For livet

Jeg står ikke tilbage for noget! Jeg går ikke af vejen for nogen! Jeg lever og lader leve, indtil nu! For vil jeg leve kan jeg ikke lade leve!

2Likes
2Kommentarer
2385Visninger
AA

7. Dagen før dagen

Da vi stod op den sidste dag før dødsspillet var både Ares og jeg ret stille. Jeg havde fortalt ham om hvordan Sam havde delt sit syn med mig, ingen af os vidste om det var et godt eller et skidt tegn. Personligt tror jeg at Sam ikke viste mig alt, enten fordi hun ikke havde kræfter til det eller fordi hun mente at det var bedst sådan. ihvertfald tog vi vores nye tøj på, som vi havde fået bedsked på aftenen før.

Efter morgenmaden kom en fremmed fredsvogter. Han fortalte os hvordan vi nu hver især skulle snakke med folk fra tv og aviser, og bagefter ville der som en form for belønning, ikke bare for i dag, men for det hårde arbejde vi havde lagt i træningen, være mulighed for at få besøg hjemmefra. Ares og jeg fulgtes ad til alle samtalerne. På intet tidspunkt blev vi spurgt til spådomme, vores "titler" eller til trekløvet. Måske kendte de ikke til det eller også, hvilket er mere sandsynligt, havde de fået forbud mod at spørge til det. De spurgte os kun kort om familie, livet før høstfesten og efter. Så faktisk var det overstået lige før middag.

Efter middagsmaden blev Ares og jeg vist hen til en del af huset vi endnu ikke havde set andet end udefra gården. I det værelse vi blev anvist sad mine forældre. Mor stormede mig i møde og holdt hårdt om mig. min far ragte hånden frem mod Ares, "jeg hører at jeg har fået en søn". Jeg lo og forklarede hvorfor jeg ikke kunne have ladet dem skille os af og de forstod mig godt. Ares forældre var åbenbart ikke kommet for at se deres søn en sidste gang, men det undlod vi at tale om. Jeg fortalte hvor glad jeg var for at se dem, men at jeg ikke var sikker på at det var rigtigt af dem at komme. Mor begyndte næsten at græde, "hvor kan du sige sådan noget? Som om vi ville takke nej for chancen for et ekstra farvel? Selv om prisen er noget høj!" Jeg kiggede på far og han nikkede. Det viste sig at prisen for at se os var at de skulle være tilstede som tilskuere til dødspillet. Det var forklaret med at man ville hylde de forældre som også ofrede ved dette store jubilære.Men ingen af os var i tvivl om at det nærmere var endnu en måde at skræmme folk på. Jeg kiggede på mor, "det var ikke fordi jeg ikke vil sige farvel, men her er sket noget..." Så fortalte jeg dem alt om Sam og hendes forudsigelse. "Jeg aner bare ikke hvad det skal betyde og hvad det er jeg skal gøre, derfor jeg mente det havde været bedst at I ikke kom, så jeg havde haft tid til at tænke og forberede mig mere!" Nu smilte mor over hele hovedet og far lagde en arm om mine skuldre. "Det med at hun pegede på dit hjerte og så trekløveret er da nemt nok. Du er hjertet, centeret af trekløveret. Ares og Alexander er begge nødvendige for det der skal ske i morgen, men du er utrolig vigtig, for du holder de to sammen. Og en anden ting, du kan kun klare det hvis du har hjertet med i det du gør." Mor nikkede og holdt om Ares mens hun så på far og mig. Det var lige som om Ares blev forvanlet, i stedet for den ofte skræmte dreng jeg havde trøstet igen og igen, blev han pludselig først til et lykkeligt barn og så som om årene fløg afsted for øjnene af mig voksede han og blev stor og stærk at se på. Og jeg vidste godt hvorfor, for sådan havde mine forældre altid fået mig til at føle. Glad og tryk som et lille barn, men også moden nok til at klare de udfordinger jeg ville møde. Jeg var pludselig ekstra taknemmelig for at de var kommet. Vi snakkede og hyggede indtil vores fredsvogter kom og bad os slutte af. Min far blev pludselig alvorlig og tog begge mine hænder "min pige, du skal vide at hvis jeg kunne, så tog jeg din plads i morgen, men det er desværre uden for min magt at ændre dette!" Vores fredsvogter trådte frem og gav min mor hånden, præsenterede sig, hans navn var Eli. Med min mors hånd i sin kiggede han på min far, "Eli betyder "Guds mand", Jeres datter har en opgave i morgen, som ingen af os kan varetage. Vores opgaver er at forskellige, I har nu gjort Jeres, i morgen er min sidste del, mens hendes først for alvor begynder. Lad os alle bede til at vi har gjort det nødvendige og at hun er klar!" Min far greb ud efter Eli's anden hånd, "Jeg anede ikke at oprøret var nået så langt! Jeg skal bede for Jer alle!" Så måtte vi gå, men både Ares og jeg var taknemmelige for at vide at Eli var på den rigtige side. Det var ikke nødvendigt for ham at fortælle at vi skulle tie med den oplysning, det vidste vi af os selv. 

Dagen før dagen var så godt som forbi...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...