Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

61Likes
156Kommentarer
34152Visninger
AA

20. Husalfer

Denne aften havde Emilia ingen problemer med at finde Cedric og hans venneflok. De Snakkede højlydt sammen, mens de var på vej ned af marmortrappen. Som Emilia kom tættere på, kunne hun hører samtalens emne var som, hos så mange andre omkring professor Dunder.

”Han er da for vild!” Udbrød Tom, da han tog det sidste trind ned i indgangshallen. ”Ja, han er noget for sig selv,” Sagde Oskar begejstret og kastede den røde tromler han havde mellem hænderne højt op i luften, for at gribe den igen.

Cedric gik lidt bag de andre og Emilia fik en ide, som han ikke havde opdaget hende endnu. Hun satte farten op og sprang ned af marmor trappen. Da hun kun var et trin fra ham, satte hun af i et hop og kastede sig om hans skuldre.

Cedric gav et forskrækket; Ubs! Fra sig, men tog på refleks fadt om hendes ben, så hun ikke faldt ned. ”Jamen, halløj med dig mini Potter.” Emilia bemærkede han brugte samme navn som Dunder. Hun slap hans skuler og lod sig glide ned på det sidste trappetrind.

”Okay, hvorfor er jeg pludselig blevet til mini Potter? Første Dunder og nu dig?” Spurgte hun kort for hoved og satte hænderne i siderne. Oskar og Anthony lo højt af hende, som havde hun lige fyret en joke af.

”Hallo!” Sagde Emilia højt og kiggede befippet på dem.

”Det var Dunder der startede den, ikke mig,” Afværgede Cedric hurtigt. ”Han råbte os op, da vi havde time med ham i tirsdags og da han kom til mig, sagde han, ja det er rigtig, mini potters ven.” Cedric efterlignede Dunders stemme og fik Emilia til at le, fordi han var så dårlig til det.

”Så du kan spare Cedric og rive hoved af skrækøje i stedet.” Sagde Antony og klappede Emilia på ryggen. Emilia himlede med øjnene over dem, men sagde ikke noget.

”Hvor er I på vej hen?” spurgte hun lidt efter, som de noget den store indgangsdør. ”Gårdspladsen,”  Svarede Jimmy og sendte hende et kæmpe smil. ”Vil ville spille lidt bold, inden vi er nød til at gå tilbage til vores hjemmearbejde.”

”Har I meget for?” spurgte Emilia.

”Ja, det kan du tro.” Svarede Anthony, som han skubbede den store dør op. De gik ud i den kølige aften luft og Emilia var glad for hun havde sin kappe på. Efteråret havde virkelig taget fadt.  

Hun satte sig på en bænk, i kanten af gårdspladen for at kigge på, mens de andre spillede. Cedric satte sig ved siden af hende og kiggede længe på hende, uden at sige et ord.

”Hvor længe vil du side der, før du fortæller mig hvad det er du gerne vil sige?” Hun vendte ansigtet mod ham og smilede. Cedric gengældte hendes smil, men sukkede så. Hun havde godt mærket at der var noget der, ikke var som det skulle være i aften.

”Jeg tænker bare,” Svarede han og så mod de andre, som kastede tromleren rundt mellem sig.

”Hvad tænker du?”

”Jeg tænker på dig…” Cedric kiggede mod hende igen. Noget var helt forkert i hans blik og det gjord Emilia urolig. Hun samlede hænderne og lagde dem i skødet, mens hun rettet sig op. ”Okay, Ced, kom med det.”

Han træk kort på smilebåndet og sagde, ”Jeg er jaloux.”

”Jaloux?” gentog Emilia forvirret.

”Ja, på Harry.”

”Hvorfor nu det?”

”Han har dig, og det har jeg ikke.”

”Jeg forstår ik…”

”Det ved jeg,” Afbrød han hende. ”Det er bare det, før du mødte Harry så var du min søster, men siden Harry kom ind i dit liv, har jeg det som om du er på vej væk fra mig.” Han sukkede og så ned i jorden. ”Ced, jeg har ikke været din søster siden vi var helt små,” Hun tog hans hånd og forsatte, ”Jeg var og er din bedste ven og lige meget hvad eller hvem der kommer ind i mit liv, ændre det ikke på noget.” Hun stirrede ind i hans brune øjne. ”Sikker,” spurgte han langsomt.

”Altid,” Svarede hun. ”Mig slipper du ikke af med.” Drillede hun og kørte en hånd gennem hans hår. Cedric lo og skubbede hendes hånd væk, inden hun uglede hans hår helt op. Han fangede hendes spinkle finger og holdte kort om hendes hånd, mens han stirrede på hendes ansigt.

De sad lidt uden at sige noget til hinanden, før Cedric slap hendes hånd. Emilia ville gerne have haft han holdte den længere, men hun lod den bare synke ned skødet og vendte ansigtet mod boldspillet.

De talte ikke mere samme, men fulgte bare spillet i stilhed.

Emilia var knap så koncentreret, noget nyt var sprunget op i hende og var som at have hundrede vis af sommerfugle i sin mave. Hun smilede skævt for sig selv og lod det ligge.

 

Lyset over dem, i den grå himmel blev mørkere og aftentimerne træk sig ind over dem. Emilia strakte sig og gabte højt. Hun var stiv i sin krop, efter bare at havde siddet så længe. ”Du ser træt ud mini Potter,” lo Cedric og træk hende kort ind til sig. Emilia skubbede sig fra og skar en grimasse til ham.

”Så lille er jeg heller ikke.” Hun kunne ikke finde ud af om hun skulle hade sit nye kælenavn eller bare accepter det.

”Jo du er,” sagde Anthony kækt og kom hen mod dem. Emilia sendte ham samme grimasse som Cedric lige havde fået og vendte sig mod Cedric igen. ”Men, jo, jeg er faktisk ret træt.”

”Så kom du hellere af sted med dig, vi har også en dag i morgen.” Det var noget Cedrics mor altid sagde til dem når de ikke gad gå i seng.

 Emilia smilede blidt og rejste sig. Cedric tog hendes hånd og gav den et forsigtig klem før han smilede til hende og lod hende gå.

 

Emilia sprang op af trappen til slottet og ind af døren. Hun fandt tilbage gennem de snoet gange og kom ud til trapperne. Hun tog den lange tur op til syvendesal, hvor portrættet til opholdsstuen hang. 

”Kodeord,” Sagde damen med den lyserøde silke kjole. Emilia smilede og hilste med et pænt godaften, inden hun sagde, ”Bragesnak.”

Damen sendte hende et kort smil, inden hun gled til siden og lukkede Emilia ind.

Hun kravlede over kanten på huldet ind til Gryffindors opholdstue og hørte Hermione som ironisk sagde: ”Du får i

kke nogen særlig god måned, kan jeg se!"

„Tja, nu er jeg i det mindste advaret," gabte Ron. Emilia gik frem og så Ron og Harry side med deres spådomslektier frem. Hun smilede og satte sig på kanten af sofaen som Harry sad i og kiggede ham over skulderen.

„Det lader til, at du drukner to gange," sagde Hermione og Emilia regnede ud drengende selv måtte havde fundet på nogle af forudsigelserne.  „Åh, gør jeg?" udbrød Ron og kastede et blik over sine forudsigelser.

„Jeg må hellere ændre én af dem til, at jeg bliver trampet ned af en løbsk Hippogriff"

„Er det ikke lidt for tydeligt, at du selv har fundet på det?" spurgte Hermione.

„Hvor vover du!" sagde Ron skabagtigt forarget. „Vi har slidt i det som husalfer!"

Hermione hævede sine øjenbryn og Emilia lo kort.

„Det er bare en talemåde," skyndte Ron sig at sige. Harry lagde også sin fjerpen fra sig efter at have forudsagt sin egen død ved halshugning.

„Hvad er der i æsken?" spurgte han og pegede på den. Emilia bemærkede nu den lille trææske som lå ved siden af Hermione og hendes kat.

„Sjovt du spørger." sagde Hermione og så ondt på Ron. Hun fjernede låget og viste dem indholdet. I æsken lå der omkring halvtreds små emblemer i forskellige farver, men med samme bogstavsinskription: F.A.R.

„Far?" sagde Harry undrende og tog et emblem op for at se nærmere på det. „Hvad skal det forestille?"

„Ikke far," sagde Hermione utålmodigt. „Det er F - A - R. Det står for: Foreningen for Alfers Rettigheder."

„Den har jeg aldrig hørt om," sagde Ron.

„Selvfølgelig har du ikke det," sagde Hermione, „jeg har jo lige stiftet den." ;

„Virkelig?" sagde Ron lettere overrasket. „Hvor mange medlemmer har du fundet dig?"

„Tja - hvis I to melder jer ind - tre." sagde Hermione. ”Fire med Emilia,” Hun kiggede på Emilia og smilede. Emilia vidste ikke helt hvad hun skulle sig og smilede bare igen. For hende virkede det lidt dumt. Alferne kunne jo godt lide tingene som de var nu.

”0g tror du virkelig, at vi vil rende rundt med emblemer, hvor der står far?" sagde Ron.

„F - A - R!" sagde Hermione hidsigt. ..Jeg havde først tænkt mig at kalde foreningen for Stands de Uhyrlige Overgreb på Magiske Væsner og Støt Kampen for Lovfæstede Rettigheder - men det kunne ikke være der. Det er i stedet blevet overskriften på vores manifest"

Hun viftede med et stykke pergament. ”Jeg har studeret sagen nøje på biblioteket. Alfeslaveri er en flere århundreder gammel uskik. Jeg fatter ikke, at man ikke har gjort noget ved det før."

„Hermione - slå ørerne ud," sagde Ron højlydt. „De kan lide det. De kan lide at være slaver!"

”Vores kortsigtede mål." fortsatte Hermione og talte endnu højere end Ron, mens hun lod, som om hun ikke havde hørt et ord af, hvad han sagde, „er at sikker husalferne rimelige lønforhold og arbejdsbetingelser. Vores langsigtede mål inkluderer en lovændring, hvad angår forbuddet mod alfers brug af tryllestave, samt at få en alf indsat i Afdelingen for Overvågeise af Magiske Væsner, for de er chokerende underpræsenterede der."

Emilia fangede Harrys blik, han så om noget lige så for forvirret ud som hende. „Og hvordan skulle vi nå alt det?" spurgte Harry.

„Vi begynder med at rekruttere medlemmer." sagde Hermione glad. „Jeg tænkte, at vi kunne kræve to Sølvsegl for at melde sig ind. Så får man til gengæld et emblem, og pengene kan gå til vores næste kampagnes kampskrift. Du er kasserer. Ron - jeg har en dåse til penge ovenpå - og Harry, du kan være sekretær; du skal nok begynde at skrive alt, hvad jeg siger, ned, så vi har et referat til vores næste møde. Emilia, du kan være vores taler, når vi skal tale ud til vores medlemmer."

De var mundlamme, men Hermione smilede bare til dem. Harry både morede sig over Rons ansigtsudtryk og hensank i fortvivlelse over Hermione. Emilia stirrede bare puf på Hermione. Stilhed blev brudt men ikke af Ron, der så ud til at ville forblive mundlam i en rum tid endnu. Det var en lavmælt banken på ruden, der havde forstyrret dem, og da Harry kastede et blik mod vinduet, så han en snehvid ugle siddende i månelyset på gesimsen udenfor.

”..Hedvig!" råbte han og sprang op for at åbne vinduet. Hedvig fløj indenfor, susede en omgang rundt i stuen og landede på bordet oven på Harrys forudsigelser.

„Det var på tide!" udbrød Harry og skyndte sig hen til bordet.

„Hun har svar med!" sagde Ron spændt og pegede på det tilsølede stykke pergament, der var bundet til Hedvigs ben. Harry skyndte sig at binde snoren op og satte sig ned for at læse brevet Hedvig baskede hen på hans knæ og tudede bildt. Emilia rakte ud efter uglen og strøg den blidt. Hedvig kiggede kort på hende med sine ravgyldne og lod så til at forstå sammenhængen.  

„Hvad står der?" spurgte Hermione åndeløst.

Brevet var ganske kort og så ud til at være kradset ned i hast. Harry læste det højt:

 

Harry...

Jeg flyver omgående nordpå. Dine nyheder om dit ar er det sidste af en række mærkelige rygter, der har nået mig her. Hvis det begynder at gøre ondt igen, må du omgående gå til Dumbledore - de siger, at han har fået Skrækøje i stald på Hogwarts, hvilket betyder, at også Dumbledore kan tyde tegnene. Jeg vil snarest kontakte dig igen. Hils Ron og Hermione. Hold øjnene åbne, Harry. Jeg ved Emilia er hos dig nu, pas på hende Harry.

Sirius

 

Harry så på Ron og Hermione, der så tilbage på ham. „Han flyver nordpå?" hviskede Hermione. „Er han på vej tilbage?"

„Hvad er det for nogle tegn, Dumbledore tyder?" spurgte Ron og så helt perpleks ud. „Harry - hvad er der i vejen?" Harry havde netop slået sig for panden med sin knyttede næve- så hårdt, at Hedvig blev væltet ned fra hans knæ- hun baskede op og satte sig på Emilia skulder.

„Jeg skulle aldrig have sagt det til ham!" sagde Harry rasende.

„Hvad snakker du om?" spurgte Ron forbavset

„Det har fået ham til at tro, at han bliver nødt til at vende tilbage!" sagde Harry, der nu hamrede næven i bordet. „Han vender tilbage, fordi han tror, at jeg er i vanskeligheder! Der er jo intet galt her! Og jeg har ikke noget til dig." sagde Harry til Hedvig, der klaprede forventningsfuldt med næbbet „Du må flyve ud i

Ugleriet, hvis du vil have mad." Hedvig tudede fornærmet og skulle til at sætte af, da Emilia finskede noget op af lommen, som hun rakte fuglen. Hedvig knasede det som måtte havde været en kiks i næbet og satte af. Hun strøg ud af det åbnende vindue og ud i natten.

„Harry," begyndte Hermione beroligende.

”Jeg går i seng," sagde Harry kort for hovedet. „Vi ses i morgen."

”Harry!” Kaldte Emilia efter ham, men han havde allerede rejst sig og var på vej mod tappen. Emilia tog Sirius brev og læste det igen. Hun puttede det i sin lomme og kiggede efter Harry som netop lukkede døren bag sig. Hun rystede på hoved og kiggede på de andre.

”Jeg kigger lige til ham.” Sagde Ron og forlod dem også.

”Skal vi følge trop?” Hermione kiggede venligt på Emilia. Emilia nikkede blot og de to piger satte kursen mod sovesalen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...