I gudens hænder


Dette er historien om en tid, hvor mennesket tilbedte guder. En tid hvor en guds hjælp var nødvendig for folkets overlevelse. En tid hvor man måtte bringe ofre!

Elena skal ofres til Guden Hugin. alle i landsbyen frygter Hugin, men Elena vil snart opdage at han ikke er, som han giver sig ud for at være.

jeg har valgt at skrive historien ud fra begges synspunkter, håber i vil nyde den.

4Likes
11Kommentarer
2124Visninger
AA

7. Felicia?!

 

Hugin:

Da jeg kom tilbage fra at have tændt lyset lå Elena og sov.

Hendes åndedræt var uroligt og jeg kunne se at hun havde et mareridt.

Jeg lænede mig ind over hende, aede hendes kind, kyssede hende på panden og bar hende op. Hvad var det for nogle følelser jeg havde for hende?  Disse følelser

mindede mig om noget, men hvad? Jeg så ned på hendes sovende

ansigt og følelsen kom igen. En smertende følelse, en følelse der gjorde

at jeg fik en trang til at låse hende inde, hvor ingen nogensinde kunne rører hende,

undtalen mig. Jeg forvandlede mig til en ulv og løb med Elena på ryggen.

Hun sov trygt og holdt stramt fast om min pels. Det var ligesom da vi mødtes.

Jeg løb med hende på ryggen. Dengang var hun bare mere skrøbelig.

Hun havde lige mistet sit hjem, familie og venner.

Dengang smertede det mig heller ikke at se hendes skræmte ansigt når hun dømte, men nu ville jeg ønske at jeg kunne tage alle de onde ting i hendes liv væk

og se hendes smilende ansigt. Jeg stoppede op ved en sø og drak af det kølige vand.

Jeg så ned og kiggede på mig selv, i vandets blanke overflade.

Jeg tænkte tilbage på dengang jeg havde fundet en lille stæreunge,

som var faldet ud af reden. Dens skrøbelige liv lå i mine hænder,

det gjorde Elenas også. Menneske liv var så nemme at give og tage. Jeg blinkede og på vanoverfladen så jeg et billede. Det var en pige, nej ikke bare en pige men pigen.

Jeg mærkede hjertet snører sig sammen og slå hurtigere. Jeg huskede

tilbage på dengang hun havde sagt ordet, som ville forandre mit liv.

Bare et dumt ord: ja. Hvad var dog det for noget? Jeg rakte min hånd ud

mod det blanke billede, men det forsvandt. Hendes grå øjne stirrede tilbage på mig, som det sidste inden hun forsvandt. Jeg hørte et suk og kiggede mig over skulderen.

Elena sov stadig tungt men hun var blevet kold. Jeg sukkede og kiggede ned i vandet igen.

”Felicia,” hviskede jeg inden jeg satte kurs mod mit hjem. 

 

Elena:

 

”Mmm.”

En varm hånd gled ned af min skuldre og fik mit åndedræt til at gå hurtigere. Kun en person

Kunne få min krop til at føle sig så hel, Hugin.

Jeg åbnede øjnene og så ham ligge ved min side.

Solen skinnede ind ad vinduet og oplyste han brune hår.

Han sov stadig, mens hans hånd søgte et eller andet på min krop.

Jeg tog hånden i min og kyssede den. Han stoppede straks sin søgen og lå roligt igen.

Jeg smilte. Kunne jeg finde min lykke med Hugin? Med min anden hånd strøg

jeg hans brune logger væk fra ansigtet. Hans læber var så fine og kindben så smukke.

Jeg fik en trang til at kysse ham. Jeg lænede mig ind over ham og trykkede

mine læber ned på hans så blidt jeg kunne, uden at vække ham.

Han sukkede og smilede. Jeg fik en større glæde ved hans smil end jeg troede mulig.

Men hans ord fik min glæde til at forsvinde, så hurtigt som den var kommet.

”Felicia.”

Jeg slap hans hånd, som om jeg havde brændt mig.

Jeg sprang ud af sengen og ud over balkonen. Jeg landede på det grønne græs

og løb alt hvad mine ben kunne holde til. Tårerne trillede, som vandfald,

ned af mine kinder. Mit hjerte gjorde ondt og truede med at springe frem fra sit skjul under brystet. Jeg løb og løb uden nogen fornemmelse over hvor jeg var på vej hen.

Mine barer tær blødte af alle de sten, jeg havde trådt på, men smerten var ingenting i sammenligning til den smerte i brystet. Jeg nåede til en sø.

Jeg satte mig ned ved vandkanten og så ned i det blanke vand.

Jeg så mig selv. Rødhåret, grønne øjne brun hud. Jeg så ikke en smuk pige, nej jeg så en der ikke passede ind nogen steder og som aldrig ville finde lykken.

Jeg sagde det jo til dig! Advarede en indre stemme. Jeg rystede på hovedet, men jeg kunne ikke Lukke stemmen ude.

Du vil aldrig finde lykken. Aldrig.

Jeg så mig omkring og fandt ikke andet end tomhed. Sandheden i ordene gjorde mig tung i kroppen. En farlig tanke slog ned i mig, som et lynnedslag. Jeg rejste mig langsomt op.

Skal vi ende det her? Det bliver kun værer fra nu af!

Denne gang nikkede jeg, tog en dyp indånding og sprang i det kolde vand. Min krop gik i krampe, men jeg var ligeglad, der hvor jeg skulle hen måtte der være lykke og kærlighed.

Hugin. Den indre stemme ville ikke give slip på ham og det ville jeg heller ikke. Jeg kæmpede med at komme op til overfladen, men jeg havde ikke mere luft.

Farvel Hugin, tilgiv mig.

Jeg mærkede en mærkelig følelse af en kraftig krop under mig og pludselig blev jeg trukket op til overfladen. Jeg blev båret af nogen eller noget det vidste jeg ikke, var alt for træt til at se efter. En lugt af våd hund fik mig dog til at åbne øjnene. Det var Måneskær!

Jeg kløede ham bag ørene.

”God ulv. Du reddede mit liv. Tilgiv mig Hugin,” det sidste nærmest hviskede jeg, inden jeg fik et hosteanfald og besvimede.

 

Drømmen var uendelig. Nej det var ikke kun en drøm, men en erindring. et minde,

men ikke mit! Jeg stod ved siden af en pige. Det så ikke ud

som om hun kunne se mig. Hendes grå øjne var fulde af sorg og ulykke.

”Jeg er den næste,” hviskede hun.

Jeg så undrende på hende. Hvem var denne kvinde?

Hun så ung ud en alder af 17 måske? Hun prøvede at smile,

men det eneste der kom ud af det var bare en grimasse og flere tårer.

 Hun gik ned mod byen. Min nysgerrighed blev vækket

og jeg fulgte efter, som om jeg var forbundet til hende. Hun traskede af sted med

det samme udtryksløse blik da hun mødte en mand. Han måtte være fra byen, tænkte jeg.

Hans smil bragte mig en følelse af ubehag og ondskab.

”Så er det tid.”

Jeg undrede mig over hvad det var hun skulle og fulgte med. Ingen så nogensinde

i min retning.  Pigen blev bundet på hænderne og en kvinde, som jeg syntes så bekendt ud kom hen mod hende.

”Så er det tid.”

Hun sagde det samme, som manden, men tid til hvad?

Kvinden trak en kniv frem, og snittede mærker i pigens arm. Pigen gispede af smerte

og blodet dryppede fra hendes arm.

”Disse tegn, er beviset på at du nu tilhører Hugin.”

Nu kunne jeg genkende den gamle kvinde. De klarer blå øjne og de

gule tænder var ikke til at tage fejl af! Det var hende der også havde ofret mig til Hugin.

Dette måtte betyde at jeg ikke er den eneste kvinde, der var blevet ofret.

Pludselig skinnede solen ned på pigen og hendes skrig var det sidste man hørte fra hende inden hun forsvandt. En kvinde skreg sin sorg ud og jeg fik ondt af hende.

Hendes ord gav mig gåsehud.

”Min Felicia! Giv mig min Felicia tilbage.”

Jeg satte mig op med et skrig.  Hugin stirrede vredt på mig, men det eneste jeg kunne tænke på var at jeg lige havde drømt om kvinden, som Hugin havde snakket i søvne om.

”Hallo jeg taler til dig!”

Jeg mærkede en pludselig smerte på venstre kind. Hugin havde givet mig en lussing.

Han stod med hånden i vejret og så meget truende ud. Jeg mærkede en tåre løbe ned af min kind.

”Du hører jo ikke et ord jeg siger!”

Jeg kiggede ham ind i øjnene og hans blik blev mildere. Jeg åbnede munden og fremstammede:

”Hve… hvem er… Felicia?”

Hugin blev næsten hvid i ansigtet og mumlede et, eller andet jeg ikke kunne hører. Han vendte ryggen til mig og smækkede døren efter sig. Jeg sad alene tilbage, med en frygt jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...