Gilea Everdeen - The Hunger Games

Denne historie foregår i landet Panem, efter Kattua og Peeta har vundet Dødsspillet, og har fået børn.
Capitol havde hævnet sig på Kattua, fordi hun gjorde oprør mod dem, da hende og Peeta deltog i spillet. De havde med vilje trukket Prim til at deltage. Prim døde i spillet, af en pil som Gale havde lavet.
Kattua har været vred på Gale længe, men efter et møde med ham, bliver hun gravid.
Hun lader Peeta tro, at det er hans barn, lige indtil Gileas navn bliver trukket ved høsten.
Vil Peeta nogensinde tilgive Kattua?
Vil Gilea overleve?
Hvad vil der ske, hvis hun dør? Vil alt være glemt om Kattuas forræderi?
Dette er en historie om skyldfølelse, sorg, kærlighed og forelskelse.
(begivenhederne i bog 2 og 3 har ikke fundet sted)

39Likes
127Kommentarer
6738Visninger
AA

12. Distrikt-Udvælgelsen del 2

Callie kigger på mig, mens mine øjne langsomt fyldes medtårer. Jeg kan se hendes øjne, også snart flyder over.

,,Gilea” siger hun men grådkvalt stemme, vi ved begge hvad der her betyder. En af os må slå den anden ihjel.

,,Callie, du er nødt til at gå nu! Jeg kan ikke være venner, ikke nu” min stemme bævre, hvis Callie ikke går, så falder jeg fra hinanden. Jeg kan ikke opretholde det panser, jeg har opbygget. Et panser af ligegyldighed, af kulde og af en kæmpe vrede. Jeg kan mærker revner i det allerede nu.

,,Jeg går ikke Gilea, vi må holde sammen og finde de andre sonere. Når de er væk må vi finde ud af noget” siger Callie bestemt og kigger mig direkte ind i øjnene. Jeg overgiver mig, men med et meget tungt hjerte.

,,Vi må finde ud af, hvor mange sonere der er tilbage” siger jeg langsomt, mens jeg tænker.

,,Jeg har set to døde, har du set nogen?” spørger jeg Callie,

,,Nej, ingen. Endnu” Callie ryster på hovedet, mens hun siger det.

,,Det vil sige, at der minimum er to herinde et sted” mumler jeg, samtidig med at Callie går over til bunken af ting midt i rummet. Hun finder nogle knive, der er noget længere end vores små dolke. Hun tager også noget gazebind, hvad hun skal bruge det til, kan jeg ikke regne ud.

,,Gilea, din arm skal have noget bandage om, det bløder” siger Callie og peger på gazebindet. Jeg tager til armen, mine fingre bliver helt fedtede. Jeg kigger på dem, de er helt røde af blod.

,,vi må skynde os, de to andre kan være lige nærheden,” hvisker jeg til Callie, jeg kan mærke paranoiaen komme snigende igen. Callie river hurtigt mit ærme i stykker, vi har alle en grå tætsiddende dragt på, og lægger bandagen på.

,, så nu er vi klar” siger hun og smiler et lille kort smil, der næsten ikke når hendes øjne.  Men, hvad er der også at smile af? Vi går tilbage af den gang, som jeg kom af. Da vi ikke skal noget specielt sted, tager vi bare de gange der falder os ind. Ingen af os siger noget, det behøves ikke. Da vi har gået rundt, i flere timer føles det som, men måske er det kun 20 minutter? hører jeg pludselig sagte støn og små hulk. Jeg holder Callie tilbage, hvisker hurtigt til hende, at jeg tror der er nogen lige i nærheden. Callie har også hørt det. Vi bliver enige om, at der må kommer inde fra den gang, der ligger et par meter fra os. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen på mig, da vi lister hen til gangen. Vi kan hører pigen tydeligt nu, hun lyder som om, hun har stærke smerter. Jeg kigger hurtigt på Callie, hun nikker til mig.

,,En…to…tre” mimer jeg og på tre løber vi ind i gangen.

Inde i gangen, op ad muren, sidder en lille lyshåret pige, hun kan højst være tretten. Hendes ansigt er smurt ind i blod, og hendes tårer laver lange baner i det. Hun kigger forskrækket op på os, og prøver at rejse sig, men hendes ben knækker sammen under hende. Hun ser forfærdelig ud, hendes dragt er i laser og hun har snitsår over hele kroppen.

,,åh gud, hvad er der dog sket med dig” hvisker Callie med en bange stemme.

,,Milena” er det eneste pigen siger. Jeg ved med samme, hvad hun mener. Milena bor også i Botania, men jeg har aldrig snakket med hende. Hun er nok den eneste ambisoner i hele Distrikt 12, og måske den ondeste i alle distrikterne. Jeg har flere gange set hende mishandle små dyr, hun binder dem fast, og derefter laver hun små snitsår i den, de samme sår som den lille pige har. Hun laver dem lige præcis så små, at dyrene ikke dør af det. Hun bliver for det meste ved, til de stakkels dyr dør af sult.

,,åh gud nej” hvisker Callie og jeg næsten i kor.

,,Ved du hvor hun er henne? Og hvad hedder du?” spørger jeg stille pigen. Hun ryster på hovedet,

,,nej, jeg har løbet længe for at komme væk fra hende, og mit navn er Mikka”. Jeg kigger bedrøvet på Mikka, hun har ikke langt igen. Pludselig lyder der en rallen fra hende, hendes øjne tømmes langsomt for liv. Lige inden det sidste lys forlader hende, kommer der et lille smil på hendes læber.

,,mor” hvisker hun og hun falder om på siden. Jeg lukker hendes øjne, og lægger hende om på ryggen. Hun ligner en lille engel, som hun ligger der.

Jeg ser over på Callie, hun er helt bleg.

,, Vi overlever ikke der her Gilea. Milena hun er forfærdelig, jeg har set hende gøre grufulde ting”.

,, Jeg ved det” siger jeg,

,,men vi må prøve alligevel” jeg ser beslutsomt på Callie.

,,Kom vi må finde hende. Hun skal ikke få lov at overleve, ikke efter det hun gjorde mod Mikka”, Callie nikker bare.

Efter et par minutter kan vi høre nogle råb. ,,Mikka…Mikka, hvor er du? Jeg ved du er her et sted. Kom nu frem” jeg kan tydelig genkende Milenas slikkende kolde stemme. Vi sniger os langsomt hen i mod, der hvor vi tror Milena er.

,,Hvad gør vi når vi møder hende?” hvisker Callie.

,,Overlever!” hvisker jeg tilbage.

Vi når hurtigt hen til den gang, hvor Milena er. Nu er der kun et hjørne imellem os. Jeg kan høre hende kommer trampende, nærmere og nærmere, indtil hun pludselig står foran os. Et kort øjeblik ser Milena overrasket ud, men sekundet efter har hun trukket en kniv. Jeg knuger hårdt om min. Måske, og kun måske kan Callie og jeg overvinde Milena, håber jeg. Jeg kigger kort på Callie og signalere med min hånd, at hun skal smutte om på den side af Milena. Mens Callie smutter om bag ved Milena, laver jeg det første udfald. Jeg lader som om, at jeg vil stikke Milena i maven, men i det sammen hun prøver og parere, laver jeg en lang flænge i hendes højre arm. Hun laver en høj dyrisk lyd og stormer hen mod mig. Jeg prøver at flytte mig, men jeg er ikke hurtig nok. Jeg får et lang sår på maven, heldigvis har Milenas kniv ikke skåret særlig hårdt, så det bløder næsten ikke. Mens jeg har ømmet mig og kigget på mit sår, har Milena vendt sig mod Callie. Callie har fået et sår tæt på halspulsåren, og Milena har kun fået en lille bitte rids på kinden. Jeg kan se, at Callie har problemer, Milena har fået trængt hende op i en krog, og står og tjatter lidt til hende. Det virke som om hun har glemt mig, men jeg må tage en hurtig beslutning. Jeg vælger at hoppe op på Milenas ryg, hun råber et eller andet, jeg ikke hører, og prøver at kaste mig af. Men jeg har godt fat, samtidig med at jeg prøver at holde fast, prøver jeg også at ramme Milena i halsen. Men jeg rammer alle andre steder ens halsen, til sidst for hun mig kastet af, jeg lander hårdt på gulvet. Hun ser forfærdelig ud, hende øjne er blodskudte og min kniv har lavet sår i hele hendes hoved og omkring hendes kraveben. Hun går beslutsomt hen i mod mig, hun har mord i øjnene, og jeg gør mig klar på at dø. Men så lige i det øjeblik, hun skal til at kaste sig over mig, falder hun sammen. I hendes hals sidder Callies kniv, hun kommer med nogle gurglende lyde, og lander på ryggen. 

Jeg kravler hurtigt væk fra hende, og rejser mig op. Jeg skynder mig over til Callie, der ligner et spøgelse og står helt forstenet. Hun kigger langsomt over på mig, jeg kan se, at hendes hænder ryster. 

,,Gilea, je…jeg… jeg har lige slået et andet menneske ihjel” siger hun, og bryder ud i voldsom gråd. Jeg går helt hen til hende, holder om hende, mens billeder af alle de døde piger jeg har set i dag, flyver forbi mit hoved. Jeg ved, at de billeder vil hjemsøge mig, resten af mit liv. Jeg frigør mig fra Callie og ser ind i hendes bedrøvede øjne.

,,Hvad gør vi nu Callie?” min stemme lyder helt forkert. Hun ser kort ned, og siger så:

,,Vi starter i hvert fald med at gå et andet sted hen. Jeg nikker.

Vi går ikke særlig længe, før vi på en eller anden måde ender inde i midten igen. Jeg sætter mig på gulvet, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke slå Callie ihjel, men jeg tror heller ikke at jeg har modet til at begå selvmord.

,,Gilea, der er noget jeg bliver at fortælle dig” siger Callie stille.

,,hvad vil du sige?” spørger jeg, mens jeg rejser mig op og går over til hende. Hendes øjne fyldes med tårer, der er lige ved at løbe over.

,,Jeg har ville sige det længe, i flere år faktisk”, Jeg er dybt forvirret, hvad er det dog hun vil sige?

,,Gilea” siger hun og holder en lille pause,

,,Gilea, jeg elsker dig” Callie tager min hånd, og kysser mig blidt på munden.

,,Derfor må jeg også sige farvel nu” En enkelt tårer triller ned af hendes kind, da hun tager sin kniv, og borer den dybt ind i sit hjerte.

,,Farvel Gilea, du har altid været i mit hjerte, og vil altid være det”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...