Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

61Likes
156Kommentarer
34072Visninger
AA

24. Flammernes Pokal

„Det er næsten ikke til at tro!" sagde Ron lamslået mens de sammen med de andre Hogwartselever fulgte gæsterne op ad trappen. „Det var Krum, Harry! Viktor Krum!"

„For himlens skyld, Ron, det er bare en Quiddichtspiller," sagde Hermione.

„Bare en Quiddichtspiller!" sagde Ron og så dybt forarget på hende. „Hermione - han er én af verdens bedste søgere! Jeg anede da ikke, at han stadig går i skole!"

Emilia og Hermione kiggede på hinanden og træk på skulderen, mens Emilia tørt tilføjede, ”Faktisk er han her blot endnu en elev.” Ron sendte hende et glødende blik, som de gik gennem indgangshallen sammen med kammeraterne med kurs mod Storsalen.

 Emilia så hvordan Lee Jordan - Weasleys tvillingernes ven - hoppede på stedet for at få et glimt af Viktor Krum, der stod med ryggen til længere borte. Adskillige sjetteårspiger ledte som rasende i deres lommer, mens de hastede ind - „Ah, det er typisk, jeg har ikke en eneste fjerpen på mig - "

 „Tror du, at han vil skrive sin autograf på min hat med læbestift?"

”Helt ærligt," sagde Hermione overlegent, da de gik forbi pigerne, som nu skændtes om læbestiften. Emilia lo for sig selv over dem.

”Jeg skal i hvert fald have hans autograf, hvis jeg kan få den," sagde Ron, „du har ikke en fjerpen, har du, Harry?"

„Næ, de ligger alle sammen oppe i min taske." sagde Harry. De gik hen til Gryffindor bordet og satte sig ned. Ron valgte omhyggeligt en plads, hvorfra han kunne overskue døren, for Krum og hans kammerater stod stadig derhenne, åbenbart fordi de ikke vidste, hvor de skufle sætte sig. Eleverne fra Beauxbatons havde allerede taget plads ved Rawenclaw bordet. De så sig omkring i Storsalen med dystre miner. Tre af dem havde stadig tørklæder og sjaler over hovederne.

„Så koldt er det heller ikke," sagde Hermione og bettagtede dem irriteret. „Hvorfor i alverden har de ikke medbragt kapper?"

„Kom herover! Kom her og sæt jer ned hos os!" hvislede Ron.

„Herover! Hermione, ryk dig lige, gør plads, gør plads ..."

„Hvad?"

„For sent" sagde Ron bittert.

Viktor Krum og de andre elever fra Durmstrang havde allerede sat sig ved Slytherinbordet. Emilia kunne tydeligt se, at den modbydelige Malfoy, Grabbe og Goyle frydede sig over det. Hun så også, hvordan Malfoy lænede sig frem for at tale med Krum.

„Ja, hvor er det typisk. Kan du ikke fedte lidt mere for ham, Malfoy?" sagde Ron bidende. „Jeg tør vædde på, at Krum gennemskuer ham med det samme ... hvor tror du, at de skal sove? Vi kunne tilbyde ham en plads i vores sovesal, Harry ... jeg ville ikke have noget imod at give ham min seng, jeg kan bare sove på en feltseng."

Hermione fnøs.

„De ser nu gladere ud end dem fra Beauxbatons." sagde Harry.

Eleverne fra Durmstrang lagde de tunge pelskapper og gav sig til at kigge op i det fortryllede loft med interesserede miner; et par af dem tog fat i de gyldne fade og bægre for at tage tingene nøjere i

øjesyn. De lod til at være imponerede. Emilia slap de ny ankommende elever og kiggede mod Huffelpuff bordet. Cedric sad som altid mellem sit følge. Hans blik lå på hende og hun blev faktisk noget forskrækket over at han kiggede på hende. Den sidste uge havde de hverken talt eller kiggede på hinanden. Han træk prøvede på smilbåndet og hun gengældte det med et varmt smil. Hun nikkede til ham, som for at bekrafte et spørgsmål han endnu ikke havde stillede. Hvis han virkelig gerne ville stille op, ville hun stødte ham. Hun vil altid støtte ham. Han smilede.

 

Oppe ved højbordet kom pedellen, hr. Filch, med ekstra stole. Han var iført sin mølædte skødefrakke i den festlige anledning. Til Emilias overraskelse stillede han hele fire stole mere ved højbordet - to ekstra på hver side af Dumbledore.

„Men der er da kun to ekstra personer ved højbordet." Udbrød Harry, der åbenbart havde set det samme som hende., „hvorfor sætter Filch så fire stole hen? Hvem kommer ellers?"

„Hva'?" sagde Ron fraværende. Han stirrede opslugt på Krum.

Da alle eleverne var kommet og havde taget plads ved deres borde, trådte lærerne ind. De gik på rad og række hen til højbordet og tog plads. De sidste i rækken var professor Dumbledore, professor Karkaroff og madame Maxime. Ved synet af deres forstanderinde rejste eleverne fra Beauxbatons sig op og stod ret. Et

par af Hogwartseleverne begyndte at grine. Imidlertid lod Beauxbatonseleverne sig ikke mærke med noget og blev høfligt stående, indtil madame Maxime havde sat sig ned på Dumbledores venstre side. Dumbledore forblev stående, og der blev stille i Storsalen.

„Godaften, mine damer, herrer, spøgelser og - i særdeleshed - kære gæster," sagde Dumbledore og smilede rundt til de udenlandske elever. „Jeg har den store fornøjelse at byde jer alle velkommen til Hogwarts. Jeg håber og tror, at jeres ophold her vil blive både behageligt og fornøjeligt."

En af pigerne fra Beauxbatons, der stadig sad med et halstørklæde om hovedet, udstødte en spottende latter.

„Ingen tvinger dig til at blive!" hvislede Hermione rasende til hende.

„Turneringen vil officielt blive indledt efter denne festmiddag," sagde Dumbledore. ..”Jeg byder jer alle velkommen til at spise, drikke og gøre jer det behageligt!"

Dumbledore satte sig ned, og Emilia så, hvordan Karkaroff omgående lænede sig frem for at tale med ham.

Fadene på bordet fyldtes som sædvanlig med mad. Husalferne i køkkenet havde overgået sig selv; der var så mange forskeflige retter på bordet at Emilia aldrig havde set mage; adskillige af dem var endda umiskendeligt udenlandske.

„Hvad er det?" spurgte Ron og pegede på et stort fad med noget

der lignede sammenkogte muslinger, som stod placeret ved siden af en ordentlig omgang god gammeldags bøf stroganoff.

„Det er bouillabaisse," sagde Hermione.

„Prosit!" sagde Ron.

„Det er fransk." sagde Hermione. „Jeg fik det da vi var på ferie forrige sommer. Det smager vældig godt."

„Det gør det sikkert," sagde Ron og kastede sig over det sikre valg - bøf stroganoff.

 

Selvom der kun sad knap tyve gæsteelever bænket i Storsalen blandt Hogwarts eleverne, virkede det som om de var mange flere; måske fordi deres farvestrålende gevandter skilte sig ud fra Hogwarts' sorte skoleuniformer. Nu. da de havde lagt pelskapperne, kunne Durmstrangs elever fremvise deres gevandter, som var af en dyb blodrød kulør.

Hagrid kom listende ind i Storsalen gennem døren bag højbordet tyve minutter senere. Han satte sig forsigtigt på sin stol for bordenden og vinkede til Emilia, Harry, Ron og Hermione med en bandageomviklet

hånd.

„Går det godt med skolopendrene, Hagrid?" råbte Harry.

„De trives!" råbte Hagrid glad tilbage.

„Ja, det er jeg ikke i tvivl om," hviskede Ron. „Det ser ud til, at de endelig har fundet noget mad, de kan lide! Hagrids fingre!"

En stemme bag dem sagde: „Excusez moi, er I færdige med bouillabaissen?"

Det var pigen fra Beauxbatons, der havde tilladt sig at le under Dumbledores tale. Hun havde langt om længe halstørklædet falde. Hendes lange sølvblonde hår nåede hende næsten til livet. Hun havde store dybblå øjne og meget hvide regalemæssige tænder.

Ron blev fuldkommen rød i hovedet. Han stirrede på hende og åbnede munden for at svare, men formåede ikke at udstøde andet end en svag gurglelyd.

„Ja, tag du den bare," sagde Harry og skubbede fadet over modpigen.

„I skal ikke have mere?"

„Nej, tak," sagde Ron åndeløst. „Men det smagte fremragende." Pigen tog fadet og bar det forsigtigt hen til Ravenclaw-bordet. Ron gloede efter hende, som om han aldrig havde set en pige før. Harry og Emilia

begyndte at grine, og det fik endelig Ron tilbage til virkeligheden.

„Hun er en Wille!" sagde han hæst til Harry.

„Selvfølgelig er hun ikke det!" sagde Hermione næsvist „Jeg kan ikke se andre end dig glo på hende som en idiot!"

Men det havde hun nu ikke helt ret i. Da pigen gik gennem Storsalen, var der flere drenge, som drejede hovederne efter hende, stumme og med store øjne, præcis som Ron.

„Jeg siger jer jo, at det ikke er nogen almindelig pige!" sagde Ron og vendte sig i stolen for bedre at kunne se efter hende. „Den slags piger har vi ikke her på Hogwarts!"

”Så nu er vi ikke gode nok,” Drillede Emilia og smilede skævt.

„Pigerne på Hogwarts er lige, som de skal være," røg det ud af Harry. Cho Chang sad tilfældigvis lige i nærheden af pigen med det lange sølvblonde hår. „Når I begge to er færdige med at glo på piger," lød det brutalt fra Hermione, „skal I bare se, hvem der er ankommet!"

Hun pegede op mod højbordet. De to endnu tomme stole var netop blevet besat. Ludo Ludomand havde taget plads ved siden af professor Karkaroff, mens hr. Ferm, Percys chef havde sat sig ved siden af madame Maxfine.

„Hvad gør de dog her?" udbrød Harry overasket

„De har jo været med til at tilrettelægge Turneringen i Magisk Trekamp!" sagde Emilia. „De vil vel også overvære åbningen af kampene." Hermione nikkede.

Da de næste retter kom på bordet så de en hel del ukendte desserter. Ron undersøgte nøje en underlig slags budding og flyttede den omhyggeligt hen til højre for sig, så den kunne ses fra Ravenclaw-bordet.

Men pigen, der lignede en Wille, havde åbenbart fået nok at spise, for hun lod sig ikke friste af den.

Da de gyldne fade igen skinnede rent og blankt, rejste Dumbledore sig op. Den forventningsfulde stemning kulminerede i dirrende åndeløshed: Emilia mærkede en sitren i kroppen og spekulerede på, hvad der mon nu skufle ske. Et par pladser længere henne lænede Fred og George sig frem i stolene og holdt koncentreret øje med Dumbledore.

„Øjeblikket er kommet." sagde Dumbledore og smilede rundt, mod de mange opmærksomme ansigter. „Turneringen i Magisk Trekamp står foran sin begyndelse. Før vi henter Skrinet..."

„Henter hvad?" mumlede Harry til Ron.

Ron trak på skuldrene.

„... vil jeg gennemgå den procedure, som vi vil følge i år. Men tillad mig allerførst at præsentere et par folk for jer, som I sikkert allerede kender dem. Hr. Bartemius Ferm, chef for Afdelingen af Intermagiske Kooperativer" - der lød spredt, høfligt bifald - „og Hr. Ludo Ludomand, chef for Afdelingen for Magiske Spil og Sportsgrene."

Ludomand fik et langt større bifald end Ferm, måske på grund af hans berømmelse som basker eller måske simpelthen, fordi han så langt mere sympatisk ud. Han takkede med en venskabelig vinken til eleverne. Bartemius Ferm havde hverken smilet eller vinket da han blev præsenteret. Emilia huskede ham kun iført det nålestribede jakkesæt ved Quidditchverdensmesterskaberne, syntes han så besynderlig ud i troldmandstøj. Hans pertentlige moustache og snorlige skilning i håret virkede helt forkert ved siden af Dumbledores lange hvide hår og skæg, som var de tager ud af hver deres tid.

„Hr. Ludomand og hr. Ferm har i de sidste par måneder arbejdet utrætteligt med tilrettelæggelsen af Turneringen i Magisk Trekamp,"

fortsatte Dumbledore, „og de vil tiltræde dommerpanelet sammen med mig selv, professor Karkaroff og madame Maxime, hvor vi ved fælles hjælp skal bedømme deltagernes præstationer."

Da han nævnte ordet „deltagere" spidsede samtlige elever ører. Måske mærkede Dumbledore den efterhånden højspændte stemning, for han sagde dernæst smilende: „Skrinet, hvis du vil være så

venlig, hr. Filch."

Filch, der havde stået ubemærket i et hjørne, trådte nu frem til Dumbledore, bærende på et stort træskrin udsmykket med ædelsten. Det så umådelig gammelt ud. En fascineret mumlen brød ud blandt de spændte elever; Dennis Creevey gik så vidt som til at rejse sig op på sin stol for rigtigt at kunne se, men han var så lille, at hans hoved, trods bestræbelserne, knap hævede sig over de andres.

„Retningslinjerne for de opgaver, som deltagerne vil blive stillet dette år, er allerede blevet gennemgået og godkendt af hr. Ferm og hr. Ludomand." sagde Dumbledore, mens Filch forsigtigt satte skrinet på bordet foran ham, „og de har foretaget de nødvendige forberedelser til hver opgave. Der vil blive stiflet deltagerne tre udfordringer, som skal klares i løbet af skoleåret. Disse opgaver vil stille mangeartede krav til deltagernes evner... deres magiske kræfter - deres mod - deres kløgt - og ikke mindst: deres evne til at tackle farlige situationer."

Ved hans sidste ord blev der så stille i Storsalen, at man kunne høre en knappenål falde til gulvet. Alle holdt vejret.

„Som I ved, skal tre deltagere kæmpe mod hinanden i turneringen," fortsatte Dumbledore roligt, „én fra hver skole. De vil få point efter, hvor godt de klarer hver af turneringens tre opgaver. Deltageren med det højeste pointtal vinder Trekampspokalen. Deltagerne vil blive udvalgt af et uafhængigt objekt ... Flammemes Pokal."

Dumbledore trak sin tryllestav frem og slog tre slag på skrinets låg. Låget åbnede sig langsomt og knirkende. Dumbledore rakte ned i skrinet og tog en stor, groft forarbejdet træpokal op. Den ville have været ganske ydmyg at se på, hvis ikke det var, fordi-den var fyldt til randen med dansende blåhvide flammer.

Dumbledore lukkede skrinet og satte varsomt pokalen oven på låget så alle i Storsalen kunne se den.

„Enhver, der ønsker at melde sig til deltagerudvælgelsen, skal skrive deres navn og skole med tydelige bogstaver på et stykke pergament, som skal lægges i pokalen," sagde Dumbledore. „Aspiranter til turneringen får fireogtyve timer til at komme frem og lægge deres navneseddel i pokalen. I morgen aften, allehelgensaften, vil pokalen tilbagelevere sedlerne med de udvalgte deltageres navne, de tre elever, som er værdige til at kæmpe for deres skoles ære. Pokalen vil blive placeret i indgangshallen i aften, hvor den vil

være frit tilgængelig for alle, der ønsker at melde sig. Og for at sikre mindreårige elever mod unødig fristelse," fortsatte Dumbledore, vil jeg tegne en alderslinje omkring Flammemes Pokal, når den er på plads i indgangshallen, Ingen under sytten år kan krydse denne linje. Endelig vil jeg indprente hver enkelt der ønsker at melde sig som deltager, at denne turnering ikke skal befragtes som en uforpligtende

leg. Når først en deltager er udvalgt af Flammernes Pokal, er han eller hun tvunget til at gennemføre kampen til det sidste. Lægger man sit navn i pokalen, har man indgået en bindende, magisk kontrakt. Der er ingen mulighed for at skifte mening, når først man er valgt som deltager. Tænk jer derfor grandigt om og vær sikre på, at I er indstillet på en ubarmhjertig kamp, før I tilmelder jer. - Det gøs i Emilia og hun bed sig uroligt i underlæben, Hermione tog hendes hånd - Nu tror jeg, at det er sengetid. Jeg ønsker alle en god nat"

 

„En alderslinje!" udbrød Fred Weasley med et farligt glimt i øjet da de var på vej ud af Storsalen. „Tja, den kan vel forceres ved hjælp af lidt ældeeliksir, mon ikke? Og når først ens navn er puttet i pokalen, kan man tage det roligt - den kan ikke vide, om man er sytten eller ej!"

„Men jeg tror nu ikke, at nogen under sytten har en chance for at klare prøverne," sagde Hermione. ”Vi har simpelthen ikke lært nok..."

„Tal for dig selv," sagde George bistert. „Du vil da prøve at komme med, vil du ikke, Harry?"

”Så dum er Harry ikke,” Sagde Emilia surt. Weasley tvillingeren kiggede spørgerne på hende og Ron mumlede lavt, ”Diggory tilmelder sig og hun er ikke lige frem fan af det.”

”Han må gøre som han vil og jeg støtter ham, hvis kan kommer med, men jeg håber han ikke gør… og jeg er ikke sur.” Tilføjede hun nok endnu mere surt end før. Drengen kiggede bare på hinanden med et skævt smil.

Emilia tænkte lidt over hvor vred Dumbledore ville blive, hvis nogen yngre end sytten virkelig overskred alderslinjen ...

„Hvor er han?" lød det fra Ron, der var gledet ud af samtalen, kort efter sin sidste kommentar, fordi han var alt for optaget af at spejde gennem mylderet efter Krum. „Dumbledore sagde da ikke noget om, hvor dem fra Durmstrang skal sove, gjorde han?"

Hans spørgsmål blev næsten øjeblikkeligt besvaret; de var netop ved at passere Slytherinbordet, hvor Karkaroff havde samlet sine elever om sig.

”..Tilbage til skibet," sagde han. „Viktor, hvordan har du det? Fik du nok at spise? Skal jeg sende bud efter en varm rødvinstoddy fra køkkenet?"

Harry så Krum ryste på hovedet, mens han trak pelskappen på. „Professor, "kunne godt tænke mig en rødvinstoddy," sagde en anden Durmstrangdreng forhåbningsfuldt.

„Tilbuddet gjaldt ikke dig, Poflakoff." bed Karkaroff, hvis varme, faderuge væsen forsvandt på sekundet „Jeg ser, at du igen har spildt mad ned ad dig, din væmmelige knægt..."

Emilia skulle til ham over hans tone til sin elev, mens Karkaroff førte sine elever frem mod de dobbelte døre, så de nåede samtidig med Emilia, Harry. Ron og Hermione. Harry standsede for at lade dem gå først.

„Tak for det." sagde Karkaroff og kastede et ligegyldigt blik på ham. Men så stivnede professoren. Han drejede atter hovedet mod Harry og stirrede på ham, som om han ikke troede sine egne øjne.

Durmstrangeleverne var også standset op bag deres rektor. Karkaroffs blik gled langsomt over Harrys ansigt og standsede ved hans ar. Hans elever var også begyndt at stirre nysgerrigt på Harry.  Emilia brød sig ikke om den måde flok gloet på Harrys ar og lagde demonstrativt sine arme over kors, mens hun skulle vredt.

Drengen, der havde spildt mad ned ad sig, puffede til pigen ved siden af og pegede ugenert på Harrys pande.

„Ja. det er Harry Potter." lød en ru, brammende stemme bag dem.

Professor Karkaroff vendte sig brat Skrækøje Dunder stod lænet til sin stok med sit magiske øje stirrede på Durmstrangs rektor, Karkaroff blegnede ganske tydeligt. Et udtryk af skrækblandet raseri viste sig i hans ansigt.

„Du!" udbrød han og gloede på Dunder, som om han havde fået øje på et genfærd.

„Ja, i egen person." sagde Dunder bistert. „Og medmindre du har noget at sige til Potter, Karkaroff, vil jeg foreslå, at du begynder at gå videre. Du blokerer døren."

Det var sandt nok. Halvdelen af eleverne stod tilbage i Storsalen og ventede på at komme videre, mens de spejdede over hinandens skuldre for at se, hvad der var årsagen til den voksende kø. Uden ét ord mere førte professor Karkaroff sine elever med sig. Dunder så efter ham med sit magiske øje - hans vansirede ansigt udtrykte dyb modvilje. For en gang skyld var Emilia glad for professoren skræmmende væsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...