Normalt pigebarn

Hun leer og smiler når folk spørger hende om hvordan hun har det. Fortæller dem hun har det fint. Men bag facaden gemmer der sig en pige fyldt med skræk og frygt for nogen der står hende nær og hende selv. En pige med et ønske: at blive et normalt pigebarn.

Det er første gang jeg laver en historie med afsnit, så bær lige over med mig :)

8Likes
12Kommentarer
1552Visninger
AA

2. Kapitel 2

Resten af dagen går langsomt med at sidde at stirre lige ud i luften. Lærerne siger ikke noget til det. De er vel efterhånden vant til det. Klokken ringer. Fri. Selvom jeg ikke har fået noget at spise i dag får jeg det rigtig dårligt. Som om jeg skal kaste op. En knude der trækker det hele sammen. Smerten i benet er der stadigvæk lidt, men er ikke stærk nok til at fjerne den indre smerte der er kommet igen.  Jeg pakker mine ting sammen, og tager min taske.  Jeg høre min lærer sige: ” Hav en forsat god dag”. En forsat god dag? Den sætning passer sikkert til de andre elever. Men ikke til mig. Min dag har ikke været i nærheden af god, og jeg er næsten helt sikker på den ikke bliver det bare ved at få fri fra skole. Tvært i mod.

Jeg tager stille skridt ud af klassen og op ad trappen og mod udgangen. Hun står der allerede. Et smil breder sig på hendes læber da hun ser mig, og hendes grønne øjne lyser. Hendes brune leverpostej hår svinger fra side til side i hestehalen, da hun går mig i møde. Hun siger ingenting da hun når hen til mig. Hun giver mig bare et stort kram. Jeg lægger armene om hende. Normalt hader jeg nærkontakt, men når det er hende mærker jeg ingenting til vreden og frygten som eller viser sig. Når hun rør mig forsvinder alt smerte. Stemmen er væk. Trangen til at skære i mig selv, eksistere slet ikke. Hun gør mig til et normalt pigebarn i små korte stunde. Hun er grunden til jeg kæmper. Hun er mit et og alt. Jeg vil gøre alt for hende. Give mit liv. Hun trækker mig væk, og river mig ud af mit paradis. Hun kigger undersøgende på mig og spørger hvordan min dag er gået. Hun ved godt hvad jeg svare, men spørger alligevel altid. ”Den er gået fint nok. Kedelig, men ellers okay. Hvad med din?”. Hun tager min hånd og vi begynder at gå hjemad. I mens vi går fortæller hun alt om sin dag ned til mindste detalje.  Om lorte lærer der kun har øje for deres yndlings elever, og om forbandede klassekammerater der driller. En af drengene havde taget hendes spegepølsemadder med remulade, og kastet den efter hende. Men spegepølsen og remuladen røg af inden den ramte hende.

Tiden går hurtig. For hurtig. Vi er noget til det lille træskur der ikke bliver brugt til noget. Da vi var mindre gemte vi os altid derinde. Det gør vi stadig væk en gang i mellem. Han har stadig ikke opdaget at det er der vi gemmer os. Selv efter så mange år. Vores fristed og gemme sted når det hele bliver for meget, og vi har mulighed for at flygte. Men det lille skur betyder at vi kun er omkring fem minutters gang fra vores hjem. Alt for lidt tid. Inden længe er vi i vores fængsel igen. Hele min krop begynder at spænde. Mit skjold er på vej op igen. Tiden er gået. Vi står foran et lille rødt faldefærdigt hus. Et grimt hus. Bilen mangler. Heldigvis. Et par timers fred til at lave lektier. Jeg håber han først kommer hjem i sent i aften eller i nat. Der er en lille have foran huset. Haven er fyldt med gammelt ragelse. En cykel der mangler det ene dæk, metal, gamle havemøbler osv. Det er pinligt når man i skolen bliver bedt om at tage sin cykel man, og man så er nød til at gå op til læreren og fortælle at man ikke kan tage nogen med. Når læreren så spørger hvorfor så er cyklen altid punkteret. Aldrig i mit liv ville jeg indrømme at den eneste cykel vi har hjemme hos os mangler det ene dæk, og i det hele taget ligner noget der er løgn. Alle andre i klassen har en cykel undtaget mig. Men de har så meget jeg ikke har.

Huset er omringet af marker. Der er ikke et hus i syne.  Vi går igennem haven og op af den lille trappe på tre små trin. Vi står i entreen, og stiller forsigtig vores tasker pænt ind til siden. Vi tager de skoler bøger op som vi skal bruge til at lave lektier og sætter os ind til bordet i køkkenet. Jeg starter med at hjælpe hende med at komme i gang med siden lektier. Hun er næsten færdig med sine lektier, da jeg kommer i gang. Jeg når kun at blive færdig med halvdelen af det matematik der skal laves til i morgen, da døren smækkes hårdt i. ”Hvem fanden har sat de tasker her?!” råber han ude fra entreen. ”Gå ind på værelse” siger jeg til hende. Hun tøver lidt, men skynder sig så at pakke sine bøger sammen og løbe ind på værelset. ”Jeg spurgte om noget. Hvem har sat de tasker uden i gangen?” råber han i mens han er på vej ind i køknet. De plejer godt at må stå der, hvis de bare står helt ind til væggen. Han står stille i døråbning, og kigger på mig med sine gennemborene øjne. Jeg ved hvad det vil føre hen til. Jeg fjerner mine øjne fra hans og kigger ned i gulvet. Der skulle ikke mere til. En lille bevægelse og bomben spræng. Han er henne ved mig med tre store skridt. Han hiver mig op af stolen. Jeg kniber øjne hårdt i og ved hvor det vil ende. Hele min krop spænder. Allerede før han rammer ved jeg at smerten vil være stor. Rigtig nok. Jeg ligger på gulvet. Mit øje er allerede ved at hæve. Det gør så afsindigt ondt. Smerten føles værre for hvert sekund. Mit hoved er ved at eksplodere. Al luft bliver revet ud af mig med et slag. Det føles som om mine lunger er ved at kollapse. I mens jeg ligger og hiver efter vejret kommer der flere og flere slag. Slag mod ryggen, maven, mine ben og et enkelt mod mit hoved. De bliver sværre og sværre at skelne fra hinanden. Jeg kan intet gøre. Små perler løber hurtig ned af mine kinder. En efter en. De vil ikke stoppe. Han stopper. Langt om længe. Jeg høre køleskabet åbne, og en dør smække i. Han er stoppet. Han er væk. Smerten vælter igennem mig, og jeg ligger stadig væk og hiver efter vejret og de små perle dråber løber stadig ned af mine kinder og videre ned på min hals, men han er stoppet, og ligger sikkert inde i sin seng og drikker lidt mere.

Med ét forsvinder mit håb da jeg høre døren gå op. Jeg forventer med det samme et slag mere, eller det der er værre. At han vil have mig med. At jeg skal underholde ham. Vandhanen bliver åbnet og vandet løber i et lille stykke tid. Lidt efter mærker jeg en kold klud på mit øje. Det hævede af dem. En lille hånd nusser mit hår. Hele min krop begynder at spænde. Hun mærker det og fjerner sin hånd igen. Hun hjælper mig op at sidde. Det gør så ondt. Jeg føler mig lille og hjælpeløs, men er nød til at spille stærk. Forsøger at stoppe tårerne. Jeg er nød til at virke stærk for hendes skyld. Hun skal ikke se mig sidde her og græde. Jeg tager kluden væk fra øjet og tåre ansigtet fri for tåre.  Hun hjælper mig op og stå og ind i seng. ”Væk mig når klokken er syv” kvækker jeg da jeg er kommet ind i seng. ”Jeg skal nok selv finde ud af noget aftensmad. Det skal du ikke tænke på. Bare læg dig til at sove” svare hun med et beroligende smil. Jeg gider ikke tage en diskussion med hende nu, og vælger i stedet bare at lukke øjnene. Igen mærker jeg den kolde kuld hen over mit hævet øje.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...