Gilea Everdeen - The Hunger Games

Denne historie foregår i landet Panem, efter Kattua og Peeta har vundet Dødsspillet, og har fået børn.
Capitol havde hævnet sig på Kattua, fordi hun gjorde oprør mod dem, da hende og Peeta deltog i spillet. De havde med vilje trukket Prim til at deltage. Prim døde i spillet, af en pil som Gale havde lavet.
Kattua har været vred på Gale længe, men efter et møde med ham, bliver hun gravid.
Hun lader Peeta tro, at det er hans barn, lige indtil Gileas navn bliver trukket ved høsten.
Vil Peeta nogensinde tilgive Kattua?
Vil Gilea overleve?
Hvad vil der ske, hvis hun dør? Vil alt være glemt om Kattuas forræderi?
Dette er en historie om skyldfølelse, sorg, kærlighed og forelskelse.
(begivenhederne i bog 2 og 3 har ikke fundet sted)

39Likes
127Kommentarer
6661Visninger
AA

14. Jace

Jeg ser landskabet suse forbi, vi har kørt i par timer nu. Der er stadig et stykke tid, til vi ankommer til Capitol. Inde i mit hoved køre den samme film igen og igen:

Den starter med, at jeg er stadig er labyrinten. Mine skrig ringer stadig for mine øre, jeg kan stadig mærke hvordan Callies krop ligeså stille bliver kold og hård i mine arme. Jeg mærker, hvordan lyset skærer mig i øjnene, da der bliver åbnet en låge i loftet. Jeg ser fredsvogterne der kommer ned af en stige, de kommer hen imod mig, og jeg ved, at de vil tage Callie fra mig. Jeg klamre mig til hende, de må ikke tage hende. Jeg vil ikke miste hende.

Filmen springer viderer:

Jeg står ude foran rådhuset igen, der står en dreng ved siden af mig. Han overlevede drengenes udvælgelse, jeg har ikke set på ham endnu. Jeg kan ikke andet en bare at kigge ligeud, mine kræfter rækker ikke til andet. Foran mig står hele Distrikt 12, de er kommet for at hylde os, eller i hvert fald lade som om, de gør det. Minnie Trinket siger alt muligt, jeg ikke får fat i. Noget med hvor modige vi var, og flot det er, at vi nu skal være med i dødsspillet. Jeg håber bare, at hun snart er færdig. Filmen hopper igen: Jeg står med mors arme omkring mig, hun hulker højt. Jeg ved, Peeta står bagved mig, jeg kan mærke hans bedrøvede blik...

Jeg bliver brat revet ud af mine tanker, da Minnie kommer trippende ind. Hun fortæller mig med sin skingre stemme, at der er aftensmad. Vi kørte fra Distrikt 12, omkring middag, straks efter at vi havde sagt farvel.

 

Jeg følger efter hende, da vi kommer hen til spisevognen, retter jeg ryggen. Jace, den anden sonere, og Angie, vores mentor som vandt spillet for ti år siden, sidder allerede derinde. De må ikke se, hvor svag jeg er. Jeg sætter mig stilfærdigt på stolen.

,,I må huske, at hvis i har nogen intentioner om at vinde, må i imponere Capitol” siger Angie, og kigger Jace og jeg i øjnene. Vi nikker begge.

,, Jeg ved godt, at det i lige har været igennem, har været forfærdeligt! Men dødsspillet er værre, det skal i være forberedt på! Der er ikke kun 5 andre, men 23 i måske bliver nødt til at slå ihjel” Angie stemme er hård, men jeg kan hører en undertone af bekymring og sorg. Hun ved, at hun sikkert skal se endnu to sonere fra Distrikt 12 dø.

,, Hvor længe var vi inde i den labyrint?” spørger Jace med en lav og dyb stemme. Jeg får kuldegysninger, den lyder lidt ligesom Gales.

,,Lad mig se, I startede kl. 8 om morgenen, og du var færdig ved en 7 tiden, altså 11 timer” siger Angie og kigger først over  på Jace, derefter over på mig,

,,du var der lidt længere Gilea, jeg vil tro, at hende den sidste døde ca. kl. halv 10. Så det må have været i omkring 13 og en halv time, din udvælgelse varede. Jeg prøver at huske, hvad der skete efter, at jeg kom ud fra labyrinten, men der er bare et stort hul i min hukommelse. Det eneste, jeg nogenlunde kan huske, er duften af noget rent sengetøj, jeg elsker den duft. Men hvor jeg sov, aner jeg ikke. 

Angie fortsætter med at fortælle om nogle gode strategier. I dagende før selve spillet, hvor vi kan træne, skal vi bruge vores kræfter på planter, og de ting vi er mindre gode til. Hun spørger hvad vi er gode til. Jeg fortæller, at jeg er god med en bue, og at jeg også er god til matematik. Jace, som kommer fra Fugen, fortæller at han er okay med knive. Jeg ser over på ham, han ligner en typisk person fra Fugen, olivenfarvet hud, mørkt hår, men på et punkt skiller han sig ud. Han har ligesom mig, et par store strålende smukke blå øjne. Et par blå øjne, man nemt kunne drukne i. Jeg har aldrig lagt mærke til det før, men på den anden side er det først nu, at jeg rigtigt kigger på ham. Så pludselig kigger han op, og vi ser hinanden i øjnene et par sekunder. Jeg holder vejret. Jeg kan mærke en kildrende fornemmelse i maven, jeg giver mig selv en mental lussing. Det er nok det dummeste i verden, men jeg kan ikke lade være.

Jeg er ved at forelske mig i fjenden!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...