I gudens hænder


Dette er historien om en tid, hvor mennesket tilbedte guder. En tid hvor en guds hjælp var nødvendig for folkets overlevelse. En tid hvor man måtte bringe ofre!

Elena skal ofres til Guden Hugin. alle i landsbyen frygter Hugin, men Elena vil snart opdage at han ikke er, som han giver sig ud for at være.

jeg har valgt at skrive historien ud fra begges synspunkter, håber i vil nyde den.

4Likes
11Kommentarer
2116Visninger
AA

11. afsked??

 

Elena:

 

Jeg sad på mit værelse da Adina kom ind. Jeg rejste mig straks op med hjertet i halsen.

”Nå hvem var det så der var på besøg?”

Adina så ned i gulvet.

”Det ved jeg ikke, om jeg må sige.”

Jeg hamrede hånden ned i bordpladen og stirrede ondt på hende.

 Hun så bare mere uskyldigt på mig og nærmest bad mig om at glemme det.

Jeg rystede på hovedet og macherede med store bevægelser ud af værelset.

Kendur stod op ad væggen længere nede af gangen. Han bevogtede Hugins kontor.

Jeg stirrede ondt på ham.

”Træd til side!” hvæsede jeg.

Men Kendur rystede på hovedet og hans brune øjne tyede på, at han var meget stædig,

men det var jeg også. Jeg havde fået nok af al den tavshed når jeg var til stede.

Pludselig åbnede døren sig og en smuk kvinde trådte ud, med et smil på sine røde læber. Kendur gjorde plads til kvinden og bukkede så fornemt,

som en halv mand halv hest kunne gøre.

Kvinden stoppede da hun så mig. Hendes fingre gled op til mit hår og hun sukkede.

Jeg blev betaget af hendes blå øjne, som var fulde af bekymring.

Hendes sorte hår hang ned over hendes kavalergang som gardiner, der skjuler et vindue.

”Tænk at han går igennem dette, for hende her!” prustede hun og gik sin vej.

Adina nejede fornemt for hende og fulgte hende ud.

Jeg så efter hende til hun var drejet ned af en anden gang og var forsvundet.

Det eneste spor af hende var hendes duft af roser og en kold berøring i mit sind.

Jeg kiggede på Kendur igen og skød øjenbrynene i vejret. Han sukkede og trådte til side. 

Jeg gik ind på Hugins kontor med langsomme skridt.

Min slevsikkerhed havde pludselig forladt mig.

Jeg mærkede pulsen stige, da jeg så at kontoret var tomt.

Hvor var han? Jeg så over på den åbne dør og gik ud til balkonen.

Jeg så ham sidde ovre i hjørnet. Han stirrede bare ned i haven på en mærkelig mørk måde. Jeg satte mig på hug ved hans side. Uden at se på mig sagde han roligt:

”Sagde jeg ikke, at du skulle blive på dit værelse, til jeg sagde andet?”

Jeg nikkede slev om han ikke så på mig.  Jeg blev bange for hans pludselige stilhed og rakte hånden op for at røre ham, men han rystede på hovedet.

”Lad være.”

Han vendte hovedet mod mig og jeg så at hans læbe var flækket og han havde et blåt mærke på kinden.

”Hvad er der dog sket?”

Han rejste sig bare op og rystede på hovedet igen.

”Bare rolig det healer så hurtigt, at du ikke engang vil tro på det. Jeg er jo en Gud!”

Han lød mere sur da han sagde ordet Gud. Jeg så undrende på ham

og han stirrede bare vredt tilbage.

”Hvad er der i vejen?” spurgte jeg med en urolig stemme.

Hugin gik hen mod døren uden så meget, som et eneste ord. Jeg rejste mig og så ud over den smukke have.

Hvad var dog hans problem? Og hvem var den smukke kvinde fra før?

Alle disse spørgsmål fløj rundt i hovedet på mig. Adina kom bagfra og gav mig et kæmpe knus. Jeg vendte mig mod hende og begyndte pludselig at tude.

Jeg mærkede de varme tårer lave små baner ned af mit ansigt.  Adinas gule katteøjne stirrede fulde af varme og omsorg. Hun strøg mit hår blidt og hviskede ind i øret på mig:

”Åh min kære det skal nok gå. Hugin skal nok fortælle dig alt når tiden er inde.”

Jeg nikkede og lukkede øjnene, pludselig så træt af alle de begivenheder.

Jeg gik straks i seng og  drømte om Hugin og denne mystiske smukke kvinde.

 

Hugin:

 

Jeg trådte med vrede skridt ned i det varme vand. Jeg sukkede ved velvære da vandet omfavnede mig, som en blød dyne og vaskede alle bekymringer bort. Mit hoved dykkede under vandet og verden blev stille. Jeg nød denne tomme stilhed, men så snart jeg havde hovedet   over vandet igen kom verden tilbage.

Hvad skal jeg gøre? Vil Elena kunne klarer testen? Eller skal jeg sende hende hjem?

Vil jeg kunne leve uden hende? Jeg rystede på hovedet ved alle disse tanker,

der strømmede nonstop i mit hoved. Jeg hørte lyden af hove og kiggede op på Kendurs bekymrede brune øjne.

Jeg sukkede med en hvis irritation, som jeg aldrig havde vist overfor Kendur før.

  Uden et ord satte Kendur en fløjte for munden og spillede nogle beroligende melodier.

Jeg lukkede øjnene og drømte tilbage. Tilbage til den tid, hvor jeg mødte Kendur for første gang. Det var det første år jeg havde været en Gud.

Jeg var i færd med at give mennesket en belønning for deres troskab til mig, da jeg så en lille hingst løbe mod en ung dreng. Jeg råbte til drengen at han skulle følte sig, men det var forsent. En af mændene fra landsbyen så hesten løbe ind i hans søn og skød hesten på stedet.

Jeg kan huske at jeg løb og løb hen til drengen og hesten, men de var begge døde.

Jeg græd og lod følelserne tage kontrol over mig.

Jeg havde ikke været en Gud i så lang tid på det tidstpunkt så jeg vidste ikke,

hvad jeg var i stand til, men pludselig lyste både hesten og drengen.

Da jeg åbnede øjnene var de blevet til en og var i live.

Jeg kaldte ham for Kendur og han har lige siden været min beskytter.

Ikke at jeg har brug for en, men jeg elskede bare at have ham ved min side.

Ligesom Adina. Adina var en smuk kvinde i sin landsby alle elskede hende for hendes danser evner, men en dag da hun skulle ud i byen, så hun en mand der var i gang med at sigte på en lille killing med en kniv. Jeg husker tydeligt, at jeg tilfældigvis kom gående forbi da manden kom til at ramme Adina i stedet for katten.

”Hun sprang ind foran,” havde han sagt.

Jeg beundrede Adina for hendes mod og ville gerne se om jeg kunne redde hende, som jeg havde reddet Kendur.

Det er hun et tydeligt bevis for at jeg kunne. Jeg åbnede øjnene igen, da Kendurs musik pludselig stoppede. Han så ned på mig med tårer i øjnene. Jeg rejste mig op fra vandet og omfavnede ham.

”Bare rolig gamle ven. Der sker ikke noget.”

Kendur mumlede et eller andet, men jeg kunne mærke på ham at min omfavnelse ikke var passende, så jeg trådte et skridt tilbage. Kendur bukkede.

”Med al respekt Hugin. Hvorfor var din mor Hera her i dag?”

Jeg så ned i vandet og havde mest af alt lyst til at gå under med hovedet igen, men skubbede min lyst fra mig og kiggede Kendur i øjnene.

”Det skal i alle sammen nok snart få af vide.”

Kendur nikkede med et længselsfuldt blik og rakte mig et håndklæde, så jeg kunne tørrer min nøgne krop. Da Kendur gik hørte jeg ham mumle til sig selv:

”Det er sikkert den test, som vi også var udsat for før!”

Jeg så ned i vandet og sukkede. Hvor havde han dog ret.

Gid han ikke havde, men sådan her var det bare jeg kunne intet gøre.

Mor eller rettere Hera, som hun helst ville kaldes var guden, der bestemte om et menneske kunne blive en gud. Det var hende der skabte mig. Hende der havde skånet mit liv og givet mig et nyt mere betydningsfuldt liv, lige indtil jeg mødte hende.

Jeg undertrykte et lille tavst suk, inden jeg rystede på hovedet og satte kurs mod Elenas værelse. 

 

Elena:

 

Jeg sad og kiggede ud af vinduet. Hvad skulle jeg dog ellers lave?

Jeg turde ikke forlade mit værelse efter Hugins vrede udbrud.

Jeg undrede mig stadig over den kvinde. Hun måtte have et eller andet på ham, ellers ville han ikke reagere så voldsomt på hendes besøg.

Jeg hørte døren åbne sig og vendte mig om, for at se hvem det kunne være.

Hugin kom tøvende ind, med blikket rettet mod min seng.

Jeg rejste mig op lige i det øjeblik han satte sig ned på sengen. Han lod sit hovedet hvile i hænderne. Han så, så menneskelig ud, som han sad der med et trist udtryk.

Jeg satte mig ved siden af ham og lagde højre hånd på hans skuldrer.

Han så op mig og sukkede, langsomt kyssede han og omfavnede mig.

Vi sad stille et stykke tid. Pludselig sagde han:

”Elena der er noget vi må snakke om.”

Jeg nikkede kort og satte mig til rette. Hugin sad stille lidt, som om han ikke kunne finde ordene. Endelig kom de og han blev ved.

”Hør her. Der er nogle regler for mennesker og guder der er sammen. For mange århundrede siden havde guderne ingen regler for forholdet mellem mennesker og guder, men de fleste af guderne misbrugte ders magt. De tvang menneskerne til at gifte sig med dem enda flere ad gangen. Hera min mor, som du også så her i dag, hun ville ikke tolerere gudernes opførsel overfor mennesket. Vi skal beskytte jer ikke omvendt. Hvis vi begyndte at tvinge jer til alt muligt så ville mennesket måske stoppe med at tilbede os, og det ville være slemt.

Så Hera lavede den regl at, hvis en gud nogensinde blev forelsket i et menneske så skulle mennesket blive hans eller hendes ægtefælde, hvilket betyder at mennesket skulle blive en gud. Men det er en hård prøve mennesket skal igennem for at blive en af os. Så ingen gud vil forelske sig i et menneske.”

Han stoppede og kiggede på  mig med et udtryk der sagde mere end ord.

”Så du vil sende mig hjem?” sagde jeg med en stemme der tyede mere på frygt end respekt.

Hugin nikkede og tog mine hænder i sine. Jeg rystede på hovedet og rejste mig trodsigt  op.

”Nej! Jeg forlader dig ikke! Jeg tager testen og beviser både over dig, men også for Hera,

at jeg er værdig til at være sammen med dig!”

Hugin ville afbryde mig, men jeg rystede endnu engang på hovedet, af bar raseri,

”Elena. Du kan ikke klarere prøven! Tag nu hjem før det er forsent!”

Mere sagde han ikke han gik hen mod døren, men kom i tanke om noget og vendte hovedet over mod mig.

”Pak dine ting sammen. Du rejser hjem i morgen.”

Dørens knirken var som en hammers trommen mod mine øre. Hugin gik bare!

Uden, så meget som et kram eller kys! Elskede han mig da slet ikke?

Jeg faldt sammen på sengen og græd. Jeg græd, til jeg var helt udmattet.

Adina kom listende ind med en kop varm the. Jeg takkede hende o tog en lang slurk af den søde drik. Adina satte sig på en stol ved siden af sengen og tog min hånd i sin.

Hendes ruge hænder var så dejlige trøstende at jeg begyndte at græde igen.

Hun strøg sin anden hånds fingre gennem mit hår og smilede sørgeligt.

”Elena. Du forstår det ikke. Hugin gør dette for din skyld.

Han elsker dig så højt at han ikke vil se dig fejle.”

Jeg så hende ind i øjnene med et ondt blik.

”Hvad sker der da hvis jeg fejler i testen?”

Adina sænkede hovedet.

”Døden.”

Jeg sank noget af teen og mærkede varmen og nervøsiteten sprede sig i kroppen. Adina nikkede og rejste sig. Hun gik stille hen til vinduet. Regnen begyndte så småt at falde.

”Det samme skete for Felicia.”

Jeg rejste mig brat op.

”Felicia? Det er hende, som jeg hørte Hugin tale i søvne om!”

Adina nikkede og vendte sig om mod mig.

”Ja Hugin elskede hende lige så højt, som han elsker dem. Hun var hele hans liv. Men Hugin døde, som menneske før hende og blev en gud. Hans længsel efter hende var stor. Det var der Hera gav ham muligheden til at prøve testen på Felicia. Ser du Elena testen handler om dit hjerte.”

Jeg så undrende på hende og lagde hånden på venstre side af mit bryst.

”Ja dit hjerte. Du skal bevise, at du elsker Hugin og at du har hjertet på rette sted. Man kan ikke have en gud, som ikke har et rent hjerte.”

Der kom en pludselig stilhed og jeg rømmede mig.

”Men hvad skete, der så for Felicia?”

Adinas øjne blev fordrejet i sorg.

”Hun klarede ikke testen. Hugin blev knust og efter det var han en tom skal af sig selv.

Hera blev også knust over sin søns mørke personlighed. Jeg tror at hun føler at det vil ske igen og kom her i dag for at advarer ham.”

Regnen øste ned over haven, jeg kiggede ned og så til min skræk Hugin stå og blive gennemblødt.

”Hvad laver han dog!”

Jeg tog en jakke på og løb ned af gangen og ud i regnen.

Hugin stod bare og skurede over haven. Jeg følte en stører sorg nu, hvor jeg kendte til sandheden. Jeg lagde min hånd på hans skuldre. Han vendte hovedet og så mig lige ind i øjnene. Så sagde jeg ordene, som jeg havde været så meget i tvivl om.

”Hugin jeg elsker dig! Jeg vil aldrig forlade dig. Mit liv er intet liv uden dig, så jeg tager testen. Der er intet du kan gøre eller sige for at forhindre mig!”

I det øjeblik ordene var sagt omfavnede Hugin mig så hårdt, at jeg troede han ville slå mig ihjel, men jeg lod ham kramme mig.

Jeg ville gøre alt for ham bare han var glad. Da han slap sit tag om mig, så jeg tårer i hans øjne.

”Jeg kan ikke gøre det. Det kan godt være at du kan, men jeg kan ikke!” hviskede han.

Jeg skubbede ham væk med en vred bevægelse.

”Hvad mener du dog? Elsker du mig ikke? Du sagde til mig at du elskede mig!”

Han nikkede så tårerne trillede ned af hans kinder. 

Jeg gik tættere på ham og tørrede dem vær med bagsiden af min hånd.

”Jeg kan ikke fordi jeg elsker dig. Jeg vil ikke miste dig Elena! Jeg mistede Felicia og hvis jeg nu også mister dig, så ved jeg ikke hvilke konsekvenser, der kan komme ud af det!”

Jeg vendte ryggen til ham. Jeg mærkede en kold knude danne sig i brystet på mig.

Jeg var bange. Bange for at forlade den eneste, der gav mit liv en form for betydning.

Før passede jeg ikke ind nogle steder, Hugin viste mig at, der var et sted jeg kunne hører til. Hvorfor skulle jeg dog forlade det? for en dum regel?

Jeg mærkede hans stærke arme omfavne mig i et kærligt.

”Du skal tage af sted i morgen tidlig, det er for det bedste,” sagde han ind i mit øre.

Jeg fik kuldegysninger ved hans varme og blide stemme.

Jeg kunne ikke lade være med at nikke. Jeg vendte mig om og kyssede ham blidt, også voldsommere og voldsommere.

”Jeg har en betingelse for at jeg skal rejse i morgen!” nåede jeg lige at sige inden, min hjerne var ved at koble af.

”Hvad er det?”

Hugins øjne var fulde af begær og en indre varme bredte sig i min krop.

”Sov ved min side i nat,” hviskede jeg.

Hugin nikkede med en lille smugle nervøsitet.

”Alt for dig.”

Den nat lå vi tæt sammen. Vi holdt om hinanden, som om vi aldrig nogensinde ville se hinanden. Hugins varme havde følt, som om jeg ville smelte. Han havde hvisket ord til mig, som gjorde at tårerne strømmede ned af mine kinder. Han havde rørt ved mig steder, som ingen mand nogensinde havde rørt.  Jeg ville ønske at solen aldrig ville stå op igen, at jeg bare kunne have lægget i hans arme resten af mit liv og mærke  hans kærlighed smelte sammen med min, men sådan gik det selvfølgelig ikke.

Solen kom listende op i horisonten og farvede værrelset i et røsligt skær. Jeg vågnede med en klynken. Mine tasker var parket for mig.

Jeg så på Adina, som stod i døren til værelset.

”Men jeg kom jo uden noget, som helst,” mumlede jeg med blikket rettet på de to takser.

Adina nikkede med at tomt smil.

”Ja men Hugin ville sikre at du fik nogle ting med hjem, så du aldrig ville glemme ham… og os.”

Det sidste sagde hun med en smugle tøven. Jeg sprang ud af sengen og omfavnede hende.

”Tak. Som om jeg vil glemme nogen af jer!"

Jeg så over, Hvor Hugins sovende skikkelse, havde ligget for noget tid siden, Inden jeg havde faldet i søvn i hans favn.

Han havde trukket vejret roligt og hans flotte læber havde været adskilt. 

Jeg mærkede varmen i kroppen, da jeg tænkte tilbage på, hvor bløde hans læber, havde været mod mine. Jeg ville aldrig komme til at føle dem igen, tænkte jeg. Pludselig tog jeg en beslutning, som Hugin nok ikke ville tilgive mig for, men det var mit valg!

 Jeg så Adina kærligt i øjnene og sagde med faste ord:

" Jeg har en lille ting, jeg gerne vil have at du skal gøre for mig.

Du vil sikkert ikke bryde dig om det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...