Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

61Likes
156Kommentarer
33990Visninger
AA

39. Harry's Tur

 

Der var havde været så stille blandt tilskuerne mens Krum’s dragen blev byttet ud med den sidste drage, den dragen som Harry skulle møde - Takhalen. Emilia, der normalt fandt en skønhed hos de store øgler, kunne ikke andet end at væmmes ved Takhalen. Den spyet ild til højre og venstre, mens den knurrede og brølede i et væk. Den var langt mere aggressiv den de tre forgående drager. Lyden fra kanoen lød som et skrig i Emilias øre. Harry trådte ud i porten, han så, så lille ud i forhold til de tre forgående deltager.

Han stod med nakken tilbage og stirrede op på det hundredvis af ansigtet som stirrede ned på ham. Så rettede han blikket frem på Takhalen, som stod i foldens modsatte ende, ludende over sine æg med vingerne halvt udfoldet og de ondskabsfulde gule øjne rettet direkte mod ham. Hun var en uhyrlig, skællet, sort kæmpeøgle med en piskende, takket hale, der efterlod dybe riller i den hårde jord.

Harry hævede langsomt sin tryllestav, mens han havde hende i øje og råbte; „Accio Prestissimo!".

Emilia mave blev til is med de ord, hun ventede, mens hun håbede og bad til, at det måtte lykkes, for hvis ikke... hvis ikke kosten kom ... hun så alting som gennem en flimrende dis, blodet på jorden, Harrys flået krop-

Så hørte hun en suse gennem luften; Harry vendte sig, som hans Prestissimo kom drønende omkring skovbrynet med kurs mod arenaen. Den standsede brat i luften foran Harry og ventede på, at han steg op. Publikum larmede voldsomt... Ludomand brølede et eller andet ...men Emilias ører var holdt op med at registrere lydene...

Harry svingede benet over kosten og satte af fra jorden. Et sekund senere var han så højt op at han næsten var helt ude af syne. Alle tilskuerne spejde op mod himlen, men Harry var ikke til at se. Emilia, derimod, behøvede ikke se ham. Der var faldet en sær ro over Harry krop og en glæde steg op fra bunden af hans sind.

Han var tilbage på sin hjemmebane.

 

Emilia løftede øjnene op mod ham, netop som han dykkede ned mod dem igen. Takhalens hoved fulgte hans kurs; Harry måtte havde luret, hvad bæstet havde tænkt sig at gøre, for han skiftede med et ryk retning, før han blev ramt af et udbryd af flammer.

„Du store magiker! Hvor den dreng dog kan flyve!" hylede Ludomand, mens publikum skreg og gispede. ”Jeg håber, du følger godt med. hr. Krum!"

Harry susede endnu højere op og cirklede over dragens hoved, der drejede sig rundt og rundt på den lange hals for at følge Harrys bevægelser - hvis han fortsatte lidt endnu, ville den blive godt svimmel, men han skulle passe på ikke at trække det i langdrag, for det var kun et spørgsmål om tid, før den begyndte at spy ild igen...

Harry dykkede, netop som Takhalen åbnede munden; men denne gang var han ikke så heldig: Han undgik flammerne, men halen piskede slemt, og i det han gjorde en drejning til venstre, blev han ramt af takkerne, der strejfede hans skulder og flåede hans kappe.

Skrige og jamr steg op over alt omkring Emilia og blot stirrede med rædsels i øjnene på det kæmpe dyr. ”Den slår ham jo ihjel,” Mumlede hun.

”Rolig nu. Gode gammel Harry skal nok klare de-” Fred Tav, for Harry var fløjt om bag Takhalen og lignede en som øjnede en mulighed...

Takhalen lod ikke til at ville lette fra jorden; hun ville blive og beskytte sine æg. Selvom hun vred og vendte sig, foldede sine mægtige vinger ind og ud, mens hun hele tiden stirrede på Harry

med de frygtindgydende, gule øjne. Hun var bange for at komme for langt væk fra æggene... men det var netop det, Harry forsøgte at lokke hende til.

Han fortsatte med at flyve rundt for næsen af hende, først den ene vej og så den anden. Han holdt god afstand, så hun ikke kunne ramme ham med ilden eller skubbe ham af kosten med halen, men dog så tæt på, at hun følte sig truet til at holde skarpt øje med ham. Hendes hoved svajede hid og did, og hendes lange hugtænder var blottet...

Han fløj højere op i luften. Takhalens hoved hævede sig efter ham, hendes hals var nu helt udstrakt og svajede som en slange i trance. Harry hævede sig endnu en meter op, og dragen udstødte et rasende brøl. Emilia krympede sig skræmt. Han var en flue for hende; den irriterede hende og hun kunne ikke vente med at klaske den; hendes hale piskede igen, men Harry var uden for rækkevidde ... Hun spyede ild op mod ham, som han undgik... hendes kæber stod på vid gab og de lange spidse gule tænder stod med kolossalt haj gab.

Harry blev ved med at flyve omkring hende, som om han bare ventede på hun skulle kaste sig efter ham. Så rejste dragen sig på bagbenene og spredte sine store, sorte, læderagtige vinger, der havde samme rækkevidde som et mindre fly - og med et, dykkede Harry.

Før dragen noget at opfattede, hvad han var i færd med, eller hvor han var blevet af, drønede han ned mod jorden, så hurtigt kosten tillod det; ned mod æggene, der ikke længere var beskyttet af hendes forben - så slap han sin Prestissimo med hænderne – og greb det gyldne æg ... Og hurtig som et lyn stak han af igen. Han susede hen over tribunerne med æg fastklemt under sin u-sårede arm.

Et gisp gik igennem Emilia, da hun træk vejret igen. Larmen omkring hende ramte hende som en mur. Tilskuerne hylede og klappede lige så voldsomt som de Irske tilhængere til Verdensmesterskaberne ...

„Så I det!" skreg Ludomand. „Så I det! Vores yngste turneringsdeltager var den hurtigste! Ja, det vil sandelig gøre det dyrere at holde på Potter i et væddemål!"

Emilia så dragepasserne løbe frem for at berolige Takhalen, som Harry kom tættere på jorden. Ovre fra foldens port kom professor McGonagall, professor Dunder og Hagrid løbende ham i møde med vinkende, flagrende arme.

Emilia vendte rundt på tribunen, og kæmpede sig gennem mængden af elever der stod bag hende, for at komme til trappen. To trind af gangen, sprang hun ned af den, til hun noget rundt til porten i folden, hvor hun stoppede bart op.

 

Harry havde netop sat sine ben på jorden og professoren stimlede tæt om ham. „Det var fremragende. Potter!" råbte professor McGonagall, idet Harry steg af Prestissimoen. Emilia bed kort mærke i hvordan professor McGonagall’s hænder rystede da hun pegede på Harrys skulder. „Du må hellere gå hen til madam Pomfrey, før dommerne giver dig point... derovre, hun har allerede haft Diggory under behandling ...”

„Du klarede den. Harry!" sagde Hagrid hæst. „Du klarede den! Og det var endda mod Takhalen. Er du klar over, at Charlie fortalte mig, at det var den værste af dem alle?"

„Tak, Hagrid," sagde Harry meget højt så Hagrid lukkede munden uden at have trådt i spinaten. Han kunne let være kommet til at afsløre, at han havde vist Harry dragerne på forhånd.

Emilia stod stille i porten og stirrede, hun ville ikke skubbe sig frem, men et kort øjeblik fangede hun Harrys øjne og han sendte hende det største smil hun længe havde set.

Dunder var også meget tilfreds med Harry; hans magiske øje dansede i øjenhulen.

„Stille og roligt mod målet Potter." brummede han. „Sådan skal det gøres."

„Nå. Potter, ind i førstehjælpsteltet med dig, så er du rar..." sagde professor McGonagall og trådte til siden. Harry trådte lige hen til Emilia og faldt hende om halsen. Emilia udstødte en underlig lyd som Harry skubbede al luften ud af hende, mens hun kunne ikke andet end at smide armene om ham også. ”Jeg vidste du ville klare det,” Hviskede hun og så tog hun, ham under den raske armen, før de gik ud af folden.

 

Harry var stadig helt forpustet og hans krop virkede næsten elektrisk. Igen og igen, skævede Emilia bekymrende til ham, som de gik mod teltet.

Madam Pomfrey stod i teltåbningen med et bekymret udtryk. „Drager!" udbrød hun med væmmelse, idet hun trak Harry indenfor og Emilia blev tvunget til at slippe sit tag i hans arm.

Teltet var indrettet i båse; hun kunne lige skimte Cedrics skygge gennem forhænget - han lod ikke til at være kommet slemt til skade, for han sad da op, men alligevel hoppede hendes hjerte op i halsen på hende. Hun havde helt glemt ham, mens Harry havde været på banen.

 

 Madam Pomfrey undersøgte Harrys skulder, mens hun rasende mumlede: „Sidste år havde vi Dementorer, og i år er det drager. Gad vide, hvad det næste bliver her på skolen? Du var meget heldig, det er kun et overfladisk sår. Det skal lige renses, før jeg healer det bort.”

Hun rensede såret med en smule lilla væske, der både sydet og røg. Så prikkede hun på hans skulder med sin tryllestav, og hans såret  begyndte hele omgående.

„Sid nu stille i et minuts tid - sid stille, sagde jeg! Bagefter kan du gå ud og få dine point."

Hun hastede ud af båsen, og han hørte hende spørge ved siden at

„Hvordan går det nu, Diggory?"

Emilia strakte hals, som om det ville hjælpe hende med at kunne hører Cedric - men der var stille der inde fra. Harry kigge op på hende, som hun trådte sig selv om trænerne. ”Du kan altså bare gå ind til ham. Jeg klare mig.”

Emilia rystede bare på hoved, gik hun ind til Cedric, ville hun bare føle hun burde være hos Harry, så det ville ikke hjælpe meget. Hun lod sig i stedet dumpe ned ved siden af Harry, som nærmest hoppede op og ned, på grundt af adrenalinen i hans krop.

”Harry-” Emilia blev afbrudt af Cedric som træk forhænget til Harry bås fra og kigget ind. Hans ansigt så underligt ud på grund af nogle få forbrændte området og han havde en forbinding omkring den ene skulder.

Emilia smilede kort til ham og spurgte, ”Er du okay?” Cedric nikkede og gengældte hende smil på en helt særlig måde. ”Og din skulder?”

”Jeg er okay, Em. Det gør ikke en gang ondt mere,” Svarede han hurtigt og kiggede over på Harry. ”Tak,” Cedric stemme var kort, men klar og varm.

Harry nikkede og skulle lige til at sige noget da to elever løbende ind - Hermione, tæt fulgt af Ron.

„Harry, du var fantastisk!" sagde Hermione skingert. Der var neglemærker overalt i hendes ansigt, hvor hun havde holdt hænderne oppe af skræk. „Du var utrolig! Det var du virkelig!"

Emilia sprang op fra biksen og listede over til Cedric. Hermione haspede løs omkring alverdens ting som ingen lyttede til. Mens Harry kun så på Ron - der var ligbleg og stirrede på Harry, som om han var et spøgelse.

„Harry," sagde han meget alvorligt, „Hvem der end lagde dit navn i pokalen - de - de må absolut være ude på at slå dig ihjel!"

 

Med de ord, var det som om de forløbne par uger slet ikke havde fundet sted. Al den uvenskab som havde ligget i luften mellem dem i uger, var væk med en enkel sætning.

„Så har du altså fattet det?" sagde Harry køligt. „Det tog sin tid."

Hermione stod nervøst mellem dem og så fra den ene til den anden, mens Emilia kiggede bearbejdende på Harry. Ron åbnede usikkert munden, men før han noget at undskyldt, sagde Harry med let stemme; „Det er heft i orden, Ron. Glem det"

„Nej." sagde Ron. „Jeg skulle ikke have ..."

„Bare glem det" sagde Harry med alverden varme i stemmen. Ron smilede usikkert til ham, og Harry smilede igen.

Også, brast Hermione i gråd.

„Der er da ikke noget at græde over," sagde Harry forskrækket til hende.

”I to er simpelthen så åndssvage!" råbte hun og stampede i jorden, mens tårerne løb ned over hendes kinder. Og så, før nogen af dem nåede at bremse hende, havde hun givet dem begge et knus, hvorefter hun løb bort, nærmest opløst i glædestårer.

„Skrupskør." sagde Ron og rystede på hovedet og Emilia brød så ud i latter. Alle tre drenge stirrede på hende, som om de pludselige var hende der var skør.

”Men hun har altså ret,” Lo hun høj, med en hjertelig latter. ”I to er de mest åndsvagt mennesker jeg længe har mødt.”

Harry og Ron kigge et kort øjeblik på hinanden, før de så også brød ud i latter.

Da latteren lidt efter lød af dem, sagde Emilia som den første; ”Og se så at komme af sted med dig, Harry, du skal ud og havde dine point.”

Harry smilede et kæmpe smil til hende og rystede på hoved over hende, før han tog det gyldne æg og sin Prestissimo under armen. Ham og Ron var ud af teltet på et øjeblik, men Emilia blev tilbage med Cedric.

”Vil du ikke med dem?” Spurgte han og kiggede ned på hende med sine varme øjne. ”Nej, jeg vil faktisk bare gerne være her med dig.” Svarede hun stille. ”Jeg har haft hjertestop nok for en enkel dag, så nu vil jeg faktisk bare gerne være her.”

Cedric lo og skubbede let til hende. ”For en gang skyld så holder jeg med dine hjertestop.”

”Det tvivler jeg ikke på,”

Samtalen mellem dem døde ud, men der var ingen akavede stilhed mellem dem, blot stille.

 

De stod hvor Ron og Harry have efterladt dem, skulder mod skulder - eller rettet skulder mod arm, for Emilia var ikke høj nok til at nå Cedric skulder - da der begyndte at strømme mennesker ind i teltet igen.

 

Ludoman, efterfuldt af alle deltagerne, forstanerne og flere af Hogwarts professorer. Harry, der var uden Ron og Hermione, stillede sig over til Emilia og Cedric. ”Vi er i førerposition, Cedric og jeg.” Hviskede han til Emilia. ”Jeg er to point foran.” Han smilede stort og Cedric nikkede anderkende til ham. ”Jeg er ikke overrasket, din ide med at flyve var genial. Jeg havde slet ikke tænk på det.” Cedric skævede til Emilia, som bare sagde, ”Jeg vil ikke i mellem det her.”

Begge drenge lo så.

Emilia så rundt i teltet. Fluer så stadig noget rustet ud, men ellers var der ingen spor af den tåbelighed deltagerne netop havde været udsat for. Hendes blik fangede Snaps, som stod nærmest døren. Han stirrede tilbage på hende, med mørke øjne som hun ikke kunne tyde. Hun smilede til ham, for at fortælle ham at hun var glad, men han reagerede ikke på det.

„Godt klaret, alle sammen!" sagde Ludo Ludomand så og afledte Emilias opmærksomhed. ”Jeg skal bare give jer en kort besked: I får en dejlig lang pause, før næste opgave skal løses. Den vil finde sted den 24. februar klokken halv ti om morgenen... men i mellemtiden giver vi jer noget at tænke over. Hvis I ser nærmere på jeres gyldne æg. vil I opdage, at de kan åbnes ... kan I alle se hængslerne? I skal løse gåden i ægget, for det vil nemlig fortælle jer, hvad opgave nummer to går ud på. På den måde får I mulighed for at forberede jer til den. Er det forstået? Er I sikre? Godt så stik bare af med jer!"

Emilia forlod teltet med Harry og Cedric, de sluttede sig til Ron der ventede ude foran. Emilia tog Cedric i hånden og i dyb samtale begav de sig af sted langs Den Forbudte Skov; Harry ville gerne høre om alle detaljerne i de andre deltageres fremgangsmåde .Da de med et blev afbrudt, de havde netop passerede den klynge træer, hvor Emilia for første gang havde hørt dragernes brøl: Da en heks, med ét, sprang ud bag dem.

Det var Rita Rivejern. Hun var i dag iført syregrønne gevandter, Kvikskribleren i hendes hånd matchede perfekt.

„Tillykke, Harry!" sagde hun og sendte ham et tandsmil. „Mon ikke jeg kunne få nogle udtalelser? Hvad tænkte du, da du stod over for den drage? Og hvad mener du om dommernes point, er du tilfreds?"

Harry åbnede munden for at sige noget, men Emilia kom ham i forkøbet. ”Ja, du kan få en udtalelse fra mig, dit modbydelige kvindemenneske, hop i havet! Og farvel!” De tre drenge lo højt og forsatte op mod slottet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...