Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

61Likes
156Kommentarer
34162Visninger
AA

21. Imperiusforbandelsen

Tidligt næste morgen vågnede Emilia, med en følelse af noget var på færre. Hun stod op, klædte sig på i det blege morgenlys og forlod sovesalen uden at vække de andre piger, som stadig sov trygt. Hun gik ned i den næsten øde opholdsstue, for i den sofa for de have siddet dagen før, sad Harry og skrev ned på et stykke pergament.

Emilia gik over til sofaen og regnede med det var et svar til Sirius. Hun lænede sig frem og læste ham over skulderen.

 

Kære Sirius

Jeg er sikker på, at det kun var en drøm. Da jeg troede, at det gjorde ondt i mit ar Jeg var kun halvvågen, da jeg skrev mit sidste brev til dig. Der er slet ingen grund til, at du kommer tilbage, for jeg har det glimrende her. Du skal ikke bekymre dig, min pande føles fuldkommen normal.

Emilia har det også godt. Hun falder hurtigt til.

Harry

 

”Sikke noget vås,” Sagde Emilia og det gav et hop i Harry, som ikke havde set hende. Han sprang op og vendte sig mod hende. ”Hvorfor er du vågen?” spurgte han hurtigt.

”Fordi jeg kunne mærke du var ude på noget.” svarede Emilia kort. ”Tvillingebåndet. Verden værste sladderhank.”

Harry, der var kommet ned på jorden igen, sukkede og nikkede tungt. ”Det tror jeg på.”

”Du bliver glad for det en dag,” Sagde Emilia bare. ”Men det der kan du ikke sende til ham. Det er jo regn løgn. Harry, jeg vågnede også og jeg var sikker på der ville ske noget forfærdeligt med dig. Det er ikke tilfældigt.”

”Måske ikke, men han kan ikke komme tilbage. Han bliver fanget.” Sagde Harry hjælpeløst.

”Jeg er enig, men Harry, vi har brug for hjælp. Du har brug…”

”Vel har jeg ej!”  Harry hævede stemmen og Emilia trådte tilbage fra ham. ”Fint, Harry, gør som du vil. Jeg samler dig op, når det går galt.” Hun kiggede køligt på ham, ligesom Snape ville havde gjord og vendte sig og gik op til sovesalene igen.

Harry stormede den anden vej ud af opholdstuen.

 

„Det var jo løgn, Harry." sagde Hermione skarpt da Emilia ved morgenbordet fortalte hende og Ron, hvad Harry havde gjort. „Du drømte aldeles ikke, at det gjorde ondt i dit ar, og det ved du også godt."

„Og hvad så?" sagde Harry surt. „Han skal i hvert fald ikke risikere at blive sendt til Azkaban på grund af mig."

„Lad nu være." sagde Ron hurtigt til Hermione, da hun åbnede munden for at diskutere videre med Harry, og for én gangs skyld gjorde Hermione, som Ron bad om, til Emilia skuffelse. Hun ville gerne have at Harry så der var andre der have samme mening som hende selv. Men hun tav.

Emilia gjorde sit bedste for ikke at bekymre sig om Harry eller Sirius de næste par uger. Dog kunne hun ikke lade være med at kigge uroligt op efter Hedvig hver morgen, når uglerne ankom.  Hun var selv bekmyret for Sirius, og hun kunne heller ikke undertrykke de frygtelige forestillinger om Sirius trængt op mod en mur af Dementorerne i en eller anden mørk gyde i London.

Men ellers prøvede hun at lade være med at tænke så meget på sin Sirius.

Efter den første uge var der kommet en del flere lektier til og Emilia kunne ikke længere dingle rundt med Cedric om aften. Dog dinglede Cedric heller ikke rundt, han tilbragte det meste af sin tid på biblioteket, hvor Emilia kunne få lidt af hans opmærksomhed. Når der var et lille hul i deres tætte program. 

Undervisningen var lagt mere krævende end den hjemme undervisning hun var van til- især timerne i Forsvar mod Mørkets Kræfter. Emilias store overraskelse havde professor Dunder meddelt, at han ville kaste Imperiusforbandelsen over hver enkelt elev efter tur for at demonstrere dens kraft og for at se, om de kunne modstå effekten.

„Men - men du sagde jo selv. at den var forbudt, professor," indvendte Hermione usikkert, da Dunder ryddede lokalets midterste borde af vejen med et slag af tryllestaven, så han kunne få plads til projektet. „Du sagde selv, at den ikke måtte brages mod et andet menneskeligt..."

„Dumbledore ønsker, at I skal lære, hvordan det føles." Sagde Dunder; det magiske øje drejede sig mod Hermione og sendte hende et langvarigt gennemtrængende blik uden at blinke. „Men hvis du

hellere vil have den at føle på den hårde måde - når én eller anden kaster den over dig i alvor, så de kan kontrollere dig fuldkommen - så er det helt i orden med mig. Du er undskyldt. Af sted med dig."

Han pegede med en knortet finger mod døren. Hermione blev rød i kinderne og mumlede noget om, at hun skam ikke sagde det fordi hun ville slippe for undervisningen.

 

Dunder vinkede eleverne frem til sig efter tur og kastede Imperiusforbandelsen over dem. Emilia så til, mens hans klassekammerater, én efter én, gjorde de mest utrolige ting under indflydelse af forbandelsen. Dean Thomas hoppede lokalet rundt tre gange, mens han sang nationalsangen. Lavender Brown efterlignede et egern.

Neville udførte en fantastisk serie komplicerede gymnastiske øvelser, som han aldrig ville have behersket i sin normale tilstand. Ikke én af dem lod til at være i stand til at modstå forbandelsen eller finde styrke til at kaste den af sig igen. De kom først til sig selv, da Dunder havde bortmanet den.

„Potter," brammede Dunder. „Så er det din tur."

Emilia og Harry kiggede på hinanden, ingen af dem havde endnu vænnet sig til der var to af dem. ”For guds skyld,” Brølede dunder, ”Mini Potter, du starter!”

Emilia sank en klup og trådte frem på gulvet. Dunder hævede sin tryllestav, rettede den mod Emilia og sagde højt, „Imperio."

Det var en vidunderlig fornemmelse. Emilia følte, at hun svævede i en tilstand af lykkelig frihed fra alle bekymringer i verden. Hendes hjerne var tom, og han følte intet andet end regn, uforklarlig glæde.

Hun stod fuldkommen afslappet og var kun svagt bevidst om, at alle bettagtede hende. Der slog det hende, som et slag ude fra siden, nogen nervøst, noget uroligt. Hun søgte rundt i sin tomme hjerne til at slørrede billede af Harry dukkede op foran hende. Han kiggede på hende…

”Dans…” Skrækøje Dunders stemme, der lød som et fjernt ekko i hendes hoved. Nej! en lille stemme skreg op inde i hende og hun blev stående. Hun ledte videre efter Harry, men han var væk nu, men uroen var der stadig. ”Dans, Potter,” lød Dunder igen. Emilias ene fod flyttede sig lidt, men hunspændte i musklerne og stoppe den.

Men hvorfor skulle hun dog det? Hun ville ikke, hun skulle finde Harry… Ja det var sådan det var. Emilia vendte sig rundt og kiggede rundt. Hendes blik var slørret og hun kunne ikke rigtig se noget.

”Dans!” Brølede en stemme inde i hende og det gav et sæt i hendes krop, da hendes føder begyndte at danse under hende. Hun kæmpede stærkt imod og endte med at falde forover, med ansigtet i gulvet.  En skarp smerte brød lød i hendes kæbe og hun kunne smag blod.

Hun havde i forsøg på at kontrollere sig selv, faldet over sine egne fødder og sendt sig selv i gulvet.

”Ja, nu begynder det at ligne noget!" brammede Dunders stemme. Den tomme, bedøvede følelse i Emilias hjerne fortonede sig. Han huskede nøjagtigt, hvad der var sket, og smerten i hendes kæbe blev skarpere.

„Så I det alle sammen ... Mini Potter kæmpede imod! Hun kæmpede imod forbandelsen, og han var lige ved at modstå! Lad os prøve med den anden, Potter. Og I andre ...vær opmærksomme- læg mærke til hans øjne. De afslører ham - flot klaret. mini Potter, meget flot klaret! De får svært ved at holde dig under kontrol!"

Dunder rakte Emilia hånden og træk hende op fra gulvet. Hun tog sig til underkæben og lod sin tunge glide over sine tænder. De var vist hele endnu.

”Så er det dig knægt.” Sagde Dunder, med noget som næsten kunne være jubel i stemmen. Harry trådte frem ved siden af Emilia og kiggede kort på hende, som hun trådte tilbage i cirklen.

”Lad se om der er lige som meget krudt i den anden halvdel,” Dunder hævede endnu en gang sin stav og sagde, ”Imperio." 

Harrys øjne blev tomme for liv og han stirrede lige frem for sig. Emilia iagttog ham med bekymring. Det havde ikke været let for hende at kontrollere sig selv for lidt siden og den eneste grund til hun have kunne, var fordi hendes bekymringer for Harry, var større ind Dunders magt.

Hun lagde armene over kors og trykkede armene ind mod maven, for at kvæle uroen. Harry stod stille i midten af cirkleren. ”Hop op på bordet,” Sagde Dunder skabt. Harry bøjede i knæene og lignede en som ville sætte af, men han blev stående.

”Hop!” Prøvede Dunder igen. Harry flyttede sig ikke. Emilia kiggede nøje på hans øjne, bag det tomme blusede små gnister op, som han nægtede Dunders ordre.  ”Hop så, Potter!” Råbte Dunder og Harry satte af fra gulvet, mens han samtidig træk sig selv ned. Modsætningerne i bevægelsen resulteret i at han tumlede ind i bordet og smadret de to glas som stod der på. 

”Ja! Potter sådan!” Jublede Dunder højt og resten af klassen klappede, mens Harry fik sin frie vilje igen.  Emilia nikkede anerkendende til ham som han kort søgte hendes blik.

 

 

„Som han dog snakker," mumlede Harry, da han humpede ud af klasselokalet en time senere (Dunder havde insisteret på at udsætte tvillingerne for forbandelsen flere gange i træk, indtil både Harry og Emilia uden videre kunne kaste den af sig igen), „man skulle tro. at vi alle vil blive angrebet hvad øjeblik, det skal være." Emilia nikkede kort, mens kæbe vare blevet blåsort på hendes underside og gjord ondt som var pokkers.

„Ja. det må du nok sige," sagde Ron, der hoppede ved hvert andet skridt. Han havde haft langt sværere ved at modstå forbandelsen, men Dunder forsikrede ham, at effekten ville være forsvundet ved middagstid. „Sikke dog et forfølgelsesvanvid ..." Ron kastede et nervøst blik tilbage over skulderen for at sikker sig, at Dunder ikke var i nærheden, før han fortsatte. „Det er ikke så sært, at de var glade for at slippe af med ham i Ministeriet. Hørte du ham ikke fortælle Seamus, hvad han gjorde ved den heks, der råbte bøh bag ham som en aprilsnar? Og hvornår skal vi få tid til at læse alt om at modstå Imperiusforbandelsen, når vi har så meget andet hjemmearbejde?"

Alle fjerdeårselever havde tydeligt mærket at mængden af hjemmearbejde var stærkt forøget dette semester. Professor McGonagall forklarede dem hvorfor, da klassen udstødte et kollektiv jamre over de omfattende hjemmeopgaver i Forvandling, som hun netop havde givet dem.

„I er begyndt på den vigtigste fase i jeres magiske uddannelse!" berettet hun dem med øjne, der glimtede faretruende bag de firkantede brilleglas. ”Jeres almene troldmandseksaminationer nærmer sig..."

„Vi skal da først tage vores U.G.L'er på femte år!" sagde Dean Thomas forurettet.

„Det kan godt være, Thomas, men tro mig, når jeg siger, at I får brug for al den forberedelse, I overhovedet kan få! Frøken Granger er stadig den eneste elev i klassen, for hvem det er lykkedes at forvandle et pindsvin til en anstændig nålepude. Må jeg minde dig om din nålepude, Thomas, der stadig ruller sig sammen af skræk, når man nærmer sig med en nål!"

Hermione, der var blevet rød i kinderne, forsøgte ikke at se alt for selvtilfreds ud.

I oldtids runer var Emilia kommet lidt mere ind i klassen nu, efter som hun viste sig at være lidt af et naturtalent til at oversætte runer. Selv Rawenclaw pigerne havde taget hende ind og hun lavede ofte sit hjemmearbejde sammen med dem på biblioteket. 

I mellemtiden bad professor Binns, spøgelset der underviste i Magiens Historie, dem om at skrive ugentlige stile om Nisseoptøjerne i det attende århundrede.

 Professor Snape piskede dem til flittigt at studere modgift, hvilket blev taget dybt alvorligt, fordi han også havde antydet, at han måske ville forgifte en af dem for at se, om deres modgift virkede. Og selv om Emilia ikke regnede med han ville tage hende i betrækning turde hun ikke satse på det.

 Professor Flitwick havde givet dem besked på at læse tre ekstra bøger som forberedelse til deres lektioner

i Hidkaldebesværgelsen. Selv Hagrid tilføjede byrder på læsset af hjemmearbejde. Futskolopendrene voksede med bemærkelsesværdig hast, når man tænkte på, at ingen vidste, hvad de egentlig spiste.

Hagrid var ovenud tilfreds med dyrene og foreslog, at alle elever som del af projektet kom ned til hans hytte hver anden aften for at observere skolopendrene og tage notater om deres bemærkelsesværdige adfærd.

„Det nægter jeg." sagde Draco Malfoy rent ud, da Hagrid havde stillet forslaget med en mine som julemanden, der juleaften trækker en ekstra stor gave op af sækken.

”Jeg ser nok til de ækle kryb i timerne, ellers tak."

Hagrids smil blegnede. „Du gør, hva' du får besked på," knurrede han, „eller også følger jeg professor Dunders eksempel... jeg hører, at du er god til at efterlige en fritte, Malfoy."

Gryffindoreleverne hylede af grin. Malfoy blussede af vrede, men erindringen om Dunders afstraffelse var tilsyneladende tilstrækkelig smertefuld til, at han afholdt sig fra flere protester. Emilia, Harry, Ron og

Hermione vendte tilbage til slottet efter timen i strålende humør; at overvære Hagrid tryne Malfoy havde været umådeligt tilfredsstillende.

Da de nåede op til slottet, kunne de ikke komme fra indgangshallen til Storsalen, fordi næsten samtlige elever myldrede omkring et stort skilt der var opstillet ved foden af marmortrappen. Ron, der var den højeste af de fire, hævede sig på tå for at se over de andres hoveder. Han læste højt for sine venner.

„Turneringen i Magisk Trekamp. Delegationerne fra Beauxbatons og Durmstrang ankommer fredag d

30, oktober klokken atten. Undervisningen vil derfor af sluttes en halv time tidligere..."

„Fremragende!" sagde Harry. „Vi har Eliksirer i sidste time på fredag! Snape får slet ikke tid til at forgifte os!"

„Eleverne bedes lægge tasker og bøger tilbage på sovesalene og samles foran slottet for at modtage vores gæster før velkomstfesten "

„Der er kun en uge til!" sagde Ernie MacMillan fra Huffelpuff, da han kom til syne fra mængden med strålende øjne. „Mon Cedric har fået det at vide? Jeg tror hellere, at jeg må smutte op og fortælle ham

det..."

”Cedric?” Emilia greb ud og fangede den hurtige fjedreårselev. ”Hvorfor skal han vide det?” Spurgte hun, mens Ernie træk sin arm til sig. ”Fordi han gerne vil deltage.”

”Hvem siger det?”

”Ham selv da, det trorede jeg da du vidste.” Ernie kiggede mærkeligt på hende og forsvandt i mængden.

Harry kiggede spørgerne på Emilia, da han ikke have kunne hører hendes og Ernies samtale. . „Han vil åbenbart tilmelde sig turneringen." Sagde hun og kunne ikke lade være med at føle sig lidt udenfor, fordi Cedric ikke havde fortalt hende det.

„Skal den idiot være Hogwarts' deltager?" sagde Ron, da de puffede sig forbi den snakkende flok elever for at komme frem til trappen.

”Ron!” Udbrød Emilia, og skulle til at sige mere, da Hermione tog over. „Han er ingen idiot, du kan bare ikke lide ham, fordi han fik Gryffindor ned med nakken i Quiddicht. Jeg har hørt, at han er en fremragende elev - desuden er han præfekt." Hun lød, som om det sidste afgjorde sagen.

„Du kan bare lide ham, fordi han ser godt ud," sagde Ron bidende.

„Jeg falder ikke for folk, bare fordi de ser godt ud!" sagde Hermione fornærmet.

Ron udstødte en højlydt falsk hosten, der næsten kunne lyde, som om han sagde „Glitterik!" Emilia forstod det ikke, men lyttede heller ikke rigtig til deres samtale mere. Hun tænkte på Cedric og turneringen. Var det rigtig at han ville deldeltage? Og hvorfor havde han så ikke fortalt hende om det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...