Harry og Emilia Potter - Flammernes Pokal

Dette er en omskrivning af Harry Potter og Flammernes Pokal.
-
Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Flammernes Pokal.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

61Likes
156Kommentarer
33978Visninger
AA

49. Brev tilbage

Sneen var begyndt at falde over Hogwarts, da semestret endelig var slut. Den lyseblå Beauxbatonsvogn lignede et kæmpestort, dybfrossent græskar, og Hagrids hus så ud, som om det havde fået hvid glasur. Durmstrang skibets koøjer var frostdækkede og tovværket vinterhvidt. Husalferne nede i køkkenet overgik sig selv med en række nærende, skoldhede supper og solide buddinger, som kun Fleur Delacour kunne finde noget at sætte en finger på.

„Det er alt for fed mad, vi får her på Hogwarts," hørte de hende beklage sig, da de var  på vej ud af Storsalen en aften efter middagen (Ron gemte sig bag Harry for ikke at blive set af hende). „Det ender med, al jeg ikke kan passe mit festtøj!"

„Uuuuh, hvilken tragedie," sagde Hermione arrigt og så efter Fleur, der gik lidt foran dem. ”..Hun har virkelig høje tanker om sig selv, har hun ikke?"

Emilia træk blot på skulderne, Fleur sagde hende ikke det store, der var være piger her på skolen.

„Hermione - hvem er del, du skal følges med til ballet?" spurgte Ron og fjernede fokus fra den smukke franske pige. Han blev ved med at stille hende spørgsmålet når hun mindst ventede del, for at lokke et svar ud af hende. Men Hermione rynkede bare panden og sagde: „Jeg siger det ikke, for så gør du bare nar."

Emilia undrede sig også. Måske Hermione ville sige det til hendes hvis de var alene, sådan pige til pige.

„Del er da løgn, Weasley, er det ikke?" sagde Malfoy lige bag dem. „Du vil da ikke bilde mig ind at nogen har bedt den der med til ballet? Da ikke hende Mudderblodstøsen med hvalrostænderne?"

Harry og Ron snuende kamp beredte omkring, men Hermione vinkede bare over skulderen og sagde højt; ”..Godaften, professor Dunder!"

Malfoy blev bleg; det gav et spjæt i ham. og han så sig rædselsslagen om efter Dunder, men Dunder sad stadig ved højbordel og spiste.

Emilia slog en høj latter op sammen med Ron og Harry.

„Sikke dog en forskræmt lille fritte du er, Malfoy!" sagde Hermione spottende. Firkløveren fortsatte leende hen til marmortrappen.

„Hermione." sagde Ron og sendte hende et undersøgende side blik. „Dine tænder..."

„Hvad er der med mine tænder?" sagde hun.

„De virker anderledes ... det har jeg lige lagt mærke til..." „Selvfølgelig er de anderledes - troede du måske, at jeg ville rende rundt med de hugtænder. Malfoy gav mig?"

 „Nej. Jeg mener, de er også anderledes, end de var, før han forheksede dem ... de er ..sådan helt almindelige i størrelsen."

Hermione smilede pludselig smørret og nu lagde Emilia også mærke til det. Hendes smil var slet ikke, som hun huskede det.

„Altså ... da jeg gik op til madam Pomfrey for at få hugtænderne formindsket holdt hun et spejl op for mig og gav mig besked på selv at sige stop, når de var, som de plejede," sagde hun. „Og så ... så lod jeg hende bare fortsætte lidt længere." Hun smilede endnu bredere. „Mor og far  bliver ikke begejstret. Jeg har længe prøvet at overtale dem til at lade mig formindske dem, men de synes, at jeg skal fortsætte med bøjlen. De er jo tandlæger, og de mener ikke, at magi er noget der skal bruges på tænder - hov, se! Grisligiano er tilbage!"

Rons lille bitte ugle sad kvidrende på det is pyntede gelænder med en rulle pergament bundet til benet. De andre elever, der passered ham, grinede og pegede på ham. En flok tredjeårspiger standsede op og sagde: „Åh, se den miniugle! Er han ikke kær?"

„Dit lille dumme fjerbundt!" hvæsede Ron. Han sprang op ad trappetrinene og greb Grisligiano. „Du skal bare levere brevene direkte til rette vedkommende i stedet for at gøre dig bemærket på den måde!"

Grisligiano tudede glad med hovedet studsende op fra Rons lukkede hånd. Tredjeårspigerne så helt forskrækkede ud.

„Skub af med jer!" snerrede Ron til dem og svingede med Grisligiano, der udstødte endnu en glad tuden, mens han susede gennem luften i Ron næve. „Her - vær så god, Harry, “tilføjede Ron lavmælt, mens tredjeårspigerne hastede bort med dybt forargede blikke. Han tog brevet fra Grisligianos ben, og Harry stak det i lommen. Så skyndte de sig alle op i Gryffindor tårnet for at læse det.

Alle andre i opholdsstuen var travlt optaget af juleløjer og ænsede dem ikke Emilia, Harry, Ron og Hermione satte sig for sig selv ved et mørkt vindue, der gradvis blev tilsneet, mens Harry læste højt

 

 

 Kære Harry,

Tillykke med, at du klarede Takhalen. Hvem der end lagde dit navn i pokalen, burde ikke være særlig tilfreds med sig selv lige nu. Jeg ville selv have foreslået dig Skelebesværgelsen, da dragens øjne er dens svageste punkt...

 

„Det er den, Krum bragte!" hviskede Hermione.

... men din metode var bedre. Jeg er imponeret

Nu må du ikke tro, at du kan slappe af Harry. Du har kun overstået

en opgave: hvem der end fik dig med i turneringen, vil stadig få̊ rig lejlighed til at skade dig. Vær på vagt- især når vedkommende, vi talte om, er i nærheden - og forsøg at undgå ballade

Lad mig høre fra dig - især hvis der sker noget usædvanligt Sirius.

 

„Han lyder præcis som Dunder." sagde Harry stille og stak brevet under gevandterne. „Konstant agtpågivenhed!" Man skufle tro, at jeg gik omkring med skyklapper og stødte ind i alle omkring mig ..."

„Men han har ret, Harry," sagde Hermione. „du har stadig to opgaver, der skal klares. Du burde virkelig se nærmere på det æg. at du ved det, og begynde al spekulere over. hvad det skal betyde ..."

Hun kiggede på Emilia. ”Hvad med Cedric, han må havde løst ægget allerede.” Emilia træk blot på skulderne. Hun vidste Cedric venner allerede så hendes som en forræder i forhold til Cedric og turneringen, hun bedøvede ikke ligge mere brænde på det bål. Desuden vidste hun det jo ikke. Sådan noget kunne de heller ikke tale om. Faktisk virkede det som om det selt ikke kunne tale om noget for tiden.

„Hermione, han har jo evigheder til det!" sagde Ron og afbrød Emilias tankespind. „Skal vi ikke spille skak, Harry?"

„Jo, lad os bare det" sagde Harry. Så fik han øje på Hermiones ansigtsudtryk og sagde; „Helt ærligt hvordan skulle jeg kunne koncentrere mig med al den larm her i tårnet? Selv ægget bliver da overdøvet."

„Ja, det har du nok ret i." sukkede hun og satte sig til rette for at overvære skakspillet.

Emilia forlod dem der i tårnet for at gå lidt rundt i sine egne tanker. Det var helt underligt at være alene. Hun var altid omgivet af de tre, så stilheden der lage sig over hende når hun gik rundt på slottet på må og få var overdøvende.

 

Hun måtte havde vandret rundt alene i flere timer, for temperaturen fald og lyset fra faklerne på væggene svandt ind. Hun trækken kappen tætter om sig og skulle til at vendte om da en velkendt stemme kaldte på hende.

”Emilia!” Hun kiggede ned af gangen hvor fra hans bløde stemme kom fra. Cedric stod længere ned af en tilstødende gang af hvor hun gik på. Hans arme lå overkors og mundvigerne hang. Emilia fik et stik i maven.

Han trådte mod hende. Hans blik var koldt og hendes frøs til som han kom nærmere. Gnisten mellem dem var død i snestormen.

”Så Cho?” Mumlede Emilia svagt, men vreden var klar. Cedric så ikke den mindste smule flov ud, blot vred som hende. ”Ja, Cho. Dig og Fred...”

”Ja, Fred.” Svarede hun ham kort tilbage. ”Så er det jo sådan,” Han så væk fra hende.

Hun kunne værker hvordan hendes øjne sveg og blev våde. Hun forstod bare ikke hvordan han kunne gøre det mod hende og samtidig være så kold omkring det. Så han hende slet ikke?

”Ja, sådan er det jo,” svare han kort tilbage. Han så kort på hende. Hans øjne var røde og hun kunne se han var på kanten til at bryde sammen. Men hvorfor var han ked af det? Det var jo ham som havde valgt Cho over hende.

”Jeg må se og kommer… videre, jeg har noget jeg skal,” sagde han kort og hastede så forbi hende. Hun kunne mærke hvor ked han var da han strøg forbi hende.

Emilia vendte selv tilbage til Gryffindor tårnet efter det. Hun gik direktre i seng uden at tale med nogen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...