Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

61Likes
156Kommentarer
33977Visninger
AA

44. En uforudset pligt

 

„Hr. Potter! Hr. Weasley! Hør så efter!" Professor McGonagall’s vrede stemme lød som et piskesmæld gennem Forvandlings lokalet den følgende torsdag. Det gav et sæt i både Harry og Ron.

Det lakkede mod timens ende, og de havde afsluttet dagens opgave; de perlehøns, som de havde forvandlet til marsvin, var alle blevet lukket ind i det store bur på professor McGonagall kateder (Nevilles marsvin var stadig fjerklædt), og de havde noteret dagens lektier fra tavlen (..Beskriv og giv eksempler  på, hvordan Forvandlingsbesværgelser udføres ved forvandling fra en race til en anden").

Klokken kunne ringe, hvad øjeblik det skulle være, og Harry og Ron, der var midt i en fægtekamp med et par af Freds og Georges falske tryllestave, så op på professor McGonagall. Ron havde nu en tin-papegøje i hånden, mens Harry holdt om en gummi-torsk. Emilia og Hermione som sad bag den rystede synkort på hovederne over dem.

„Når Potter og Weasley har gjort os den tjeneste at ophøre med deres barnagtigheder," sagde professor McGonagall og stirrede vredt på dem begge, mens hovedet på Harrys gummitorsk faldt på gulvet med et svup, efter at Rons papegøjes næb havde halshugget den sekunder forinden, „har jeg en meddelelse til jer alle. Juleballet nærmer sig! Det afholdes traditionelt i forbindelse med Turneringen i Magisk Trekamp og giver os lejfighed til at komme vore udenlandske gæster ved under festlige former. Kun elever fra fjerde år og opefter har adgang til ballet - selvom I har tilladelse til at invitere en yngre ledsager, hvis I ønsker det..."

Lavender Brown kunne ikke tilbage holde en hysterisk fnisen. Parvati Patil gav hende en albue i siden, mens også hun kæmpede for ikke at komme til at fnise. De vendte sig begge to for at se på Harry. Professor McGonagall ignorerede dem.

„Gallakapper påkræves til herrerne - gallakjoler til pigerne. Kjolerne må ikke slutte højere oppe end knæene." fortsatte professor McGonagall. „og ballet begynder juleaften klokken otte i Storsalen og slutter ved midnat Og glem ikke..."

Professoren kastede et sigende blik rundt i klassen.

Juleballet er en lejlighed for os alle til at more os og - øh - slå håret ud," sagde hun i et misbilligende tonefald.

Lavender fnisede værre end nogensinde og holdt desperat hånden op for munden, så det ikke blev fortrydeligt. Emilia kunne godt se det morsomme i det; Professor McGonagall med sin stramme nakkeknude virkede som den sidste, der ville finde på at slå håret ud - både i overført betydning og i virkeligeden.

„Men det betyder IKKE." fortsatte professor McGonagall, „at der bliver slækket på de krav, vi stiller til jer som elever på Hogwarts, hvad opførsel angår. Jeg vil blive alvorligt skuffet, hvis en Gryffindor-elev gør skolen til skamme på den ene eller den anden måde."

Nu ringede klokken, og den sædvanlige uro brød ud, da alle begyndte at pakke deres ting i taskerne og forberedte sig på at gå.

Professor McGonagall stemme overdøvede støjen: „Hr. Potter - jeg vil gerne tale med dig." Emilia stoppede kort op sammen med Ron og Hermione, man Harry var hurtig til at sige, ”Gå bare, jeg indhenter jer.” Så hun forsatte videre sammen med de to andre. Emilia gættede på at det drejede sig om hans og Rons fægterig i timen.

De var på vej mod storsalen til frokost. Nyheden om juleballet havde allerede sat sine spor i samtalerne omkring dem. Ron var mere stille ind normalt bemærkede Emilia, men til gengæld snakkede Hermione mere end hun plejede.

”Hvem tror du spørg dig, Emilia?” Spurgte hun nysgerrigt.

”Spørg mig? Øh… jeg havde bare tænkt mig at spørge Cedric.” Svarede hun tøvende. Det var ikke noget hende hoved at hun skulle blive spurgt ud.

”Nej, Nej!” Slog Hermione hende af, ”Det er da ham som skal spørg dig.”

”Det tror jeg altså ikke han gør.”

”Hvorfor er det Cedric som skal spørge? Emilia kan da lige så godt gøre det,” Tilføjede Ron. ”Fordi sådan gør man ikke!” Sukkede Hermione irriteret og himlede med øjnene som om ingen af dem forstod noget.

Samtalen løb lidt ud og Emilia faldt over i sit tankespid. Et bal. Det var spændende. Og hun ville nok stadig spørge Cedric lige meget hvad Hermione sagde.

 

Harry havde beskrevet juletiden på Hogwarts for Emilia. Det var normalt en stille tid hvor storset alle forlod skolen for at tage hjem og holde jul med familie. Harry selv var altid blevet på Hogwarts, fordi hans alternativ ellers var Ligustervænget. Hvilket, så vidt Emilia havde forstået, var tæt på det værste sted på jorden. 

Men i år skulle alle fra fjerde årgang og opefter blive her.  Alle var som besatte af det forestående bal - især pigerne. Der var plusedelig piger over alt, der fnisede og hviskede på gangene, piger, der hvinede af latter, når drengene passerede dem, piger, der henrykt diskuterede, hvad de skulle tage på juleaften... For Emilia virkede de som en folk forvirret gæs og hun rystede på hoved af dem, ved vær givende leglighed, men over for drengen var de træls.

„Hvorfor skal de altid gå rundt i flok? “spurgte Harry Ron, idet ti-tolv piger passerede, mens de fisende smugkiggede på̊ Harry. „Hvordan skal man kunne få fat i en og spørge hende, uden at alle andre hører det?"

„Man skal vist bruge en lasso," sagde Ron. „Har du tænkt over, hvem du vil prøve at spørge?"

Harry svarede ikke.

Emilia vidste udmærket hvem han gerne ville spørger, Cho Chang. Cho var et år ældre end dem; hun var meget køn; hun var en meget god Quidditch- spiler; hun var meget populær. Men hos Emilia var hun ikke en ar favoritterne. Det var nemlig almen viden at Cho havde haft en godt øje til Cedric i længere tid. Emilia var usikker på om det stadig galt, men hun have ikke nævnt det for Harry, som virkede til at være den eneste elve på skolen som ikke kendte til det. Harry problem med Cho var anderledes. Han var for nervøs til at spøger hende og det gik slet ikke når hun altid var omgivet at alle sine veninder.

Ron lod også til at vide, hvilke kvaler Harry led.

„Hør her, du far slet ingen problemer. Du er Jo en af turneringsdeltagerne. Du har lige slået en Ungarsk Takhalen. Jeg tør vædde på̊, at de alle sammen står i kø for at blive din dansepartner til ballet.”

Af hensyn til deres nylige forsoning prøvede Ron at sløre bitterheden i sin stemme. Emilia vidst han havde ret, hun havde set pigernes blikker når de gik forbi. Men til til Harrys store overraskelse viste det sig, at Ron havde ret.

En krøl håret tredjeårspige fra Hufflepuff, som Harry aldrig i sit lig havde talt med før, kom næste dag og spurgte, om han ville følges med hende til ballet Harry blev så̊ perpleks, at han omgående sagde „nej" uden at tænke over det. Pigen så såret ud og gik sin vej, og Harry måtte udholde Deans, Seamus' og Rons drillerier om hende gennem hele timen i Magiens Historie. Den næste dag kom endnu to piger og spurgte ham; en pige fra andet år og (til hans store rædsel) en femte-årspige, der så̊ ud til at ville slå̊ ham i gulvet, hvis han afslog.

„Hun så ellers ret godt ud," sagde Ron ærligt, da han var færdig med at grine.  

„Hun var meget højere end mig," sagde Harry, der stadig var rystet „Forestil dig, hvor dum jeg ville se ud, hvis jeg skulle danse med hende."

”For det er det eneste som det går ud på? At se godt ud,” mugede Emilia og himlede med øjnene over dem.  Hun huskede Hermiones bemærkning om Krum; „De kan kun lide ham, fordi han er berømt!" Emilia tvivlede stærkt på, pigerne ville vælte sådan over hinanden for at bedt ham med til ballet som deres dansepartner, hvis ikke det var fordi han var Hogwarts' repræsentant i turneringen.

I det mindste tiltrak Harry, sig ikke længere så megen spot i korridorerne, når han bevægede sig omkring på skolen, og Emilia vidste at han kunne takke Cedric for det. Han havde, af taknemmelighed over dragetippet, sagt til Hufflepufferne, at de skulle lade ham være i fred. Der var ikke længere så mange Støt CEDRIC DIGGORY- emblemer i omløb.

Draco Malfoy gik naturligvis stadig rundt og citerede Rita Rivejerns artikel ved enhver given lejlighed, men han fik ikke længere så megen opmærksomhed ud af sine anstrengelser. Og til alles lettelse blev der ikke bragt nogen artikel om Hagrid i Profettidende.

„Hun virkede ærligt talt ikke særlig interesseret i magiske dyr," sagde Hagrid, da Emilia, Harry, Ron og Hermione under semestrets sidste lektion i Magiske Dyrs Pasning og Pleje havde spurgt ham, hvordan interviewet med Rita Rivejern var forløbet. Til deres glæde havde Hagrid opgivet enhver form for nærkontakt med skolopendrene. I stedet sad klassen ved et bord i Hagrid’s baghave og forberedte nye fodervarianter til at friste skolopendrene med.

„Hun ville bare ha' mig til at snakke om dig, Harry," fortsatte Hagrid lavmælt „Tja, jeg fortalte hende, af vi har været venner, siden jeg hentede dig hos familien Dursley. Har du aldrig været nødt til at irettesætte ham i de forløbne fire år? spurgte hun. Har han måske aldrig lavet ballade i timerne? Jeg sagde nej, og det ku' hun slet ik' forstå. Man sku' tro, at hun gerne ville ha' mig til at si'e noget grimt om dig, Harry!"

„Selvfølgelig ville hun det" knurrede Emilia og smed nogle stykker dragelever ned i en stor metal beholder og tog sin kniv for at skære flere stykker ud. „Hun kan jo ikke blive ved med at skrive om hans tragiske fortid og om, hvilken helt han er. Hendes læserne begynder bare at kede sig."

„Hun prøver at finde en ny vinkel, Hagrid," sagde Ron bedrevidende, mens han fjernede skallen fra et salamander æg. „Hun ville have dig til at sige, at Harry er en ustyrlig ballademager!"

„Men det er han jo ikke!" udbrød Hagrid og så helt chokeret ud.

„Hun skufle have interviewet Snape i stedet" sagde Harry dystert. „Han ville sikket give hende valuta for pengene. Potter har brudt reglerne, lige siden han først ankom til denne skole..."

„Har han virkelig sagt det?" spurgte Hagrid, mens Ron og Hermione lo. Emilia var helt stille og stirrede bare ned på sine arbejdende hænder. Sådan ville han aldrig sige, eller måske ville han, men i vært fald ikke til Rita Rivejern, som kun var ud på at skade Harry.

„Ja, du har måske bøjet et par af husreglerne, Harry, men du er en fin fyr, det er du!"

„Touché. Hagrid." grinede Harry.
„Kommer du til juleballet Hagrid?" spurgte Ron.
”Ja. Mon ik’ jeg kommer og ser, hva' der sker," brummede Hagrid.

„Det bil'r vist lidt af en fest. Du ska' jo åbne ballet med den første dans, Harry. Hvem ska' være din dansepartner?"

„Jeg har ikke bedt nogen endnu." sagde Harry og mærkede igen varmen stige op I kinderne. Hagrid var venlig og plagede ham ikke mere med det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...