme.

 

Fred sende sin anden halvdel et hurtigt blik og et halvt nik. George smilede dumt og tog turen op at trapperne i et næsten unaturligt tempo. Så satte Fred sig på hug foren Emilia og så op på hende. Emilia vendte hoved væk og overvejede om hun skulle blive hysterisk for at få ham til at gå væk. Men hun forblev stille og stirrede på ilden i pejsen bag ham.

”Spyt så ud, ud. Hvorfor er du ked af det? Er det Malfoy?”

”Nej, nej, nej.” Hun forsøgte at skulle sin våde kinder og så væk. ”Det er Cedric,” Mumlede hun halvkvalt.

”Ågh! Hvad har den nar gjort?” Fred kiggede venligt op på hende. Det var ingen hemmelighed at ingen af spillerne fra Quidditch holdet brød sig særligt om Cedric. Men Emilia blev alligevel overrasker over hvor klart det kom til udtryk. Hun tøvede lidt, men Fred tjattede til hendes knæ og sagde, ”Kom nu, Potter, hvor slemt kan det være?”

Emilia havde aldrig haft meget at gøre med de to spasmagere men der var noget over Fred som fik hende til at slappe lidt af.

Hun træk vejret dybt og så fortalte hun Fred om det hele. Hvordan hun følte for Cedric. Hvor forvirret hun var over det. Hvordan Cho gjord det svært for hende. Da hun først begyndte kunne hun ikke holde inden igen.

Det eneste hun ikke kunne fortælle ham var om Snape og den fornemmelsen der så tit bed hende i maven.

 

Da hun langt om længe havde talt ud og Fred bare havde siddet helt stille og lyttet, - hvem havde troet en Weasley kunne være stille så længe - nikkede han blot. Emilia så afventede på ham, mens hun klyngende sig til følgesen af at nogen havde taget stenen ud af hendes mave.

Så åbnede Fred munden og sagde med det meste drengede smil; ”Men Mini Potter, det er jo ikke sådan du skal gå alene til ballet.”

”Det skal jeg vel, når jeg ikke har nogen at gå med.” Svarede Emilia stille. Hendes stemme var svag og lød slet ikke som hende.

Fred lo stille og lage hånden på hendes. ”Men du har da mig. Du skal da med til ballet med mig.”   

Emilia kiggede op på ham. Et lille smil brød frem. ”Vil du gerne gå med mig?” hviskede hun lige så stille.

”Helt bestemt. For så har jeg også en date,” Grinede Fred og blinkede kækt. Emilia slog en lille spinkel latter op.

”Ja, sådan skal det lyde,” Smilede Fred til hende. ”Men nu hvor du er min date, så bør jeg være galant nok til at følge dig op i seng.” Emilia nikkede blot og lod Weasley’en følge hende op.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...