For livet

Jeg står ikke tilbage for noget! Jeg går ikke af vejen for nogen! Jeg lever og lader leve, indtil nu! For vil jeg leve kan jeg ikke lade leve!

2Likes
2Kommentarer
2392Visninger
AA

10. Kampen

Flere af de andre sonere trak deres våben. Alexander og Ares trak deres, jeg sank sammen over Sam, jeg kunne mærke at tårene trillede og høre at jeg selv skreg. Over os begyndte kampen, jeg så Ares kaste en økse mod den soner som var ham nærmest, en af dem med våben klar, og så gik det hurtigt. Jeg ved ikke hvordan det gik til, men til sidst var der kun 4 andre sonere tilbage. Ingen af dem havde trukket sit våben, ingen af dem havde deltaget i kampen. Publikum var helt stille, og jeg vidste at det var nu, nu var det min tur. Nu begyndte den rigtige kamp. 

Med Ares og Alexander bag mig klar til at beskytte mig, rejste jeg mig op. Så mig omkring, sonerne, fredsvogterene og publikum. "Er I underholdt?" skreg jeg, jeg kunne mærke at tårene stadig trillede, jeg kunne se mit eget ansigt på en storskærm. "Her slutter det, ingen vinder i dag! Vi ønsker ikke at kæmpe for at underholde, for at skræmme eller at dræbe!" Jeg begyndte at gå rundt i arenaen, jeg ledte efter et bestemt ansigt i mængden. Jeg fandt ham! "Jeg ønsker kun at dræbe dig!" råbte jeg så højt jeg kunne, mens jeg pegede på præsident Moon. Moon forblev rolig og gjorde en lille håndbevægelse, straks hoppede 2 af hans livvagter ned i arenaen. De havde næppe faet jord under fødderne før Ares og Alexander havde gjort dem ukampdygtige, der skulle ikke dræbes mere unødvendigt i dag. Jeg kunne se at Moon blev lidt bleg, men han sendte endnu 4 ned til os. Denne gang kom resten af sonerne os til undsætning og tog sig hver af en. 6 ud af 10 livvagter var nu tage ud af spillet. Moon rejste sig og lod de sidste 4 prøve at hjælpe ham ud. "Nåh, så man vil godt lade børn og unge kæmpe for nationen, men stikker selv af med halen mellem benene når det gælder?!" Min hån udløste et latterbrøl fra publikum. Moon vendte sig mod mig og råbte et eller andet som druknede i larmen fra publikum. De nærmeste gæster rejste sig og stod i vejen for Moon og hans livvagter, de kom ingen vejne. "Skal jeg komme op til dig eller kommer du selv herned?" Jeg aner ikke hvad der gik af mig, men jeg hånede, spottede og lo af den gamle mand. Endelig gav han op og lod publikum føre ham ned til mig, hans livvagter forsvant i mængden. 

Der stod vi så, Moon og jeg midt i arenaen, med Sam liggende mellem os. Resten af sonerne og vores fredsvogtere slog ring om os. "Er det hvad du ønsker? At dræbe en gammel ubevæbnet mand?" Moon forsøgte at håne mig tilbage. "Nej, men jeg vil gøre det om nødvendigt" Jeg lod mig ikke skræmme af ham. "Hvordan kan det undgåes?" Moon lød lettet. "Opgiv" sagde jeg, "opgiv dødsspillet, opgiv dit embede, SÆT PANEM FRI!" Det sidste skreg jeg for at alle skulle høre mig, og publikum jublede. Moon så sig om, ingen af de andre ville låne ham et våben, ingen ville støtte ham. Folket elskede drama og jeg gav dem det på en ny måde, de elskede derfor mig! Han tog sin hat af og ragte mig den. "Den er nu din, tag den som et symbol på min overgivelse, tage den som et symbol på Panem, det er dit!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...