Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

61Likes
156Kommentarer
33986Visninger
AA

8. Dødsgardister?

Amos Diggory så heft forfærdet ud. „Hr. Ferm... det antyder jeg slet ikke..."

„Du har meget nær kastet skylden på de to personer blandt os, som har allermindst grund til at fremmane tegnet!" tordnede hr. Ferm. „Harry Potter og mig! Jeg går ud fra, at du kender til drengens fortid, Amos?"

„Selvfølgelig - den kender alle da ... Jeg har jo haft hans søster…" mumlede hr. Diggory; han så meget forlegen ud. Emilia kiggede vred på hr. ferm. Hun vidste hvordan Hr. Diggory havde trang til at blive revet med, men sjælendt mente noget med det.

”-Og jeg håber sandelig også, at du husker de mange beviser, jeg i min lange karriere, har givet på min dybe foragt for Mørk Magi og alle, som praktiserer den?" råbte hr. Ferm, hvis øjne igen var begyndt at bule ud.

„Hr. Ferm, jeg - jeg kunne ikke drømme om at beskylde dig for at have noget som helst med dette at gøre," mumlede hr. Diggory, der rødmede bag sit store fuldskæg.

„Hvis du kaster skylden på min husalf", beskylder du også mig, Diggory!" råbte hr. Ferm. „Hvem skulle ellers have lært hende den slags?"

„Hun - hun kan da have lært det hvor som helst..."

„Netop, Amos," sagde hr. Weasley, der nu brød ind. „Hun kan have lært det hvor I som helst... Winky?" sagde han venligt og vendte sig mod alfen, der skuttede sig, som om han også råbte ad hende. „Kan du fortælle, præcis hvor du fandt Harrys tryllestav?"

Winky vred kanten af sit viskestykke så heftigt at det trevlede mellem hendes finger.

Jeg - jeg fandt den... jeg fandt den dér, min herre ..." hviskede hun, „dér... mellem træerne, min herre ..."

„Der ser du, Amos!" sagde hr. Weasley. „Hvem der end fremmanede tegnet kan meget vel have transfereret sig bort umiddelbart efter og have efterladt Harrys tryllestav på stedet. Meget kløgtigt ikke at bruge deres egne stave, for det kunne have afsløret dem. Winky var blot så uheldig at falde over staven et øjeblik efter og begå den dumhed at samle den op."

„Men så må hun jo have været ganske nær den virkelige misdæder." sagde hr. Diggory utålmodigt. „Alf! Så du nogen?"

Winky rystede og bævede. Hendes kæmpestore øjne flakkede fra hr. Diggory til Ludo Ludomand og videre til hr. Ferm.

Så sank hun en klump og sagde: „Jeg så ingen. hr. ... slet ikke nogen..."

„Amos," sagde hr. Ferm sidst, „jeg er fuldkommen klar over at du, disse begivenheder taget i betragtning. vil ønske at tage Wicky med til afhøring i Afdelingen. Jeg vil i mellemtid bede dig om at lade mig tage hende under behandling."

Hr. Diggory så ikke ud til at bryde sig om forslaget, men det stod klart for Emilia, at eftersom hr. Ferm var så betydningsfuldt et medlem af Ministeriet, turde han ikke gøre indsigelser.

„Du kan være sikker på, at hun vil blive straffet" tilføjede hr. Ferm koldt og Emilia brød sig endnu mindre om ham.

„H-h-herre..." stammede Winky og så på hr. Ferm, mens tårerne steg op i hendes øjne. „H-h-herre, v-vær nu rar ..."

Hr. Ferm så på hende; hans ansigt var mere skarpt og stramt end nogensinde. Der var filtet spor af medlidenhed i hans blik. „Wicky har til aften opført sig på en måde, som jeg ikke ville have troet mulig," sagde han langsomt. ”..Jeg gav hende ordre til at blive i teltet. Jeg bad hende om at vente, mens jeg gik ud for at få rede på balladen. Jeg må konstatere, at hun ikke adlød mig. Det vil medføre tøj."

„Nej!" skreg Winky skingrende og kastede sig for hr. Ferms fødder. „Nej, herre! Ikke tøj, Ikke tøj!"

Emilia vidste, at den eneste måde. man kan filgøre en husalf fra tjenesten, er ved at give den ordentligt tøj. De fleste husalfers værste frygt.

Det var hjerteskærende at se, hvordan Wicky klamrede sig til sit viskestykke, mens hun hulkende lå ved hr. Ferms fødder.

„Men hun var jo bange!" udbrød Hermione vredt og sendte hr. Ferm et lynende blik. „Din alf lider af højdeskræk, og de maskerede troldmænd leviterede folk! Du kan ikke bebrejde hende, at hun flygtede fra dem!"

 

Hr. Ferm gik et skridt baglæns for at frigøre sig fra alfens bønfaldende greb; han så på Winky, som om hun var noget ulækkert, der klæbede til hans blankpolerede sko.

Jeg har ikke brug for en husalf, der ikke adlyder mig." sagde han koldt og mødte Hermiones blik. ..Jeg kan ikke bruge en tjener, der glemmer sin hendes position og derfor ikke opfører sig passende."

Winky græd som pisket, og hendes hulken gav genlyd i lysningen. Hermione skulle til at sige hr. ferm imod igen, men Rom og Harry stoppede hende.

Der blev stille - pinagtigt stille.

Endelig lød hr. Weasleys stilfærdige stemme: „Nå, jeg tror, at jeg vil tage børnene med mig tilbage til teltet, hvis I ikke har nogen indvendinger. Amos, den tryllestav har røbet, hvad den ved. Må Harry venligst få den tilbage nu?"

Hr. Diggory rakte Harry tryllestaven, og Harry stak den forsvarligt i lommen. Hr. Diggory vendte sig mod Cedric og Emilia og sagde, ”I to følger med tilbage, jeg kommer tilbage når vi har ledt resten af området igennem.”

„Kom så, unger," sagde hr. Weasley lavmælt. Men Hermione ville hellere blive; hun kunne ikke tage øjnene fra den hulkende alf.

„Hermione!" gentog hr. Weasley, denne gang med skarpere stemme. Hun vendte sig og fulgte med de andre bort fra lysningen og videre gennem skoven.

„Hvad vil der nu ske med Winky?" spurgte Hermione, da de var kommet et stykke bort.

„Det ved jeg ikke," svarede nr. Weasley.

„Sikke dog en behandling!" sagde Hermione rasende. „Hr. Diggory kaldte hende bare for ”alf”... og hr. Ferm! Han ved, at hun ikke gjorde det, og alligevel vil han fyre hende! Han var ligeglad med, at hun havde været bange, og bekymrede sig ikke om hendes fortvivlelse - det var en umenneskelig behandling!"

„Tja, hun er jo heller ikke menneskelig," sagde Ron.

Hermione kastede sig over ham. „Det betyder ikke, at hun ingen følelser har, Ron. det var modbydeligt, den måde de ..."

„Hermione, jeg er enig med dig." sagde hr. Weasley hurtigt og gjorde tegn til hende om at gå videre, „men det er et dårligt tidspunkt at diskutere alferettigheder. Jeg vil gerne tilbage til teltet så hurtigt som muligt. Hvor er de andre blevet af?"

„Vi kom fra hinanden i mørket." sagde Ron. „Far, hvorfor er alle så ophidsede over det der dødningehoved?" Emilia kiggede kort på Ron og åbnede kort munden for at sige noget, da hr. Weasley anspændt sagde, „Det skal jeg nok forklare dig, når vi kommer tilbage til teltet." Han lagde en hånd på Emilias skulder og skybbede hende videre.

 

Da de nåede skovens udkant blev de yderligere sinket. En stor flok skræmte hekse og troldmænd havde samlet sig, og da de så hr. Weasley, hastede de fleste ham i møde. „Hvad foregår der? Hvem fremmanede tegnet. Arthur - da ikke - det kan da ikke være ham?"

„Selvfølgelig er det ikke ham," sagde hr. Weasley utålmodigt

„Men vi ved ikke, hvem der gjorde det? Vedkommende transfererede sig bort. Og nu må I have mig undskyldt for jeg vil gerne i seng!"

Han førte Emilia, Cedric, Harry, Ron og Hermione forbi flokken og videre til teltlejren. Her var alt blevet stille; der var ingen spor af de maskerede troldmænd bortset fra et par nedbrændte, endnu rygende

telte.

Charlie stak hovedet ud af drengenes telt „Far, hvad foregår der?" råbte han gennem mørket. „Fred, George og Ginny er kommet tilbage. De har det fint, men de andre ..."

„De er med mig," sagde hr. Weasley. Han dukkede sig og trådte ind i teltet. Harry, Ron og Hermione fulgte med ham, men Emilia stoppede ude foran. Cedric ventede i teltdøren med hun stod og kiggede ud over marken.

”Hvad tænker du?” Spurgte han efter hun havde stået i nogle minutter. ”Jeg ved det ikke…” Hun stirrede på dødningehoved som hang over dem på den sorte nattehimmel. ”Jeg har bare på fornemmelsen at det her kun er starten.”

Cedric gik over til hende og lagde armen om hendes skuldre. ”Hey, slap nu af. Der kommer ikke til at ske dig noget…”

”Det ved jeg. Det er heller ikke mig, jeg frygter for. Det er dig og Harry. Der kommer til at ske noget grimt i år, jeg kan mærke det.”

”Cedric - Emilia?” kaldte Hr. Weasley inde fra teltet.

”Kommer,” svarede Cedric og vendte sig mod teltet. Emilia smilede til ham og gik ind i teltet, som han åbnede døren for hende.

 

Bill sad ved det lille køkkenbord og holdt et lagen mod sin arm, der blødte voldsomt. Charlie havde en stor flænge i sin skjorte, og Percy kunne fremvise en blodtud. Fred, George og Ginny så uskadte, men rystede ud.

„Fik du dem, far?" spurgte Bill med skarp stemme. „Dem, der fremmanede tegnet?"

„Nej," sagde hr. Weasley. „Vi fandt Barty Ferms alf med Harrys tryllestav i hånden, men det gjorde os ikke klogere. Vi ved ikke, hvem der faktisk fremmanede Mørkets Tegn."

„Hvad?" udbrød Bill. Charlie og Percy i kor.

„Harrys tryllestav?" lød det fra Fred.

„Hr. Ferms alf!" sagde Percy, der virkede ganske lamslået.

Med assistance fra Harry Emilia, Ron og Hermione forklarede hr. Weasley, hvad der var foregået i skoven. Cedric hjalp Bill med at forbinde hans arm. Da de havde fortalt historien, pustede Percy sig forarget op.

„Ja, hr. Ferm gjorde ret i at skaffe sig af med sådan en alf!" sagde han. „At løbe væk når han udtrykkeligt havde bedt den om at blive ... at gøre ham til skamme over for hele Ministeriet... hvordan

ville det ikke se ud, hvis hun endte hos Afdelingen for Overvågning af Magiske Væsner - eller endnu væne, i kløerne på Komiteen for Bortskaffelse af Farlige Væsner!"

Hermione med rød i hoved og gjord sig klar til også at kaste sig over Percy, da Emilia greb ind. ”Men det gør hun ikke.” Sagde hun med sådan en autoritet i stemme at selv Percy faldt ned. ”Hun har ikke gjort noget galt. Hun var uheldig at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Og det hun gjord med at samle Harry stav op, var noget alle os her også havde gjort.”

„Emilia, en troldmand i hr. Ferms position kan virkelig ikke tillade, at hans husalf går amok med en tryllestav!" sagde Percy opblæst da han havde samlet sig igen.

”Hun gik aldeles ikke amok, Percy og der med er samtalen slut." Emilia satte et hårdt punktum efter sig og ingen, selv ikke Percy lod til at tur tage den op igen.

Der var stille for en stund til Ron spurgte, „Hør, kan en eller anden ikke forklare mig, hvad den der dødningeskal er for noget? Den gjorde jo ingen rigtig skade - hvorfor er det så forfærdeligt, at den viste sig?"

„Jeg har jo sagt, at det var Du-Ved-Hvem’s tegn, Ron," sagde Hermione, før nogen anden nåede at svare. „Jeg læste om det i Den Mørke Magis storhed og fald."

„Og det tegn er ikke blevet set i tretten år." sagde hr. Weasley stilfærdigt. „Det er klart, at folk blev grebet af panik... det var næsten som at se I-Ved-Hvem vende tilbage."

„Det forstår jeg altså ikke," sagde Ron og rynkede panden. „Jeg mener... det var da bare et billede aftegnet på himlen ..."

Emilia sukkede langsomt, og forklarede, ”Det tegn dukkede op over vores hjem, den nat Han slog Harry og mine forældre ihjel.” Hendes stemme efterlod en kold og klam stilhed i teltet. ”Tegnet betyder død, det var normalt han tilhængere som sendte det op på nattehimlen for at vise at de havde udført deres opgave. Flok frygter det værste når de ser det.” Forsatte hun med stille stemme.

 

Hr. Weasley skuttede sig. „Det er det værste mareridt nogen kan tænke sig til ... det allerværste..." Han kiggede kort på Emilia, som bare stirrede tomt ud i luften. Harry forstod pludselig hendes reaktion i skoven.

De blev tavse et øjeblik.

Så lod Bill lagnet fjerne fra sin arm, så Cedric komme forbinde det mens han sagde: „Ja, det hjalp i hvert fald ikke os til aften. Hvem der end fremmanede tegnet skræmte Dødsgardisterne bort; i samme øjeblik de fik øje på det transfererede de sig væk. Vi nåede ikke at rive masken af én eneste. Men vi greb familien Roberts, før de faldt ned. De er ved at få deres hukommelse justeret lige nu."

„Dødsgardisterne?" sagde Harry. „Hvem er Dødsgardisterne?"

„Det er tilhængere af Du-Ved-Hvem. Det plejede de at kalde sig." sagde Bill.

„Jeg tror, at vi så de sidste overvintrede her til aften - de af dem, som har haft held til at holde sig på afstand af Azkaban."

„Vi kan ikke bevise, at det var dem. Bill." sagde hr. Weasley. „Men du har sikket ret i, at det var det." tilføjede han håbløst.

„Jah, det tør jeg også vædde på." udbrød Ron med ét „Far. Vi mødte Draco Malfoy ude i skoven, og han var lige ved at røbe. At hans far var én af de banditter med maskerne! Og vi ved jo alle sammen, at familien Malfoy var i ledtog med I-Ved-Hvem!"

„Men hvad lavede Voldemorts tilhængere dog ..." begyndte Harry. Det gav et sæt i dem alle - ligesom de fleste i troldmandsverdenen undgik familien Weasley altid at udtale Voldemorts navn. Emilia slog til og med hænderne for ørene, som om det fik det til at forsvinde.

„Und- skyld." skyndte Harry sig at sige. ..Hvad var I-Ved-Hvem’s tilhængere dog ude på, da de leviterede Mugglerne? Jeg mener, hvad var meningen med det?"

„Meningen?" udbrød hr. Weasley med en hul latter. „Harry, de gjorde det simpelthen for sjov. Halvdelen af Mugglerdræbene, dengang I-Ved-Hvem var ved magten, blev begået for sjov. Jeg går ud fra, at de havde fået for meget at drikke her til aften og derfor ikke kunne modstå fristelsen til at minde os om, at de stadig er mange på fri fod. Og sikket dog en påmindelse," sagde han frastødt.

„Men hvis de virkelig er Dødsgardister. hvorfor så stikke af ved synet af Mørkets Tegn?" spurgte Ron. „Man skulle da tro, at de blev glade ved synet af det, ikke?"

„Tænk dig om, Ron," sagde Bill. „Hvis de virkelig var Dødsgardister, har de gjort alt for ikke at blive fængslet i Azkaban. Da Du-Ved-Hvem mistede sin magt. De har sikket fortalt en masse løgnehistorier om, at han tvang dem til at dræbe og mishandle folk. Jeg tør vædde på, at de blev endnu mere bange end alle os andre, da de troede, at han var vendt tilbage. De fornægtede ham, da han blev svækket og vendte roligt tilbage til deres vante tilværelse... jeg tror ikke, at han er særlig tilfreds med dem, tror du?"

„Men hvad vil det så sige?" spurgte Hermione langsomt „ville de, som fremmanede Mørkets Tegn, støtte Dødsgardisterne eller skræmme dem bort?"

„Dit gæt er så godt som vores, Hermione," sagde hr. Weasley.

„Men så meget kan jeg sige... det er kun Dødsgardisterne, der ved, hvordan man fremmaner tegnet. Jeg vil blive meget forbavset, hvis den eller de skyldige ikke har tifliørt Dødsgarden engang. Men hø nu, det er ved at blive meget sent, og hvis jeres mor hører, hvad der er sket, vil hun bekymre sig halvt ihjel. Lad os få et par timers søvn og så prøve at nå en tidlig transitnøgle væk herfra."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...