Normalt pigebarn

Hun leer og smiler når folk spørger hende om hvordan hun har det. Fortæller dem hun har det fint. Men bag facaden gemmer der sig en pige fyldt med skræk og frygt for nogen der står hende nær og hende selv. En pige med et ønske: at blive et normalt pigebarn.

Det er første gang jeg laver en historie med afsnit, så bær lige over med mig :)

8Likes
12Kommentarer
1553Visninger
AA

3. Kapitel 3

Kapitel 3

Svækling. Taber. Hjernedøde kælling. Luder. Spasser. Idiot. Uduelig. Misfoster. Ordene forsætter. De vil ingen ende tage. Stemmerne bliver ved med at fortælle mig de samme ting igen. Mørket omfavner mig. Det presser sig ind alle steder fra. Det kvæler mig. River lige så stille alt luft ud af mig. Jeg prøver at skrige, men flammerne æder mine lunger, og de breder sig til resten af kroppen. Ud af mørket dukker hans ansigt op. Hans grimme skaldet ansigt. De mørkeblå øjne gennemborer mig. Jeg er underlagt hans magt. Jeg gør alt han siger. Jeg gør ingen modstand. Han skal bare sige et ord og jeg husker hvorfor jeg gør det. Stemmen bliver ved med at fortælle mig hvor dårligt et menneske jeg er. Hver gang stemmen siger noget nyt bliver jeg mere og mere overbevist om stemmen har ret. Jeg er en svækling. Jeg ligger mig bare ned og tuder. Jeg burde være der for hende og beskytte hende. Jeg er en luder. Jeg burde gøre modstand, men gør intet.  Jeg er uduelig. Ingenting jeg gør, er godt nok. Jeg forsøger at beskytte hende, men det lykkes ikke for mig. Jeg er et misfoster. 

Jeg vågner med et sæt, og mærker hvordan svenden løber ned af ansigtet sammen med tårerne. Hele min krop ryster. Jeg holder om min ømme krop. Prøver at fortælle mig selv det bare var en drøm. At det ikke passer. At stemmen ikke er virkelig. At det bare er noget jeg har forstillet mig. Det er ikke realistisk. Men det hele bliver ødelagt at stemmen. Stemmen inden i mit hoved skriger: Dit fucking misfoster! Du kan ingenting.  Prøv dog at fat det hjernedøde kælling. Du burde ikke være i live. Du burde ligge sammen med din mor din luder!

Jeg tager min pude og skriger ned i den, så ingen kan høre skrigene. Da jeg holder op er stemmen der stadig væk. Jeg kigger ud af vinduet og ser det er helt mørkt. Jeg kigger over i den anden ende af rummet. Hun ligger i sin seng og sover. Jeg står ud af min seng, og lister ud på badeværelset. Under vasken, bageste i skabet gemt i noget gammelt tøj ligger den. Mit kæreste eje. Min trøst. Min måde at komme igennem hverdagen. Jeg tager den i hånden, og trækker op i mit bukseben.  Jeg kigger ned på alle de andre ar. Et mere til samlingen. Jeg sætter det skarpe blad mod mit ben, og trykker og trækker lige så stille og rolig. Det ondt, men ikke mere ondt end slagene. Jeg fjerner kniven, og lige så stille begynder blodet at komme frem. Jeg gør det en gang til. Den her gang bare dybere. Mere blod kommer frem den her gang. Rigtig meget endda. Jeg gør det en gang til. Igen kommer der meget blod frem. Jeg sidder i noget tid og bare kigger på blodet. Jeg høre nogen rumstere og skynder mig at tørre kniven, og mit ben af. Jeg tager mit bukseben ned, og skynder mig ind i seng igen. Jeg lukker øjnene. Stemmen er væk. Men jeg kan ikke finde ro. Jeg tør ikke falde i søvn igen. Stemmen vender bare igen. Jeg bliver bare trukket ned i mørket. Ned til ham igen. Hele min krop begynder at ryste ved tanken om ham. Tankerne begynder at fare rundt med løsninger på hvordan jeg kan komme af med ham. Om hvordan jeg sørger for han aldrig kommer til at skade hende igen. Men tankerne ender med selvmord som den eneste løsning til at klare problemerne. Jeg skubber hurtig tanken væk. Hvis jeg gjorde det hvem skulle så være her for hende? Det vil jeg ikke kunne gøre i mod hende. Mine øjne begynder at glide i, og det bliver svære og svære at holde dem åbne. Til sidst giver jeg op, og glider lige så stille ind i mareridtet igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...