I gudens hænder


Dette er historien om en tid, hvor mennesket tilbedte guder. En tid hvor en guds hjælp var nødvendig for folkets overlevelse. En tid hvor man måtte bringe ofre!

Elena skal ofres til Guden Hugin. alle i landsbyen frygter Hugin, men Elena vil snart opdage at han ikke er, som han giver sig ud for at være.

jeg har valgt at skrive historien ud fra begges synspunkter, håber i vil nyde den.

4Likes
11Kommentarer
2124Visninger
AA

13. OG DE LEVEDE LYKKELIGT?

Elena:

 

Hendes øjne var fulde af had, men også medlidenhed.

Hera var ikke til at blive klog på. Jeg bukkede dybt for hende og sagde med stor respekt.

”Store vise Hera, jeg er klar til din prøve og jeg har i sinde at bestå.”

Hera snøftede hånligt og satte sig ned igen.

”Ja vi får af se.”

Hun satte sine slanke ben overtværs og kiggede mig lige ind i øjnene.

Jeg følte et sug i maven, som om hun kiggede lige ind i sjælen på mig.

Så smilede hun og rejste sig brat op igen.

”Ja jeg ved hvilken test du skal udsættes for, men først skal du lige have reglerne.”

Jeg følte mig virkelig, som et menneske på det tidspunkt.

Hun stod der så stolt og farertruende og jeg stod lille og skrøbelig.

Hendes smil blev svagere da hun gik ned mod mig.

”Dette er en prøve for at se om du er værdig til min søn, guden Hugin. Hvis du består, vil jeg give dig evigt liv, men hvis du fejler, er straffen døden. Er du stadig sikker på dette Elena?”

Jeg så hende dybt i øjnene. Jeg havde ingen tvivl i mit sind, ingen lille stemme, som sagde at jeg skulle lade være. Det måtte da betyde at jeg gjorde det rette!

”Ja jeg er sikker!” 

Hendes øjne blev usikker et øjeblik, men hun fattede sig hurtigt.

”Godt så. Reglerne er simple. Jeg vil udsætte dig for 2 prøver og ser jeg dig ikke værdig,

efter disse prøver, så ved du jo hvad der sker.”

Jeg nikkede og rankede ryggen for at se frygtløs ud.

Hera lukkede sine øjne og pegede på mit hjerte.

”Lad prøven begynde.”

Jeg mærkede en lille smerte i brystet, men intet mere.

Jeg lukkede øjnene og prøvede at få den voksende smerte til at gå væk. Det gjorde den også, men en kvalme kom frem i stedet. Pludselig kunne jeg hører en kvindestemme kalde på mig.

”Elena vågn nu op!”

Jeg åbnede øjnene og så ind  min mors blå øjne.

”Mor?”

Jeg satte mig op med en voldsom hovedpine. Med hånden på hovedet tog jeg min posibog med mig ud på toilettet. 

”Næste gang så husk at lægge bogen fra dig inden du falder i søvn!” råbte mor efter mig.

Jeg stirrede på mit eget spejlbillede. Der var noget galt! Jeg klaskede noget vand i hovedet for at blive af med denne voldsomme smerte. Mine grønne øjne lyste af tvivl og sorg.

”Er der noget jeg har glemt?” spurgte jeg mig selv.

Jeg tænkte tilbage på inden jeg faldt i søvn. Jeg havde læst om Henriks fantastiske digte og andet kunne jeg ikke huske. Jeg rystede på hovedet og gik ud fra toilettet.

Men hvorfor havde jeg så denne følelse, af at jeg havde glemt noget?

Far kom gående ned af gangen han smilte, som sædvanligt til mig og jeg smilte tilbage.

”Godmorgen Elena. Sov du nu på sofaen igen? Du skulle være mere som en kvinde!”

Jeg nikkede og kyssede ham på den skæggede kind.

”Jeg skal prøve far.”

Han blev rød i kinderne og hans grå øjne lyste op i overgivelse.

Jeg kunne altid få far på andre tanker. Mine fødder føltes tunge så jeg gik ud i haven for at sidde lidt ned. Gyngen knirkede da min vægt kom ned på den.

Jeg smilede af lyden, som om den fortalte mig at jeg var for tung.

Vinden duftede at blomster og var dejlig varm mod mit ansigt.

”Elena?”

Jeg så op da en velkendt stemme kaldte på mig. Det var en mand. Han havde mørke øjne og blond hår, hvilket var temmelig underligt.

”Hej,” sagde jeg mens rejste mig fra den knirkende gynge.

Jeg kendte ham, men kunne ikke lige sætte navn på det kønne ansigt.

  Han gik med tøvende skridt mod mig.

”Din mor sagde, at jeg kunne finde dig her.”

Hans stemme var mild, men den gav mig ingen følelser kun tomhed.

Han var rigt klædt med guldsmykker og silke tøj. Jeg nejede nervøst for ham og han bukkede.

"Jeg har nogle ting, jeg lige vil snakke med dig om,"

 Han rakte mig sin arm, jeg tog venligt imod den og vi fulgtes sammen indenfor igen.

Mor stod inde i stuen med lysende øjne og et frækt smil på sine læber.

”Nå så  du fandt hende!” sagde hun med længsel i stemmen.

Jeg så undrende på hende.

”Hvad mener du med endelig?”

Hun smilede til ham og han til hende.

”Kan vi lige være alene Erik?”

Det måtte være hans navn for han bukkede og gik ud med et sideblik på mig.

Mor satte sig ned i den mørke lædersofa med blikket rettet mod mig.

”Elena du er snart eller rettere du er en kvinde nu. Du er klar til at få en ægte mand.”

Mit hjerte slog et slag hurtigere. Hvad mente hun dog?

Hvorfor følte hendes ord så tunge?

Jeg havde altid vidst at denne dag snart ville komme! Hvorfor følte jeg så at, der var noget galt?

”Han er en dejlig mand og et godt menneske. Han kommer fra en rig familie op nordpå. I passer perfekt sammen! I har enda leget sammen som små. kan du  huske det?”

Jeg nikkede og så ned i gulvet. Vi legede godt sammen, som børn, men han havde rejst til england og jeg havde ikke set ham siden.

 Det kunne godt være at vi passede perfekt sammen, men noget sagde mig bare at det var forkert. Jeg havde altid ville gøre min familie stolt, så hvorfor gjorde det så ondt indeni?

Hvad var det, jeg havde glamt, som min krop insisterede på at, jeg skulle huske?

En underlig drøm måske?

Mor vendtede på svar og bag hende stod Erik med en udstragt hånd. hans øjne så rolige ud og jeg fik en trang til at tage imod den. Det kunne vel ikke skade at gifte sig med ham.

han var sikkert en vidunderlig mand.

Men er han din? Spurtge en indre stemme.

Jeg løb med tårer i øjnene ud i haven. Jeg begyndte bare at løbe og løbe.

Hvad var der galt med mig? Hele min krop begyndte at gøre ondt. Jeg faldt ned på knæ lige i udkanten af skoven.

”Hvad er der galt?” råbte jeg.

Jeg følte mig  tom, som om jeg manglede noget eller havde mistet nogen!

Solen begyndte at kaste sine stråler omkring sig og en af dem ramte en lille solsikke, som stod ved udkanten af skoven.

Jeg rejste mig på usikre ben og gik hen til den lille blomst.

Mine fingre rørte ved dens silkeblødeblade. Et minde ramte mig.

Jeg så et billede af mine fingre og en andens sno sig om en plante magen til denne.

Jeg lagde mærke til at de andre fingre var mandehænder.

Pludselig skød en smerte gennem mit håndled. Jeg kiggede ned på det og så et ar, som var formet som en rose som snoede sig om en måne. Det var jo Hugins tegn! Guden over naturen! Pludselig hørte jeg mig selv sige hans navn højt.

”Hugin… Hugin… Hugin.”

Det startede som en hvisken med pludselig brød jeg ud i råb.

”Hugin!”

Jeg kom i tanke om alt det jeg havde glemt. Adiana, Kendur og Hugin! Dette måtte være Heras værk!

”Hera! Hvad er meningen med dette?” skreg jeg ud i skoven.

Pludselig kom hun til syne. Hun klappede i hænderne og hele min verden forsvandt.

Så stod vi tilbage i det store rum på Heras slot.

”Ja dette var den første prøve. Det var for at se om dit hjerte ville holde fast i Hugin. Det gjorde det så sandelig.”

Jeg smilede ved mindet om, hvor smertefuldt det havde været at inderst inde at mangle noget, men ikke vide hvad det var. Hugin var en del af mig selv, som jeg ikke kunne lve uden.

”Er du klar til næste prøve?”

Jeg nikkede usikker på, om hun nu kunne finde på at slette min hukommelse igen.

”Ja jeg er klar Hera.” jeg prøvede at lyde så selvsikker som muligt.

Pludselig brød den store metal dør op og ind kom Hugin med rasende øjne.

”Stop dette!”

Jeg så på ham med frygt og respekt. Han havde kommet for min skyld!

Hera var mere rasende end Hugin. Jeg vidste ikke, hvem af dem, jeg var mest bange for.

Selv med denne frygt gemt et stede inden i mig løb jeg frem og slog beskyttende ud med hænderne for at dække Hugin.

”Han har intet at gøre med dette, så lad ham være og lad os komme vidrer med prøven."

Hera smilede lumsk og Hugin skubbede mine arme væk, men jeg greb fat i hans højre arm.

”Elena jeg er en gud! En kvinde skal ikke beskytte mig,” hvæssede han.

Han så på mig med vrede og skam.

”Næste gang hører du på hvad jeg siger!”

Jeg nikkede.

”Men det er kun fordi, jeg elsker dig, at jeg gør dette. Jeg kan ikke leve uden dig Hugin!”

Hera gik mod os og for hvert et skridt, strammede jeg grebet om Hugins arm.

”Jeg har vist lige fundet den sidste opgave.”

Jeg mærkede frygten stramme sit grem om mig igen. Hvad ville hun gøre mod os?

”Elena.”

Hun så hen på mig og pludselig havde hun et bæger i hånden. Der var en rødlig væske i bægeret.

”I dette bæger er der rødvin, men også gift. I skal nu vælge hvem der skal drikke af bægeret. Hvis Elena drikker det dør hun, men Hugin hvis du drikker det bliver du til et menneske.”

Hugin så på hende med en vildskab jeg ikke troede mulig. Jeg vidste at Hugins guddommelighed var alt han havde tilbage. Jeg kunne ikke tage det væk fra ham.

Jeg trådte frem mod Hera og tog bægeret.

”Jeg gør det!”

Jeg satte bægeret mod læberne og ville drikke det, men Hugins hånd stoppede mig.

”Nej Elena!”

Jeg så underende på ham.

”Nej jeg kan heller ikke leve uden dig!”

Jeg kyssede ham på kinden og mærkede en tårer trille ned af kinderne.

”Men din udødelighed betyder så meget for dig!”

Han smilede og tog bægeret fra mig og førte det op til læberne.

”Det betyder ikke mere end du gør!”

Så drak han mens hans øjne stirrede kærligt på mig. Sekunder gik og blev til minutter, der skete ingenting. Pludselig brød Hugin ud i latter.

”Din snedige slange!” grinede han.

”Der var slet ingen gift! Dette var jo en prøve!”

Jeg så på Hera og hun trak bare på skuldrene.

”Tja du har da en vis klogskab søn.”

Hvis jeg ikke tog meget fejl, sporede jeg en hvis morskab og lettelse i hendes blik. Hun så på mig med et smil.

"Hvis Hugin elskede dig rigigt, så ville han bevise det med at fravælge sin udødelighed. så dette var vel også en prøve for Hugin. og jeg kan roligt sige at i begge bestod.

 Jeg giver dig hermed udødelighed og evigtigt ægteskab med guden Hugin.” 

Jeg vidste ikke hvad der gik af mig, men jeg fik en pludselig trang til at kramme hende.

Jeg sprang over til Hera og omfavnede hende.

”Tusind tak. Du aner ikke hvor lykkelig du har gjort mig!”

Til min store overraskelse gengældte hun min omfavnelse og hviskede ind i mit øre:

”Det var så lidt. Vil du ikke nok passe godt på min søn for mig?” jeg smilede og nikkede.

Hera gav slip på mig og jeg gik hen til Hugin og faldt på knæ foran ham.

Han så på mig med rolige øjne.

”Tilgiv mig Hugin. Jeg gjorde dette uden din tilladelse.”

Min stemme rungede gennem hele rummet.  Jeg vidste med det samme, da jeg så på Hugins øjne, hvad han ville sige.

”Elena der er intet på denne jord, som kan holde mig fra dig. Du får mig til at føle mig stærk. Jeg elsker dig så højt. Lad os tage hjem.

"Ikke så hurtigt Hugin. Jeg skal jo lige gøre mit arbejde færdigt ikke?" sagde Hera med et smil.

Hun gik hen til mig, som stadigvæk knælede foran Hugin. Hun tog en kniv frem ad sin kåbe.

"Nej ikke mere mærkelige blods ting vel?" udbrød jeg.

Hera sukkede og tog fat i min arm. Ikke hårdt bare bestemt. Hun lavede en lige linje ned af min arm, og blodet begyndte at glide ned langs armen.

Here messede og skar i sig selv, men hendes blod så mere lyst ud end mit. Det måtte have noget med alt det der gude halløj noget.

Mit hjerte sprang et slag over da hun pressede sit sår over mit.

Hendes blod flød ind i mig og healede begge sår.

Jeg mærkede en bølge af energi fylde hele min krop også var det forbi.

Jeg så op på Here med rynket næse.

"Var det det?"

hun sukkede og nikkede, inden hun vendte ryggen til os og sagde:

"Gå nu vær lykkelige for evigt sammen og alt det pladder."

Hun sagde dog ordene på en jaloux måde.

Jeg smilede, rejste mig op og løb ind i Hugins udstragte arme.

 Vi omfavnede hinanden og kyssede dybt.

 

Da vi kom udenfor holdt der to vogne. I den ene sad Kendur og smilede og den anden Adina. Jeg så på Hugin og smilede endnu engang. Vi satte os ind i den ene vogn hånd i hånd.

vogenen satte sig i bevægelse og jeg lagde hovedet på Hugins skulder.

Jeg havde fundet et sted jeg hørte til, der skulle jeg leve lykkeligt med min elskede Gud.

Hugin lænte sig ind mod mig og hviskede ind i mit øre:

”Velkommen hjem min elskede Elena.”

Så findes, der altså lykkelige slutninger, tænkte jeg med et fnis.

 

SLUT

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...